Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Anne Glad snød døden

Anne Glad er kendt fra DR, hvor hun hver uge medvirker i programmet ”Kender du typen”. - Foto: Carsten Lundager

Da livsstilsekspert og strategisk direktør Anne Glad med nød og næppe undgik en brutal død, besluttede hun altid at handle på sin intuition. Og få det meste ud af hver eneste dag

Det var sommeren 1991. Jeg var lige blevet student og skulle til Paris som au pair efter ferien, så der skulle tjenes nogle penge. Min morbror Uffe havde i mange år givet et tilskud til lommepengene ved at hyre mig som markarbejder, selvom jeg næppe var verdens mest effektive arbejdskraft. Arbejdet bestod primært i at trække stokroer, fjerne flyvehavre fra såsæden og hyppe de økologiske løg og gulerødder, der skulle blive til babymos.

Det betød, at jeg hver morgen satte mig op på cyklen i det nordlige Odense, hvor mine forældre bor, og cyklede de syv kilometer til gården. En smuk tur i de disede sommermorgener på den lange, mennesketomme landevej. Efter nogle uger fik jeg følgeskab.

En mand, der var klædt i en sort træningsdragt fra en af sergentskolerne, lagde sig i mit baghjul de sidste fire-fem kilometer. Da jeg drejede fra landevejen og op mod gården, råbte han efter mig, at jeg havde holdt en fin gennemsnitsfart.

Næste morgen ventede han på mig. Igen iført den sorte træningsdragt. Han fortalte lidt om sit job og afsluttede med at invitere mig i biografen.

Egentlig var han ikke ubehagelig, måske en smule anspændt, så det var nok det karseklippede hår og den sorte dragt, der gav mig en svag fornemmelse af uro. Hans fremtoning var usædvanlig på et tidspunkt, hvor drengene havde langt hår og pigerne flagrende gevandter i krøllet bomuld.

Jeg afslog invitationen - jeg havde jo en langhåret kæreste i forvejen.

Det føltes nærmest som en tilfældig indskydelse, da jeg samme aften fortalte min mor om mit nye bekendtskab. Og min kloge, kloge mor reagerede prompte:

”Hør her, skat. Jeg er træt af at spilde min sommerferie på at sove længe. Jeg vil faktisk hellere op og have noget ud af dagene, så jeg kører dig på arbejde de sidste uger.”

Og sådan blev det. Jeg blev bragt og hentet og var selvfølgelig lykkelig for at slippe for den lange cykeltur.

Nogle dage senere var jeg i biografen med den langhårede kæreste. Uden for biografen sad min bejler og stirrede på os.

Næste morgen blev en ung kvinde fundet myrdet i en baggård. Bestialsk dræbt med utallige knivstik fra en lang jagtkniv.

Jeg tog til Paris og glemte alt om manden. Indtil mine forældre samme vinter besøgte mig i Paris og fortalte, at manden var blevet fængslet. Efter at have myrdet den unge kvinde tog han til Fremmedlegionen. Da de afslog at optage ham, måtte han vende tilbage til Danmark, hvor han blev pågrebet for drabet. Han forklarede, at han ofte gik i biografen - og som regel medbragte sin kniv.

Jeg husker tydeligt selve den begivenhed, da mine forældre nænsomt fortalte, hvad der var sket.

Men lige så skelsættende for mig var, at jeg fortalte min mor om manden.

Det har givet mig en klippefast tro på min egen intuition og på at handle efter den. Vigtigere endnu, så har forløbet udstyret mig med en sikker fornemmelse af, at jeg er heldig. Nogen holdt hånden over mig.

Min skytsengel den sommer var ganske vist min mor, men det er ikke den eneste gang i mit liv, jeg har været ekstraordinært heldig. Måske tillægger jeg disse begivenheder større betydning, end andre ville.

Men jeg føler mig taknemmelig for livet. Hver morgen. Og forpligtet til at få det meste ud af hver eneste dag. Af mit arbejde. Af kærligheden.

Hvis ikke jeg vågner med den følelse, så ved jeg, at jeg er på vej ned ad et forkert spor, og så vælger jeg en ny rute.