De rødhvide sløjfer og om at lære at hjælpe næsten

I dag giver det en hel ny mening, at min mormor i sin tid tog ansvar for at få samlet penge ind til kræftforskningen, og at jeg helt naturligt blev en del af den indsats, skriver journalist Hanne Foighel, der selv er i behandling for kræft

Hanne Foighel
Hanne Foighel. Foto: Emil Kastrup Andersen.

De mange blikbøsser stod tætpakkede i papkasser med deres tragtformede munde vendt opad. De gnubbede sig imod hinanden, når vi hjalp med at bære dem ud fra bagsædet i morfars bil. Jeg husker tydeligt den helt specielle lyd af denne gnubben. Og også duften af dem, der stammede fra tryksværten på de nytrykte mavebælter, der var fæstnet rundt om hver bøsse med et lille stykke klart tape.

Det var altid lidt af en festdag, når bøsserne kom. Der stod te på potten, og der var bagt frisk kage og småkager med citronglasur til damerne, der kom og hentede deres respektive bøsser og samtidig blev tjekket af på mormors lange liste. De tilhørte hendes store sociale netværk.

Den trofaste kerne af indsamlere var skoleveninderne, der havde holdt sammen helt tilbage fra første klasse, som de må have begyndt i 1908 eller 1909. Men mormor havde også engageret sine veninder fra Lottekorpset, naboerne og ikke mindst alle familiens duelige kvinder: svigerinder, tanter, niecer, døtre og svigerdøtre. I slutningen af 1960’erne var vi halvstore skolepiger allerede næste generation.

Det var længe inden, plasticindsamlingsbøtter og klistermærker blev op-fundet.

”Pas nu på ikke at stikke dig på knappenålene,” formanede mormor, for de små røde sløjfer med teksten ”Kampen mod kræften” i hvidt havde hver især en knappenål igennem midten. Som var de døde sommerfugle, der skulle arts-bestemmes og sættes i ramme.

Jeg havde ansvar for at holde styr på, hvor mange mærker der blev udleveret. Så det var mig, der skulle spørge hver af damerne, hvor mange mærker hun mente hun ville kunne sælge. Hver indsamler fik desuden en særlig stor papsløjfe, som skulle sættes på ens egen frakke på indsamlingsdagen.

Jeg bar selv indsamlersløjfen med stolthed og gik uden tøven op til fremmede mennesker på gaden med min indsamlingsbøsse og spurgte, om de dog ikke ville støtte kampen mod kræften. Jeg betragtede det nærmest som en borgerpligt, at de skulle lægge penge i min bøsse. Og det gjorde langt de fleste.

Sløjferne kostede 25 øre – eller var det 50 øre? De venligste mennesker var i hvert fald dem, der gav en krone, men ikke ville have mere end et mærke på reversen. Så var der mærker, der kunne sælges igen.

Når bøsserne blev gjort op – med mere te og hjemmebag rundt om spisebordet – så var der da også i langt de fleste bøsser flere penge, end der var udleveret mærker for.

Hvorfor min mormor netop tog ansvar for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse, ved jeg ikke. Egentlig tror jeg, det var et udtryk for kærlighed til næsten. Noget, hun havde fået med fra det københavnsk-jødiske borgerhjem, hun voksede op i, hvor kvinderne i den ældre generation tog ansvar for indsamling af penge til fattige jødiske børnefamilier og blandt andet stod i boder på Børnehjælpsdagen.

Jeg tror også, at der var en vis fascination over, at pengene til Kræftens Bekæmpelse gik til forskning i helbredelse. Det gjorde os alle sammen til en del af efterkrigstidens store bølge af fremskridt.

For der var, så vidt jeg ved, ingen i vores familie, der havde eller havde haft kræft.

Ikke før min mor pludselig med kort varsel døde af hudkræft for 15 år siden.

I dag giver det en hel ny mening, at min mormor i sin tid tog ansvar for at få samlet penge ind til kræftforskningen, og at jeg helt naturligt blev en del af den indsats.

Når man hjælper næsten, ved man jo netop aldrig, hvornår man hjælper sig selv.