Prøv avisen
Serie: Mit årti

Tidligere formand for Dansk Sprognævn: I 80'erne har man stadig meget at bidrage med

Tegning: Rasmus Juul.

Hver morgen går Niels Davidsen-Nielsen ud i baghaven og hilser på flagstangen og træet med to bestemte sætninger. Bag den lille vane gemmer sig en taknemmelighed over, at man som 81-årig stadig har meget at bidrage med

Ligesom Shakespeare har Grundtvig skrevet så meget, at man til næsten enhver lejlighed kan planke noget fra hans værker. I hans salme fra 1841 ”For dig, o Herre” står der for eksempel følgende om alderdom:

”Halvfjerdsindstyve er støvets år,/ de stolteste strid og møje,/ om firsindstyve en kæmpe når,/ des mere han har at døje.”

I dag bruger vi udtrykket ”den tredje alder” om den periode af et menneskes liv, hvor det ikke længere arbejder, men stadig kan være aktivt. For mig er det folk i 70’erne, der repræsenterer denne alder. Efter den følger ”den fjerde alder”, og den hører jeg som 81-årig til. Jeg gik af som professor i engelsk som 67-årig, som formand for Dansk Sprognævn som 72-årig og som klummeskriver for Kristeligt Dagblad som 80-årig. Og hvad får sådan en knark som jeg så tiden til at gå med – ud over at læse bøger, spille klaver, gå i kirke og til koncerter og så videre? Det svar, jeg straks kan levere, er, at jeg i mange år har læst lektier med mine børnebørn og stadig gør det med de tre yngste. Det har været en ren win-win-oplevelse. Selv når det har drejet sig om tysk grammatik, har stemningen været let og munter.

Kontakten mellem børnebørnene og mig er heldigvis ikke begrænset til lektielæsning. Da jeg og Louise – der lige er blevet student – for mange år siden havde inspiceret Zoologisk Have, fik hun i forretningen ved udgangen øje på et bjerg af tøjdyr og forelskede sig i en halvstor jaguar. Da den viste sig at koste 350 kroner, sagde jeg, at det var altså for dyrt. Herpå svarede hun snedigt: ”Jeg havde ellers tænkt mig at kalde den Niels.” En af mine venner fortalte mig for nylig, at han kunne se en veltilfreds lille pige for sig forlade haven med sin bedstefar i den ene hånd og tøjjaguaren i den anden.

Når jeg står op om morgenen, går jeg ud i baghaven, ser på vimplen på min flagstang og siger: ”Pris dagen.” Jeg styrer bevidst uden om det nærmest skamredne ”grib dagen”, der ikke udtrykker nogen taknemmelighed. Derpå ser jeg på toppen af træet i havens højre hjørne og tilføjer: ”Én dag ad gangen.” Det lyder måske besværgende, men de to sloganer hjælper mig faktisk til at komme i gang. Inden jeg går i gang med morgenmaden og dagens aviser, laver jeg lidt morgengymnastik.

For mange år siden skrev den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804): ”Som modvægt til livets mange sorger har himlen skænket mennesket tre gaver: håbet, søvnen og latteren.” Den påstand er stadig relevant. Hvis vi ikke har noget at håbe på eller le ad, og hvis vi ikke kan sove, må det være svært at klare livets genvordigheder. For os i ”den fjerde alder” er det måske især latteren, vi kan støtte os til. Som gammel håber man i dag nok mest på andres vegne. Hvad søvn angår, er det vist de færreste gamle, der vågner med Ingemanns ”Gud ske tak og lov. Vi så dejligt sov” på læberne. Selv døjer jeg med onde drømme. I Højskolesangbogen lyder de første linjer i nummer 571 af Knud Michelsen: ”Natten gik med sine drømme./ Sære, sjove, barske, ømme./ Uden viljens kraft og magt.” Heri betones, at vi ikke har kontrol over vores drømme.

Selv i tunge tider kan genvordigheder nedtones med et forløsende grin. Et eksempel har jeg fra min far, der var præst, og som engang blev kaldt ud for at tage en døende gammel gårdmandskone til alters. Da han havde gjort det, ville hun og hendes mand gerne veksle nogle ord med præsten om, hvordan sammenkomsten efter begravelsen kunne tilrettelægges. Konens kardinalpunkt – som hun fremførte med myndig stemme – var, at ”de ska ha sop” (de skal have suppe). Så lod den del af arrangementet til at være på plads. Men det var den ikke, for gårdmanden replicerede irriteret: ”Hol do æ klæp. Do kømme it mæ.” (Hold du din kæft. Du kommer ikke med).

De sidste par måneder har jeg læst korrektur på en engelsksproget udgave af Højskolesangbogen. Den er digteren Arne Pedersen efter 30 års arbejde nu nået i mål med. Arne har udgivet andre oversættelser til engelsk af danske sange, men hans magnum opus er hans ”Alternative Højskolesangbog”.

Da jeg gik i gang med korrekturen, troede jeg, at de fleste af teksterne ville være velkendte for mig, men deri tog jeg fejl. Især hvad temaerne bibelhistorie og folkeviser angår, var jeg nærmest blank. I Grundtvigs salme ”I kvæld blev der banket på Helvedes port” (20 vers!) går forfatteren nærmest amok. Den beskriver, hvordan Jesus efter sin død, men inden sin opstandelse, hjælper Adam og Eva med at afslutte deres afsoning. Dagen efter at jeg havde undret mig over dette bizarre digt, der er baseret på en oldengelsk tekst fra før 680, gik jeg på Statens Museum for Kunst for at se en Hammershøi-udstilling. Da jeg derefter kiggede ind i afdelingen for nordisk malerkunst omkring år 1900, var det første, jeg så, et kæmpebillede af Joakim Skovgaard (1856-1933), hvor en muskuløs Jesus tramper over kranier og slanger hen til Eva, hvis lyse hår når hende til haserne, og som Adam står bagved.

Hvad jeg skal give mig til, når jeg er færdig med at læse korrektur, har jeg ingen anelse om. Men tidligere er interessante opgaver kommet til mig næsten af sig selv. Så jeg vælger at sige det samme som den grandiose optimist Mr. Micawber i Dickens’ roman ”David Copperfield”: ”Something will turn up.” (Noget vil dukke op, red.).

Måske synes De, at min skildring af den fjerde alder ikke er dyster nok. Derfor vil jeg gerne gøre opmærksom på, hvad den franske skuespiller og sanger Maurice Chevalier (1888-1972) svarede på et spørgsmål om, hvordan det føltes at være blevet 80 år: ”Not bad, considering the alternative.” (Ikke dårligt, hvis man tager alternativet i betragtning, red.).

Niels Davidsen-Nielsen er 81 år og professor emeritus, dr.phil. ved Handelshøjskolen i København, CBS. Tidligere klummeskribent ved Kristeligt Dagblad og tidligere formand for Dansk Sprognævn.