Min far var landmand og havde en mellemstor gård. Det havde han fået ved at opkøbe jord og ved at slide hårdt. Derfor var det arbejde syv dage om ugen året rundt. Indimellem kom der slægtninge på besøg, der var lærere. Dem var min far misundelig på og næsten lidt forarget over. At tænke sig at have fri i alle weekender og have fem ugers sommerferie. Det var uhørt og mageløst. Sikke en tilværelse.
Da han nærmede sig 70 år, var det meningen, at hans yngste søn, som nogle år tidligere havde fået halvpart i gården, skulle flytte ud på gården og overtage bedriften helt. Med nogen nød blev mine forældre flyttet ind til et hus i byen til min mors store glæde. Nu kunne hun endelig få en stor social berøringsflade, hvilket hun nød i fulde drag. Men min far syntes, at han var blevet tvunget på hotel, og hver dag tog han bilen og kørte ud på gården og hjalp til. Han afleverede først den anden halvpart af gården og titlen af gårdejer, da han var 78 år.
Det har jeg som den ældste søn undret mig meget over. Hvorfor i alverden kunne han ikke holde op og nyde tilværelsen, når han endelig kunne få det som skolelærerne, endda frihed på fuld tid? Også jeg fik lært at slide og arbejde på gården hver dag, indtil min studentereksamen var overstået, og jeg kunne rejse hjemmefra.
Jeg besluttede, at jeg for alt i verden ikke ville have et arbejde, hvor jeg var bundet op på ansvaret for en bedrift, hvor ansvaret hvilede på mig syv dage om ugen, 365 dage om året, år efter år. Men hvad skete der? Jeg blev først højskoleforstander, hvor jeg hver dag havde ansvaret for elevernes trivsel, og når de var sendt hjem, så havde jeg ansvaret for ugekursisternes oplevelser. Siden blev jeg chef for en regional tv-station, hvor seerne skulle ”fodres” hver dag, endda flere gange om dagen til nøje fastsatte tidspunkter. Og det måtte aldrig svipse. Selvfølgelig kunne en chef uddelegere opgaverne, men ansvaret for alt, hvad der blev sendt ud over skærmen, hvilede entydigt på chefredaktøren.
Jeg lærte at slide som barn og ung i landbruget. Og jeg kom hele livet til at slide lige så hårdt som min far, ikke så fysisk hårdt, men til gengæld med et større ansvar for medarbejdere og elever eller seere. Og det har været selvvalgt. Hvorfor dog?
Der stod i min kontrakt, at jeg skulle stoppe som tv-direktør, når jeg blev 67 år. Det var jeg helt enig i. Det er vigtigt, at en chef formår at stoppe, mens legen er god. Jeg vidste godt, at det ville blive svært, for jeg arbejdede for fuld skrue til den dag, hvor der blev sagt farvel og tak til mig. Toget buldrede videre, og jeg stod tilbage på perronen med 28 års erfaring, som ingen efterspurgte. Også det vidste jeg godt, for jeg havde set tidligere kolleger blive forladt i glemslens mørke.
Jeg måtte konstatere, at jeg ikke kunne lægge op og hellige mig golfkøller eller frivilligt arbejde. Der skulle være mere på spil. Jeg ville gøre en forskel. Jeg ville være noget for mennesker, hvor der var brug for mine erfaringer. Og da jeg oprindeligt blev uddannet teolog, tog jeg den gerning op, som jeg i sin tid troede, at jeg skulle vie mit liv til. Jeg blev vikarpræst og måtte som enhver ung præst til at lære det hele forfra. Det kunne i den grad holde mig på mærkerne. Og det har været meget meningsfyldt at virke som præst i efterhånden 10 forskellige sogne.
Nu er jeg 71 år, og min kone er lige gået på pension. Hun ser gerne, at vi nu får oplevelser sammen, og at vi tager vores tørn som bedsteforældre over for hungrende børn og fornøjede børnebørn.
Men kan jeg stå af? Jeg er rask og rørig, og jeg bliver glad og oplivet, når en provst eller et menighedsråd ringer og spørger, om jeg lige kan tage et vikariat. Nu forstår jeg, hvorfor min far ikke kunne spænde fra. Men er det ikke bekymrende, at jeg ikke bare kan gå ind i et otium, som ligger klar til mig med masser af fritidssysler, mange ulæste bøger og forventningsfulde børnebørn?
Er det min identitet, jeg slås med? Har jeg behov for at spille en rolle? Det kan jeg ikke sige mig fri for. Det giver glæde og tilfredsstillelse at udfylde et job, hvor det bliver påskønnet, at jeg yder en indsats. Jeg vil hellere fortsætte med et virksomt liv end gå til psykolog for at få den trang pillet ud.
Men også pligten stikker dybt i mig. Når der er stor præstemangel, så har jeg svært ved at sige, at det kan jeg qua min alder være ligeglad med. Når en præst i naboegnen bliver sendt til coronatest og derfor ikke kan tage sin høstgudstjeneste, så kan jeg ikke få mig til at sige nej, når det kniber med at finde en afløser. Denne pligtfølelse er nok også med helt fra barnsben.