Det kan godt være, at helbredet og hukommelsen ikke er, hvad de har været. Men humøret fejler intet hos Knud Erik Hellum, da social- og sundhedsassistent Lis Hansen træder ind i hans lille lejlighed på Vesterled Plejecenter i Vamdrup ved Kolding og fortæller, at han i dag skal på en lille rejse. Ikke en fysisk krævende en af slagsen, men derimod en, hvor han kan blive siddende lige her i sin bløde lænestol, hvor han sidder og nyder formiddagssolen titte ind ad vinduet.
Sammen med andre demensramte borgere på i alt tre plejehjem i Kolding Kommune har Knud Erik Hellum været med i et forsøg, hvor beboerne igennem 12 uger fik nye oplevelser via såkaldt virtual reality-video. Virtual reality-video er optaget med et 360-graders kamera. Når en sådan video opleves gennem et par særlige briller, vil det føles som selv at stå i de omgivelser, videoen er optaget i. Drejer man således hovedet til venstre, vil man se noget andet, end man ser, hvis man vender hovedet mod højre.
Plejehjemsbeboerne er ved hjælp af brillerne blevet ført tilbage til oplevelser fra en svunden tid. Ved at indhente viden om hver enkelts fortid har virksomheden TakeawalkVR, der sammen med blandt andet Syddansk Universitet står bag projektet, kunnet optaget video, der relaterer sig til det liv, de ældre hver især har levet. Video, der hjælper med at bringe forsvundne minder frem.
Lis Hansen hjælper Knud Erik Hellum med af få de store, sorte og lidt uhandy VR-briller på. Teknikken driller, og det kan være en smule svært at få en stabil internetforbindelse, når man er lidt ude på landet.
”Hvor skal vi hen i dag, Knud Erik? En tur til Italien eller Spanien?”, spørger Lis Hansen, mens hun trykker sig frem til den rigtige film på den lille tablet, hun står med i hånden.
Så er der hul igennem. Det kan man se på Knud Erik Hellum, der retter sig op og vender og drejer hovedet fra side til side.
”Hvor er vi henne?”, spørger Lis Hansen.
”Vi er i Italien. Det er sjovt. Jeg står på en stor plads. Det er imponerende. Det er ligesom, jeg selv er der,” siger Knud Erik Hellum, tydeligt oplivet af det, han ser inde bag de sorte briller.
Han fortæller, at han selv har været i Italien med sin nu afdøde kone to gange i sit liv. Det var pragtfuldt, syntes han, og han nød især varmen.
Lis Hansen skifter film på sin tablet.
Knud Erik drejer rundt på sin roterende lænestol. På ærkekøbenhavnsk udbryder han:
”Det er da Rådhuspladsen i København.”
Og så vælder minderne frem fra det liv, han engang levede i landets hovedstad. Der boede han i sine unge voksenår, og det var også der, han blev udlært og mødte sin kone.
”Hov, det er da i Italien. Nej, det er i København. Det er inde i rådhuset. Det er da mærkeligt at se. Jeg har arbejdet på rådhuset, dengang jeg arbejdede i et firma, der lavede elevatorer. Og hov, nu kan jeg se ned på Strøget – der har jeg gået meget,” siger Knud Erik Hellum.
Han fortæller livligt om alt, hvad han ser, og for hver gang noget nyt dukker op inde bag brillerne, bliver han stille et par sekunder, mens han afkoder, hvad det er, præcis han ser. Amalienborg Slotsplads og Københavns Hovedbanegård er tydeligvis steder, hvor han har sat sine fødder mange gange.
”Hov, det er jo Nyhavn 17. Det er et værtshus. Der er jeg kommet meget, da jeg var i lære som snedker. Så var vi nogle gutter, der tog af sted sammen. Vi havde ikke så mange penge, så når nogen rejste sig fra et bord og gik, skiftedes vi til at snuppe de bajere, der måske stadig var øl i,” siger Knud Erik Hellum med et gavtyvesmil om munden.
Af de demensramte, der har været med i forsøget med virtual reality på Vesterled Plejecenter, er Knud Erik Hellum den mest friske, fortæller Lis Hansen. Han har for eksempel tydeligt kunnet give udtryk for, hvordan han oplevede det at se VR-video. For andre beboere med en mere fremskreden demenssygdom har personalet i stedet måttet afkode deres reaktioner undervejs og bagefter.
”Vi har for eksempel en dame, der næsten ikke har noget sprog, og som stort set kommunikerer ved at sige ’jajajajaja’. Hun har engang boet på en gård, og da hun fik brillerne på og så en video optaget på landet, sagde hun pludselig: ’Hov, det er en broget ko’, og der kom flere andre udtryk fra hende, som vi aldrig havde hørt. Det var faktisk meget fascinerende at overvære,” siger Lis Hansen.
På Vesterled Plejecenter har man valgt at beholde VR-brillerne, så beboerne også fremtidigt kan få glæde af at se video på dem. Og overordnet synes Lis Hansen, at de demensramte borgere har reageret positivt på mødet med den nye teknologi og har haft fornøjelse af at få genopfrisket minder. Men der har også været udfordringer.
”Teknikken har drillet en del, og det er træls, når man står og skal bruge det. Og så er det ikke alle med demens, som formår at sidde og dreje hovedet rundt og opleve videoen fra 360 grader, som vi har set Knud Erik gøre det. I nogle tilfælde ville det måske have været bedre, hvis fotografen havde gået turen med håndholdt kamera,” siger Lis Hansen.
Efter Knud Erik Hellum har fortalt om, hvordan han mødte sin kone på svenskerbådene, hvor han tjente penge på at synge og optræde som Elvis, spørger Lis Hansen, om ikke han vil slutte af med noget god musik. Ingen slinger i valsen – det vil den musikglade herre naturligvis gerne.
”Nej, nogle dejlige piger, der står der. Det lyder sandelig dejligt, når de synger. Det er ligesom, hun kommer hen til mig. Nej, hvor er det skønt,” siger han, da videoen med Danmarks Radios Pigekor går i gang.
Derefter bliver han stille. Læberne bevæger sig lidt, men der kommer ingen lyd ud.
Da sangen er færdig, får han hjælp til at få brillerne af.
”Nej, Gud altså. Der blev jeg rørt. Altså på den gode måde,” siger han smilende og tørrer øjnene.
