Den nye generation af ældre har sejret: De har betalt til – og nydt godt af – velfærdssamfundet

De danskere, der nærmer sig eller allerede er trådt ind i en pensionisttilværelse, er vokset op sammen med velfærdsstaten. Det har formet deres syn på verden og på deres egne muligheder

”Jeg plejer at sige, at de er de første, der kommer til at gå i graven med deres egne tænder, for mange af dem har gået til skoletandlæge, ligesom de har fået vacciner, gratis uddannelse og arbejdsmarkedspension og adgang til boligmarkedet på et fordelagtigt tidspunkt.” Det er mennesker, der har betalt til og nydt godt af velfærdssamfundet – og det i en grad, siger Louise Byg Kongsholm, at det nu fra nogle kanter medfører kritik.Illustration: Rasmus Juul.

Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.

Boomer. Fænomenet er amerikansk og kommer af baby boomers – betegnende for de store fødselsårgange efter Anden Verdenskrig og frem til begyndelsen af 1960’erne. De seneste år har begrebet også sat sig i det danske sprog, som et skældsord, yngre bruger om ældre.

Men hvad betyder det i dansk sammenhæng? Hvilke kendetegn deler danskere, der nu er 60-70 år, og kan man overhovedet lave et portræt af en generation af så mange mennesker født over så mange år? Det må prøves.

Når man overhovedet taler om generationer som en sociologisk størrelse og ikke blot som forskellen på forældre, børn og børnebørn i en familie, så er en af de afgørende stemmer den ungarskfødte tyske sociolog Karl Mannheim (1893-1947). I 1928 udgav han essayet ”Das Problem der Generationen”, hvor han definerede en generation som en gruppe af individer med nogenlunde samme alder, hvis medlemmer har oplevet en bemærkelsesværdig historisk begivenhed inden for en bestemt periode. Han mente, at samfundets kulturelle forskelle knyttede sig til generationer, fordi historiske erfaringer gjort nogenlunde samme tidspunkt i livsforløbet giver en generation en fælles identitet. Han mente også, at generationsforskelle på mange måder drev den historiske udvikling. I dag er der da også mange, der beskæftiger sig med generationsforskelle, heriblandt sociologer og psykologer, men også mennesker, der arbejder med produktudvikling og markedsføring og er interesserede i at forstå de målgrupper, de ønsker at få som kunder.

Ifølge det amerikanske online-magasin ”Mental Floss” nævntes ”baby boomers” en af de førte gange i avisen Newport Daily Press i 1963. Det skete i en artikel, som handlede om en bølge af ansøgere til universiteterne, nu da ”the baby boomers” var ved at blive voksne. I dag defineres (baby) boomers som generationen af borgere i USA født mellem 1946 og 1964. Ligesom i USA så man mange andre steder i verden store årgange efter Anden Verdenskrig. I Danmark blev der født mere end 96.000 børn i 1946, viser tal fra Danmarks Statistik. Til sammenligning blev der i 2020 født knap 61.000.

Men selv om der er store årgange fra den periode i mange lande, skal man være varsom med at slå dem i hartkorn med hinanden. Kigger man på de amerikanske forbrugs- og værdianalyser af mennesker født i den periode, så er der nemlig i høj grad tale om middelklasseamerikanere fra bymidter, siger Morten Frederiksen. Han er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og har redigeret den seneste udgave af den danske værdiundersøgelse, ”Usikker modernitet”, som er udgivet i 2019.

”En af de ting, der tit tilskrives boomer-generationen, er deres store forbrug. Men hvis vi kigger på danskerne og særligt dem født omkring afslutningen af krigen, så er de vokset op i knaphed. Og der er en stor forskel på de amerikanere, der var i stand til at sende Marshall-hjælp til blandt andet Danmark og så de danskere, som fik gavn af hjælpen. Ligesom generationsbegrebet ikke tager højde for forskellige klasser i samfundet. Derfor skal man være forsigtig med at konkludere for meget ved at kigge på de amerikanske beskrivelser,” siger han.

Så lad os vende blikket mod Danmark. Et af de ord, man her kan knytte til mennesker født i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, er velfærd. Det siger Louise Byg Kongsholm, som er konsulent og direktør i Pej Gruppen, der forsker i tendenser.

”Jeg plejer at sige, at de er de første, der kommer til at gå i graven med deres egne tænder, for mange af dem har gået til skoletandlæge, ligesom de har fået vacciner, gratis uddannelse og arbejdsmarkedspension og adgang til boligmarkedet på et fordelagtigt tidspunkt.”

Det er mennesker, der har betalt til og nydt godt af velfærdssamfundet – og det i en grad, siger Louise Byg Kongsholm, at det nu fra nogle kanter medfører kritik.

”De har udnyttet fordelene til sidste blodsdråbe, og efterfølgende generationer tvivler nu på, at de får samme fordele.”

Generationen før baby boomerne kaldes ofte den stille generation (1928-1945). De kom tidligt ud at tjene og gjorde, som der blev sagt. De oplevede krigen og alt, hvad den medførte. Det var også en generation, som var lokalt og nationalt orienterede, siger Louise Byg Kongsholm. Efterkrigsbørnene blev de første, der lærte fremmedsprog, og i takt med at de blev voksne rejste de ud for at opleve verden.

Men der er rigtig god grund til at skelne mellem vilkårene for dem, der blev født lige efter krigen, og dem, der blev født i 1960’erne. Forfatter Iben Mondrup har i romanen ”Vi er brødre” fra 2018 beskæftiget sig med de ældste efterkrigsbørn i skikkelse af de to brødre Poul og Jens, der vokser op i knaphed, men også stilhed. Som børn af en modstandsmand oplever de, at der ikke må tales om krigen.

”Mange kom ud af krigen stærkt traumatiserede, og de mørklagde det kapitel af deres liv, hvilket deres børn fik at mærke. Det var også en tid, hvor psykoterapi endnu ikke var gængs, og det har optaget mig, hvordan det har præget de børn – ikke mindst hvordan de siden som voksne oplevede verden.”

Samtidig voksede de op i en brydningstid med øget velstand. Den gratis adgang til uddannelser betød, siger Iben Mondrup, en bevægelse væk fra forældrene og traditionerne, hvilket blandt andet kom til udtryk i det oprør, de store efterkrigsårgange lavede omkring 1968.

”Mange af de folk, man i dag vil kalde 68-generationen, blev politisk vakte. Mine egne forældre, som var en del af 68-generationen, tog til Grønland og var med til at modernisere der. Der var en stor idealisme og lyst til at forandre. De havde stor energi, virkelyst og udholdenhed. Problemerne med tilslutning til kommunisme og radikal socialisme har mange først fået øje på senere. Men jeg er imponeret over, hvor meget de egentlig turde.”

Den samme tendens ser Morten Frederiksen fra Aalborg Universitet – nemlig, at den efterkrigsårgangene var og er den mest politisk engagerede generation i Danmark.

”I dag skoses de ofte for ikke at have været nok optaget af klimapolitik i deres ungdom. Men den generation har i højere grad været miljøorienterede. De har været voksne, da miljøpolitik for alvor slog igennem, og man begyndte at bekymre sig om drikkevandet og de døde fisk i fjordene.”

Deler man generationen op i to, bliver det til 68-generationen født mellem 1940 og 1954 og så den såkaldt Jensen-generation født mellem 1955 og 1966. Den opdeling er meningsfuld, mener Marianne Levinsen. Hun er forskningschef hos Fremforsk – center for fremtidsforskning, og hun kigger på, hvem der har fælles erfaringer i ungdommen, når hun skal skelne mellem generationer. Hun har blandt andet skrevet bogen ”7 generationer – værdier, forbrug og levevis nu og i fremtiden.” Bogen er resultat af flere hundrede interviews med mennesker, der var mellem 14 til 91 år i perioden 2005 til 2017. Hun har blandt andet interviewet dem om forbrug, bolig og værdier, og det er de interviews, der har resulteret i hendes kategorisering.

”68’erne voksede op i et mangelsamfund og tænker ofte tilbage på en opvækst i et håndværker- eller landbohjem. De har arbejdet sammen for et bedre samfund med mere lighed på tværs af køn, religion og farve. De købte parcelhus, de fleste fik stor opsparing af formue i deres bolig, og de klarede sig godt på arbejdsmarkedet – mange af dem fik i øvrigt jobs i den offentlige sektor, de selv var med til at skabe. Nu er de pensionister” siger hun og tilføjer:

”Man kan sige, at de startede ydmygt, men endte med at sejre.”

Marianne Levinsen er selv en del af den såkaldte Jensen-generation (på engelsk Jones-generationen), som har sit navn, fordi der er så mange af dem. Hvor 68’erne fødtes ind i knaphed og siden sejrede, er det næsten lidt omvendt med Jensen-danskerne. De fødtes ind i et gryende forbrugssamfund, men fik, hvad Levinsen kalder ”lidt mere realistiske idealer”.

”Det skyldes, at vi røg ind i oliekrisen i 1970’erne, den store ledighed og kartoffelkuren i 1980’erne, og derfor måtte vi kæmpe lidt mere i vores unge voksenår og var mere forsigtige på arbejdsmarkedet og med vores køb af boliger. Nogle af os er endda børn af 68’erne, og vi har nydt godt af at leve i slipstrømmen på kvindebevægelsen,” siger Marianne Levinsen og tilføjer, at p-pillen i 1966 og den fri abort i 1973 har været betydningsfulde for hendes generation.

”Det forandrede kvinders stilling i samfundet og frigjorde dem, fordi de nu selv kunne bestemme, hvornår og hvordan de ville have børn.”

I dag står generationen af nye ældre ofte for skud, hvad angår brugen af samfundets ressourcer og ansvaret for kloden. Men forfatter Iben Mondrup mener, at den kritik er forfejlet.

”Jeg tror, at mange af dem, der kritiserer mine forældres 68-generation, ikke aner en disse om, hvad de har bedrevet. De bliver sommetider betragtet som forkælede, fordi de er vokset op i et opsving. Men de har godt nok også gjort noget ved deres politiske anskuelser på en meget mere handlingsorienteret måde, end man ser i dag. I dag råber folk op på hver deres side af skærmen, men hvem tager ud og gør noget ved det?”

Læs også portrættet i serien af Dagny, der er født på tærsklen til Jensen-generationen.