De tager sagen i egen hånd: Handicappede fortjener også koncerter

Coverorkesteret The Mumes, der består af tre udviklingshæmmede, er begyndt på deres danmarksturné. Tidligere på ugen fyldte bandet dansegulvet på aktivitetscentret Captum i København

The Mumes’ publikum sitrede af glæde og var garanter for en god svingom, mens musikken var i trygge hænder hos det velspillende band. – Fotos: Leif Tuxen.
The Mumes’ publikum sitrede af glæde og var garanter for en god svingom, mens musikken var i trygge hænder hos det velspillende band. – Fotos: Leif Tuxen.

Yihaa, lyder det blandt publikum, da de hører det første riff fra guitaren. Hurtigt rettes opmærksomheden fra salen med omkring 150 udviklingshæmmede mod scenen, som de sporadiske akkorder bliver afløst af Shu-bi-duas klassiker ”Hvalen Hvalborg”.

Inden sangen er omme, er godt 20 personer med helt fremme ved scenen for at synge med og svinge hofterne. Bandet når både at vende gamle kendinge fra Flemming ”Bamse” Jørgensen og Kim Larsen, før de igen spiller ”Hvalen Hvalborg”. Salens publikum er nu gået fra at være overvejende siddende til stående, og det tætpakkede dansegulv ved scenen har på 10 minutter vokset sig tre gange sin størrelse.

”De glemte bare lige at sige, at det var en lydprøve, da de spillede ’Hvalen Hvalborg’ første gang,” pointerer Jesper Gadegaard, der til daglig er leder på Musik og Medieværkstedet i Åbyhøj i Aarhus, hvor han fungerer som bandets manager.

”Men når de først er kommet rigtigt i gang, kører det hele på autopilot. Så kan jeg læne mig tilbage og nyde showet, ligesom jeg kan se, mange af de fremmødte gør.”

Det er Jesper Gadegaard, der er hjernen bag arrangementet på Captum og resten af The Mumes’ turné, hvor de med støtte fra Sølund Musik Fonden i løbet af foråret gæster i alt seks aktivitetscentre for udviklingshæmmede tværs over landet.

Selvom det i denne uge var debuten på turnéen i 2019, har bandet, der undervejs har udskiftet navn og enkelte medlemmer, været i gang siden 1989.

”Men det er blevet meget sværere at skrabe penge sammen til de her arrangementer,” siger Jesper Gadegaard.

Der var både dans, limbo og kram blandt publikum, da The Mumes tog publikum igennem en solid setliste af danske og internationale hits tidligere på ugen.
Der var både dans, limbo og kram blandt publikum, da The Mumes tog publikum igennem en solid setliste af danske og internationale hits tidligere på ugen.

Han fortæller, at budgetterne til underholdning som musikkoncerter til handicappede er blevet markant mindre over de seneste fem år. Et aktivitetscenter for handicappede i Jylland, som Jesper Gadegaard ikke vil sætte navn på, er for eksempel gået fra at have et budget på 10.000 kroner om måneden til koncerter og anden underholdning for handicappede til et årligt budget på det samme.

”Jeg siger ikke, at budgettet overalt på institutioner skal være lige så tårnhøjt som for fem år siden, men når jeg ser på den livsglæde, det giver til handicappede, at de har en fest at se frem til, hvor de danser og hygger sig ligesom alle mulige andre, kan jeg da tvivle på, at det er det rigtige sted at nedprioritere.”

Selv kalder Musik og Medieværkstedet på deres hjemmeside The Mumes for ”verdens ultimativt bedste coverorkester”, og selvtilliden er heller ikke til at tage fejl af, når de efter en kavalkade af danske og internationale hits vender tilbage til Kim Larsen og ”Midt om natten”. Ud over endnu mere dans og glæde kaster klassikeren en limbosekvens midt på dansegulvet af sig, før størstedelen af salen og The Mumes i sangens udtoning bryder ud i fællessang og ”håber, de får i morgen med”.

Selvom Jesper Gade- gaard ærgrer sig over udviklingen for budgetterne til koncerter for handicappede, glæder han sig over dagens arrangement.

”Jeg synes, det er et bevis på, at musik er en universel glæde for mennesker, og at handicappede også har et behov for at nyde den.”

 Bandet The Mumes har eksisteret siden 1989. I øjeblikket består det af Danny Nielsen på guitar, Jan Toft på trommer og Sonny Christensen på bas og ledende vokal.
Bandet The Mumes har eksisteret siden 1989. I øjeblikket består det af Danny Nielsen på guitar, Jan Toft på trommer og Sonny Christensen på bas og ledende vokal.

Også Maybrith Finne Bonde, der som daglig er projektkoordinator for Akademiet for borgere med handicap, der er en del af Captum på Amager, har været med til at stable arrangementet på benene, finder koncerten vellykket.

”Det lyser ud af dem, der er dukket op, at det giver dem livsglæde- og kvalitet, at de kan få lov at tage til en koncert,” siger hun og fortsætter:

”Når udviklingshæmmede ikke har samme muligheder for at koble af og tage til en koncert, er jeg glad for og stolt over, at vi kan være med til at give dem den mulighed.”

Mens bandet atter høster applaus og siger mange tak til sit engagerede publikum, før der lyder en fortolkning af John Mogensens ”To mennesker på en strand”, må Jesper Gadegaard håndtere en henvendelse fra en af de fremmødte, der viser sig at være et aspirerende medlem af The Mumes, der godt vil vide, hvornår han kan komme med op på scenen.

”Det er kun fedt at se, at folk kan lide at se dem spille, og vi kan da altid tale om udvidelse af bandet senere,” siger Jesper Gadegaard, der samtidig understreger, at man til hver en tid er velkommen på Musik og Medieværkstedet i Åbyhøj.

Næste stop på turnéen er den 12. april på Nyborgværkstedet i Nyborg.