Før jeg pludselig mistede troen for første gang i 2003, var troen en så væsentlig grund for mig til at leve, at jeg helt konkret overvejede at tage mit eget liv den sommer.
Dengang arbejdede jeg som forsker på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, og mit arbejde og min tro var mit liv. I årevis havde jeg derfor arbejdet lavt sat 70 timer om ugen. Jeg havde aldrig holdt fri, men arbejdede om aftenen og i weekender. Men fra det ene øjeblik til det andet mistede jeg både mine kræfter og min tro. Det er svært for mig at sige, hvad der skete.
Jeg kan bare huske, hvordan det en formiddag gik op for mig, at jeg havde siddet foran computeren på mit kontor og flyttet rundt på den samme sætning i flere timer. Andet havde jeg ikke lavet. Og nu opdagede jeg pludselig, hvordan skærmen gyngede foran mig.
Jeg følte mig syg og kunne slet ikke koncentrere mig om noget som helst. Men jeg havde heldigvis åndsnærværelse nok til at tage hjem og gå til lægen, der i første omgang sygemeldte mig 14 dage med stress.
Jeg følte mig helt udbrændt, alle mine kræfter var væk, men det værste var, at jeg pludselig opdagede, at min tro også var væk. Jeg havde vænnet mig til at leve et liv, der lænede sig totalt op ad min tro. Jeg var ikke bare søndagskristen, men kristen i døgndrift. Jeg åndede gennem kristendommen og bad flere gange om dagen, men nu var troen forsvundet for mig. Og det var et uhyggeligt radikalt identitetstab for mig. Havde jeg ikke troen, havde jeg ikke Gud, så følte jeg ikke, at jeg havde nogen grund til at leve.
Jeg lå derhjemme i min lille toværelses kvistlejlighed og tudbrølede, mens jeg læste Kierkegaards ”Sygdommen til døden”, når jeg ikke sov. For mens jeg før havde sovet seks timer i døgnet, sov jeg nu i stedet 14 timer i døgnet. Og min læsning gjorde mig bare mere livstræt.
”Sygdommen til døden” handler netop om, hvordan eksistensen ikke kan skilles fra troen, og det forstærkede min fortvivlelse. Og endnu værre blev det, da jeg også læste den tyske forfatter Karl Gutzkows ”Wally, die Zweiflerin”.
Det er en bog fra 1835, men den spejlede fuldstændig min egen oplevelse. For den handler om en både enfoldig og begavet kvinde, der mister troen og til sidst begår selvmord. Jeg græd som pisket, da jeg læste den, for jeg havde den samme tanke. Troen gav livet mening, og uden troen var livet meningsløst og derfor ikke værd at leve.
Min tanke kan måske sammenlignes lidt med Goebbels kone, der først myrdede sine egne børn og bagefter begik selvmord i førerbunkeren, hvor Hitler forinden havde begået selvmord. For hun kunne ikke forestille sig at leve et liv, der ikke var nationalsocialistisk. Hitler var selvfølgelig ikke min gud, men jeg følte på samme måde, at min gud pludselig var blevet taget fra mig. Og derfor havde jeg heller ikke lyst til at leve. Men så i det splitsekund ringede telefonen.
I en sådan situation ville de fleste nok have ladet den ringe, men jeg kom i tanke om en lille bog, der hedder ”Kære Hr. gud, det er Anna”, om et barn, der forestiller sig at snakke med Gud i telefonen. Og derfor forestillede jeg mig, at det måtte være Gud, der ringede til mig. I hvert fald rejste jeg mig hulkende op og gik hen for at tage telefonen. Det viste sig at være et af de fire mennesker ud af de tusind mennesker, jeg kendte, der kunne trænge ind til mig.
”Det er Josefine”, sagde hun. Og da jeg hørte hendes navn, begyndte jeg at hulke igen. Men denne gang var den ikke fortvivlelsens, men befrielsens gråd. For Josefines stemme gav mig i samme sekund troen tilbage, fordi det var så stærkt for mig, at hun havde ringet til mig i netop det øjeblik, hvor jeg ellers havde opgivet både troen på Gud og livet.
Og det gav mig ikke alene troen tilbage, men også min livslyst og virkelyst. Allerede en uge efter var jeg tilbage på arbejde, selvom jeg klogeligt besluttede at halvere min arbejdstid til de 37 timer om ugen, som jeg også fik løn for.
Og længe betragtede jeg hændelsen som Guds indgriben. For hvorfor skulle hun ellers få tanken om at ringe til mig netop i den situation, fordi hun pludselig blev bekymret for mig? I dag vil jeg snarere kalde det et vidunderligt tilfælde. For nogle år senere mistede jeg igen troen, og denne gang gav det mig ikke selvmordstanker.
På det tidspunkt var jeg lige flyttet til Berlin, og første søndag i advent gik jeg i kirke, hvor jeg betragtede den fortvivlede præst, der tydeligvis ikke kunne tro. Da han gik ud af kirken, kiggede han fortvivlet op mod himlen, der for ham var tom. Og da gik det op for mig, at det ikke længere var nogen ulykke for mig ikke at tro på Gud.
Men jeg kunne godt forstå præstens frustration. For det er en fortvivlende tanke, at tilværelsen ikke har noget fundament og derfor kan virke meningsløs. Og da mærker man et såre menneskeligt behov for, at der er en gud, der giver tilværelsen mening. Kristendommen sætter ord på det behov.
Men sådan så jeg pludselig Gud som en gavnlig illusion, jeg havde brugt til at forsone mig med tilværelsens grundlæggende meningsløshed.
Min eneste bekymring var, om min mistede tro også ville få mig til at miste interessen for filosofi og teologi, men jeg opdagede heldigvis hurtigt, at min teologiske interesse var intakt. For kristendommen er stadig det bedste sprog, jeg har fundet, til at tale om at finde mening med tilværelsen.
Det kan man også høre, når jeg taler om det ”vidunderlige tilfælde”, der reddede mit liv med en telefonopringning. For selvom jeg tror, at det var et tilfælde, kalder jeg det jo stadigvæk vidunderligt og dermed mirakuløst. Sådan kan man ikke flygte fra det religiøse sprog. Og selvom jeg ikke tror på Gud, er han alligevel et fænomen i mit liv.
Jeg beder faktisk også stadig til Gud, selvom jeg ikke tror på ham. For bøn er et udtryk for taknemmelighed, frustration eller bekymring, som jeg menneskeligt set har brug for at komme af med. På den måde taler kristendommen til mig, selvom jeg ikke tror på den, ligesom jeg taler til Gud, selvom jeg ikke tror på ham. Og jeg har også stadig dyb respekt for folk, der tror på Gud.
Som tidligere troende ved jeg, hvor radikalt det kan være for et menneske, der har troet på noget, at miste den tro. Derfor håber jeg heller aldrig, at min elskede kæreste, der har troet på Gud hele sit liv, mister sin tro. For jeg kan se, at den er en gave for hende.
Og jeg synes faktisk, at man i den evangelisk-lutherske danske kristendom har mistet blikket for, at troen ikke er noget, man kan tænke sig til, men at troen er en gave, som man altså hverken kan gøre sig fortjent til eller være skyldig i at miste. Så selvom jeg ikke tror, tror jeg, at tro dybest set er en nåde.