Prøv avisen

De sidste søstres arv

Indtil 1974 fungerede Sankt Lukas Stiftelsen fungerede som et børnehjem og spædbørnshjem, hvor der efterfølgende blev oprettet en daginstitution. Foto: Reproduktion/Leif Tuxen

Der er mange nye ansigter på Sankt Lukas Stiftelsen, hvor et nyt fællesskab er ved at tage form. Det, de gamle søstre står for, skal være kernen i det nye liv

Lidt nord for København er der lige så stille sket, hvad man måske kan kalde et under.

Et fællesskab, som langsomt var ved at uddø, har fået nyt liv.

Kommer man forbi en tidlig morgen, kan man opleve det ved selvsyn, når der er andagt i kirken. Her kan man møde søstre, som har boet her hele deres liv, og andre, som er flyttet til for at blive en del af det nye fællesskab.

Sankt Lukas Stiftelsens historie går tilbage til 1886, hvor adelsfrøkenen Isabelle Brockenhuus-Lövenhielm drev socialt arbejde på Nørrebro i København, som siden blev til et diakonissehus med adresse på Bernstorffsvej i Hellerup. Der blev samlet ind til byggeriet, og man opførte et stort diakonissehus.

Grunden er syv tønder land med parklignende haver med gamle træer, og så er der ejendommene. 35.000 kvadratmeter råder søstrene over.

De første årtier af det forrige århundrede blev der flere og flere søstre, og ­antallet toppede i 1945 med over 300. Søstrene trådte typisk ind som unge til et liv i ordensdragt, fælles økonomi og fællesskab om bøn og arbejde. År for år kom der færre nye til fællesskabet.

I 1988 var de 125 søstre, og i dag er de blot 15.

Spørgsmålet om stiftelsens fremtid er blevet drøftet gennem en årrække i de statelige stuer på Bernstorffsvej, og for et år siden begyndte et nyt liv i det gamle hus: Lukas Fællesskabet. Det er et ­leve- og bofællesskab, som skal sikre, at der også i fremtiden kan være et ­diakonialt livs- og opgavefællesskab på adressen og et aktivt liv i den kirke, som Sankt Lukas Søstrene engang mere end fyldte.

Da Søren Bønløkke tiltrådte som direktør for tre år siden, var ­etableringen af det nye fællesskab en opgave med høj prioritet. Et år inde i det nye fællesskabs liv er han glad og fortrøstningsfuld, for det er lykkedes at få mennesker i forskellige livsfaser til at flytte ind. 41 er kommet til, og alle boliger er dermed optaget, og lige så mange ansøgere og interesserede er blevet afvist.

Stiftelsen har til huse på et af landets mest eksklusive og attraktive post­numre, men ønsket om at bo godt her er ikke nok til at blive en del af fællesskabet. Han siger:

”For at bo her skal man kunne se sig selv som en del af stedets værdier og kristne grundlag, og man forpligtiger sig desuden på at tage del i fællesskabet ved at lave frivillige opgaver og slutte op om kirke- og gudstjenestelivet.”

Den historie, som har været i diakonissehuset de første 100 år, skal væves ind i det ny fællesskab. Det er de gamle søstres arv. Visionen er, at det, som de gamle søstre bærer med sig, skal være kernen i Lukas Fællesskabet.

Søster Inger: Der faldt en ro over mig

Da søster Inger var 15 år, kom hun ud for en alvorlig ulykke. Hun havde plads på en gård og var ude for at hente roer en kold dag i november. Hun ville springe op bag på traktoren med den fyldte vogn, men hun mistede balancen. Hun havnede på jorden og blev kørt over af vognen med roer.

I flere uger lå hun på Næstved ­Sygehus med alvorlige kvæstelser. Den første tid var der tvivl om, hvorvidt hun ville overleve. Der måtte flere operationer og et langt sygeleje til, inden hun kunne vende hjem. Mens hun lå på sygehuset, blev hun klar over, at hun gerne selv ville være ­sygeplejerske.

Hun var dog stadig for mærket af ulykken til at kunne begynde på uddannelsen. En læge foreslog, at hun kom på højskole. Det blev Haslev Højskole.

”Jeg er ikke fra et kirkeligt hjem, men har, siden jeg var barn, haft en tro på Gud. På højskolen var den senere biskop Henrik Christiansen forstander, og vi fik en god del undervisning i kristendom. Jeg ville jo være sygeplejerske, og jeg fortsatte på en forskole, som var drevet af Indre Mission, hvor jeg fik mere oplæring i kristendommen.”

Hun blev sygeplejeelev i Næstved, men faldt ned af en stige, og lægerne konkluderede, at hun ikke var fysisk stærk nok til at blive sygeplejerske. Hun blev rådet til at søge ind som sygehjælper på Sankt Lukas Stiftelsen.

”Jeg kom til Sankt Lukas efter mange forhindringer, men da jeg var her, så var det, som om mine forhindringer var overvundet. Jeg blev fuldstændig overbevist om, at jeg skulle være her og være en del af søster­fællesskabet. Jeg tror, at det var Gud, som førte mig her til, og i den svære tid efter ulykken var det, som om Gud talte til mig med store bogstaver. Jeg kan ikke huske, at jeg har tænkt på, at jeg skulle have en livsledsager. Her i huset har jeg fået alle mine behov dækket, og fra den dag, hvor jeg kom, faldt der en ro over mig.”

Søster Inger uddannede sig til barneplejerske på Sankt Lukas Stiftelsens spædbørnehjem og passede blandt andet nyfødte børn, som skulle bortadopteres. Hun blev videreuddannet til pædagog, og i et år var hun udsendt til at opbygge en menighedsvuggestue.

Det var i 1971, og de svære kår, børnefamilierne levede under, gjorde et stort indtryk.

”Dengang var der langtfra den barselsorlov, vi har i dag, så børnene var tre måneder, når de kom i vuggestue. Mange blev hentet sent, de kom hjem i seng og blev afleveret næste morgen med den samme ble og i samme tøj. Vi var to voksne om fem til seks børn, de små græd en del, og mødrene var ofte ved at give helt fortabt. Det var psykisk opslidende at være vidne til.”

Da hun vendte tilbage til Sankt ­Lukas Stiftelsen, havde stiftelsen købt en ejendom på Østerbro i København, og hun blev bedt om at flytte med.

”For mig er diakoni, at man stiller sig til rådighed, og man siger ja til det, man bliver bedt om at gøre. Så jeg flyttede med.”

De var fire, der flyttede, og på Østerbro blev søster Inger dagplejemor. I 14 år passede hun børn og var samtidig aktiv i den lokale sogne­kirke, sad i menighedsrådet, var med i Sct. Nicolai Tjenesten, gik på hus­besøg og var med til at holde møder for ældre i ejendommen.

Der blev færre søstre i huset på Østerbro, og i 10 år boede hun der alene. Det var i den periode, at Børnetelefonen tog form, og søster Inger var med til opbygge rådgivningen. I den første tid fik rådgivningen stillet en af lejlighederne på Østerbro til rådighed, og søster Inger havde mange rådgivningssamtaler med børn.

”Jeg er da på en måde lidt stolt over, at vi har sat et skib i søen, som er blevet sådan en kæmpe damper, som Børnetelefonen er i dag.”

Efter årene på Østerbro tilbragte hun 10 travle år på Sankt Lukas Stiftelsens refugium Smidstrup Strand ved Gilleleje, inden dårlige knæ i 2005 tvang hende til et liv med mindre fysisk arbejde.

Søster Inger har været med til ­samtalerne med ansøgerne til Lukas Fællesskabet og bruger meget tid sammen med de nye i fællesskabet.

”Vi gamle søstre er jo en uddøende race, og vi kunne ikke bare se til, at vi blev færre og færre. Jeg glæder mig over, at jeg, min alder til trods, har stiftet bekendtskab med en række nye mennesker. Det er et arbejde at opbygge et nyt fælleskab, men jeg er fortrøstningsfuld. Som søster er jeg fortsat til tjeneste og lever med en tro på, at ’han som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag’.”

Søster Marie: Kald er et for stort ord for mig

Egentlig var det ikke søster Maries tanke, at hun skulle være Sankt Lukas søster, men hun havde et stærkt ønske om at blive sygeplejerske. Sankt Lukas Stiftelsens sygeplejeskole havde et godt ry, og samtidig var det en kristen institu­tion, hvilket fik hende til at søge ind.

Hun har klare minder om den dag i sensommeren 1956, hvor hendes far kørte hende fra gården i Skørbæk ved Aars til banegården i Hobro, så hun kunne nå toget mod København og skolen.

”Jeg er vokset op på landet og gik ud af skolen efter 7. klasse, men mine forældre syntes, at vi børn skulle ­have muligheden for at lære noget mere, og vi kom alle fire på højskole i Rønde på Djursland. Da jeg var elev på højskolen, var der en diakonisse, som underviste i barne- og sygepleje, og mødet med hende overbeviste mig om, at jeg også ville være sygeplejerske. Valget af den uddannelse har jeg aldrig fortrudt.”

Hun fortæller, hvordan hun stod lettere desorienteret på Københavns Hovedbanegård og fornemmede, at hun var bondepigen, som var havnet i storbyen uden helt at vide, hvordan hun fandt vej til Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Et år efter, at hun var begyndt på sygeplejeuddannelsen, blev hun søsterelev. Hun siger, at det ikke er enkelt at svare på, hvorfor hun foretog det valg.

”Jeg ville det egentlig ikke, men jeg blev det alligevel. Nogle taler om kald, men for mig er det et stort ord, som jeg har det lidt svært ved. Jeg mødte andre, som gik den vej, som jeg havde stor respekt for, og det spillede givet ind. Som ung ser man ikke altid konsekvenserne af sine valg og handlinger. Jeg havde da håbet at møde ’den eneste ene’, men da jeg kom her, var jeg 22 år og dermed en voksen pige.”

Sammen med de andre elever kom hun på søsterskole. En tid, der står som noget særligt.

”Jeg mødte kloge, inspirerende undervisere, som fik åbnet mine øjne for litteraturen og kunstens verden og naturligvis også for fællesskabets pligter og ansvar. Jeg mødte kvinder med fremragende evner for ledelse og brændende engagement i diakoni.”

Da hun havde afsluttet sin sygeplejeuddannelse og uddannelsen på søsterskolen, var hun klar til at blive optaget og indviet i fællesskabet. Hun husker endnu den tale, daværende forstander Johannes Müller holdt i kirken.

”Han talte om at være et velsignelsens tegn, om at være til glæde og gøre det lettere for andre. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det blev det ikke altid til, fordi svigt, selvoptagethed og andre unoder i ens sind fik overtaget. Jeg holder af Grundtvigs ord fra ’Morgenstund har guld i mund’, hvor bønnen er, at vi må ’skinne som lys skønt af de små’.”

Som sygeplejerske blev søster Marie ansat på medicinsk afdeling, hvor hun i en årrække var afdelingssygeplejerske. Hun beskriver det som en sorgens dag, da de skulle tage afsked med de sidste patienter på hospitalet. Det var i 1992. I stedet blev hun leder af Sankt Lukas Stiftelsens plejehjem ”Lindely”.

”Når man ikke er gift, kan man bedre hengive sig til sit fag og diakonien. Jeg tror ikke, jeg ville have kunnet passet et hjem og samtidig overkomme arbejdslivet, som det udformede sig.”

Selv om hun har arbejdet på Sankt Lukas Stiftelsen hele sit liv, har hun også gerne villet engagere sig andetsteds, og i 20 år har hun været medlem af menighedsrådet ved Helleruplund Kirke. I dag er hun stedfortræder i menighedsrådet og frivillig ved kirken. Senere i dag er der eftermiddagsmøde, og hun mangler kun de sidste forberedelser. Hun vil servere æblekage.

”Jeg har haft meget glæde af at møde de mennesker, som kommer der, og når folk hører, at jeg er fra Sankt Lukas, møder jeg megen opbakning, for mange har gode oplevelser fra vores tid med hospital.”

Tidligere spiste søstrene alle måltider sammen. Det gør de ikke længere, men hver aften sætter hun sig til bords med de andre søstre, og en gang om dagen mødes de til andagt enten i spisestuen eller i kirken.

”Det er et stort privilegium. Længe talte vi om, hvordan stedet her skulle overleve, når de fleste var blevet pensionister, men nu er der kommet nye mennesker ind i huset, og det ser ud til, at de respekterer vores idégrundlag, trives og går ind i tingene. Og forhåbentlig kan Lukas Fællesskabet være med til at føre diakonien og Lukas Stiftelsen videre.”

Søster Martha: Det var noget, jeg ikke kunne sige nej til

Søster Martha undskylder, at hun ikke kan navnene på alle de nye medlemmer af Lukas Fælles­skabet. Hun beder dagligt for sine medsøstre og ville også gerne bede for de nye med navns nævnelse. Den ­daglige forbøn for fællesskabet og kristendommen i Danmark er en naturlig og central del af hendes dag, men tro ikke, at hun sidder med foldede hænder dagen lang.

Hun er ofte på farten. Buschaufførerne siger, at de ikke behøver at se hendes buskort, når hun skal til gymnastik eller mod Tivoli, hvor hun har guldkort og ynder at mødes med venner og familie.

Med sin lysegrå ordenskjole og hvide kyse er hun et kendt ansigt i kvarteret. Det er hun også på plejehjemmet Lindely, hvor hun gerne byder sig til med hjemmebag eller hjælper, når der er bingo. Til maj er det 65 år siden, hun trådte ind i søsterfællesskabet. At tjene ser hun som sit liv. På væggen i stuen hænger et indrammet citat af tyskeren Wilhelm Löhe:

”Hvad vil jeg? Tjene vil jeg. Hvem vil jeg tjene? Herren i de lidende og fattige. Hvad er min løn? Jeg tjener hverken for løn eller tak, men af tak og kærlighed. Din løn er, at jeg må tjene”.

De ord stod i mange år ved indgangen til Sankt Lukas Stiftelsens kirke. Søster Martha skjuler ikke sin ærgrelse over, at ordene for nogle år siden blev malet over.

”Nogle vil jo sige, at de ord er gammeldags, men for mig udtrykker de noget centralt om det, som har været min indstilling til livet, om du vil.”

Rettelse: Navnet i videoen er forkert. Søster Martha hedder Martha Jensen - ikke Martha Nielsen. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.

Søster Martha voksede op på en lille landejendom i Øster Højst nær Løgumkloster, hvor hun kom til verden i 1932 som det 10. og sidste barn i en søskendeflok. I hjemmet blev der bedt bordbøn og holdt andagt, og om søndagen blev der læst en prædiken. Der var et forsamlingshus i Øster Højst, men når man tilhørte Indre Mission, kom man ikke til de aktiviteter, som udgik fra forsamlingshuset.

En af hendes ældre søstre blev sygeplejerske og drev et plejehjem med sin ægtefælle. Martha fik en plads på plejehjemmet og besluttede sig for, at hun ville være sygeplejerske, og søgte ind på Sankt Lukas Stiftelsen.

Hun fik plads som sygeplejeelev på Sankt Lukas Stiftelsen og havde ikke været elev længe, inden hun besluttede sig for, at hun ville være søsterelev.

”Ånden her på stedet tiltalte mig. Jeg ser på det som et kald. Det var noget, jeg ikke kunne sige nej til. Som barn lærte jeg at lægge mit liv i Guds hænder og voksede i den tro. På mange måder var rytmen her i huset en videreførelse af det, jeg var vokset op med i mit hjem med andagter, bibelkreds og kirkegang. Jeg fandt en fred i det og var både tryg og glad. Jeg havde passet mine søskendes børn, siden jeg var otte år, så jeg havde ikke nogen drøm om at skulle stifte egen familie.”

Selv om hendes forældre bakkede op om diakoniens værdier, var de bekymrede for hendes valg, for de frygtede, at de ville få en begrænset kontakt med hende. To af hendes kusiner havde været diakonisser i Flensborg, og de havde haft sparsom kontakt med familien.

”Det her var ikke som i Flensborg, og mine forældre endte med at blive glade for mit valg. Og selv om vi ikke fik mange lommepenge, rejste jeg mange gange hjem.”

Hun blev sygeplejerske og arbejdede på medicinsk afdeling, hvilket hun beskriver som de fagligt rigeste år. På et tidspunkt blev hun smittet af en patient og fik en allergisk reaktion, som betød, at hun var indlagt længe og ikke fysisk var i stand til at klare arbejdet som sygeplejerske. I stedet blev hun en del af det administrative fællesskab på stiftelsen, og siden blev hun vært og kontaktperson for unge lejere, som for en tid boede på Sankt Lukas Stiftelsen.

Da Søster Martha fyldte 85 år i november sidste år, inviterede hun de nye medlemmer af ­Lukas Fællesskabet med til festen. Mange kom. Og hun glæder sig over, at det er lykkedes at finde en form for et nyt fællesskab.

”Men jeg synes, det er trist, at dragten forsvinder. Jeg møder så utrolig megen velvilje, når jeg går med den. Jeg tænker, at den vidner om ham, jeg tjener, og man får sagt en masse uden at sige noget.”

Søster Martha beskriver Sankt Lukas Stiftelsen som sit hjem. Et hjem, som har givet hende dybe venskaber. På reolen står der indrammede billeder af nogle af de søstre, hun særligt savner. Når hun om søndagen knæler ved nadverbordet, oplever hun, at hun er forenet med dem og sine afdøde søskende.

”Vi stod hinanden nær, og jeg savner dem, men jeg tror absolut, at vi skal ses igen.”

Søster Inger blev uddannet barneplejerske på Sankt Lukas Stiftelsens spædbørnehjem og arbejdede hos Sankt Lukas Stiftelsen indtil 2005. Foto: Leif Tuxen
Søster Marie har arbejdet på Sankt Lukas Stiftelsen hele sit liv og har derudover været medlem af menighedsrådet ved Helleruplund Kirke i 20 år. Foto: Leif Tuxen
Til maj er det 65 år siden Søster Martha ind i søsterfællesskabet. Foto: Leif Tuxen
Sygeplejersker på Sankt Lukas Stiftelsen. Foto: Reproduktion/Leif Tuxen