Prøv avisen

Forsker: Demokratiet har det langt bedre end sit rygte

Professor Svend-Erik Skaaning er født i 1978 i Sakskøbing. Siden han så Muren falde i 1989, har han interesseret sig for forudsætningerne for demokrati og har blandt andet skrevet ph.d. om emnet. – Privatfoto.

Er demokratiet i krise? Politikerlede, faldende valgdeltagelse, terrorisme og højrepopulismens fremgang skaber i disse år en stemning af, at det i hvert fald er i forfald. Men faktisk har demokratiet aldrig haft det bedre, mener forsker i ny bog

Hvad skal det ikke ende med?

Flygtninge strømmer ind i Europa; den sociale ulighed bliver stadig større; terrorismen spreder sig. Og hvem skal gøre noget ved det? Politikere, vi er stadig mere trætte af, og som færre gider stemme på, fra partier, der har hastigt faldende medlemstal. Folk som Donald Trump, den amerikanske præsident, som skulle forestille at være verdens politiske leder, men mest beklager sig over, hvor overraskende hårdt jobbet er, og kun sjældent gør eller siger noget rigtigt.

Det ender med demokratiets kollaps. Sådan lyder det indimellem i debatten, så når Aarhus Universitetsforlag udgiver bog nummer 48 i serien Tænkepauser og lader den handle om netop demokrati, forventer man ikke et festskrift. Men det er tæt på at være det, man får, for ifølge bogens forfatter, professor i statskundskab Svend-Erik Skaaning, så har demokratiet faktisk aldrig haft det bedre globalt set.

Det underbygger den helt nye opgørelse, som han sammen med et større forskerhold er ved at lægge sidste hånd på, og som måler demokratiets tilstand ud fra flere end 100 forskellige parametre, herunder valgkvalitet, frihedsrettigheder og kontrol over magthaverne. For eksempel er det i ikke mindre end to ud af tre af alle verdens lande frie valg, der afgør, hvem der har regeringsmagten.

Det går dog tilbage nogle steder, understreger han. I Ungarn, Tyrkiet, Polen og Makedonien bliver medier mere undertrykt, og kontrol over regeringen svækkes. Det samme gælder blandt andet i Niger, Zambia, Nicaragua, Venezuela og Thailand, men til gengæld er det gået fremad andre steder i de seneste år – mest markant i Tunesien, Fiji, Nigeria, Burkina Faso, Sri Lanka og Myanmar. Faktisk er det kun samlet gået tilbage for demokratiet en enkelt gang i nyere tid, nemlig i 1930’erne, hvor en lang række demokratier brød sammen på skift i Europa og Latinamerika.

”Det er påfaldende, så stor uenighed der kan være omkring demokratiets velbefindende. Men det glæder mig da at kunne fortælle, at ud fra vores systematiske oversigter har demokratiet det fint, og det er en vigtig pointe i tidens krisestemning,” siger han.

At demokratiet kan opleves som i forfald, er dog hverken overraskende eller nyt. Allerede i årene efter demokratiets fødsel i det antikke Grækenland talte man om demokratiets krise. I nyere tid har pessimismen for alvor fået overtaget i slutningen af 1990’erne. Det skete efter en periode med udpræget optimisme, for der havde dengang været omfattende demokratiseringer i Sydeuropa og Latinamerika siden midten af 1970’erne, de kommunistiske regimer brød sammen i Østeuropa i 1989-91, og forholdsvis frie valg vandt indpas i store dele af Afrika og Asien. Stort set alle var nu enige om, at demokratiet var den eneste legitime styreform og vejen frem.

Men den forventede velfærd og bekæmpelse af korruption, der skulle følge med udviklingen, udeblev mange steder. Det skabte udbredt utilfredshed, og den manglende tillid har de senere år bredt sig yderligere, også i den vestlige verden, hvor vi har set faldende stemmeprocent og dalende medlemstal i de politiske partier i de fleste lande. Det er bare ikke det samme, som at demokratiet generelt er i krise, mener Svend-Erik Skaaning.

”Der har særligt de senere år været en klar tendens til, at vi lægger mere vægt på de negative tendenser end de positive. Det ligger dybt i os, at negative nyheder vægter tungere end positive, hvilket forstærkes af en tilsvarende vægtning af nyhedsstoffet i medierne. De negative syn på demokratiet får derfor uforholdsmæssig meget plads, selvom det faktisk ikke ser så slemt ud,” siger han.

Men hvad med Donald Trump? Han boykotter centrale dele af pressen, indsætter familiemedlemmer på vigtige poster og siger ting, der gør, at mange netop sætter spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lade flertallet vælge et lands leder.

Trump bliver ofte set som en bombe under demokratiet, vedkender Svend-Erik Skaaning, og det samme gør fremgangen for mange højrefløjspartier i Europa. Det sker i blandt andet Danmark, Frankrig, Polen og Sverige, men som det fremgik i New York Times i marts, oplever højrefløjspartierne også tilbagegang i eksempelvis Italien og Rumænien, og i Spanien og Portugal er der slet ingen. Uanset hvad, er de alle demokratisk valgt og truer ikke med at nedlægge demokratiet. Og det samme kan siges om Trump, påpeger demokratiforskeren:

”Vi skal passe på med at forveksle politikere og politiske tendenser, vi ikke bryder os om, med trusler mod demokratiet. Men det gør vi, fordi demokrati er et positivt ladet ord i det meste af verden. Når noget besluttes, som vi er uenige i, fristes man derfor til at sige, at det er udemokratisk. Men hverken Trump eller de fleste af de højrepopulistiske partier – med en række østeuropæiske undtagelser – forbryder sig mod de gængse demokratiske spilleregler.”

Ligefrem at boykotte pressen er et grænsetilfælde, medgiver Svend-Erik Skaaning, for magtens gennemsigtighed er en vigtig del af et demokrati, men Trump lukker trods alt ikke mediehuse, som det er tilfældet i Tyrkiet. Måske skyldes en del af vores frygt for demokratitab i den vestlige verden i virkeligheden, at vi er godt vant, siger han:

”Ligesom med alt muligt andet godt har vi nok en forhåbning og forventning om, at det hele tiden går fremad med demokratiet. At folket får mere og mere magt, og magtudøvelsen bliver mere og mere gennemsigtig, men der må vi bare indse, at de seneste år er udviklingen gået lidt i stå. Men det gør den altså på sit højeste niveau nogensinde, så lidt realistisk optimisme er på sin plads.”