Prøv avisen

Den dag blev det alvor

Den 9. april i år er det 75 år siden, at tyske land-, sø- og lufttropper besatte Danmark. Den dag i 1940, da Anden Verdenskrig kom til Danmark, var Niels Barfoed otte år og boede med sine forældre, to storebrødre og Anna i en lejlighed på hjørnet af Vester Voldgade og Ny Kongensgade midt i København. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Forfatter og litterat Niels Barfoed oplevede otte år gammel tyskernes besættelse af Danmark fra et vindue i familiens lejlighed midt i København. Han husker synet og lyden af de tyske lufttropper som ”et fantastisk himmelcirkus”

Han kan stadig genkalde sig og gengive den monotone lyd af de lavtflyvende propelfly med motorerne indstillet på samme omdrejningstakt: Brrrrrrrrrrrrrrruuuuuuuuummmmmm.

”'Hvad f... i fænghullet er det?', sagde min far med et af sine yndlingsudtryk. Der var en sitrende uro i luften, og det var vores unge pige i huset, Anna, der fandt ud af, at den bedste udsigt var fra vinduet i min brors værelse nede i gårdenden af lejligheden. Det var der, det sneede med mit livs første flagrende løbesedler. Og så den der enorme brummen fra horisont til horisont,” siger Niels Barfoed.

Den 9. april i år er det 75 år siden, at tyske land-, sø- og lufttropper besatte Danmark. Den dag i 1940, da Anden Verdenskrig kom til Danmark, var Niels Barfoed otte år og boede med sine forældre, to storebrødre og Anna i en lejlighed på hjørnet af Vester Voldgade og Ny Kongensgade midt i København. Det var tidligt om morgenen, men familien var oppe, for drengene skulle møde i skole klokken otte. Nu stod de alle i nattøj og kiggede ud ad vinduet, der vendte mod sydvest, og kunne følge den tyske besættelse af Danmark. I første øjeblik begreb de ikke, hvad der foregik. 

”Vi så et tæppe ligesom med et ensartet mønster bestående af flyvemaskiner, der bevægede sig langsomt hen over os. Propelflyene kom i formationer a otte og lignede mest af alt et fantastisk himmelcirkus. Min storebror opdagede, at kendingsmærket på flyvemaskinernes vinger var korte, sorte massive kors. Så var vi klar over, at det var tyskere. Det hensatte familien i en tilstand af lammelse og underliggende panik: Hvad betød det? Det var surrealistisk, abnormt og fuldkommen uforudset.” 

”Men så blev der åbnet for Radioavisen, og dér blev det sagt, at tyskerne var kommet som beskyttende venner. Det var en fredsbesættelse. Det virkede beroligende, så ingen drog nogen konsekvenser. Der blev signaleret business as usual på trods af det ubegribelige. Der blev jo for eksempel ikke skudt i gaderne. Og så videre. Så jeg blev sendt i skole som sædvanlig. Men alting var alligevel forandret. Nu var det alvor,” siger Niels Barfoed.

Læs et kapitel af Niels Barfoeds fortælling om sin opvækst i 40'erne her

Den 83-årige forfatter og litterat bor på solsiden af Nyhavn i en stor gammel københavnerlejlighed. Den lille entre med hatte, tørklæder og frakker på stumtjeneren fører ind til tre stuer en suite med udsigt til Københavns Havn. Her er bøger fra gulv til loft, malerier, tegninger og tryk i rammer, rariteter som minilegetøjsbiler - Trabanter - på kaminen og en samling kikkerter i vindueskarmen og midt i det hele et lille arbejdsbord. En lang mørk gang fører ned til køkkenet med fadebur og komfur. Her bliver der lavet kaffe på italiensk espressokande.

Han har boet her i 41 år - en ærkekøbenhavner, mag.art. i litteraturhistorie, dr.phil. og tidligere kulturskribent ved Information, Aktuelt, Politiken og Weekendavisen, i dag igen på Information. Dertil kommer et stort forfatterskab og et mangeårigt engagement i Dansk og Internationalt Pen, der arbejder for at fremme litteratur og forsvare ytringsfrihed. Det var i sin egenskab som præsident for Dansk Pen, at han i 1992 var med til at arrangere den fatwa-ramte indiske forfatter Salman Rushdies første besøg i Danmark.

”Mit arbejde i Pen kom ikke af, at jeg havde en bestemt formuleret ideologi, men fordi jeg var nysgerrig som ung og rejste meget og ville møde nye mennesker. Det bragte mig også til de forbudte forfattere i Østeuropa, og så fangede bordet. Der har jeg min konkrete og jordnære oplevelse af frihed og ufrihed fra, ikke mindst når det gælder ytringer. I dag abonnerer jeg ikke på nogen absolutistisk sandhed om, at det eneste afgørende er, at religiøse følelser må finde sig i at blive spottet. Ytringsfriheden rammer ikke nedad og mod følelser, men opad mod den magt, der baserer sig på andres ufrihed,” siger Niels Barfoed.

Tilbage til hans barndomshjem. Faderen var arkitekt og arbejdede som konduktør på byggerier, mens moderen var kontorassistent i Undervisningsministeriet. Et hjem præget af ”god, solid og gammeldags kultur”. Og så var der broderen Ole på 15 år, der senere blev frihedskæmper, og den anden bror Gerhard på 12 år, der blev et offer for krigen og dens anarki. Gerhard kom i dårligt selskab, hvor der blev bedrevet sortbørshandel. Den unge pige Anna, der var rødhåret og kom fra Grenaa, holdt Niels Barfoed meget af.

”Under krigen sad jeg altid på høkassen ude i køkkenet, når hun lavede mad. Hun kunne fortælle historie fra landet.”

På besættelsesdagen den 9. april 1940 havde han i sit barnesind indtryk af, at der var blevet vendt et blad, og at noget ikke længere var, som det havde været. Alligevel gik han trygt af sted med rumpedaskeren på plads med bøger og madpakke den vante skolevej ned ad Vester Voldgade, over Langebro til Amager og langs volden ud til Amager Fælledvej.

Når han ikke gik i Den Classenske Legatskole, der var nabo til lejligheden i Vester Voldgade, var det, fordi hans bror gik der og havde fået en efter moderens mening for hård straf for en forseelse. Derfor skulle Niels traske langt ud på Amager for at gå i skole. Men den dag var skolen lukket.

”Klasselæreren kom ind i klasselokalet med dyster mine og sagde: 'Tyskerne har besat Danmark'. Vi blev derefter sendt hjem med pålæg om at holde os inden døre. Dér var den alvor igen,” siger Niels Barfoed og fortsætter:

”Men min storebror Ole havde ikke tænkt sig at sidde derhjemme og spise honningmadder fra spækbrættet i køkkenet. 'Kom, Niels!', sagde han. Og så stak vi ned til Langelinie, hvor vi så noget, vi ikke havde set før: en mægtig toptunet krigsmaskine med landsætning af tropper og våben fra slagskibe langs kajen. De var nogle, der ville noget, tyskerne! De drønede frem og tilbage på pragtfulde motorcykler.”

”Den effektivitet var udtryk for en ukendt modernitet - som om de kom fra en anden, langt mere avanceret planet. Det gjorde de også. Sommeren før havde der været manøvrer oppe i Asserbo, hvor vi havde sommerhus. Soldaterne lå og hyggede sig i græsset og pudsede deres geværer. De havde evig god tid og var venlige og lavede sjov med os drenge. Det hele var gammeldags dansk provins og rødkindede bondedrenge i grove uniformer.”

”På Langelinie derimod var det alvor. Her foregik det som efter lang tids øvelse: Tyskerne gik fra borde, sikrede kajen og indtog og besatte Danmark, perfekt! Men det foruroligede os ikke unødigt. Danskerne stod på kajen og måbede. Det er en typisk dansk reaktion: den tabte kæbes politik. Altså summa summarum: alvor, ro på, ingen panik - men måben. Det er det, jeg har siddende på nethinden,” siger Niels Barfoed.

På det tidspunkt var Europa en slagmark. Besættelsen af Polen havde været brutal uden lige, og senere rasede en lynkrig i Holland.

”Vi så noget af det i DSB-kino Den Vide Verden på Hovedbanegården. Der oplevede vi for første gang, hvad propaganda var, tysk propaganda. Ufa hed det nazistiske filmselskab, der producerede reportager fra den tyske front rundt om i Europas krigszoner. Der kom de seje, solbrændte, svedende tilfredse soldater travende. De udstillede renlivet sejrsglæde, og det slugte man råt som barn. Tyskerne, det var vinderne. Til sidst var der endelig Skipper Skræk-film, den egentlige grund til, at vi kom. Men på et tidspunkt den 9. april var det slut med Skipper Skræk og hans kone, Olivia, for de var amerikanere.”

Niels Barfoed husker også de radiotransmitterede Hitler-taler.

”Dem hørte jeg, og de var skræmmende - mere end flyvemaskinerne 9. april. Det var så ubehersket. Han var så fnysende vred, og alligevel kunne han vække tillid og begejstring med sine skrig. Det var direkte underligt. Det var aldrig gået herhjemme. Forestil dig Stauning! ”

”Men det, man bliver bange for som barn, er altid afhængigt af de voksne. Hvordan reagerer de? Det er pejlemærket. Hos dem var der den der alvor og ro på, som samtidig afspejlede en vis angst nedenunder. Hvad endte det hele med? Hvad skulle vi igennem? De spørgsmål kunne man læse i de voksnes øjne. En ting var sikker: at tyskerne var kommet for at bestemme over os. At der kom nogen, der var uendeligt meget større end os. Hvad der ellers lå i det altsammen, var ikke til at sige. Men officielt blev det jo sagt, at det hele skete for venskabs skyld. Det gav anledning til usikkerhed og forvirring.”

”Da Shellhuset blev bombet den 21. marts 1945, kom min far hjem og fortalte, at da englænderne var færdige med at bombe, fløj de ud over Gentofte Sø og legede og lavede loop for at fejre det. Sådan sagde kun et menneske, der midt i verdenskrigens afslutning stadig ikke vidste, hvad krig var. En dansker, kort sagt. Vi havde ingen erfaring sådan som de andre europæiske folkeslag. Vi slap med skrækken. De engelske jagerbomberes manøvrer gik selvfølgelig ud på at undvige tysk antiluftsskyts.”

Niels Barfoed havde det med egne ord godt under Besættelsen.

”Jeg havde kammerater. Der var spænding, og vi var som alle drenge meget glade for spænding. Vi løb ud for at se det tæt på, da Shellhuset stod i brand. Efter Befrielsen var jeg med til at undersøge og plyndre raserede tyskerbarer og var længe glad for en hvid tangent fra et klaver, som jeg havde fundet på et dansegulv. Og jeg var også med til at huje ad landsforræderne, der blev kørt ind foran Domhuset på Nytorv. De fik, hvad de havde godt af, syntes vi.”

”Der er ingen tvivl om, at verden som krigsskueplads dengang den 9. april 1940 trådte ind i mit liv - på den danske måde. Og for at blive. Krig, både varm og kold, har været min generations ledsager. Nu dør de unge i tusindvis i Ukraine. Vi var heldige under Anden Verdenskrig, for vi trak stort set et frikort i det store magtpolitiske spil.”

”Selvfølgelig var der også elementær angst: smæld om hjørnerne, flugt ind i trappeopgange, brag om natten, brande, røg og flammer fra huse. Men vi var meget beskyttede,” siger Niels Barfoed.

Han har gemt en seddel, som hans mor skrev til ham i 1945, efter at han været på rekognosceringstogt til Shellhuset. Den lå på hans hovedpude, da han gik i seng: ”Lov mig aldrig at gå ned til uroområder igen”.

Læs uddrag af bogen ”Min barndom i 40'erne”