Prøv avisen
Seniorliv

Et historieløst samfund er en farlig drøm

I hælene på den amerikanske ”Black lives matter”-bevægelse har flere statuer af mennesker med tilknytning til slavehandel i den vestlige verden måtte lade livet. Her ses demonstranters forsøg på at rive en statue ned af Andrew Jackson i Washington. Foto: Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix

Den seneste tids krav om at nedrive monumenter og ændre på gadenavne med relation til slavehandel er bekymrende. Hvordan skal man advare mod gentagelser, hvis man fjerner den slags fra den fælles erindring?

I 1945 skrev min mor med tanke på min opvækst, at hun håbede, at jeg ville lære at skønne på ordene: ”Hver glans, hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn!”.

Det var efter min mors mening ikke det pletfrie Danmark, der skulle være mit land, men Danmark, sådan som det nu engang er. Det var heller ikke noget pletfrit Danmark, der kom ud af besættelsestiden, hvilket har givet nogle af nutidens politikere anledning til at sige undskyld for fortidens synder. En af mine bekendte gik endog så vidt, at han også sagde undskyld for kongemordet i Finderup Lade.

I hælene af den amerikanske ”Black lives matter”-bevægelse er det blevet til et krav, at man nu skal sige undskyld for slavehandelen. Ja, ikke blot det! Man skal også fjerne monumenter og gadenavne, som kan vække mindelser om den tid. Det er et farligt eksperiment. Efter min opfattelse er det de kommunistiske lande og andre diktatoriske regimer, som har søgt at redigere fortiden ved at skrive de ting, man ikke kunne lide, ud af historiebøgerne.

I demokratiske lande må vi derimod leve med dem. Af samme grund har jeg vænnet mig til at sige ”vores regering” i stedet for det distancerede ”denne her regering”. I et folkestyre er det ”vores regering”, skønt den måske hverken har fået min stemme eller har min sympati.

Faren ved at ville redigere fortiden er den, at vi ender med at blive historieløse.

På tysk har man to ord for det, som vi på dansk sammenfatter under begrebet ”historie”. Dels har man ordet ”historisch”, som betegner den fortalte historie, som man kan nedskrive, og som man derfor også kan redigere ved at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, hvilket man bliver nødt til, hvis man for eksempel vil skrive sin selvbiografi.

Og så har man et andet ord, som hedder ”geschichtlich”, og dermed betegner man den levede historie, det vil sige den historie, som man ikke har lagt bag sig, men – hvad der er nok så vigtigt – også har med sig. Ikke tilfældigt har det tyske ord ”Geschichte” beslægtet ordet ”Geschick”, som betyder skæbne.

Man kan gøre sig det tankeeksperiment, at man giver sig til at redigere sin egen fortid, så man piller alt det ud af den, som man ikke bryder sig om at tænke på. Det kunne såmænd nok blive til en hel del, hvis man tænker ordentligt efter. Jeg skal for mit eget vedkommende undlade at komme med eksempler. Men de er der! Nogle af dem har været med til at forme mit levede liv og burde derfor være med i min fortalte historie. Men det undlader jeg. Så der er nok ingen, der kommer til at se min selvbiografi.

Dette har ikke noget med historieforfalskning at gøre. Det vil det først blive, hvis jeg faktisk skrev min selvbiografi, men bortredigerede de mere pinlige detaljer. Men selvom de ikke kommer med i min fortalte historie, er de der alligevel. De er stadig en del af min ”Geschichte”, mit levede liv, som jeg tager med mig som erfaringer, jeg en gang imellem trækker på, når det er nødvendigt.

Hvis jeg nu fuldkommen havde amputeret mine ufortalte eksempler fra mit levede liv, så jeg ikke længere kunne huske dem, fordi jeg havde fået medicin, hypnose eller været udsat for en ulykke, som havde udraderet dele af min erindring om mit levede liv, så ville jeg jo faktisk ikke mere være den, som jeg mener, at jeg er. Så ville jeg i et eller andet omfang være blevet til en historieløs zombie, som kun i begrænset omfang har nogle erfaringer at trække på.

Man kunne gøre sig et tilsvarende tankeeksperiment, hvad angår samfundet som helhed. Skønt det jo ikke mere er noget tænkt eksperiment, for det er åbenbart det, man er gået i gang med i hælene af ”Black lives matter”, nemlig at redigere i verdenssamfundets levede historie ved at nedrive statuer og ændre gadenavne, som minder om noget, man ikke bryder sig om at tænke på, så det ikke får plads i den fælles erindring. Men hvordan skulle man så kunne advare mod gentagelser?

Man kunne også forestille sig et andet eksperiment i en modbevægelse ved navn ”Certain lives don’t matter”. Men det eksperiment har ulykkeligvis allerede været gjort i Tyskland for 75-80 år siden, det vil sige på det tidspunkt, da jeg kom til verden, og min mor nedskrev sit ønske for mig. Dette eksperiment havde frygtelige konsekvenser! Det er farligt at manipulere med historien!