Jørgen Leth har stive ben, når han går, og det er han meget utilfreds med. De stive ben var med på scenen til de ni teaterkoncerter, som han og de to musikere i ”Vi sidder bare her”, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, holdt for fulde huse i Aveny-T i København for nylig.
”Det er jo ikke sådan en fidus, at jeg skal lave sjov med vaklende helbred. Men jeg fortæller om det, hvis det er noget, der optager mig, og det optager mig meget. Jeg tænker meget over det, jeg er irriteret over, at jeg har stive ben, når jeg går, det er jeg meget irriteret over. Jeg er irriteret over, at jeg skal løfte fødderne og se mig meget for for ikke at falde. Jeg er meget bange for at falde. Så det er en af de ting, man har i min alder.”
”Men jeg kan ikke på forhånd vide, at det er underholdende, men det er det åbenbart, for folk griner ad det, når jeg fortæller den historie. Det er også meningen. Men jeg synes også, at det er komisk med sådan nogle problemer, det er mere komisk end tragisk. Er du med?”.
Ja, hvordan være andet, når man er til frokost på restaurant Peder Oxe på Gråbrødre Torv i det indre København med den 79-årige journalist, forfatter, filminstruktør og Tour de France-kommentator Jørgen Leth og har hans lettere nasale rolige stemme og venlige væsen for sig selv.
Han beder om sild, fiskefrikadeller, en enkelt O.P. Anderson-snaps og danskvand uden brus. Og så plejer han også at få noget sødt til kaffen, gerne jordbærkage, men det er taget af kortet, da jordbær er uden for sæson, forklarer den smilende servitrice. Men hun vil da spørge i køkkenet.
Det seneste halve års tid er det, som om Jørgen Leth har været her, der og alle vegne:
Som vært på Radio24syv-programmet ”Spørge Jørgen”, der snart udkommer i bogform. Rejseleder sammen med Hans Pilgaard på rejseprogrammet ”Mit Spanien” på TV 2. Plade- og koncert-aktuel med musik- og ordprojektet ”Vi sidder bare her”. En genudgivelse af det bedste fra hans fire erindringsbøger med titlen ”Det uperfekte menneske. Director’s Cut”. Og en af deltagerne i panelet i spørgeprogrammet ”Mads & Monopolet” på DR’s P4.
”Det går sommetider lidt stærkt, men det er ikke alt, jeg siger ja til. Jeg vælger med omhu, og jeg deltager ikke i debatten, selvom jeg har synspunkter. Jeg gider ikke komme ud i det der debatforum og det sprog, der bliver brugt – det chokerer mig tit. Det havde jeg også et nummer om i vores koncert, en opsang til sproget,” siger Jørgen Leth.
Han har ikke haft et fast hjem, siden hans hus i Haiti blev ødelagt under jordskælvet i januar 2010. Når han er i Danmark, bor han på hotelpension. Og når han i november drager til Haiti, hvor han opholder sig hvert år fra efterår til forår, bor han hos venner, der har et hotel på nordkysten af øen.
”Jeg er ikke så vild med den danske vinter, det må jeg indrømme. Men jeg trives godt i Haiti, hvor jeg har gode venner, følger med i det politiske og kulturelle liv og får mange besøg fra Danmark. Men jeg skal også skrive, det er mit arbejdssted. Jeg har en prosabog undervejs, som er en blanding af fiktion og personlige erindringer. Den er mere heftig end de andre erindringsbøger, jeg har skrevet.”
”Jeg kan ikke skrive, når jeg er i Danmark, blandt andet fordi jeg har så mange aftaler, når jeg er her. Der er mange, der vil have et stykke af mig. Jeg tager selvfølgelig imod, for det er en del af professionen, og man skal ikke klage, når man vækker interesse. Det synes jeg ikke, at man skal,” siger Jørgen Leth.
De otte planlagte forestillinger med ”Vi sidder bare her” på Aveny-T var udsolgte, så der måtte en ekstra koncert til.
”Det er gået forrygende, over al forventning for mit vedkommende, begejstring og stående bifald hver aften. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg fortæller nogle historier, folk kan godt lide dem, og jeg har styr på, hvordan jeg fortæller dem.”
”Jeg er glad for, at det bliver så godt modtaget, det er skønt, det kan jeg ikke klage over. Det er ligesom, når jeg går på gaden, så kan jeg heller ikke sige nej til de unge mennesker, der vil lave selfies hele tiden. Jeg kan ikke gå ned ad Købmagergade uden at blive standset 10 gange, det kan jeg ikke. De kommer hen og siger, at de elsker mig. Det er det ord, jeg hører mest. Det er forbløffende.”
”Jeg kan ikke forstå, hvad det er. Det er måske min ærlighed. De ved, at jeg ikke sælger ud om det, jeg fortæller om livet. Det er ikke alt, jeg blander mig i. Det er blevet yderligere understreget af radioudsendelserne ’Spørge Jørgen’, som var voldsomt populære. Man kunne stille spørgsmål om alt, og jeg svarede på alt, undtagen hvis der kom spørgsmål om Harry Potter – nej, det ved jeg ikke noget om, det gider jeg ikke svare på.”
Jørgen Leth er enig i, at hans nuværende kultagtige status, ikke mindst hos ungdommen, står i kontrast til det uvejr, han kom ud i efter udgivelsen af sin første erindringsbog, ”Det uperfekte menneske”, i 2005. En enkelt sætning i bogen – ”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret” – affødte en voldsom mediekritik, hvor han blandt andet blev beskyldt for koloniherre-mentalitet og for at holde sexslaver i Haiti.
Som konsekvens af den ophedede debat blev han fyret som Tour de France-kommentator på TV 2 og frasagde sig selv titlen som honorær konsul i Haiti, hvor han havde boet siden 1991. Bølgerne lagde sig, og i 2008 genansatte TV 2 ham som cykelkommentator.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg må jo have opført mig på en måde, som folk synes er i orden,” siger Jørgen Leth om situationen i dag og fortsætter:
”Dengang sagde mange, at det var grusomt uretfærdigt. Det kunne jeg kun give dem ret i. Og det var et usandt grundlag for angrebet på mig dengang. Jeg kunne ikke gå ind på at diskutere det, det var et for lavt plan. Så det har da glædet mig, at folk har indset, at sådan er jeg ikke, som jeg blev fremstillet – som et vildt dyr.”
”Det blev misforstået totalt. Men jeg havde indtrykket af, at der var nogen, der helt bevidst ville rive mig ned. Der er en gennemgående tendens i Danmark til, at man ikke skal stå frem, man skal ikke rage op. Man skal være meget beskeden. Jeg synes, at jeg er rimelig beskeden, men jeg fortæller historier fra en anden kultur, som jeg er dybt optaget af at fortælle. Det er ikke, fordi jeg vil provokere nogen, det har jeg aldrig forestillet mig med det, jeg skrev. Jeg havde det modsatte udgangspunkt, at det var generøst at fortælle om mit liv, fordi jeg har oplevet mange ting.”
”Og jeg fortæller det med en professionel skribent-strategi. Der er ting, jeg ikke fortæller, der er ting, jeg fortæller. Det er fiktion på den måde, at det er en illusion, at man kan skrive alting. Man kan skrive det, hvis det er en interessant historie, og en interessant historie er på en vis måde kontrolleret af den, der skriver. Det er en erindring, jeg skriver på en god måde, og jeg var meget stolt af den historie.”
”Kritikken dengang var baseret på den der gamle danske middelmådighedsdyrkelse. Det indser jeg klart,” siger Jørgen Leth.
Mange i hans alder ville have trukket sig tilbage for at nyde deres otium, så hvad er det, der driver ham til at blive ved med at ytre sig og deltage i alt muligt?
”Det er min nysgerrighed og min lyst til at udvide spektret. Et eksempel er de sidste koncerter, som er baseret på en ny plade. Jeg troede faktisk ikke, det kunne lade sig gøre at komme tilbage igen der. Men så blev de endnu bedre, synes jeg. Det er med den begrundelse, at man synes, at man stadig har noget at fortælle, simpelthen. Så enkelt er det.”
”Jeg har ikke tænkt at pensionere mig. Jeg fortsætter med Tour de France, så længe de vil have mig til det. Jeg kan tænke, at det er da en gammel kommentator at have, men de har lige bedt mig om at fortsætte. Det siger jeg ikke nej til, så længe jeg kan stå på benene. Og det samme med koncerterne. Så længe, jeg kan stå på scenen og oven i købet tage et par dansetrin i slutnummeret, så er det okay.”
”Og så inddrager jeg sådan set min erfaring på den måde, at jeg gerne vil opfattes som en ældre vismand. Det vil jeg gerne, men uden at have løsninger på politiske problemer og lignende. Jeg har mine meninger om det alt sammen. Jeg bliver meget rasende, når jeg ser nyhederne, meget rasende, specielt omkring flygtningeproblematikken.”
Jørgen Leth konstaterer, at han også er i besiddelse af en vis udholdenhed.
”Jeg er nysgerrig på at leve. Vi lever vel for at opleve livet. Jeg lever for at se omkring næste hjørne, hvad der sker. Jeg er ikke så dramatisk indstillet mere. Jeg har oplevet alt i forhold til at rapportere fra katastrofer og politiske uroligheder. I perioder har jeg følt mig som udenrigskorrespondent i Haiti især og El Salvador. Jeg har interesseret mig for at opleve professionelt, det vil sige at opleve det, notere og skrive, og jeg har så allerede der haft en tendens til at beskrive det mere personligt end måske politisk præcist.”
”Jeg bruger mig selv. Jeg føler, det vil være en fallit at holde op og bare sætte sig og læne sig tilbage i en stol, selvom jeg har megen respekt for gamle mænd og kvinder, som jeg har set i Spanien og Italien, der sidder og kigger sig omkring. Det ender det måske med, det ved jeg ikke. Men ikke foreløbig, ikke så længe jeg kan bevæge mine arme og ben. Så vil jeg fortsat undersøge verden og se, hvad den rummer for mig.”
Spørger man Jørgen Leth om, hvad der har været det sværeste i hans liv, lyder svaret:
”Der har været lavpunkter, kriser og problematiske momenter. Jeg har haft tre ægteskaber, og det har været svært at gennemføre de skilsmisser og at skilles fra børnene. Jeg har haft megen melankoli i mit liv, og jeg har også skrevet om det i erindringsbøgerne, hvor der er et kapitel om depression. Det har jeg sloges med gennem livet. Det er der mindre, men det er der hele tiden som et spøgelse, der følger med.”
Men der er også velsignelser.
”Først og fremmest at jeg har sådan et fantastisk forhold til min familie, mine fire børn og deres børn. Det glæder mig usigeligt meget, og det går mere og mere op for mig, hvilken gave det er. Efter balladen med bogen stod de last og brast med mig, det behøvede jeg ikke at bede dem om, de var væbnere hele vejen igennem.”
”Og næste gang var efter jordskælvet, hvor det var helt klart og tydeligt, at der ofrede de alt for at være hos mig og holde mig med selskab i to måneder efter jordskælvet, hvor jeg stadig blev derovre på øen. De havde nærmest lavet en vagtplan, hvor de skiftedes til at komme. Jeg var aldrig alene – de var bange for, at depressionen ville udarte.”
Det er blevet tid til kaffen, og det viser sig, at køkkenet har kunnet fremtrylle en jordbærkage til Jørgen Leth, som takker behørigt.
Han fortæller, at der er flere store filmprojekter, han godt kan tænke sig at lave – et skulle være baseret på scener fra Bibelen.
”Jeg går meget i katolske kirker under Tour de France for at se dem. Og det gør indtryk på mig at se Bibelens scener malet af gamle kunstnere, det kan jeg godt lide. I Danmark går jeg aldrig i kirke, heller ikke til jul og påske, selvom jeg ved, at den eksisterer, og jeg ikke har noget imod det. Jeg er ikke ateist på den måde, jeg er ikke imod religion, jeg er for religion. Og det bevæger mig at se folk, der er påvirket af religion – det har jeg lært mere om i Haiti end i Danmark, meget mere. I Haiti er det noget, man ikke kan komme uden om, det eksisterer hele tiden.”
”Min kok var baptist og fortalte hele tiden mirakelhistorier. Jeg var meget optaget af det, og de fik mig til at græde, de historier. Under jordskælvet bad hun på sine knæ til Gud ude på gaden ved huset, der var faldet sammen. ’Tak, Gud,’ sagde hun. Det havde jeg svært ved at forstå og bad hende forklare det. ’Jeg takker Gud for, at Han udtrykker sig. Alt, hvad Han gør, er der en mening med.’ Hvordan kunne hun holde fast i det, når der var så mange døde? Men det gjorde hun, og det gjorde indtryk på mig, at man kan være så dybt religiøs, at man accepterer forfærdelige ting.”
”Jeg synes, det er misundelsesværdigt, at religiøse mennesker kan finde frelse. Så hvornår kommer englen til mig og banker på døren og siger, nu kan du godt stille op? Det venter jeg sådan set på. Det er ikke sket endnu, men sker det, vil jeg ikke lukke døren i. Jeg er spændt på, om det religiøse kommer med alderen. Jeg vil ikke forcere det, men som sagt: Min dør står åben,” siger Jørgen Leth.
Et andet kapitel i hans liv, det, der handler om kærlighed, har han lukket for.
”Den fysiske kærlighed betyder ikke længere noget for mig. Det er afsluttet nu. Og det er ikke noget, jeg savner. Nu koncentrerer jeg mig om at være mig selv og den kærlighed, jeg har til mine nærmeste. Jeg har ingen kæreste mere. Jeg har haft mange kærlighedshistorier, og det har været en sindssyg vigtig del af mit liv at have oplevet kærligheden med mange forskellige kvinder.”
”Jeg har lært så meget af de kærester, jeg har haft, også de kvinder, jeg har været gift med. Jeg har lært noget af dem alle sammen. Så jeg er dybt taknemmelig – og det gælder hver eneste af dem. Kærligheden har været enormt vigtig for mig. Jeg synes, man bliver et bedre menneske af at elske et andet menneske. Det er min erfaring.”