Prøv avisen
Spørg om livet

Laila har gået i terapi i 25 år: Jeg er den evige patient

Dagens spørger har gået i terapi hele sit voksne liv.

Er jeg blevet afhængig af terapi og har tilpasset mig terapeuterne, sådan som jeg i barndommen tilpassede mig mine forældre, spørger Laila, der har gået i terapi i 25 år

Kære brevkasse

Jeg har på en måde ligget på en briks, fra jeg gik i niende klasse og til i dag. Jeg har været i hænderne på forskellige terapeuter; psykologer, psykiatere og psykiatriske sygeplejersker. At have været i psykologiens terapeutiske arme, siden jeg var en ung pige, må have sat sit præg. Jeg følte mig fra de første møder med børnepsykologen forstået, og jeg oplevede, at jeg blev lyttet til for første gang, at jeg fik en stemme, og at jeg havde ret til at tale fra hjertet - uden at skulle tage hensyn til andre mennesker.

Kan man blive afhængig af dette? Måske. Om ikke andet fik jeg et frirum i konsultationerne hos psykologen, og på den anden side lærte jeg hurtigt at blive en god patient. Des mere hun smilede og nikkede, desto mere opmærksom blev jeg på, hvad der fik hendes smil frem, og hvad der fik hende til at nikke. Jeg er den ”gode” patient. Jeg er superb til at sætte ord på mine følelser, er ærlig som dagen er lang og er modtagelig for fornuft og argumenter. Er jeg mon blevet det af alle disse års terapi? En god patient? Og kan jeg være blevet afhængig af at være den gode patient?

Jeg ved det ikke, men tanken strejfer mig af og til. Hvorfor al denne terapi? Har jeg overhovedet brug for det mere? Jeg har været i terapi, siden jeg var 14 år, og jeg er næsten 40 i dag. Hvornår er det nok? Jeg har været så langt ude i de neurotiske afkroge, at jeg har mistænkt alle disse års terapi og velmenende terapeuter for at have givet mig et forskruet selvbillede. At jeg er blevet nedbrudt, for at jeg som voksen skulle opbygges igen. Det tror jeg nu ikke på, men tankerne har da været der. For jeg føler mig ikke så usikker, som de forskellige terapeuter gennem årene har ment, jeg var, ej heller, at de ville og skulle styrke mit selvværd.

Jeg har glemt mange grumme ting og traumer fra barndommen, men jeg ved godt, at det ikke var nemt for mig, og at mine fordrukne forældre var lige dele svigt og kærlighed. Jeg har dog altid valgt at se kærligheden i min mor, men de forskellige terapeuter har gerne villet have, at jeg skulle erkende eller indse, at hun også var grum og forkert. Særligt det sidste har været ubehageligt for mig. Al den morsnak; jeg brød mig aldrig om det. Men jeg var den gode patient og gjorde, som der blev forventet af mig. Får du at vide af forskellige autoriteter gennem mange år, at du har haft en ”forkert” mor, der er skyld i dine smerter, at du er usikker på dig selv, fordi du ikke blev set og hørt som barn, og at din barndom var ekstremt smertefuld og fuld af svigt og ensomhed, ja, så begynder man at tro på det og opfører sig også, som de forskellige autoriteter vil have en til. Er det forskruet, at jeg tænker sådan? Måske er jeg ikke selvudslettende, men giver plads til den anden? Måske er jeg ikke usikker på mig selv, men åbensindet? Måske ser jeg min mor i lyset af hendes baggrund og al den kærlighed, hun gav mig, fordi det er det rigtige at gøre?

Venlig hilsen Laila

Kære Laila

Tak for dit brev, hvor du spørger, om man kan blive afhængig af terapi. Ja, det tror vi, man kan. Og så skynder vi os samtidig at sige, at det er der i nogle henseender ikke altid noget dårligt ved. Det kommer ganske vist an på rigtig mange ting. Der er nogle mennesker, som er så sårbare, og som måske har oplevet så mange svære og traumatiske ting, at man ikke kan forvente, at alt bliver helet og nyt, uanset hvor meget og hvor længe terapien varer. Men mange kan ved kontinuerlig og vedvarende støtte og kontakt med en god behandler alligevel få et godt liv på trods af en måske tung livsbagage.

Vi har i forhold til psykologiske ting ofte en forestilling om, at det skal afhjælpes ved terapi. Og det er heldigvis også ofte muligt, afhængigt af hvad det drejer sig om, og af om man får den rette person som behandler. Men ligesom der er mange mennesker, der må leve med kroniske fysiske lidelser, sådan er der også mange psykisk sårbare, der må leve med en kronisk tilstand, som man må prøve at begrænse eller få hjælp til at leve så godt som muligt med. Og her er det, at mange kan have brug for måske livslang terapeutisk støtte og behandling. Det vil man ikke kalde afhængighed, lige så lidt som man vil kalde det afhængighed, at et menneske med sukkersyge må leve med tilførsel af insulin resten af livet.

Når det er sagt, kan terapi også nogle gange blive en erstatning for at prøve livet i de almindelige fællesskaber. Nogle mennesker, for eksempel med undvigende personlighedstræk, kan føle det utrygt at ”rejse hjemmefra” efter nogen tid med terapi og selv prøve vingerne af i en større verden. Og så synes de måske, det er tryggere at vende tilbage til afhængigheden af en terapeut, som kan støtte og trøste. Er terapeuten både varm og fagligt kompetent, vil han eller hun forhåbentlig kunne se bag om dette og hjælpe med de udfordringer, der skal til for at hjælpe vedkommende til at tage mod til sig og finde ligeværdige og fortrolige venner uden for behandlingsverdenen.

Vi kan ikke afgøre, om du er blevet afhængig af terapi på den mere uhensigtsmæssige måde. Men når du selv er inde på det, synes vi, at du skal tage dit eget spørgsmål alvorligt og prøve at tage en længere terapipause. De første uger eller måneder får du måske ”abstinenser”, men efterhånden vil du meget vel kunne opdage, at du kan finde vejen selv sammen med gode venner. Sagt på en anden måde, at terapien trods alt har efterladt så megen kompetence og lærdom i dig, som du nu kan drage nytte af efter så mange år.

Du nævner, at du er vokset op hos fordrukne forældre. Det er for mange børn en meget hård skæbne. For mange sådanne børn bliver ofte alt for dygtige til at bruge deres kræfter og antenner på at tilpasse sig de voksne og være ”rigtige” for om muligt at få bare en vis kærlighedsytring eller anerkendelse til gengæld. På den måde kan mange overføre disse mekanismer til diverse autoriteter eller for eksempel til deres terapeut, når de er i behandling. Og ad den vej blive det gode barn eller ”den gode patient”, som du nævner.

Mange hilsener
Annette og Jørgen