Der var 10 minutter tilbage af optagelsesprøven. Jeg var 20 år, sad til sprogtest på Østerbrogades Kaserne i København, og foran mig lå to siders tekst på swahili - et sprog, jeg intet kendte til. Den ene side var oversat til dansk, og prøven bestod i, at jeg skulle oversætte den anden side til dansk på en time. I 50 minutter sad jeg uden at forstå et pluk, mens panikken bredte sig i min krop.
Men pludselig kunne jeg se ord, der gik igen og en enkelt sætning, der gentog sig på den side, som jeg skulle oversætte. Med de sikre ord og den sætning, der gentog sig, arbejdede jeg mig hastigt fremad, og da papiret blev taget ud af min hånd, havde jeg oversat det hele indtil midten af sidste sætning.
Den oplevelse af, at jeg var i stand til langt mere, end jeg troede muligt, ændrede mit liv. Jeg er vokset op i et indremissionsk hjem på en gård uden for Hurup i Thy, så at kunne bestå en todages optagelsesprøve på Forsvarets Sprogskole i København var uendelig langt væk fra det, jeg kom fra. Og det gav mig en selvtillid, som førte mig videre.
Jeg kom igennem nåleøjet, blev optaget på skolens russiskhold og begyndte på en eliteskole, hvor jeg ikke kun lærte russisk sprog i rekordtempo, men hvor en hel verdensdels kultur og historie åbnede sig for mig. Jeg blev presset til det yderste i indlæring. Jeg fik en lederuddannelse. Men jeg fik først og fremmest mere og mere selvtillid. Jeg flyttede grænser med syvmilestøvler inde i mit hoved, for i min selvforståelse var jeg stadig en bondedreng fra den yderste roerække. Med Thisted Amts Tidende og Indre Missions Tidende som horisont. Nu opdagede jeg, at jeg kunne klare mig blandt de bedste, selvom de fleste af de andre kom fra velstimulerede overklassehjem.
Jeg er ikke i tvivl om, at det var de 10 minutter med en tekst på swahili, der satte gang i en rejse, som gjorde, at jeg har været øverste chef i hele mit arbejdsliv. Jeg har aldrig siden været bange for at kaste mig ud, hvor jeg ikke vidste, om jeg kunne bunde. Da jeg stod i spidsen for at bygge TV Midt/Vest op fra bunden, anede jeg intet om at lave fjernsyn. I dag kaldes vi af og til for talentfabrikken, fordi vi udklækker rigtig mange dygtige reportere og fotografer, og det skyldes i høj grad, at vi fra dag ét vælter dem ud i opgaver, der er større, end de tror, de kan klare. Sådan flytter vi hegnspæle inde i deres hoveder, og sådan nærer vi deres selvtillid - ligesom det skete for mig i sin tid.
På den måde følger min oplevelse for 45 år siden mig stadig. Det gør den også på andre områder, for den åbnede ikke blot mine øjne i forhold til egne evner, den gjorde det også i forhold til mit syn på omverdenen. Ved at forfølge mine ambitioner fik jeg jo indsigt i kultur, historie, geografi og litteratur på højt plan, og det gav mig en langt bredere horisont, end jeg ellers ville have fået. Så jeg er glad for, at jeg ikke blot gav op, fordi opgaven tilsyneladende så umulig ud.