Vores safari ud i det vilde har ikke varet mange minutter, før naturen første gang afbryder bilkørslen. Et dødt træ ligger væltet ud over kørebanen, og vores chauffør må ud at fjerne de meterlange træstykker, før vi er i stand til at passere.
Dødt træ spiller en vigtig rolle i den her historie. Det samme gør høj vandstand, snoede vandløb, rodede skove og et mylder af insekter. Det store trækplaster i forhold til det brede publikum er imidlertid nogle store pattedyr med gevirer eller tryner og en stor appetit på grene, trærødder og andre lækkerier fra naturens store spisekammer. Og de er såmænd også helt vigtige for historien.
”Folk kommer hertil for at se elgen. Det er faktisk ikke så tit, man ser den, men folk klager aldrig, for de opdager, at der er så meget andet at se her,” forklarer Jakob med k fra bagsædet, mens Jacob med c får ryddet træstykkerne væk, så vi kan komme videre.
Vi befinder os i Lille Vildmose. Et 7600 hektar – lidt større end øen Tåsinge – stort naturområde i Himmerland, sydøst for Aalborg, hvor der i et samarbejde mellem ejeren, Aage V. Jensens Naturfond, myndighederne Aalborg og Mariagerfjord Kommuner og formidlerne i Lille Vildmosecenteret foregår et ambitiøst arbejde for at føre naturen hele den lange vej tilbage til det, den var, før menneskene kom og blandede sig med al deres jordbrug, skovbrug, jagt, tørvegravning og dræning.
Vores to guider er Jakob Konnerup, som er biolog, naturvejleder og formidlingsleder ved Lille Vildmosecenteret, og Jacob Skriver, skov- og landskabsingeniør og Aage V. Jensens Naturfonds driftsleder for Lille Vildmose, som trods navnet er det største fredede naturareal i Danmark.
Mere end halvdelen af alt højmose-areal i Danmark befinder sig her i området. Det er elgen, der reklameres med på tårnet uden for Lille Vildmosecenteret, men det er det naturlige vandkredsløb, der er nøglen til hele det projekt, som går ud på gennem årtier, ja, århundreder, at lade naturen udvikle sig og se, ”hvad er det vildeste, vi kan opnå”, som Jakob med k formulerer det.
”Her er elge, krondyr, ørne og traner. Det synes folk er spændende, men det unikke her på stedet er højmosen,” forklarer han, og Jacob med c supplerer:
”Det vigtigste, vi gør, er, at vi fører landskabet tilbage til tiden før dræningen. Vi genskaber en naturlig hydrologi.”
Mens bilen brummer ad grusvejen imellem de halvhøje træer, får vi lige forhistorien, som går tilbage til den seneste istid, da Himmerland dukkede frem, og dette område skiftede fra hav til ferskvandssump. I 1750’erne begyndte nyttiggørelsen af området med udvinding af tømmer og tørv, med dyr på græs og jagt på vildsvin og krondyr. Menneskene fik noget at leve af. Vandet svandt.
”Ved at føre naturen tilbage kan vi fuldende et forløb fra nytteløs sump over al den menneskelige nyttegørelse og tilbage til en rekreativ guldklump,” forklarer Jakob med k. Hans navnebror med c er ikke direkte uenig, men stejler alligevel lidt. At mennesker kan bruge området rekreativt er i orden. Men naturen skal ikke gøres vild og spændende for menneskenes glæde og livskvalitets skyld, men for naturens egen skyld.
”Det rekreative er ikke vores hovedformål med at genskabe det her. Vores arbejde er præget af alt andet end nyttesyn. Det er dybt filantropisk. En af de store perler er den intakte del af den gamle højmose. Det er en sjælden og truet del af den danske natur,” forklarer han.
Siden 1988 har Aage V. Jensens Naturfond i etaper opkøbt det meste af området. I 2001 købte fonden Tofte Skov, der engang tilhørte Lindenborg Gods. Der er vi på vej hen.
I det høje græs cirka halvvejs mellem bilen og skoven skimter vi en gråbrun ryg og et par pelsede ører i samme farve. Da dyret får øje på os, spæner det af sted mod træerne, mens fotografen trykker og trykker på udløseren og konstaterer, at havde det været et gevær, havde vildsvinet for længst været nedlagt.
Vildsvinenes historie i Tofte Skov går tilbage til 1920’erne, da grev Schimmelmann satte dyrene ud på Lindenborg Gods’ område for at kunne drive jagt på dem. Store pattedyr som vildsvin og krondyr er en attraktion for de mennesker, der besøger området og synes, at de er spændende at få øje på. Der er også stadig jagt på dem for at regulere bestanden. Men når de er der i dag, er hovedformålet, at de store pattedyr er gode til at gøre skoven vildere.
Vildsvinene går og roder op i jorden på en måde, som fungerer som en plov. Dyrene holder kratvækst nede, vender jorden og øger livsbetingelserne for insekter og voksesteder for et større udvalg af planter. Alt det vidste grev Schimmelmann ikke noget om, han ville bare have vildsvinesteg.
”Formålet med at sætte vildsvin ud dengang var kun jagt, men det var heldigt, man gjorde det, for de påvirker skoven på en måde, som er yderst gavnlig for andet liv i skoven,” forklarer Jacob med c.
”De store pattedyr er her blandt andet for at gøre området rekreativt og skabe interesse for mennesker. Men samtidig har de en vigtig funktion i systemet,” lyder Jakob med k’s version af samme historie. Og måske er faktorernes orden – naturlig udvikling og menneskelig rekreation – underordnet.
”Fra gammel tid var skove græsningsskove. Husdyrene gik i skovene og holdt dem derved lyse og åbne. Det skabte sollys og biodiversitet. Men med skovforordningen i 1805 skulle dyrene ud. Dermed blev skov og krat tæt og mørkt, hvilket begrænsede livet i skoven,” forklarer naturvejlederen.
Bilen bliver parkeret for en stund, og vi går gennem den lave bevoksning hen til en lysåben plet med et stort, dødt træ i centrum. Her skal vi se, hvad der kommer ud af fra menneskers side at lade skoven være i stedet for at bruge den til tømmer og til gengæld lade vildsvin og andet vildt være med til at åbne og mangfoldiggøre livet i skoven.
”Jeg kan huske, når jeg var med min far i skoven. Han sagde, at dødt træ kun var nyttigt, når det var savet i 40 centimeter lange stykker, så det kunne komme hjem i brændeovnen. I dag er vi mere bevidste om at lade det døde ved ligge,” siger Jakob med k, som konstaterer, at ”træet er næsten mere levende, når det er dødt”.
Området svirrer af sommerfugle. I lysningens solopvarmede jord gror alskens urter. Et spættehus i det døde træs ved giver perfekte livsbetingelser for varme svampe, insekter og hvirvelløse dyr. I huller i det store, døde træs grene er frø fra andre træer landet i en smule jord og gror nu frem og op i sollyset.
”Dét her er centralt,” siger Jacob med c. ”Vi skaber levesteder for myriader af arter. Der bliver mere af det hele, når vi skaber en græsningspåvirket, lysåben skov. Her opstår livsbetingelser for arter, som ikke har ret mange andre steder at være.”
De to Jakob’er konstaterer dog, at undersøgelser har vist, at danskernes foretrukne skov er en bøgeskov med pæne lige rækker af træer, selvom disse skove biologisk set er livløse søjlehaller. Begge konstaterer, at der ligger en stor formidlingsopgave i at forklare danskerne, hvordan en rigtig skov ser ud, hvis der skal mobiliseres folkelig opbakning til at rewilde de danske skove.
”Det er ikke så mærkeligt. Vi er alle vokset op i en tid, hvor det var sådan, en skov skulle se ud. Den naturlige, dynamiske skov er den, som ingen har set,” siger Jacob med c.
”Til gengæld er mange danskere med på at få de store pattedyrsarter tilbage, som kan være med til at afgræsse og vælte træerne,” siger Jakob med k og vækker nyt håb om, at vi kan få den at se. Elgen.
Bilen fortsætter sin lange rejse gennem et vekslende landskab af eng, busket land og skov. Vi passerer rækker af sitkagrantræer, som i sin tid blev indført fra USA for at hindre sandflugt og for at give tømmer. Dens fortrin er, at den kan gro i dårlig jord, men her er den en invasiv art, som ikke passer ind i systemerne. Derfor bliver den gradvist taget ud ved hjælp af ild og motorsav.
Et andet sted passerer vi en grøft, der er kastet til med en rendegraver, fordi det er bedre med et naturligt forløbende, slynget vandløb, som ikke kan føre så store vandmængder væk, men som rummer meget mere insektliv. Til disse tilstræbt naturlige vandløb er der dog også brugt diverse menneskefrembragte graveredskaber. Det kan ikke være anderledes. Når menneskene har forandret naturen i så høj grad, må menneskenes stærke kræfter også til for at føre det tilbage, inden naturen kan selv, forklarer Jacob med c:
”Vi er i en konverterings- og genskabelsesfase, hvor vi tager sitkagranen ud og tager andre frøkilder ind, samtidig med at vi gør området vådere.”
”Det er også rewilding at kaste en grøft til, så vandet kan finde sin naturlige vej,” tilføjer Jakob med k.
Rewilding er et af de store nøgleord i moderne naturpolitik. Man kunne kalde det en slags hjælp til selvhjælp for den vilde natur, som man håber at kunne bringe hen til et punkt, hvor den er, som den var, før menneskene tog magten. Og så slipper man magten totalt og lader naturen råde. Dermed er det ikke naturbevaring, men snarere natur-genstart. Og som omtalt skader det ikke, hvis nogle mennesker kan få glæde og livskvalitet ud af at komme ud og kigge, men hovedformålet med det hele er, at naturen skal være mere fri for menneskelig indblanding.
Tofte Skov og andre af de områder, vi kører igennem, er ikke umiddelbart tilgængelige for almindelige besøgende. Fra besøgscenteret udgår 30 guidede ture om året til Tofte Skov, hvoraf de 20 er offentlige, mens de 10 sidste kan bookes af lukkede selskaber. Naturfonden har derudover 10-15 arrangementer om året, hvor besøgende køres ud i Tofte Skov.
”Man kan diskutere, om den begrænsede adgang for mennesker er godt eller skidt. Der er ingen ynglende kongeørne i statsskove. Det er der her. Der er heller ikke mange andre steder, hvor vildsvin og krondyr kan ses i dagtimerne. Det tyder på, at der er noget vildt liv, der gerne vil have fred og ro fra mennesker,” siger Jacob med c.
Da vi er på vej tilbage nordpå mod Lille Vildmosecentret, ser vi netop et par kronhjorte løbe gennem det høje græs i retning af skovens beskyttende mørke. Lige i skovkanten vender en af dem sig om og ser sig tilbage i retning af bilen og fotografens linse.
Birkesø er 130 hektar solglimtende rent vand, fyldt med fugleliv. Hættemåge, skestorke og klyder. En rørhøg kredser over engen ved siden af. Det ligner et naturparadis, som har været her altid, men også her har vi med genskabt natur at gøre. Vandet blev lukket ind i den genskabte Birkesø den 6. december 2017. Genskabelsen af Birkesø er et delprojekt i et stort LIFE+ naturgenopretningsprojekt til i alt 42 millioner kroner, som gennemføres i området.
”Vi hæver vandstanden, så vi undgår, at højmosen bliver afvandet. Og fuglene kvitterer: ’Tak fordi vi fik vores sø tilbage’,” fortæller Jakob med k.
Tilbage i tiden inden menneskenes nyttiggørelse var her vand. Nu er vandet her igen. Til den ene side støder søen op til det flade land lige ved Lille Vildmosecenteret. Til den anden direkte op til landbrugsland. For at undgå, at der behøver være et stort areal grænsezone, er der nedgravet en kunstig membran, som rent vandingsmæssigt adskiller naturjorden fra agerjorden. Men er det natur, man skaber, når man skaber det med hegn og membraner? spørger naturvejlederen.
Tilstedeværelsen af hegn er i det hele taget en udfordring for idéen om den vilde og uberørte natur. Inden for naturområdet er der tre store, fra hinanden adskilte områder. Tofte Skov er for eksempel hegnet ind, fordi vildsvin ikke må gå frit omkring, dertil er den danske svineproduktion for hellig, og frygten for smitte fra produktionsgrisenes vilde fætre er for stor.
Jakob med k beretter, at nogle dyr kan passere hegnene, også ud af hele området, men for eksempel ikke elgene. Visionen er, at de 7600 hektar, hvoraf 6500 hektar er hegnet ind, engang kan nøjes med én stor indhegning, hvor mange af dyrene aldrig når så langt ud, at de nogensinde opdager, at der er et indhegnet område.
De ydre hegn kan mennesker passere. Området ved Birkesø er frit tilgængeligt og kræver hverken guide eller tilladelse til, at man kan besigtige et absolut vidunderligt, vildt, menneskeskabt naturområde fyldt med fugleliv.
”Der kommer mellem 120.000 og 150.000 besøgende i Lille Vildmose om året. Jeg ved ikke, hvordan man opgør værdien af dét i forhold til de indtægter, der før har været fra for eksempel spagnumproduktion. Men de lokale campingpladser er booket hele sommerhalvåret, og det gavner også salget i de lokale butikker,” konstaterer Jakob med k.
”Der er en klar folkesundhedsværdi i det her,” supplerer Jacob med c trods sin insisteren på, at natur for naturens egen skyld er vigtigere end de rekreative værdier.
Vi har kørt langt i dag. Men rejsen til den rigtige vilde natur er for alvor en lang rejse. Den natur, vi kommer fra, er tusinder af år siden. Den natur, vi tilstræber, ligger årtier, århundreder længere fremme, konstaterer driftslederen.
”Der her er det lange perspektiv. Når man fortæller børn om, at projektet varer så mange år, at hverken de eller jeg kommer til at opleve det færdigt, har nogle svært ved at se meningen med det hele. Var det så ikke bedre at bruge pengene på gratis iPads til alle skoleelever eller få råd til at købe mere i 7-Eleven? Det mener vi jo ikke.”
Den sidste del af rejsen er en køretur mellem to moseområder. Til venstre ligger den højt beliggende Portland-mose, som er forholdsvis urørt moseland, til højre for vejen er et areal, som har været brugt til produktion af spagnum. Det er lavere og har været helt afvandet, inden der for relativt nylig er tilført vand til de gamle tørverender.
Her i det moseland, som er stedets unikke kvalitet, dukker den pludselig op i den halvhøje bevoksning. Gnaskende løs i en meters højde af sine favorittræer, røn og pil, som den nøje udvælger mellem alle birkegrenene. En stor, godmodig planteæder med det karakteristiske gevir og den runde snude.
Elgen går omkring, som det passer den. Den har utvivlsomt set os, men den er ligeglad. Modsat de noget mindre krondyr besidder den det store vilde dyrs frygtløshed. Hvem skulle kunne gøre den fortræd?
Jacob og Jakob fortæller, at elge-eventyret begyndte med fem dyr i 2016 og fem mere i 2017. Elgene var hentet i forskellige svenske elgparker for at sikre genetisk variation. De fik et gps-halsbånd på, som falder af efter to år, så menneskene kunne tælle dem og følge deres færden.
I 2017 fik elgene to kalve, og yderligere fire eller fem er kommet til i år. Det vides ikke med sikkerhed, for kalvene har ikke halsbånd, men som Jakob med k formulerer det:
”Er det ikke fedt, vi ikke ved, hvor mange der er?”
Da fotografen har fået sin første serie elg-billeder, kører vi hen til Brandvagtstårnet. Tårnet er en kopi af et gammelt tårn, hvis sikkerhedsmæssige formål nu er erstattet af et rekreativt. Med en god kikkert kan man se rigtig langt herfra, nyde udsigten af vild natur. Og helt aktuelt lige nu: udsigten næsten lige ned på en elg.
Det kan godt være, at den store kvistegumlende drøvtygger slet ikke har hovedrollen her, men kun en birolle langt efter højmosen. Men det ved hverken den eller nogen af de mennesker, der besøger Lille Vildmose.
Da vi er kommet ned fra tårnet, går vi på en boardwalk af træbjælker. Elgen er kun få meter derfra ude i det vilde. Vi passerer to midaldrende kvinder med store kameraer, som er ude at nyde alt det vilde. Den ene af dem skal til at tage et skridt ned fra boardwalk’en med direkte kurs mod det store dyr, da Jacob med c lægger en hånd på hendes skulder og forklarer, at hun skal stoppe. Hun er tæt nok på. Tættere på kan det være direkte farligt. Hun ser overrasket på ham, men holder sig derefter på stien.
Elgen ser godmodig ud, men det er direkte dumt at ville hen og klappe den. Den er jo vild. Sådan er det store paradoks for os mennesker, når vi længes mod det vilde, konstaterer Jakob med k. Vi har to længsler, der trækker i hver sin retning:
”Vi mennesker vil gerne have vild natur, og så vil vi også gerne selv så tæt på som muligt.”