Den ældste og hans forlovede har nu boet hos os siden nytår. De første uger i familiekollektivet er gået overraskende nemt, hvilket antagelig skyldes den sikre viden om, at det er midlertidigt. Ganske vist viser al vores erfaring med sønner, der flytter hjem igen, at ”midlertidigt” er et rummeligt begreb, der typisk betyder to-tre år. Men denne gang foreligger der en plan:
Den ældste og hans forlovede forlader gæsteværelset til marts for 1) at flytte sammen i en lejlighed i København, 2) blive gift og 3) få børn. Punkt tre i planen er endnu kun på skitseplanet, hvor jeg håber, det forbliver en rum tid endnu, indtil jeg er moden nok til at få børnebørn. Til gengæld ville det ikke genere mig at se punkt et antage konkrete former. Der er nemlig ikke nogen lejlighed i København endnu.
Jeg betror min betænkelighed til fruen, mens vi står og laver aftensmad.
”Der er mindre end en måned tilbage. Hvad nu, hvis de ikke finder en lejlighed?”, siger jeg.
”Det er ikke vores problem,” siger fruen.
”Men det kan det jo blive?”, indvender jeg.
”Vi må lade dem løse deres egne problemer,” siger hun.
Det er ikke en pædagogisk metode, vi har store erfaringer med, men jeg må indrømme, at den lyder attraktiv. Desuden hjælper det at vide, at de to unge har fået lovning på at beholde deres nuværende arbejde, når de flytter til København, blot som freelancere. Så har de i det mindste noget at leve af.
”Noget nyt om boligsituationen?”, spørger jeg, da vi alle fire sidder omkring aftensmaden. Jeg siger det med den henkastet optimistiske stemmeføring, jeg har lært mig selv at bruge, når det skal lyde, som om min tillid til drengenes duelighed står som et urokkeligt forbjerg i livets storme.
”Næ, ikke endnu,” siger den ældste. ”Men vi har fået at vide, at vi alligevel ikke kan tage vores jobs med til København.”
Der opstår et øjebliks stilhed.
”Så må I jo bare finde noget andet at lave,” siger jeg henkastet optimistisk, mens det urokkelige forbjerg synker i havet.
Den ældstes forlovede forklarer, at nogen i HR har trukket løftet tilbage. Deres arbejde, der består i, at de taster noget ind på en bærbar, mens de spiser morgenmad, ser fjernsyn og shopper på Amazon, kan åbenbart alligevel ikke passes fra den hypotetiske lejlighed i København.
De virker påfaldende ubekymrede ved udsigten til at stå bolig- og arbejdsløse om tre uger. Jeg aner konturerne af en særdeles rummelig fortolkning af midlertidighedsbegrebet tårne sig op i horisonten.
”Jeg har brug for, at nogen går lidt i panik,” hvisker jeg til fruen, mens de unge vasker op.
”Det er ikke vores problem,” gentager fruen.
Jeg spekulerer på, om det er en magisk besværgelse, der skal forhindre, at vi bliver berørt, hvis vores barn og svigerbarn står uden arbejde og tag over hovedet.
”Hvad nu, hvis de bliver boende og begynder at yngle? Det kan blive en trojansk hest. De vil fylde huset med blebørn,” siger jeg.
”Slap af, de finder ud af det,” siger fruen.
”Gudskelov er hun da ikke gravid,” siger jeg.
”Så vidt vi ved,” siger fruen.