De tunge tanker hører advent til

For forfatteren og præsten Lisbet Foss er advent lig med kirkegang, adventskrans og eftertænksomhed. Hun har kæmpet med indre tvivl og slår gerne op i salmebogen, når hun vil vende tvivl til tro

”Lad os tænke de tunge tanker til advent, og lad os berede os på at høre, at den store glæde for alt folket må betyde, at også jeg kan være med der,” siger tidligere sognepræst Lisbet Foss. -
”Lad os tænke de tunge tanker til advent, og lad os berede os på at høre, at den store glæde for alt folket må betyde, at også jeg kan være med der,” siger tidligere sognepræst Lisbet Foss. - . Foto: Leif Tuxen.

”Det er advent - jeg vil holde adventen som en stille, smuk tid. Og rationere min deltagelse i diverse julearrangementer - man kan sige, jeg strejker. Fordi det er advent. Eller tid for stilhed og eftertanke og fordybelse. Julen kommer til jul.”

Det er præsten og forfatteren Lisbet Foss, 76 år, som har skrevet teksten om at strejke, og den indgår i hendes nye bog, ”Alle mine vinduer”. Kristeligt Dagblads anmelder skrev rosende om bogen og dens ofte relevante refleksioner. Bogen virkede dog lidt rodet, skrev anmelderen, men på den anden side ”skabte sindet bag mangfoldigheden en helhed”.

For at komme lidt tættere på sindet bag mangfoldigheden er Kristeligt Dagblad taget på besøg hos Lisbet Foss. Hun skænker espresso i den lyse stue i et sommerhuskvarter ikke langt fra Arresø i Nordsjælland. Nok byder hun på nøgen, gourmet marcipan til den stærke kaffe, men ellers holder hun fast i at julestrejke. Advent er kirkegang, adventskrans og eftertænksomhed.

”Der er noget psykologisk godt med en lang, tyst tid inden julen, hvor man kan tænke dybere over, hvad den har at bringe til os. Det er, som når man skal sætte sig til et måltid. Man skal gerne være sulten inden, og ligeledes må man gerne være til stede i de mørke nætter, hvor man kommer til at tænke på, at noget er på vej, men vi skal vente. Jeg lever med kirkeåret. Mit år er kirkeåret mere end det verdslige år, og hele frelseshistorien ligger i kirkeåret,” siger hun.

Lisbet Foss er en pæn dame, men man skal ikke være længe i selskab med hende, før man mærker, at der bag det kontrollerede, velholdte ydre lever en boblende humor og et mod til at sige fra. En krasbørstig tone er hende ikke fjern, og netop på denne tid af året efterlyser hun præster, som holder fast ved adventens alvor og ikke serverer sødsuppe.

”Gud er dommeren. Den side af den kristne tro kan man ikke udradere, for så har man ikke nogen kristendom tilbage. Jeg tror på en skabende, opretholdende og dømmende Gud. Men jeg tror også på en Gud, som kommer os i møde. Lad os tænke de tunge tanker til advent, og lad os berede os på at høre, at den store glæde for alt folket må betyde, at også jeg kan være med der. Hvis præsten kun prædiker om den kærlige Gud, som er sat til at tilgive og undlader fordring eller årvågenhed, så bliver forkyndelsen præget af smukke, hyggelige og menneskevenlige ting, som ikke har meget med kristendommen at gøre. Fordringen i kristendommen er: 'Elsk jeres fjender, og vær barmhjertige, som jeres himmelske far er barmhjertig',” siger hun.

Egentlig var Lisbet Foss og ægtefællen, Poul Foss, flyttet i en moderne lejlighed på Bispebjerg i København, men efter et par år i lejligheden mærkede de, at de ikke var klar til at flytte i ældrebolig. Nu bor de i stedet på sjette år i en lys og rummelig, moderne landvilla godt en times kørsel fra hovedstaden. Og de nøjes ikke med at se ud på naturen.

Tidligt i morges bar hun et fad med rygende varmt vand ud i haven. I ly bag en af havens mange, sirlige brændestabler vaskede hun sig, mens hun så solen bryde frem. Kun på årets koldeste dage bader hun i badeværelset.

”Når jeg tænker på de gamle i familien, husker jeg, hvordan de sad i sofaen. Vi er mange, som kan konstatere, at vi er mere holdbare. Der var så meget, som rørte sig i os, og det har været forbundet med et stort velvære at flytte ud af byen,” siger hun.

Det er ikke kun boligplanerne, som Lisbet Foss har justeret. Også billedet af sin familie har hun måttet justere. Da hun var 15 år, blev hendes forældre skilt, og ved den lejlighed fortalte hendes mormor hende, at hun var adoptivbarn.

”Skilsmissen var jo forfærdelig. Det var dengang, hvor det var usædvanligt at blive skilt, og det var lidt flovt at tale om. Men at være adopteret var jo helt flot. Det er at være udvalgt. Jeg forstod, at min biologiske mor var nordmand, og det var jeg bestemt ikke ked af,” siger hun.

Et par år inden forældrenes skilsmisse havde Lisbet Foss fundet sin livsvej. Datteren i det velstillede Hellerup-hjem ville være teolog. En søndag var hun med sin mor på Gentofte Kirkegård og tænkte, at hun ville se kirken. Hendes mor foreslog hende, at hun gik til eftermiddagsgudstjenesten. Og denne gudstjeneste, hvor præsten messede, satte sig i hende og blev indgangen til en stor verden.

”Der var et rodfæstet forhold til den kristne tro i mit hjem på en måde, som det var fuldkommen naturligt i et borgerhjem, og jeg havde ikke noget påtvunget forhold til kristendommen. Jeg begyndte at gå i kirke og blev lidenskabeligt optaget af teologi,” siger hun.

Så da hendes ydre verden faldt sammen med skilsmissen, gik hun ind i sin egen indre verden, hvor hun brugte ferier på at læse kirkehistorie.

”At man har nogle voldsomme interesser gør, at man i sin selvoptagethed kan finde et værn mod det, som går i stykker,” siger hun.

Som 23-årig blev hun teologisk kandidat fra Københavns Universitet. Livet gik stærkt. På studiet havde hun mødt den fem år ældre Poul Foss, som hun blev gift med samme år, som hun blev kandidat. De fik begge embeder. Efter et par år som sognepræst i Garnisonskirken i København forskede hun ved Det Teologiske Fakultet.

En søn og to døtre blev føjet til familien, og hun vekslede mellem familieliv og afhandlingen om den tyske salmedigter Paul Gerhardt. Siden var hun i mere end 25 år sognepræst ved Dyssegårdskirken i Gentofte.

”Men så kom nettet, og jeg googlede min biologiske mors navn, billedkunstneren Ruth Glattre, og jeg sendte en pil ud i verden. Jeg fik kontakt til min norske familie, og vi sad der og strålede, fætter Eystein, fætter Harald og jeg, og i dag har vi en tæt forbindelse,” siger hun.

I de 10 år, som er gået, siden hun fik forbindelse til den biologiske familie, er kontakten til Norge blevet udbygget, men hun fandt også en dansk halvbror. Efter at Ruth Glattre havde bortadopteret Lisbet Foss, blev hun boende i Danmark. Hun uddannede sig som billedkunstner, blev gift og fik to sønner.

Da Lisbet Foss i 2000'erne søgte sin biologiske familie, var moderen og den ene halvbror død, men den anden halvbror, lyrikeren og billedkunstneren Willum Trellund, levede. Hun mødte ham, kort før han blev 60 år. Han havde mistet begge hænder ved et selvmordsforsøg som ung og var alkoholiker. Lisbet Foss husker endnu uroen, da hun skulle tage kontakt med ham.

”Det var noget af det mest bevægende i mit liv. 'Jeg har ventet dig', sagde han, da jeg ringede på dørtelefonen. Han var alkoholiker, men han var også højt begavet og havde mange nuancer, og vi mindede temmelig meget om hinanden,” siger hun.

Han døde som 62-årig, men efter at de havde fundet hinanden, mødtes de en gang om ugen.

”Det var underligt at opdage, i hvilken grad vi lignede hinanden, og jeg tænker, at det er påfaldende, hvor meget arv præger os mennesker. Vi var begge elitære på godt og ondt, optaget af digtning og havde samme blik.”

”Jeg havde slet ikke haft behov for at finde mine rødder, men efter at jeg har mødt Willum og min norske familie, kan jeg se, at der er en indforståethed, mere udpræget end i min opvækst. Efter mine forældres skilsmisse boede jeg sammen med min mor og mormor. Kærligheden var stærk, og vi havde den bedste forståelse indbyrdes - men indforståetheden er her af en anden art.”

Lisbet Foss inviterer på gåtur til Arresø. Med en skridttæller i uldfrakkens lomme går turen ad naturstien gennem den tætte rørskov mod søen, hvor der er udsyn til fugleliv og godt at tænke. Hun har skrevet en stor del af sit liv. Største projekt var afhandlingen om Paul Gerhardt, som blev til en ph.d.-grad efter otte års arbejde i 1991.

I de to år, hun har arbejdet med den aktuelle bog, som følger årets gang, har hun samlet på sansninger og erfaringer, som hun deler ud af. Hvas kirkekritik fylder også en del i bogen.

”Folkekirken er noget forandringsmanisk. Der skal hele tiden laves om og opfindes nye former, men når man gør det, så er der noget, som går tabt. Når jeg går i kirke, tænker jeg, at kirkens krise er en forkyndelseskrise. Det er legitimt at bruge litteraturen og filosofere over ens søde børn, men prædikenen har udviklet sig, så det, man husker, er det litterære eksempel og ikke evangeliet, som nærmest bliver væk,” siger hun.

Hun går med raske skridt ad den smalle sti og fortæller, hvordan hun og ægtefællen gerne læser teologiske bøger, som de efterfølgende bruger god tid på at drøfte. Fordybelsen i troen er fortsat vigtig for hende. Sidste år arbejdede parret sig gennem Per Bildes religionsvidenskabelige gennemgang af den tidlige kristendom, ”En religion bliver til”.

”Det er virkelig hård kost, for spørgsmålet melder sig, om det hele bare er transformation og illusion. Jeg mener ikke, at der kan rejses nogen berettiget indvending mod det kristne fra naturvidenskaben, men Per Bilde fik en indre tvivl til at vokse. Man kan komme derud, hvor det at være kristen også er et valg. Det er også at turde tage springet ud på de 70 favne vand. Det er også at turde være Guds døbte menneskebarn uden nogen sikkerhed for, at det er sandt,” siger hun.

Det er advent, og Lisbet Foss julestrejker med salmebogen ved hånden, for her kan hun finde de salmer, som med få ord kan gribe om det centrale i troen. Og den indre tvivl viser hun bort ved at citere fra Dostojevskijs såkaldte trosbekendelse:

”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke var i Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.”