Prøv avisen

Forældrene til den afdøde bassist Nicolai Munch-Hansen: Tabet bliver så livagtigt, når vi hører ham synge

I februar 2017 døde Elsa Munch-Hansen og Knud Henning Hansens yngste søn. Siden har parret oplevet at blive fyldt af påskens håb, ligesom glimtvise sansninger i naturen har virket helende. – Begge fotos: Berit Hvassum/Ritzau Scanpix. Scanpix.

Naturen i Bølshavn på Bornholm er en stor del af den person, bassisten Nicolai Munch-Hansen var. Når forældrene går deres daglige tur på og ved klipperne, er det fysisk mærkbart, hvad de delte med sønnen, men der er også en trøst i at gå ud i landskabet

”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”

Johannesevangeliet, kapitel 11, vers 25

For 20 år siden købte Elsa Munch-Hansen og Knud Henning Hansen et opstandelsesbillede malet af Arne Haugen Sørensen i klare farver. Livet igennem har parret samlet på kunst, og der var noget ved Guds store hænder, der tager mod mennesket på Haugen Sørensens billede, som talte til dem. Det sidste år har værket fået en eksistentiel betydning for parret. Ja; det er på en måde blevet et billede på deres yngste søn, Nicolai Munch-Hansen.

Man kan se opstandelsesbilledet, når man sidder ved spisebordet i parrets stue. Stuen domineres af store, sprossede vinduespartier med panoramablik mod klipperne, Østersøen og kystlinjen op til Gudhjempynten. Havet er nærmeste nabo. Naturen her i Bølshavn lidt nord for Svaneke på Bornholm er en væsentlig del af fortællingen om Nicolai Munch-Hansen. Hans farmor og farfar byggede huset i 1930’erne, hvor man på en klar dag kan se Christiansø fra stuen. Uanset vejr kan man se bautastenen ”Hellig Kvinde”, som blev rejst her i jernalderen og siden har været et pejlemærke i landskabet.

Familien Munch-Hansen tilbragte mange somre her, og da Elsa Munch-Hansen og Knud Henning Hansen gik på pension, fik de mulighed for at overtage huset. Hele sit liv har Nicolai Munch-Hansen bevæget sig på klipperne ved huset, og sammen med sine to ældre brødre, Uffe og Christian Munch-Hansen, har han svømmet her, og han er sejlet ud med sin far i jollen med den gamle totaktsmotor.

For godt et år siden døde Nicolai Munch-Hansen, og siden har påsken lyst ind over parrets tilværelse på en ny måde, skønt kristendommen aldrig har været dem fremmed. Elsa Munch-Hansen har i en årrække været sognemedhjælper, og Knud Henning Hansen har som præst og provst forsøgt at trøste familier, som måtte bære deres kære til graven. Nu blev det dem selv, men som Knud Henning Hansen sagde i sin tale ved mindesamværet:

”Der er lys i mørket også over Nicolais grav.”

En flig af det lys nåede parret den tirsdag morgen i februar 2017, hvor de fik beskeden om sønnens pludselige død. De havde sovet længe og ikke bemærket, at deres ældste søn havde ringet forgæves siden klokken fem. Elsa Munch-Hansen nåede ikke at ringe tilbage, inden han ringede op igen og sagde, at Nicolai Munch-Hansen var død ved en ulykke kort før midnat.

Siden parret gik på pension og fik lange morgener, har de gerne haft en fælles andagtsstund i forbindelse med morgenmaden. De skiftes til at læse nogle ord fra Bibelen eller en andagtsbog, inden de beder.

”Da vi havde sundet os lidt, slog Knud Henning op i sin bibel og læste de ord, Jesus siger til Martha, da hendes bror Lazarus er død: ’Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør’. Det er ord, som er centrale for os.”

Knud Henning Hansen har hele livet holdt af litteratur, og en af hans mest skelsættende læseoplevelser var læsningen af Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” for mere end 30 år siden. I romanen læser Sonja, en ung prostitueret, netop det samme vers for morderen Raskolnikov.

”Det blev en stærk læseoplevelse for mig, hvor jeg for første gang så rækkevidden i, at opstandelsesbudskabet er til de nederste mennesker, og det kom til at virke stærkt ind i min forkyndelse af opstandelsen: Det er for de skyldige, Jesus opstod.”

Parret fortæller, hvordan de dagen efter at have modtaget budskabet om deres søns død rejste til København for at være tæt på deres svigerdatter, musikeren Kira Skov, de to børnebørn og Nicolai Munch-Hansens brødre. Kira Skov og Nicolai Munch-Hansen havde optrådt i Blågårds Kirke på Nørrebro og satte pris på den, så Kira Skov valgte, at han skulle begraves fra den kirke, og hun fik kontakt til præsten Marlene Lindsten, som de kendte fra Vor Frelsers Kirke i København.

Da det blev Elsa og Knud Henning Hansens tur til at tale med præsten, spurgte hun, om de havde noget særligt, de gerne ville have trukket frem i talen. Parret bad om, at opstandelsesbudskabet måtte blive fremhævet. Og sådan blev det både i kirken og ved graven på Assistens Kirkegård.

I mange år spillede Nicolai Munch-Hansen fodbold som så mange andre drenge, men da han kom i 5. klasse, fik han en musiklærer i Gudhjem Skole, som vakte hans interesse for musik. Inden havde han fået klaverundervisning i nogle år, men mødet med musiklæreren i 5. klasse satte noget i gang. Forældrene husker det, som om der siden nærmest hang en bas om deres yngste søns hals. Han dannede sit første band og fik sin debut ved et forældremøde i Åkirkeby, hvor han bevægede mange, da han sang ”Amazing Grace”.

Han ville til København og ind på det Det Rytmiske Musikkonservatorium. Målet blev indfriet, da han var bare 19 år, og når man læser de nekrologer, som blev bragt i aviser og fagblade, får man indtrykket af et livsdueligt menneske og en mesterlig musiker, som var en respekteret kunstner i det københavnske jazz-miljø. Mange fra musikermiljøet kom til begravelsen. Over 100 måtte tage til takke med en ståplads i kirken, hvor i alt 400 var samlet til begravelsen.

Nicolai Munch-Hansens første cd var jazzede fortolkninger af salmer, som han udgav som 20-årig sammen med blandt andre sin bror Christian Munch-Hansen. Han efterlod sig ikke ønsker om salmer ved sin død, men gennem årene havde sønnen og forældrene talt så meget om salmer, at det var, som om det var sønnen, som valgte ”Se, nu stiger solen” og ”Tunge, mørke natteskyer”. Den første salme havde han ønsket sunget, da hans yngste blev døbt fire år tidligere. Jakob Knudsens aftensalme anså Nicolai Munch-Hansen for en af de fineste salmer skrevet på dansk.

Da rustvognen kørte fra Blågårds Kirke til Assistens Kirkegård i København blev den fulgt af fire musikere fra Nicolai Munch-Hansen Sextet, som spillede hans nummer ”Levon”. Han komponerede stykket som en hyldest til et af sine musikalske forbilleder, og den lørdag spillede det familien og det store følge til graven. Elsa Munch-Hansen rejser sig og sætter stykket på anlægget og fortæller, hvordan præsten opfordrede alle til at bære en buket med fra kirken til graven.

”Det er et ganske stille musikstykke, som var godt at gå til,” siger hun.

Ved sin død efterlod Nicolai Munch-Hansen en kunstnerisk arv i form af en række indspilninger og kompositioner. Han nåede at medvirke på mere end 50 indspilninger. Forældrene har været til flere mindekoncerter, men det er først nu, hvor dødsfaldet er mere end et år tilbage, at de igen for alvor er begyndt at lytte til hans musik. Han var ikke sanger, men på sit sidste album synger han på tre numre. Elsa Munch-Hansen siger:

”Det er skønt for os, at vi på den måde kan høre hans stemme. Nerven var det, han gik efter, når han arbejdede med musik, og der er også en nerve, når han synger. Men tabet bliver så livagtigt, når vi hører ham synge.”

De har valgt at konfrontere sig med tabet, for de tror ikke på fortrængninger. Ganske mange har lagt vejen forbi hjemmet, og de har kunnet dele minder og tale om tabet. Flere steder i hjemmet har de sat små billeder op af sønnen flankeret af kontrabassen, og i haven har de plantet et æbletræ til hans minde. Det er et Cox’ orange-træ. Når de traver deres daglige tur ved kysten, går Knud Henning Hansen i et par komfortable vandrestøvler, som han har arvet fra sønnen. Det er svært og samtidig helende at tage de støvler på, forklarer han:

”Nicolai er det første, jeg tænker på, når jeg går tur, eller når jeg vågner op om natten. Og det gør ondt, men det er også godt, og jeg tror, det er den eneste vej. Du kan ikke fortrænge det.”

Elsa Munch-Hansen siger:

”Vi er et par, som taler meget sammen, og vi har begge haft et stort behov for at kunne tale om Nicolai i hverdagen, hvor mange minder dukker op.”

Det er minder om, hvordan Nicolai Munch-Hansen den sidste jul lærte sin søn at synge ”Et barn er født i Betlehem”, om sønnen som en trofast ven og som en kompromisløs kok med sans for urter og gode råvarer. Der er minder om hans håndværksmæssige snilde, om skoleeleven, som havde let ved det meste, og som sprang sikkert rundt på klipperne, hvor bølgerne nu slår ind.

Elsa Munch-Hansen siger:

”Man bliver jo aldrig det samme menneske igen, når sådan noget sker, men derfor kan man godt være glad for livet.”

Knud Henning Hansen supplerer:

”Evangeliet lærer os at lade sorg være sorg, trøst være trøst og glæde være glæde. Vi har aldrig elsket naturen og hverdagen, som vi gør det nu. Naturen her var en så stor del af den, Nicolai var, og det, som Nicolai holdt af, holder jeg også af, fra at vandre til at fiske, fra at svømme til at sejle. Det er fysisk mærkbart, hvad vi har delt sammen her, så der er en smerte, men også en trøst i at være her.”

Martin Luther skriver: ”Den kristne glæde er trøstet sorg”. Knud Henning Hansen har kendt citatet i mange år, men efter sønnens død har ordene fået en anden dybde.

”Det kristne håb er det, der holder os oppe og trøster i sorgen. Der er et særligt budskab til de forarmede og knuste i kristendommen. Om vi så var nok så rige, så ville Elsa og jeg være forarmede på grund af vores tab, men det åbner også for den evangeliske trøst. Til jul synger vi med Brorson: ’knuste hjerter føler bedst, hvad denne frydefest af glæde har at bringe’. De ord er blevet eksistentiel virkelighed for os nu.”

Dødsfaldet har ikke anfægtet parrets tro, men der er dage, hvor ordet ”hvorfor” har trængt sig på. Nok havde sønnen succes som musiker, men han havde også delt en drøm om et sporskifte. Han overvejede at gå i lære som bådbygger eller møbelsnedker og kun spille den musik, som han fandt gav mest mening og dermed få en tilværelse med en større grad af ro. Sidste gang, forældrene talte med ham i telefonen, var han på vej hjem efter at have undervist på konservatoriet i Aarhus og virkede træt. Elsa Munch-Hansen siger:

”Han sagde, at han ville komme her et par dage, og her kunne han lade op. Siden har jeg da tænkt, hvorfor han ikke kunne have skyndt sig hjem.”

Hun fortæller, hvordan troen på Guds omsorg er blevet en levet erfaring efter sønnens død. Når hun har læst om Jesu mor i Bibelen, har hun mærket en trøst.

”Jeg tror, lidende mødre har et fælles fodslag med Jesu mor, som har lidt og fulgt sin søn i smerte og hele tiden måtte overlade ham til Gud.”

En nat inden begravelsen vågnede Elsa Munch-Hansen og var rigtig ked af det.

”Jeg bad Gud om at vise mig, at Nicolai var hos ham. Jeg havde tilfældigvis min mors bibel ved sengen og slog op på en side, hvor min mor havde understreget de ord, Gud siger ved Jesu dåb: ’Denne er min søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag’. Det blev en stor trøst den nat, for jeg læste det, som om Gud også har taget Nicolai til sig. Og så kunne jeg hvile. Flere gange siden er jeg blevet mindet om billedet, som om Gud har villet bekræfte det.”

Knud Henning Hansen siger:

”Jesus lader sig døbe af Johannes for at tilhøre mennesket, og når vi bliver døbt, kommer vi til at tilhøre Jesus, så det, Gud siger til sin søn ved dåben, siger han også til os faldne og fortabte mennesker.”

Solen bryder gennem skydækket, havets blå tone bliver klarere, og lyset falder på Arne Haugen Sørensens opstandelsesbillede og Guds store hænder i stuen. Når Knud Henning Hansen ser på de hænder, tænker han på Thorvaldsens Kristus, som man kender fra Københavns Domkirke.

”Jesus siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder. Det er omsorgen og trøsten i sorgen. Der er en, som bærer os.”

Siden sønnens død har parret oplevet, at påskens håb har fyldt dem side om side med glimtvise sansninger i naturen, som har virket helende. Knud Henning Hansen mener, at Johannes V. Jensen udtrykker det i et af sine digte, hvor han skriver: ”Det glimt, hvor nuet forenes med det evige”.

De deler håbet om et gensyn med deres søn. Elsa Munch-Hansen siger:

”Jeg tror, opstandelsen er fysisk virkelighed.”

Knud Henning Hansen finder den tale, han holdt ved mindesamværet efter begravelsen, hvor han udtrykte håbet med følgende ord:

”Jeg tror, at vi skal se Nicolai igen. Hvordan ved jeg ikke. Om jeg skal sejle med ham igen eller høre hans musik på endnu højere niveau? Hvor har jeg håbet? Jo; fra den Gud, der blev menneske julenat. Han har sagt det. Han har åbnet sit rige for alle forkomne, skyldige, sørgende og søgende mennesker.”

Elsa og Knud Henning Hansen i deres stue i Bølshavn på den bornholmske nordkyst.