En vinterdag i 1989 så Kim Skelmose for første gang en havørn. Det var i Østerild Klitplantage i Thy, at han så rovfuglen med det gigantiske vingefang nærmest glide gennem luften. Skønt det er 27 år siden, husker han synet detaljeret, for dengang var havørnen en sjælden trækfugl. Sådan er det ikke længere. På 20. år yngler havørnen igen i Danmark. Der har angiveligt været havørne i Danmark siden stenalderen, men de sidste blev skudt i 1911 ved Mariager Fjord, og frem til 1996 så man dem særdeles sjældent.
Muligheden for at se en havørn har aldrig været bedre end i år, konstaterer 52-årige Kim Skelmose, da han tager imod på parkeringspladsen ved Egå Engsø ved Aarhus. Der er seks kilometer ind til den pulserende midtby, men en sejlende ørn over storbyen er ikke en Aarhus-historie, men et billede på, hvordan havørnen indtager nyt land. I foråret kom to ørneunger til verden i en skov ikke langt fra Egå Engsø, og siden har man kunnet se de voksne havørne flyve fra vest ind over engområdet og søen i Egå, hvor rovfuglene har hentet måger, ænder og fisk til ungerne i reden. Nu er ungerne fløjet af reden, og man kan være heldig at se fire havørne i Egås grønne åndehul.
”Jeg bliver tit spurgt, hvornår man kan se ørnene. Men det kan jeg altså ikke svare på. Jeg kan heller ikke garantere, at man ser dem, men vi kan sige, at der er særdeles god sandsynlighed for at opleve fuglene her.”
Video: Se her, hvordan Kim Skelmose ringmærker en ørneunge
Der er knap 200 meter fra parkeringspladsen til fugletårnet, og længere behøver man ikke at gå, før man er ved fugletårnet, som er det bedste sted i området at se havørnene. Enkelte entusiaster er klar ved fugletårnet, fra klokken er fire om morgenen, men det er ikke nødvendigt at trodse døgnrytmen for at se en havørn.
”De fleste har en reaktion, når de ser deres første havørn. Man er ikke i tvivl, og selvom man ved, at der er tale om en stor fugl, så bliver man overrasket over, hvor store de faktisk er. For mig er alle fugle smukke, og ørnen har sin egen skønhed.”
Mange har de seneste måneder set havørnene ganske tæt på fugletårnet i Egå, og fuglene lader sig ikke gå på af, at der er mange mennesker ved søen. Lige nu er der ingen havørn i sigte. En gruppe canadiske gæs vandrer gennem det sumpede græs mod søen, hvor en stor flok knopsvaner er forsamlet.
”Er en af havørnene på vej, kan man mærke, at der bliver uro på søen, og man kan høre svanerne og mågerne. Her er et rigt fugleliv, så man er altid garanteret en oplevelse, hvis man tager hertil.”
Kim Skelmose har arvet interessen for fugle fra sin far. I lærerhjemmet i Vestervig i Thy holdt far og søn sammen øje med fuglelivet omkring foderbrættet i haven, og da Kim Skelmose blev ni år, fik han lov til at cykle de godt seks kilometer ud til Agger Tange med kikkert og kinabog. Mens andre drenge noterede bilers nummerplader, tog han hyppige notater om terner, gæs og brushøns, som han så på turene. På en spejdertur til det sydlige Sverige så han som 12-årig sin første ørn: en kongeørn. Han husker ikke meget om lejren, men han husker synet af den store fugl.
”Det er ren fascination. Jeg vil også være begejstret, den dag jeg ser min første ulv.”
Som ung overvejede han, om han skulle læse biologi og gøre ornitologien til levevej, men han fik at vide, at det var en svær branche med ringe jobmuligheder, så han fandt en levevej som supervisor og terapeut.
”Jeg kan dårligt køre en tur i Brugsen uden at tage min kikkert med, for man ved jo aldrig, hvad man kan se.”
Som selvstændig er han fleksibel, og det giver ham mulighed for at sætte tid af til interessen for fuglene. Han er leder af Projekt Ørn, som Dansk Ornitologisk Forening oprettede i 1992 for at få de store rovfugle tilbage til landet. Havørnens genkomst i den danske natur er en succeshistorie. Da man oprettede Projekt Ørn, var målet, at man i 2040 skulle have 75 ynglende ørnepar i landet. Det mål nåede man næsten sidste år, hvor man registrerede 72 ynglende par.
Oppe fra fugletårnet har man en god udsigt over det flade landskab. Kim Skelmose spejder koncentreret mod vest, inden han sætter kikkerten for øjnene. Er havørnenes rede mon i den retning? Skelmose svarer med en replik fra Harald Bergstedt: ”Jeg ved en lærkerede, jeg siger ikke mer.”
De 38 dage, mens hunnen ruger, og de cirka 80 dage, mens ungerne er i reden, er området i skoven med reden lukket af for offentligheden i en radius på 300 meter, for man ved, at ro er af betydning for, at ungerne en dag flyver fra reden som stærke ungfugle. Projekt Ørn har tilknyttet en række såkaldte redekoordinatorer, der indsamler oplysninger og koordinerer den lokale beskyttelse.
Få kommer så tæt på ørnene som Kim Skelmose, der sammen med Lars Ulrich Rasmussen på 10. år ringmærker havørneunger. Når ungerne er mellem 40 og 60 dage gamle, klatrer de to mænd op i reden for at løfte ungerne ned og forsyne dem med en ring. Sidste år besøgte Kim Skelmose otte reder og fik ringmærket 12 unger. I år er det blevet til seks unger i fire reder.
”Rederne er imponerende. Den største, jeg har set, var anslået til at være omkring syv meter høj, og man kan følge, hvordan ørneparret gør klar fra oktober og november, hvor de forstærker reden. Men selvom rederne vejer mellem et halvt og et helt ton, så kan de være svære at se, når man står i skovbunden, for rederne er typisk placeret højt oppe.”
De første år klarede han turen 15 til 35 meter op i træet og ned igen uden hjælp. Hans overkrop er stadig veltrænet, men i dag får han hjælp fra en lille motor, og på den måde kan kroppen klare besøg i flere trætoppe på samme dag.
”Det er noget helt særligt at løfte sådan en unge ned og sætte ring på. Der er stadig meget, vi gerne vil vide om deres adfærd og liv, og her er ringmærkning vigtigt.”
Han tager et plakatrør op af rygsækken. Her opbevarer han svingfjer fra ørne, som han har fundet, når han opholdt sig ved rederne. Med sort tusch har han noteret, hvor og hvornår de enkelte fjer er fundet. Han holder en af fjerene mellem hænderne i en nærmest ærbødig stilhed.
”Imponerende,” siger han og tager en ny svingfjer frem fra plakatrøret.
Svingfjerene er bevægelige, og med dem kan flyvningens hastighed og retning justeres ganske præcist. Skelmose forklarer, hvordan man i ornitologkredse omtaler havørnen som ”den flyvende dør” på grund af fuglens nærmest rektangulære vinger og den korte, kileformede hale.
Da Kim Skelmose så sin første havørn ude i Østerild Klitplantage, var ørnen et særsyn i Danmark. I dag kan man se ørnene ved flere søer og lavvandede, fuglerige fjorde. Hver vinter er 300-400 observatører af huse for at tælle landets ørne. I 2015 talte de 342 havørne over hele landet, men med en vis koncentration i den sydøstlige del af landet.
Havørnen har mange fans. I løbet af ynglesæsonen er der omkring 150.000, som følger livet i ørnereden ved Saksfjed på Lolland, hvor Dansk Ornitologisk Forening har opsat et webkamera og sender såkaldt ørne-tv derfra i de måneder, hvor der er liv i reden, alle døgnets timer. I ornitologkredse forklares fuglens fascinationskraft med det vældige vingefang og med længslen efter noget råt og vildt i en hverdag, hvor tryghed og konformitet råder.
Det trækker op til regn, hvilket ikke er godt vejr til at observere fugle. Kim Skelmose gør klar til at pakke sammen, men inden han sætter kurs mod parkeringspladsen, ser han igen ud mod vest i stilhed.
”Se.”
Han rækker kikkerten. Og ja – det er ganske vist. Ude mod vest er havørnen på vej med de dybe, karakteristiske vingeslag. Aarhus er ørneland.
