Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Den dag Palle, Hanne, Børge, Erik, Steve og Peer flyttede en kilometer

I løbet af to uger flyttede Kildevæld Sogns Plejehjem sine 60 beboere i små grupper på seks ad gangen. For at gøre dagen lidt festlig blev beboerne kørt på udflugt i en minibus, mens et flyttefirma pakkede deres møbler og habengut ned og op igen. Fra venstre er det Steve Jørgensen, 67, Winnie Flemholt, som er Børges datter, Palle Clemmensen, 84, Børge Ove Nielsen, 95, og Hanne Andersen, 71 år. Alle fotos: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen

I løbet af to uger i januar flyttede Kildevæld Sogns Plejehjem på Østerbro i København alle sine 60 beboere i små grupper på seks ad gangen til det nybyggede Klostergårdens Plejehjem på Strandvejen på Østerbro. Kristeligt Dagblad var med på flytteudflugtens næstsidste dag

En lidt slukøret flyttemand sidder foran værelse 204 på Kildevæld Sogns Plejehjem og venter.

På linoleumsgangen står en samling orange flyttekasser foldet og klar til at blive fyldt op, så tidsplanen ikke skrider. Flyttefirmaet begyndte nedpakningen af værelser klokken 9.00, og nu er klokken 9.20.

Og det er 84-årige Palle Clemmensen, som bor i værelset, sådan set ret ligeglad med. Han har netop spist morgenmad og sidder i sin kørestol ved spisebordet. To kvindelige flyttekoordinatorer med badges fra kommunen forsøger at tale den pensionerede psykolog med de klare meninger til fornuft.

”Flyttemanden vil gerne i gang. Du må se at komme ud af boligen,” prøver koordinatorteamet.

”Jeg sidder her midt i morgenmaden og ryger en smøg. Har jeg ikke ret til det i mit eget hjem?”

En ansat på plejehjemmet kommer til undsætning i værelse 204.

”Palle, du skal nok få det hele med, også dine glas. Flyttemændene pakker alt ned. Nu skal vi ned til de andre og have noget morgenkaffe. Har du husket at få en jakke med?

”Jeg har et tæppe med, det er godt nok,” mener Palle Clemmensen, der har svøbt et turkisblåt fleecetæppe om skulderen.

Han skodder cigaretten i askebægeret og kigger rundt på de 16 kvadratmeter, der de sidste fire et halvt år har udgjort hans hjem. Lædersofaen, spisebordet med papvinen, bogreolen med bøger af Erling Jepsen, Klaus Rifbjerg, Peter Høeg. Den umulige elektroniske seng, som knurrer om natten. Han indvilger i at lade sig skubbe hen til elevatoren, mens flyttemanden affotograferer værelset med sin telefon, så alt i den nye bolig kan stå som før.

”Så nu har jeg ikke længere adgang til mit hjem?” konstaterer Palle.

Dette er fortællingen om en plejehjemsflytning. I løbet af to uger i januar flyttede Kildevæld Sogns Plejehjem på Østerbro i København alle sine 60 beboere i små grupper på seks ad gangen til nybyggede lokationer på det tidligere Sankt Joseph Kloster på Strandvejen på Østerbro, der ligger en kilometer væk. Plejehjemmet skiftede samtidig navn til Klostergårdens Plejehjem, men personalet, ledelsen og kulturen bestod. Flytningen var en del af Københavns Kommunes moderniseringsplan for plejeboliger og blev besluttet sommeren 2018.

Inden flytningen holdt plejehjemsleder Margit Lundager orienteringsmøder for beboere og pårørende. For når man først er rykket på plejehjem, forventer man ikke at skulle skifte bopæl igen. Til sidst syntes beboerne ikke, der var grund til at tale mere om det, fordi der var så lang tid til. For at gøre flytningen så rolig som mulig besluttede Margit Lundager, at den skulle foregå i mange etaper og samtidig være festlig. Hver flyttedag skulle indledes med morgenmad, hvorefter beboerne skulle på udflugt og spise en god frokost, mens deres hjem blev pakket ned og op igen.

I opholdsstuen sidder dagens flyttehold rundt om et bord med grå dug, røde servietter, tebirkes og kaffe. Hanne Andersen, 71 år, har boet på Kildevæld i fem år, Peer Windahl, 70 år, har boet der i seks år, Steve Jørgensen 67 år, har kun boet på Kildevæld i halvanden måned. Børge Ove Nielsen, 95 år, har boet på plejehjemmet i et år. Hans datter Winnie Flemholt er mødt op i dag for at støtte sin far, der er meget dement og hører dårligt. Og så er der Erik på 94 år, der ikke ønsker at komme i avisen.

Plejehjemmets aktivitetsmedarbejder Sven følger med hele dagen, fra beboerne tager på udflugt, spiser en god frokost, og til de er indkvarteret i deres nye hjem. Hanne Andersen er nervøs for flytningen.

”Alle vores ting på værelset, kommer de med derud?”

”Alt står klart, når I kommer frem,” forsikrer Sven.

”Hvad med fjernsynet, bliver det indstillet. Og hvor henter man sin post?” spørger Hanne.

Palle Clemmensen siger:

”Åh, jeg har det dobbelt med denne flytning. Har det været frydefuldt? Synes I det?

Ingen svarer.

”Skal du tisse, inden vi kører, far?” spørger Winnie og eskorterer Børge mod toilettet.

Minibussen, der skal køre dem på udflugt til Hillerød og omegn, er ankommet. Hver dag har den kørt med seks nye beboere og valgt nye udflugtsmål. Hanne parkerer sin røde rollator. I kurven foran på den ligger hendes huskeseddel. Hun lider af hukommelsessvigt, så på et ark har hun noteret sin nye adresse på Strandvejen 91 og dagens program i detaljer samt punktet ”HUSK”: ”Have min taske og mine penge med ned i min posetaske. Have min jakke på. Have smøger og lighter med også.”

Kørestolsbrugerne bliver trillet ind til sidst og spændt fast med seler efter alle kunstens regler. Så er udflugten i gang. Og i bedste storbystil nydes seværdighederne mest fra vinduerne.

Bussen kører op ad Strandvejen med pragtvillaer på den ene side og et næsten blikstille Øresund på den anden side. Udsigten sætter tanker i gang hos Palle.

”Engang tog jeg ofte cyklen herud og badede. Åh, det var skønt. Jeg var glad for at være i naturen og for at spille håndbold, og så kørte jeg motorcykel.”

Palle Clemmensen har ingen pårørende udover sin nevø, Mikkel, der sommetider forsyner sin onkel med papvin og cigaretter. Den tidligere psykolog har aldrig stiftet familie, og de fleste venner er døde. Som ung rejste han med Mellemfolkeligt Samvirke. Hans veninde fra studietiden, Elisabeth, besøger ham jævnligt. Hun fik hans musselmalede stel, da han skulle gøre klar til at flytte fra Kildevæld.

Selskabet passerer Dyrehaven, Den Gule Cottage og Skodsborg kurbad. Foran Fredensborg Slot standser de kort.

”Se, der er et skilt til Hørsholm, der bor min datter,” siger Hanne, der har tatoveret datterens navn på sin ene arm.

Hanne boede på Amager og gjorde for mange år siden rent på Sundby Hospital, fortæller hun. Senere gik hun en dag op ad trappen til sin lejlighed med to fyldte indkøbsposer. Hun faldt bagover og slog hovedet i trappen og var indlagt på hospitalet i fem måneder. Og så kom hun på plejehjem.

Bussen vender rundt og stopper ved seniorbofællesskabet Strandlund, der ligger ved siden af Charlottenlund Fort. Her er en restaurant, og nu er det frokosttid.

”Hvor er jeg. Hvor er min datter,” spørger Børge fortvivlet.

”Jamen, det er jo mig, far. Jeg er din datter, jeg er lige her,” siger Winnie beroligende.

”Luk mig uuuud,” råber Palle.

Der er sildemadder, roastbeef, medisterpølse og ost til frokost. Hvide, strunke servietter og en stribe havudsigt. Og Sven har piller med til dem, der skal have hjælp til at huske dem.

”Er der ikke en snaps til maden,” spørger Hanne, som i stedet får sig et glas rødvin.

”Og hvad med fedt til brødet?”

”Hvornår kører vi?”

”Om en time.”

”Vi skal jo også have kaffe,” siger Sven.

”Hov, hvor skal du hen Steve,” råber Sven efter Steve, der triller mod døren med sin rollator.

”Bare ud og lade vandet.”

”Har vi husket alle,” spørger Palle, da selskabet igen sidder i bussen.

”Jeg tror, vi har glemt Palle,” svarer Sven muntert.

”Jeg er her, eller nej, vent, jeg er pludselig kommet i tvivl om min identitet.”

”Jeg får snart siddesår,” siger Peer, der er tilfreds med at skulle bo på Strandvejen.

”Det er ren Hollywood. Jeg har sagt til mine venner, at de kun må besøge mig i smoking, nu hvor jeg skal på en mondæn adresse.”

Klokken 14.10 triller minibussen ind foran Klostergården. Foran plejehjemmet holder tre orange flyttebiler. De er tømt, og de seks værelser er indrettet.

”Er det her, vi skal bo? Der er ikke langt til Fakta,” siger Hanne Andersen.

”Velkommen til allesammen,” siger personalet, som tager imod i foyeren.

På en rullevogn står langstilkede glas med bobler og en skål med chokolade.

Hannes veninde Else Marie flyttede i går og er nu kommet ned for at agere velkomstkomité. På Kildevæld boede de på samme etage, men det kommer de ikke til på Klostergården.

”Jeg er bange for, vi ikke kommer til at se hinanden så meget nu,” siger Hanne.

”Jeg dumper forbi dig senere,” lover Else Marie.

På Hannes værelse er indboet på plads. I vindueskarmen står en stor Jesus-figur, som hun har fået af sin datter.

”Jeg er glad for Jesus, men jeg kan ikke lide at gå i kirke. Jeg er kristen på min egen måde,” siger Hanne, der er urolig.

”Jeg tør ikke gå ud, for så kan jeg ikke finde mit værelse igen,” siger hun.

Ude på en af de lange gange står Winnie, Børges datter.

”Min far gik ud som et lys. Nu snorksover han. Jeg kommer igen i morgen tidlig, for når han vågner, aner han ikke, hvor han er.”

Palle Clemmensen er installeret i værelse 216, hvorfra han har udsigt til den jødiske skole, Carolineskolens skolegård. Hans møbler forekommer mindre i den nye lejlighed på 42 kvadratmeter. På spisebordet står alt præcis som før. Papvinen fra Irma, den musselmalede kop med en rest størknet rødvin i bundet og det store askebæger i ler. Efter aftale er malerierne og hylderne ikke hængt op endnu. Palle skal finde ud af, hvor de hænger bedst. Sengen er redt med nyt sengetøj – men den elektroniske seng er strandet i en skæv vinkel, der gør den umulig at ligge på. Ellers har han det ganske godt med flytningen.

”Jeg havde nok regnet med, at jeg ville bo på Kildevæld, til jeg døde, og nu er jeg her. Jeg mener, jeg havde jo ikke noget valg. Hvor skulle jeg ellers flytte hen? Her er pænt. Jeg kan lide det.”

Sengen sætter i gang med en brummende lyd, der får dens ejermand til at sende den et arrigt blik.

”Nu vil jeg ryge min sidste smøg,” meddeler Palle Clemmensen og triller hen til askebægeret, hvor de to skodder fra i morges stadig ligger.

Alt er virkelig, som det plejer. Og så alligevel ikke.

I minibussen passerer beboerne blandt andet Fredensborg Slot, hvor de standser kort. Ligesom sightseeing i en storby bliver de siddende i bussen. Det er for besværligt at komme ud med kørestole og rollatorer. Foto: Leif Tuxen
Børge Ove Nielsen, 95, var en af de 60 beboere, som i januar flyttede fra plejehjemmet Kildevæld til plejehjemmet Klostergården på Østerbro. Han er dement og forandringer gør ham utryg. Derfor var hans datter Winnie Flemholt med hele dagen. Foto: Leif Tuxen
Det er vigtigt at gære flytningen til en god oplevelse. Personalet har sørget for bobler, vand og chokolade til beboerne, da de når frem til Klostergåden. Foto: Leif Tuxen
Første elevatortur på Plejehjemmet Klostergården. Om lidt vil Palle, Børge og Erik se deres nye hjem for første gang. Foto: Leif Tuxen
Palle Clemmensen er tilfreds med nu at have dobbelt meget plads og parketgulve. Den elektroniske seng driller dog fortsat. Præcis som i hans gamle værelse. Foto: Leif Tuxen