Prøv avisen
På pels-auktion

Henrik Svendsen forsøger at holde de røde tal i regnskabet på afstand til pels-auktion

58-årige Henrik Svendsen fra Hvalsø er en af de 1400 danske minkavlere, der håber på at pelsmarkedet snart får optur efter flere års krise.– Foto: Leif Tuxen

Henrik Svendsen fra Hvalsø på Midtsjælland skal sælge skind på den internationale pelsauktion i Glostrup. Og de skal sælges til en bestemt pris, for at hans gård kan løbe rundt. Men køberne har ikke turdet bruge penge på pels de seneste par år, så priserne er i bund, og både købere og sælgere træder varsomt af frygt for at miste alt

Salget er stadig i gang. Skal han have løn med til sig selv herfra, skal et skind koste 270 kroner i gennemsnit. Sidste år var salgsprisen helt nede på 220 kroner – det er 30 kroner under produktionsprisen. Et forfærdeligt år for købere såvel som sælgere.

Overproduktion havde ført til en kort pelsboble med høje priser, der var helt ude i hampen, og det førte igen til lykkeriddere, der startede endnu mere produktion for at ride med på den rullende snebold. Pludselig en dag skete der det, som altid sker: Bolden ramte muren. Nådesløst.

Nu, tre år senere, er branchen gået i gang med endnu et tabsgivende år. Lykkeriddere er gået konkurs igen, købere tør knap nok tænke på at byde, og de andre æg i kurven må få gården til at løbe rundt hjemme hos 58-årige Henrik Svendsen.

Han sidder i sit køkken på gården i Hvalsø på Midtsjælland. Den internationale pelsauktion i Glostrup har været i gang i otte dage. 5,2 millioner rå minkskind er blevet solgt inklusive dem, Henrik Svendsen har fremstillet her på sin minkfarm. Hvert 20. minut er en opdatering tikket ind på hans iPad, så han har kunnet følge med i salget. Nu er det eftermiddag på auktionens sidste dag, og om 20 minutter er den forbi. iPad’en ligger klar ved spisebordet i køkkenet, så han kan tjekke siden med auktionspriserne. Det er den side, der er søgt på sidst, så han skal bare samle iPad’en op og trykke på ”opdater” for at se dem.

For nogle dage siden var han henne at se auktionen an. Sidste år kostede det ham en million kroner at være minkfarmer, så han var glad for i år at se køberne opføre sig, som de gjorde.

Til hver auktion kommer de hele vejen fra Sydkorea, Japan, Rusland og især Kina for at købe skind. I år er de ekstremt forsigtige med at bruge penge, men da Henrik Svendsen var inde at kigge, var der gang i den. Købere rejste sig og råbte i munden på hinanden – nogle gange endda ad hinanden. På grund af forsigtigheden har de en grænse. Køberne vil simpelthen ikke over en bestemt pris, de vil hellere stå foran auktionarius og skændes om varen end bare lige at byde fem kroner mere. Man skulle næsten tro, det var aftalt spil, for ikke en eneste ville give 160 kroner for det skind, der var på bud, da Henrik Svendsen kiggede ind i salen. De ville hellere råbe ad hinanden til 155 kroner. Men solgt blev de da. Ser man bort fra priserne, er det sjovt at sidde og se på dramaet i auktionshallen, og den forlorne hare i kantinen er ikke dårlig. Den vil Henrik Svendsen i hvert fald meget hellere spise end den asiatiske buffet, der laves specielt til køberne under auktionerne.

Han bruger nu ikke meget tid derhenne. Hans iPad holder ham opdateret, og han har arbejde, der skal passes på gården. Der er korn, raps og græsfrø, der skal sørges for i hans traditionelle landbrug. Sidste år var sommeren så fantastisk, at man kunne sidde på terrassen om aftenen flere uger i træk. Oversat til Henriks liv var det den værste tørke, han havde set i sine 30 år som landmand, og 30 procent af det, han dyrkede på sine marker, forsvandt. Et udfordrende år på mange områder – ikke kun minkpriserne, som han skal til at tjekke.

Men Henrik Svendsen er ikke sådan at slå ud. For det kan godt være, han ikke er det, han kalder en lykkeridder, men han giver heller ikke op. Han er forretningsmand. Han er strategiker. Han og hustruen, Marianne Svendsen, har for eksempel lavet gårdens gamle svindestald om til lagerhotel, så de kan leje plads ud. Det gælder om at have flere ben at stå på.

Og selvom det for tiden koster mange flere penge, end det giver, at være minkavler, har de holdt fast i den produktion, de har, i stedet for at skære ned eller helt lukke for den, som nogle kolleger har set sig nødsaget til. For mest af alt stoler Henrik Svendsen på sin erfaring.

Dengang han begyndte med at lave mink for 25 år siden, stod de i nøjagtig samme situation som i dag. Mennesker lærer aldrig. For allerede fra 1988 til 1995 var det tabsgivende at have mink i Danmark. Henrik Svendsen startede sin produktion i 1994, selvom hans bankrådgiver var lige ved at besvime. For han troede på branchens potentiale.

Man skal altid starte i nedgangstider, mens tingene er billige at købe, for så får man opturen med bagefter. Så er man med til at tjene penge. Det er ærgerligt at være startet som pelsdyrsavler i 2014, da det gik forrygende. Farmen, man har købt, ville have kostet en formue at anskaffe, og så går man ind i en cyklus med faldende priser. Det er den visse død.

Derfor gjorde Henrik Svendsen det omvendt i 1994. Banken ville ikke låne parret penge, men de havde selv sparet op, og hans hustru havde et godt arbejde som agronom. 25 år, 3 børn og en udvidelse af besætningen fra 100 til 2800 minktæver senere er det alt sammen gået alligevel. Og det kommer det også til at gøre denne gang. Det er han sikker på.

Han rækker ud efter iPad’en i køkkenet. Tre hunde ligger på gulvet og sover omkring ham. Hustruen sidder ved sin computer og arbejder. Huset er stille, og 45 kilometer mod øst er pelsauktionen slut.

Der er tre auktioner mere i år, og køberne plejer at hive mere op af lommen senere på sæsonen. Så selvom det måske ser skidt ud, når han åbner hjemmesiden, kan meget nå at ske endnu.

Han klikker på knappen ”opdater”, og tabeller med rækker af tal kommer op på skærmen. Han bliver glad.

Priserne er steget i dag, der må være købere, der ikke har fået de skind med hjem, som de skal bruge, så nu er de nødt til at bevæge sig over deres grænse. Både hans hvide mink, hans ”pearl” og hans ”silver” er blevet solgt til priser, der ligger væsentligt over aukionens gennemsnitspris. Det er voldsomt tilfredstillende for den garvede forretningsmand. For selvom det ikke nødvendigvis giver overskud, giver det i hvertfald ikke underskud, og det kan være tegn på, at markedet er ved at vende til det bedre.

Når han scroller ned over siden, kan han se, at en enkelt skindsort ikke har klaret sig så godt som de andre – hans brune minkskind. De ligger under gennemsnitsprisen, og det har han aldrig prøvet før. Men det er okay, for generelt er priserne steget en lille smule siden sidst, og alt skindet er blevet solgt. Det er heller ingen selvfølge forstås. Sidste år havde han selv 22.000 usolgte skind.

Det virker til, at køberne har forstået, at de kommer til at mangle varer i år. Henrik Svendsen er sikker på, at bunden er passeret. Ikke nok til løn til ham selv endnu, men de røde tal i regnskabet holdes stadig på afstand. Der er håb forude.

58-årige Henrik Svendsen fra Hvalsø er en af de 1400 danske minkavlere, der håber på, at pelsmarkedet snart får optur efter flere års krise. – Foto: Leif Tuxen
Købere fra Kina, Japan, Sydkorea, Rusland og Tyrkiet kæmper om skind til lave priser i Glostrup. Auktionarius skal holde tungen lige i munden og har fire medhjælpere, der sørger for, at han ikke overser købere i skoven af hænder. – Foto: Leif Tuxen
I auktionshallen i Glostrup kommer køberne langvejs fra for at byde på pels som mink og chinchilla. Inden varen kommer på bud, kan de gå ned i et showroom og inspicere vareprøver. Kunderne har hvide kitler på for at beskytte deres tøj mod pelsens fedt og savsmuld. Personale i mørke kitler er klar til at hjælpe. – Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen