Fordommene havde han selv. Elever på erhvervsskolernes håndværksuddannelser? Unge knægte, der var lidt for dovne eller rastløse i folkeskolen. Sådan nogle varyler, som erhvervsvejlederne opgivende foreslår at blive ”noget” med deres hænder. Den forestilling fik Paul Stack vendt på hovedet, allerede før han selv i august sidste år begyndte på det såkaldte grundforløb 2 på uddannelsen til bygningssnedker. To af hans venner fra opvæksten og gymnasietiden i Charlottenlund, viste det sig, havde helt og aldeles uafhængigt af både ham og hinanden søgt ind på selvsamme uddannelse. Hvad er oddsene lige for det?
”Jeg var overbevist om, at jeg ville være den ældste på holdet. Og den eneste med en anden uddannelse bag sig. Men mange af dem, jeg er på hold med, ligner egentlig ret meget mig selv,” smågriner den 29-årige bachelor i historie med tilvalg i film- og medievidenskab, der troede, at hans sporskifte halvvejs mod kandidatgraden var noget ganske særligt.
Begge barndomsvenner har også læst på universitetet – den ene med færdiggjorte studier, den anden har shoppet lidt mere rundt på uddannelsesmarkedet, inden også han er endt mellem savsmuld og høvlspåner på erhvervsskolen Next i Københavns Nordvestkvarter.
I øvrigt sammen med en lille håndfuld, der kommer fra arkitektskolen, en tidligere søofficer og bachelor i kemi, en finansøkonom, der valgte den lidt for smarte ejendomsmæglerbranche fra, en grafiker, der bare var blevet dødtræt af den udtryksform. Listen er på ingen måde fuldstændig, men det er nok værd at bemærke, at halvdelen af holdet er kvinder.
”Nej, snedkeruddannelsen er ikke typisk en førstevalgsuddannelse,” lyder den mangeårige observation fra Torkel Milling, faglærer på snedkeruddannelsen.
Han viser rundt på de tre etager, der lægger undervisningslokaler, materialelager og værksteder til de tre snedkeruddannelser, der udbydes på Next. Den superattraktive møbelsnedkerlinje, der nu er underlagt skrap adgangsbegrænsning. Den lillebitte orgelbyggerretning, som dog ikke tilbyder selve hovedforløbet. Og så den linje, som de fleste vælger med pivåbent øje og blik for arbejdsmarkedets behov og egne jobudsigter – uddannelsen til bygningssnedker.
Det er dem, der i udgangspunktet arbejder med alt det indvendige inventar i et byggeri – trapper, vinduer, døre, skabe, bænke, borde, køkkener.
”Alt det, der kræver omhyggelighed og finish. Det er vel derfor, at faget tiltrækker de lidt mere modne; gennemsnitsalderen er 26-28 år. Det præger uddannelsen, at mange af vores elever har tænkt sig rigtig godt om, før de søger ind her. I modsætning til for eksempel tømreruddannelsen, hvor gennemsnitsalderen er 19-20 år, og omgangstonen er en anden. Snedkere kan være dybt nørdede. Jeg har elever, der bruger enorme summer på alt det lækreste specialværktøj, som de leder efter på internationale hjemmesider. De tænder på træ. På det organiske, det uhomogene, det bæredygtige i materialet. Man bliver aldrig helt klog på træ.”
Torkel Milling stopper sin lovprisning; en elev skal i forbifarten have vejledning i det computer-tegneprogram, eleverne arbejder med stort set fra dag ét. Selvom det slidstærke håndværkerdiktum – mål to gange, skær én gang – stadig har sin håndholdte berettigelse, er computer-, robot- og 3D-printteknologi en integreret del af pensum. Ligesom eleverne inden den første praktikperiode skal have oparbejdet en fortrolighed med brugen af gammeldags håndhøvle, bøjlesave og stemmejern. Og kunne bemestre den maskinpark af alskens mekanisk værktøj, der er til faget henhørende.
”Det er fantastisk at se, hvordan elever, der har stået tøvende og usikre foran sådan en kæmpestor båndsav, efter nogle måneder kan have så megen faglig selvbevidsthed, at man kan se det på deres kropsholdning. Det er faktisk noget af det vigtigste, jeg kan proppe i mine elever: at de kan stå op i deres fulde højde og være stolte af det, de kan,” siger faglæreren, der selv er uddannet møbelsnedker.
At det lige præcis er dét, der gør snedkerfaget attraktivt for karriere-tvivlere, er Ole Heinager ikke i tvivl om. Ud over at være administrerende direktør på Next er han formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.
”Det handler jo om skabertrang og om at føle, at man udretter noget. I modsætning til os, der sidder i møder hele dagen og kan være i tvivl. Det tog fart med møbelsnedkeruddannelsen, som simpelthen blev det nye sort for 8-10 år siden. Det er nu mest et storbyfænomen, en hipster-ting. Men den mulighed for fordybelse og dyrkelse af æstetik og danske designtraditioner appellerede til mange. Så mange, at det var nødvendigt med kvoter. Til gengæld kan de, der i stedet bliver bygningssnedkere, ikke bare lave også møbler, de har også fortrinlige jobudsigter,” forsikrer han.
For Paul Stack handler hans karriereomvalg også om at få etableret en sund balance mellem jobidentitet og økonomi:
”På universitetet gik vi og sagde til hinanden, at vi alle ville ende som arbejdsløse humanister. Her joker vi med, at vi ikke hurtigt nok kan komme ud og tjene nogle penge. En på holdet spurgte dag tre vores underviser om, hvornår vi kunne regne med at kunne tage betaling for vores arbejde. Hun svarede: ’Næste weekend.’ Det betyder absolut noget for mig, at der er gode muligheder for at få job og en ordentlig løn.”
Tidsånden ramte den forhenværende historiestuderende i form af et tv-program. Endnu et af de uundgåelige boligprogrammer af ”gør det selv”-aftapningen kørte over fladskærmen hjemme i lejligheden på Amager, og han kunne igen mærke længslen efter at tilegne sig de færdigheder, der skal til for at kunne anlægge sin egen terrasse eller bygge et snedkerkøkken. Hans eksistentielle hjertesuk lød så dybtfølt, at kæresten udbrød: ”Så gør det!”. Skift uddannelse.
Tilløbet fik lidt ekstra fart på, da han læste ”Kloge hænder” af murer og nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) – om nødvendigheden af at have veluddannede håndværkere i en verden, der trods alt ikke kan overleve på abstrakt vidensarbejde alene. Den gav lidt filosofisk fodfæste under de nyindkøbte sikkerhedssko.
”Der er noget helt vildt sejt over at kunne være skabende på en sådan håndgribelig måde. Historiestudiet er enormt teksttungt og teoretisk, og vi skulle producere den ene ligegyldige opgave efter den anden uden at få feedback. Det var frustrerende. Min plan var at blive gymnasielærer, men de jobs er der ikke rigtig længere, og jeg orker bare ikke at skulle arbejde i et eller andet kommunikationsjob. Nu går jeg på en uddannelse, hvor alle er optaget af at gøre sig umage og lave noget helt konkret, de kan være stolte af,” siger Paul Stack.