Retten er sat på Vikingepladsen Ravnebjerg. Vikinger og andet godtfolk er stimlet sammen for at følge dramaet og kommer med tilråb undervejs.
I midten af rundkredsen står lovsigermanden med langt gråt hår og hyllet i skind med de to stridsmænd Ravn og Orm.
Det, der skal afgøres denne julidag, er, om det var et ærligt eller uærligt drab, da Orm dolkede Ravns søn ihjel.
Ærligt vil det være, hvis Orm slog ham ihjel ansigt til ansigt og derefter gav besked om sin ugerning på gårdene i området.
Efter en del diskussion frem og tilbage mellem de to krigere lyder afgørelsen fra lovsigermanden:
”Vi skal have en afgørelse. Der er ikke mere at sige. Lad klingerne tale. Vi går til haslerne,” siger han og tilføjer:
”Må guderne sikre jer en god kamp.”
En kraftig blæst rusker i de gamle trækroner og får teltdugene til at blafre, og der lugter af bål fra de mange tændte ildsteder her på det årlige vikingemarked på Ravnebjerg i Sagnlandet Lejre.
Her er omkring 100 fritidsvikinger fra hele landet samt Tyskland, Norge og USA.
Kvinder i lange hørkjoler med vævede bælter bundet om livet og hennafarvet hår, mænd med skind over skuldrene og langskaftede støvler og børn i bare fødder og uglede lokker.
De har slået sig ned i en uges tid for at leve, slås, arbejde med deres håndværk og falbyde varer til hinanden og de besøgende, som var tiden skruet tilbage til den historiske periode vikingetiden, anno 800 til 1050 e.Kr.
I et vue ud over pladsen er det som at se Christiania møder Thylejren møder Roskilde Festival møder konkurrencesamfundets lønslaver på udgang.
En af dem er Steffen Vestergaard Klemmensen, der har slået lejr med sin hustru, Juliane, og deres lille datter, Liv, i et telt af hør, som de selv har designet, syet og smedet pløkkerne til.
I det civile liv er de begge ingeniører, og det er andet år, at de er kommet for at leve som vikinger iført plantefarvede kjortler og håndsyede lædersko.
”I begyndelsen var vi nødt til at have vikingetøj på og gik og fniste lidt ad det. Men pludselig blev tøjet det bedste. Man kan jo sætte sig på jorden uden at tænke på at blive beskidt.
Og at kunne smide sit fine ingeniørtøj og rulle sig i græsset er megafedt,” siger Steffen Vester-gaard Klemmensen.
Sagnlandet Lejre breder sig over 43 hektarer. Museet, hvor der kan gås på opdagelse i huse og miljøer fra stenalder, jernalder og vikingetid med arbejdende værksteder og gamle husdyrracer, har netop fejret 50-årsjubilæum.
Senere på sommeren i uge 31 og 32 bliver Ravnebjerg befolket af familier, der holder vikingeferie med indbygget læring om vikingernes liv og levned, metoder og materialer og dertil et togt med vikingeskib.
Men lige nu har Ravns og Orms drabelige holmgang - udfaldet af den vendes der tilbage til - givet vikingerne appetit.
De står i kø ved udekøkkenet, hvor der bliver øst linseret, æg, fisk, hjemmebagt brød, ost og smør op i deres træskåle.
Roen sænker sig, mens der spises, og imens fortæller Jutta Eberhards, der er leder af museets vikingeområde, at vikingerne kan opdeles i tre grupper:
Krigerne, der som deres erobrende forfædre elsker at slås og bruge våben. Håndværkerne, der smeder i sølv, bronze og jern og garver læder.
Og kvinderne, der plantefarver garn og stoffer, laver perlesmykker, skindarbejde og syr og laver huer, vanter og hjemmesko i nålebinding, som er en slags hækling med bennål.
”Vikinger er et særligt folkefærd, der gør sig umage med tøj og udstyr. De går op i værdierne fra vikingetiden, som er at være et menneske, der gør det gode, at være frænder og vie sig til slægtskabet.
Vikinger er ikke kun voldelige, de sysler også med håndværk og sætter pris på fællesskabet om bålet, at spise sammen og udbringe en Brage-skål for et godt liv og de gode gerninger, man vil gøre i løbet af året,” siger Jutta Eberhards og tilføjer, at på Ravnebjerg tror de på de gamle guder, men alle er velkomne, uanset hvilken religion, man bekender sig til.
Jess Vestergaard, der er tidligere skovfoged, nu folkepensionist, hører til håndværkerne.
Det er tredje år i træk, at han deltager på vikingemarkedet, og han huserer i et stort brunt smedetelt på Ravnebjergs alfarvej med at støbe smykker og brugsgenstande i bronze og sølv efter metoder, der ligger tæt på dem, som vikingerne brugte.
Hans interesse for håndværket daterer sig tilbage til drengetiden, hvor han støbte tinsoldater.
”Hvis du bliver folkepensionist og ikke er gammel og skal på plejehjem, nytter det ikke at sætte sig i en stol og sygne hen.
Du må finde på noget at gå op i,” siger Jess Vestergaard.
En af de teknikker, han benytter, er den såkaldte cire perdue, hvor en voksfigur bliver pakket ind i ler, brændt, så voksen forsvinder, hvorefter bronzen fyldes i det tilbageblevne hulrum.
Under arbejdet har han en makker til at trække bælgen, mens han selv passer badet af metal.
”Jeg støber også i en fedtstensform, der er fundet og fra vikingetiden. Jeg eksperimenterer i høj grad og var to år om at finde ud af, hvordan man bruger den,” siger han.
På disken i teltåbningen ligger nogle af hans fine arbejder i sølv og bronze. Brocher, i ental kaldet fibel. Thors hammer i flere eksemplarer, der er støbt i sten og smedet ud i facon.
Lange knappe-nåle, der er trukket og foldet - i fagsproget hedder det støling, sinding og trådtrækning. Og kors, der er støbt efter en form fra vikingetiden, der er fundet i Nordjylland under kartoffeloptagning.
Originalen opbevares på Nationalmuseet, og Jess Vestergaard passer godt på sin kopi, der er pakket ind i stof.
”Jeg kan godt lide at komme her på grund af det tempererede klima, folks indstilling, og fordi man kan have det hyggeligt og lave noget i relation til virkeligheden.
Og så er det jo trods alt historie,” siger Jess Vestergaard, der har det meste af sin familie med: Hustru, datter, svigersøn og barnebarn samt sin søn og anden datter.
Ikke langt derfra står Alex Uth, der bor i det nærliggende Hvalsø, og hvis borgerlige erhverv er at skrive fantasy-bøger for unge.
Hendes vikingenavn som frivillig ved Ravnebjergs ting er Thogun, og hun er klædt som en ægte skjoldmø i himmelblå kjole i hør og selekjole i rød uld.
I sit håndvævede bælte bærer hun en dolk, en køkkenkniv, en vildsvinetand, en messingring, en krageklo, Thors hammer og et foderal med salt - datidens guld.
Det er Alex Uth, der varetager rollen som fortæller under tingets rettergange, og det er også hende, der har bygget sagerne op fra de såkaldte landskabslove, deriblandt Jyske Lov.
”Jeg kommer her for at formidle lov og ret. Juraen interesserer mig, og jeg synes, at det er spændende, at der i vikingetiden var en anden retsforståelse end den, vi har i dag.
Dengang kunne den ene parti i en retssag kræve holmgang. I dag går man også op i skyld og moral og er blevet et samfund, der er afhængig af det talte ord,” siger Alex Uth.
Hun forklarer, at udfaldet af dagens rettergang kom sig af, at Ravn ville have blod, mens Orm gerne ville betale sig fra drabet. Og at det var Ravn, der fik sin vilje.
I den firkant af fire hasselkæppe, der er lagt ud på en lille bakke, står de to krigere nu over for hinanden, Ravn med et sværd, Orm med en økse, og begge med et træskjold i venstre hånd. Reglen er, at hvis Orm får begge fødder uden for haslerne, bliver han fredløs, og Ravn kan dræbe ham, når han vil.
Slaget er drabeligt. De to mænd, der har det lange hår sat op i autentisk vikingeknude, slår til, og flis af skjoldene fyger hen over hovederne på det hujende publikum. ”Kom så, Orm,” og ”Vis nåde, Ravn,” lyder tilråbene.
Men Ravn er uden barmhjertighed. Han borer sit sværd ind i Orms ene arm, han mister fodfæstet, og først er den ene fod, derefter den anden uden for haslerne.
En kvinde går hen til Orm og tager afsked med ham, hvorefter han stikker i løb. Ravn farer efter ham. Det går hurtigt. Så lyder råbet fra lovsigermanden: ”Han er død!”.
