De unges fordømte og forsømte forår

De formative år er fyldt med milepæle. Efterskoleopholdet, skoleafslutningen, studentereksamenen og sabbatåret kommer aldrig igen. Men for generation 2020 bliver det anderledes, og det tab, de lider, bør ikke negligeres

Emilie Danry er en af de mange tusinder efterskoleelever, der lige nu må sidde hjemme og dermed gå glip af den dyrebare efterskoletid, der kun varer et enkelt år
Emilie Danry er en af de mange tusinder efterskoleelever, der lige nu må sidde hjemme og dermed gå glip af den dyrebare efterskoletid, der kun varer et enkelt år Foto: Julie Meldhede Kristensen

Tak er et ord, der igen og igen har lydt i medierne og i den offentlige debat i den seneste tid, hvor mange mennesker har givet sig selv og deres tid i kampen mod coronavirussen. Tak er lydt til sundhedspersonalet, til kassemedarbejderen, til lærerne, pædagogerne, til alle dem, der risikerer eget helbred for at holde hjulene på samfundets vigtigste funktioner i gang.

Trods de mange taksigelser var det alligevel en sjældent hørt én af slagsen, der blev givet af den norske sundhedsminister, Bent Høie, i en tale på nabolandets daglige pressemøde mandag den 27. april. Sundhedsministerens tak gik nemlig ud til de unge.

”Nu er det på høje tid, at vi takker vores ungdom. De har ofret meget,” sagde Bent Høie og fortsatte:

”Det er ikke muligt at vende tilbage til den sommer, da du var 17. Studentertiden kan ikke spilles på repeat. Vi voksne taler om næste sommer. Men næste sommer er for midaldrende mænd, som køber fars og toiletpapir på tilbud. Næste sommer findes ikke, når du er ung,” lød det blandt andet i talen, der siden er gået viralt på de sociale medier.

Artiklen fortsætter under annoncen

Anerkendelse og forståelse af alt det, der kan være svært som ung i en coronatid, er ellers langtfra det, de unge hyppigst er blevet mødt af i medierne og på sociale platforme, hvor mange har langet ud efter netop de unge. Det ses blandt andet på Facebook.

”Vi er alle ramt, så lad vær med at piv!”, lyder det fra en facebookbruger i kommentarsporet til en artikel skrevet og delt af TV 2. I artiklen fortæller en pige fra 9. klasse, at det føles svært at skulle undvære fejringen af sin kommende sidste dag i folkeskolen.

”Stop med at klynke! Flet næbbet og tag en tudekiks!”, lyder det i en anden kommentar, før den næste kritiker melder sig på banen.

”Piv piv... I kan ikke feste og hvad så?? Der er vigtigere ting i livet.”

Men måske er der noget, som sidstnævnte Facebookbruger har misforstået. For måske er der faktisk ikke vigtigere ting i livet end de oplevelser i ungdommen, som mange unge i denne tid må erkende ikke kommer til at ske for dem. I hvert fald ikke, når man er 16 år, og livet sker lige her og nu. Det fortæller psykolog hos UngLiv.dk Jonathan Smed, der er hovedansvarlig for UngLiv.dk’s initiativ ”corona hotline”. En telefonisk hjælpelinje, hvor unge mellem 14 og 25 år kan få gratis støtte og vejledning af kandidatstuderende i psykologi i en tid, hvor ungdomslivet for de fleste er vendt på hovedet.

”Ser man kun på dødeligheden som følge af coronavirussen, er det selvfølgelig korrekt at sige, at det langtfra er de unge, krisen er værst for. Men psykisk er de unge en meget udsat gruppe i denne tid. At gå gennem en tid, hvor hverdagen med ét er vendt på hovedet, er noget nemmere for de voksne, der i forvejen bærer på stor livsballast, og som i de fleste tilfælde kan vende tilbage til nogenlunde samme liv på den anden side. Blot et par måneder er derimod rigtig lang tid af den unges udvikling og identitetsdannelse. Og det bliver nemt kilde til en stor mængde kaos i et ungt menneske.”

Det er derfor også følelsen af ensomhed og meningsløshed, de unge oftest henvender sig med, når de ringer op til coronahotlinen, fortæller Jonathan Smed.

En undersøgelse af danskernes adfærd under coronakrisen foretaget i forbindelse med projektet ”Hope” på institut for statskundskab på Aarhus Universitet viser da også, at de unge er den befolkningsgruppe, der føler sig mest alene under coronakrisen.

Samtidig er de i lige så høj grad som de øvrige aldersgrupper bekymret for samfundet, viser statistikken, men mindst bekymrede for sig selv. Men det er vigtigt, at de unge ved, at det er okay at føle sig udfordret i denne tid.

Det mener filminstruktør Jonas Risvig, der derfor netop har søsat den nye miniserie ”Centrum”, hvor netop ungdomslivet under coronatiden sættes i fokus. I serien er den unge Agnes netop hjemsendt fra sin efterskole. Derhjemme mødes hun af talrige dilemmaer, der følger med det faktum, at det ellers så flygtige ungdomsliv nu er sat på pause for en stund. Hver uge udkommer der to nye afsnit af serien på Youtube, der filmes ugen før og skrives af de unge selv. For når man ønsker at tale til de unge, er det nu engang de unge selv, der bedst ved, hvad der skal til, siger han:

”Når voksne for eksempel taler om, at 9. klassernes sidste skoledag nu er aflyst, anser mange det blot for en fest. Men for de unge handler de her begivenheder i livet om meget mere end klæd ud-leg og kast med karameller. Det er en sløjfe, der skal bindes på en historie om 10 års skolegang, der har været med til at definere dem som mennesker. De voksne, der ikke kan forstå, hvor meget sådan en milepæl betyder, er dem, der ikke har forsøgt at se tilbage på, hvor meget den dag betød for dem selv.”

Også Niels Ulrik Sørensen, der er souschef, forskningsleder og lektor på center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet, har bidt mærke i, hvordan de unges frustrationer er blevet negligeret.

”Man har førhen opfattet den unge generation som nogle, der er alt for optaget af at arte sig og gøre tingene korrekt. Hvor bliver ungdomsoprøret af, har man spurgt. Men nu er den retorik ligesom vendt om. For nu er det de unge, der bliver problemet, fordi vi voksne mener, de ikke overholder retningslinjerne. Vi peger fingre ad vores unge i en tid, hvor det i forvejen føles svært at gå glip af det sociale ungdomsliv, der ellers ville have udfoldet sig lige nu,” siger han og fortsætter:

”Der er en intensitet i ungdomslivet, der gør, at det i mange tilfælde ikke er det samme liv, man som ung vender tilbage til, når hverdagen i en periode har været vendt på hovedet. For så befinder de sig allerede et nyt sted. Selvfølgelig trækker den her tid tænder ud for os alle sammen. Men det gælder måske særligt de unge, fordi tiden føles så flygtig.”