Prøv avisen

Filosof: Den enkeltes ansvar er blevet hjemløst

I dag er det blevet sådan, at vi forlanger, at nogen skal stilles til ansvar, hvis der er sket en hændelse, eller noget ikke fungerer, som det skal, mener professor i pædagogik og filosofi Lars-Henrik Schmidt. Foto: Leif Tuxen

Moderne mennesker har ingen forståelse for skyld, og derfor er det at påtage sig et ansvar blevet en symbolsk gerning, siger professor i pædagogik og filosofi Lars-Henrik Schmidt

Engang lå stoltheden over at arbejde i det offentlige ikke hos den enkelte, men i etaten. Det samme gjaldt for håndværkere, hvor håndværket var større end dem selv.

”Jeg mener, at velfærdsstatens forfald skyldes, at man har individualiseret hver enkelts indsats og dermed glemt, at den indsats er en del af en større sammenhæng. Derfor føler det enkelte postbud i dag ikke ansvar for, at posten skal ud. Og den enkelte kan lave en fejl nede i systemet, men vi mener, at det er systemets skyld,” siger Lars-Henrik Schmidt, professor i pædagogik og filosofi ved DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse, Aarhus Universitet.

Han nævner det som eksempel på, hvordan det at påtage sig et ansvar i mange forbindelser er gået hen og blevet en symbolsk gerning.

”I dag har ansvar som begreb overtaget rummet efter det, der tidligere var en skyldsforestilling. Moderne mennesker har ingen forståelse for skyld. ’Skyld i’ kan oversættes til ’årsag til’ – grunden til. Hvem er skyld i dette? Hvem er gerningsmanden bag det, der er sket her? Men i dag siger man, at nogen har ansvar for det ene eller andet. Dermed mister man forbindelsen tilbage til det oprindelige, skylden, og derfor er ansvar blevet til noget symbolsk,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Han gør opmærksom på, at der i forbindelse med at have ansvar i dag også bruges det at referere.

”I moderne sammenhæng skal nogen have ansvar for det, der foregår. Derfor skal du referere til en overordnet, og hvis du gør det, har vedkommende i sidste instans også ansvaret for det, du har gjort. Så kan der ske det i en organisation eller virksomhed, at ansvaret ender et sted, hvor ingen kender noget til det, der er sket, en chef eller direktør, der så påtager sig ansvaret. På den måde kan ansvaret skubbes fra sig og bliver dermed en symbolsk og ikke en moralsk størrelse som tidligere, hvor det involverede et selvforhold, og at man kunne svare for sig selv. Det er problematisk, for så kan en direktør sige, at ’ja, det er ganske vist mit ansvar, men ikke min skyld. Mine underordnede er nogle idioter, men jeg har ansvaret og er derfor prygelknabe’.”

”Vi er altså gået fra at være skyld i noget til at have ansvar for noget. Når skyld og ansvar bliver revet fra hinanden, skaber det problemer, for hvordan kan du så tage ansvar? At vokse op og blive et myndigt individ er også at kunne tage det på sig, som man er skyld i. I den sidste ende er det en selv, der har ansvaret, for ’jeg kunne have handlet anderledes’,” siger Lars-Henrik Schmidt og peger på, at der kan være områder, hvor det enkelte menneske værger sig mod at have ansvar.

”På hvilken måde er du for eksempel ansvarlig for den fejlslagne politik i Afghanistan? Dér er ansvaret svært at håndtere. For hvornår gælder det dig selv, din familie, lokale borgere eller nationen? I kirken gælder ansvaret enhver – næsten. I guddommelig indgriben har du ansvar for menneskeheden. Og når man påtager sig skylden, påtager man sig også synden. Sådan er det i kristendommen.”

”Derfor er ansvar et årsagsbegreb: Du kan stilles til ansvar, fordi du kunne have handlet anderledes, men ikke gjorde det. Det påhviler dig, fordi du tog det valg. Så kan du sige: Ikke mig, jeg tog ikke noget valg. Men det er også at vælge. Du slipper ikke ud af kniben. Heller ikke hvis du henviser til myndighederne. Hvem har myndigheden? Der er ingen i vores samfund, der ikke har myndighed, medmindre de har fået en formynder på grund af demens eller handicap.”

Ifølge Lars-Henrik Schmidt er det i dag blevet sådan, at vi forlanger, at nogen skal stilles til ansvar, hvis der er sket en hændelse, eller noget ikke fungerer, som det skal.

”Vi har svært ved at acceptere den blotte hændelige hændelse og vil hele tiden have, at der er nogen, der har et ansvar, eller at der er en årsag til, at noget er sket. Det kan man stort set aldrig få, men vi leder efter gerningsmanden. Engang var det ham, der havde skylden, i dag er det ham, der har ansvaret.”

”Når nogen så påtager sig et ansvar, er det blevet for let: ’Ja, det er mit ansvar, det skal der ikke herske tvivl om, men det er ikke min skyld’. På den måde er ansvaret blevet en for renvasket størrelse. Det er ren forretning og et symbol uden mærkbar forpligtelse. Men i skylden er det dig, der er en forkvaklet person, der kunne have handlet anderledes.”

”Derfor har folk i dag let ved at beklage, for det betyder ikke noget for dem. ’Det har ikke noget med mig at gøre, tingene er blevet sådan omkring mig.’ Men det moderne ansvar viser tilbage til pligtforholdet. Det er i skylden, at man står i gæld til nogen. Man skylder Herren for sin fødsel og er bundet i et pligtforhold,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Han vil gerne anbefale, at forbindelsen mellem skyld og ansvar bliver genetableret.

”I stedet for som nu, hvor der altid skal findes en syndebuk, hvis noget er gået galt. For vi kan kun føle os personligt ansvarlige i noget, vi føler, vi har del i og skyld for.”

”Set i det lys burde vi skamme os over, at der er blevet indført whistleblower-ordninger, hvor medarbejdere anonymt kan angive forhold i virksomheder og organisationer. I gamle dage kaldte man det for at være sladdervorn. Tænk, at det skal være nødvendigt. Det betyder ikke, at den enkelte whistleblower ikke kan være drevet af et moralsk ansvar. Men det viser, at det at stole på almindelig anstændighed – det kan vi ikke i dag.”

”Engang var man stolt over at arbejde i staten, men efter at arbejdskraften er blevet individualiseret, føler for eksempel det enkelte postbud ikke længere ansvar for, at posten skal ud,” siger Lars-Henrik Schmidt.