Populær munk giver råd: Sådan undgår du at lade dig styre af negative følelser

Negative følelser er som mudder, der hvirvler rundt i et akvarie. Man er nødt til at forholde sig i ro for at kunne se klart, mener forfatter og zenbuddhistisk munk Haemin Sunim. Hans bog, som er blevet solgt i millionsvis, bugner af gode og enkle råd til, hvordan man finder ro i en travl verden. Læs et uddrag her

"Det er vanskeligt hurtigt at kontrollere en stærk negativ følelse; jo mere vi forsøger at få kontrol over den, des mere bliver den ophidset og kommer op til overfladen igen," skriver den zenbuddhistiske munk Haemin Sunim i sin nye bog ”De ting du først kan se, når du sætter farten ned”. (Modelfoto)
"Det er vanskeligt hurtigt at kontrollere en stærk negativ følelse; jo mere vi forsøger at få kontrol over den, des mere bliver den ophidset og kommer op til overfladen igen," skriver den zenbuddhistiske munk Haemin Sunim i sin nye bog ”De ting du først kan se, når du sætter farten ned”. (Modelfoto). Foto: Iris/ Ritzau Scanpix.

Lige siden jeg blev aktiv på Twitter og Facebook, har folk sendt mig beskeder, hvor de spørger mig til råds. Det oftest stillede spørgsmål er, hvordan man skal håndtere negative følelser såsom vrede, had og misundelse.

Den gode nyhed er, at de mennesker, der stiller det spørgsmål, allerede er nået halvvejs. At de overhovedet stiller spørgsmålet, er et tegn på, at de er nærværende nok til at bemærke deres egen negative sindstilstand, hvilket ikke er nemt. De fleste mennesker er fuldstændig optagede af deres følelser og har begrænset selverkendelse.

De, der har stillet mig dette spørgsmål, bemærkede, hvad der foregik i deres sind, da de blev suget op i en hvirvelvind af negative følelser, satte farten ned og sendte mig så en besked. Når folk fornemmer, at en negativ følelse er på vej, er deres første tilskyndelse at ville kontrollere den, så de ikke bliver overvældet eller truet af den.

Hvis de kan, vil de helst af med den omgående eller flygte fra den; de mener sjældent, at den er værd at forstå på et dybere plan. Det er nok derfor, folk bruger udtryk som at ”styre sin vrede” eller ”overvinde sit had” i stedet for at ”blive ven med sine følelser”.

Det er vanskeligt hurtigt at kontrollere en stærk negativ følelse; jo mere vi forsøger at få kontrol over den, des mere bliver den ophidset og kommer op til overfladen igen. Selv hvis vi får kontrol over den, kan vi ende med blot at undertrykke den, hvorefter den senere vender tilbage.

Forestil dig, at en stærk negativ følelse er som mudder, der hvirvler rundt i et akvarium. For at få mudderet til at synke ned på bunden af akvariet, så du kan se fiskene, skal du lade være med at stikke hænderne ned i det mudrede vand og forsøge at skubbe mudderet ned på bunden. Jo mere du skubber, des mere pisker du mudderet op. Tilsvarende prøver du måske i et forsøg på at kontrollere en negativ følelse at undertrykke den. Men jo mere du prøver, des mere dukker den desværre op igen.

Så hvad skal vi gøre? Hvordan kan vi bedst forstå vores negative følelser og forsøge at blive klog på dem i stedet for at undertrykke dem? Svaret er ret simpelt. Vi skal bare skille de negative følelsers rå energi fra sproglige etiketter såsom ”vrede” eller ”had” og roligt betragte dem, indtil energien forandrer sig til noget andet. Det, der er vigtigt her, er at undlade at lægge sig fast på ord som ”vrede”, ”had” og ”misundelse” og i stedet være vidne til den rå energi bag etiketterne.

Selv om det kan være svært at se, forandrer energien sig konstant, mens etiketten forbliver statisk. Hvis man piller etiketten af og kommer i kontakt med den rå energi, vil man snart indse, at den negative følelse kun er midlertidig og kan ændre sig, hvis man gør forsøget.

Ligesom et spejl reflekterer det, der står foran det, uden fordømmelse eller identifikation, skal du derfor blot spejle den negative følelse – lad os sige vrede – og betragte den lidenskabsløst. Du vil se vreden langsomt skifte form og enten afsløre et dybere lag af følelser eller helt forsvinde. Hvis et andet lag af følelser dukker op, så tag dig af det på samme måde, som du gjorde med vreden.

Når du forsøger at forstå noget, er det oftest mest effektivt at lægge dine forudfattede meninger til side og stille observere det, så det afslører de ting, der skal forstås. I stedet for at dykke ned i dine følelsers mudrede vand for at overvinde dem, bør du observere dem udefra og lade dem falde til ro og selv forandre sig.

Som den åndelige vejleder Jiddu Krishnamurti sagde, er ren opmærksomhed uden fordømmelse ikke blot den højeste form for menneskelig intelligens, men også et udtryk for kærlighed. Observer den forandrende energi både opmærksomt og kærligt, mens den udfolder sig i dit sind.

Jeg kan forestille mig, at nogen tænker:

”Hvad er det, der er så fantastisk ved blot at observere? Betyder det ikke, at man undgår virkeligheden?”

Svaret er lige modsat: Du undgår den ikke; du stirrer den faktisk lige ind i øjnene. Frem for at sidde fast i følelsen uden nogen selverkendelse, udforsker du og mærker efter, hvad der er der. I takt med at du bliver bedre til det, vil du indse, at den negative følelse ikke er en fikseret virkelighed. Den kommer naturligt til syne og trækker sig tilbage i din bevidsthed, uanset hvad du ønsker.

Når denne sandhed går op for dig, vil du ikke længere blive styret af negative følelser og kan betragte dem som en forbipasserende sky i stedet for at identificere dig med dem som en definerende del af dig selv. Bekæmp ikke dine negative følelser. Observer dem og bliv venner med dem.

Illustration fra bogen ”De ting du først kan se, når du sætter farten ned”.
Illustration fra bogen ”De ting du først kan se, når du sætter farten ned”.