Prøv avisen

Hun valgte provinsen: ”Folk tænkte vel nok, at jeg var lidt af en taber”

Lærerstuderende Amanda Andersen, 28 år, trives i hjembyen Nykøbing Sjælland. Her er hun tæt på natur og familie. – Foto: Leif Tuxen

Amanda Andersen, 28-årig lærerstuderende, har valgt at bo med sin familie på hjemegnen i Odsherred og i stedet pendle til sit uddannelsessted, selvom de fleste af hendes jævnaldrende er flyttet til landets større byer. Barndomsbyen giver hende en naturlig ro, som hun gerne vil give videre til sin søn

Fra soveværelsesvinduet kan hun skimte Nykøbing Bugt. Vandet har en særegen ro, som hun hver morgen forsøger at overføre til sit indre. Som hun står der og suger herlighederne til sig, føler 28-årige Amanda Andersen sig ret heldig. Heldig over at have valgt den rigtige bopæl for netop hende.

På køleskabet nedenunder hænger et par abstrakte tegninger, som hendes toårige søn, Theoday, er kunstneren bag. Han bliver her til formiddag passet af sine morforældre i Amanda Andersens barndomshjem, der ligger blot 10 minutters kørsel derfra. Den korte afstand til familien er en af de klare fordele ved fortsat at bo på hjemstavnen i Nykøbing Sjælland.

Med en kop frisk formiddagskaffe i hånden går hun fra køkkenet ud i den smalle baghave, der med dens vildtvoksende udtryk ligner en naturlig forlængelse af marskområdet bagved. Hun trækker langsomt vejret ind gennem næsen.

”I den periode, hvor de fleste af mine jævnaldrende flyttede herfra for at bosætte sig i landets største byer, havde jeg svært ved at tage med til genforeningsfester på gymnasiet for eksempel. For når jeg mødte folk fra den tid og fortalte, at jeg boede i Odsherred, blev de enten sådan lidt medlidende og forsikrede mig om, at jeg nok skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv på et tidspunkt, eller også tog de afstand fra mig, fordi de vel nok tænkte, at jeg var lidt af en taber.”

Hun virrer let med hovedet. Det er lidt mærkeligt at tænke på, hvor påvirket man kan blive af halvfremmedes holdninger. Det hænger formentlig sammen med, at mange på hendes alder har en form for tjekliste over livet. Og et af de vigtige punkter på den liste er ifølge Amanda Andersen at flytte til en af landets største byer for at realisere sine uddannelsesdrømme og sig selv. Sådan er det i hvert fald i hendes omgangskreds, hvor der hersker en form for konsensus om, at det kræver en klassisk dannelsesrejse til storbyen, før man kan finde sig selv. Det har været hårdt at skulle bryde med den forestilling.

Når hun tænker tilbage på sin barndom i området, er minderne præget af egnens naturskønne omgivelser. Familien boede på en gård i landsbyen Nakke lige uden for Nykøbing, hvor hun selv bor i dag. Da hun var barn, var kun gårdens stuehus istandsat, og hun løb ofte over i de faldefærdige sidebygninger for at gå på opdagelse. Selve grunden føltes uendelig stor med den langstrakte have, bålstedet, drivhuset, frugttræerne og moderens syv urtebede nede i baghaven, hvor Amanda Andersen også yndede at grave jordhuler.

Hun gik på den lokale Rørvig Friskole. De var i alt fem elever i klassen, og i nogle fag var flere klassetrin slået sammen.

”Dengang syntes jeg jo, at børnene inde fra Nykøbing var de seje byboere, som jeg havde lidt svært ved at forholde mig til. Det var så stort, da jeg begyndte selv at tage bussen herind til storbyen for at gå på det lokale bibliotek,” siger Amanda Andersen, der sammen med sin kæreste allerede har skrevet sønnen op til friskolen, fordi hun ønsker, at også han skal opleve det trygge miljø, som hun selv har været så glad for.

Det er egentlig ikke, fordi Amanda Andersen og kæresten selv drømmer om syv urtebede og en gård med sidebygninger. Men hun kan godt lide tanken om at viderebringe store dele af sin egen opvækst til sønnen. Ofte tager hun ham med ud for at fodre hestene på forældrenes gård med æbler eller går ture i skoven. For tiden fokuserer de særligt på kriblekrabledyr på deres ture. Sønnen var bange for snegle sidste sommer, hvor de lå alle vegne på grusstierne, men sidenhen har de brugt god tid på at nærstudere dem. Nu samler han på sneglehuse.

Naturen er da også en af de helt centrale grunde til, at Amanda Andersen er blevet i Odsherred.

”Der er store strande, hvor jeg – når det ikke lige er turistpræget – har det helt for mig selv og mine tanker. Der er marskagtige fuglereservater. Der er store, gamle skove. I naturen kan jeg trække vejret helt ned i maven, uden at der er alt muligt, der distraherer mig. Her kan jeg komme væk fra skærmen eller bare komme væk.”

Og selvom der jo er naturområder som disse mange andre steder i landet, er det velkendte ved egnen vigtigt for hende. For eksempel blev skoven ude i Nakke plantet, da hun var fem år, og hele livet har hun kunnet følge den vokse og spire. Hun kender hvert et sving på stierne og alle skjulestederne i krattene.

Da hun som 15-årig gik på efterskole et år i Jægerspris lige ovre på den anden side af Isefjorden, fik hun særligt øjnene op for, hvor store forskelle der kan være på en opvækst i land og by. Hun blev en smule overrasket over, hvor isoleret hun havde været. Men det fik hende ikke til at føle, at hun var gået glip af noget. Tværtimod.

”Der var nogle af de andre piger, der gik med sådan noget selvbruner på huden og med nogle specielle kasketter og ringe. Og så kan jeg huske, at de var forskrækkede over alle dyrene. De gik også mere op i deres ydre. Der kunne jeg godt mærke, at jeg var mere vant til at kravle rundt i en brombærbusk eller ride på en af vores heste fra gården. Når jeg tænker over det, tror jeg egentlig, at de her københavnerpiger udgjorde et mindretal på efterskolen, men de var jo gode til at råbe højt,” siger Amanda Andersen, der i dag læser til lærer i Roskilde, hvor hun pendler til.

Hun har i perioder arbejdet som lærervikar på sin gamle friskole, og det er da også her i lokalområdet, at hun ønsker at komme til bruge sin faglighed på sigt.

”Det er noget, jeg altid har vidst. At jeg gerne ville bo her, når jeg fik børn. Der skulle jeg ikke bo i en storby eller et ukendt sted. Der skulle jeg være lige her.”

I naturen kan jeg trække vejret helt ned i maven, uden at der er alt muligt, der distraherer mig. Her kan jeg komme væk fra skærmen eller bare komme væk.

Amanda Andersen, 28-årig lærerstuderende