I årevis skrev balletdanser Ida Praetorius hver dag tre ting i sin dagbog, som var lykkedes – noget, hun var god til. Og som hun kunne lune sig ved på dårlige dage.
Det var en slags mental træning. Tre klap på skulderen.
For det kneb med selvtilliden. Og dét på trods af at hun allerede som teenager strålede som et lysende talent.
Siden den tid er det kun gået én vej for den langlemmede danser med de vilde piruetter, det elegante svæv, det indfølte samspil med musikken, de gnistrende blå øjne, det fandenivoldske og den frække opstoppernæse: fremad!
Så selvom Ida Praetorius stadig slås med lavt selvværd indimellem, har hun i dag erobret positionen som primaballerina i Den Kongelige Ballet.
Det var ikke tilfældigt, at den 25-årige solodanser kom i samme kvadrille som dronning Margrethe, da man traditionen tro dansede lancier ved det seneste hofbal for kunstnere og sportsfolk.
Der er nu ikke så meget stjernestøv over Ida Praetorius, da hun tager imod en regnfuld tidlig morgen ved sceneindgangen til Den Kongelige Ballet iført sorte sportsbukser, sorte kondisko og forvasket T-shirt med et stort hjerte på brystet.
Men det intense og smilende nærvær, som vi kender fra scenen, mærker man straks.
Ida Praetorius var ikke mere end tre år, da hun klædte sig ud med benvarmere og strutskørt og kundgjorde: ”Jeg vil være ballerina, når jeg bliver stor.”
Danseglæden fik hun ind med modermælken. Hendes mor, Carolina Praetorius, var balletdanser hos Neumeier i Hamborg. Men sadlede om, fik tre børn og uddannede sig til læge. I dag er hun direktør for familiefirmaet, som arbejder med at planlægge hospitaler.
”Min mor er så sej. Hun har enorm viljestyrke. Hun beviser, at man godt kan tage et skifte i sit liv. Hvert syvende år siger hun, at nu vil hun noget nyt. Vi gør os meget umage i vores familie.”
”Far og mor tog mig med til ballet, fra jeg var tre år. Det har altid været en drøm, en passion for mig at danse. Det er en gave at kunne dele det med både min far og min mor.”
”Min mor har selvfølgelig en stor forståelse for det tekniske. Hun ved lidt mere end min far. Men han er dygtig til at se det med publikums øjne.”
Har det ikke også været et pres, at din mor var en dygtig danser og måske havde store forventninger til dig?
”Selvfølgelig har interessen for dans præget mig, lige fra jeg var helt lille. Men lige meget hvad jeg besluttede mig for at ville være, så har jeg altid vidst, at de elsker mig. Jeg har altid følt deres kærlighed og aldrig oplevet det som et pres. Tværtimod har deres støtte givet mig friheden til at presse mig selv.”
”Mor og far har altid bakket mig op. Det betyder meget for mig, at jeg har kunnet dele mine op- og nedture med min familie. Og at jeg får hjælp til at sætte ting i perspektiv. Så det ikke føles, som om hele verden bryder sammen, hvis jeg misser en piruet.”
Familiesammenholdet er stærkt. Også mellem de tre søskende.
Ida Praetorius taler eller skriver sammen med sine to brødre hver eneste dag.
De er også balletdansere. Praetorius-familien er lidt af en sensation. Ifølge ballet-kendere har der aldrig tidligere i Den Kongelige Ballets flere hundrede år lange historie samtidig været en søskendeflok på tre.
I dag er lillebror Lucas dog skiftet til balletskolen i moderens gamle kompagni hos Neumeier i Hamborg.
Han fik nemlig ikke tilbud om en aspirantplads i København i ballettens hårde udskillelsesløb. Men 17-årige Lucas lod sig ikke kue. Han søgte til den lige så prestigefyldte ballet i Nordtyskland, blev optaget på skolen dér og flyttede hjemmefra.
”Lucas er så vildt sej. Han sagde: Jeg er ikke færdig med at danse. Jeg vil ud og se verden. Han går sin egen vej, som slet ikke er let. Han er et multitalent og meget intelligent. Han flyttede til en helt fremmed by, og lige pludselig kunne han tale flydende tysk,” siger Ida Praetorius og smiler.
”Lucas er 18 år nu og går i den sidste klasse på skolen. Han sejler. Han tager en hf ved siden af dansen. Jeg ved ikke, hvor han får alt det overskud fra.”
Ida Praetorius er vild med sine brødre og får glød i stemmen, hver gang talen falder på hendes familie.
Er der ikke en klar rollefordeling – du er storesøster og stjernen lige nu?
”Jeg kom først ud af min mors mave, selvfølgelig. Men de er lige så kloge og dygtige. Mine brødre er så sindssygt inspirerende på hver sin måde.”
22-årige Tobias Praetorius er korpsdanser i Den Kongelige Ballet. Så ham ser hun næsten hver dag på deres fælles arbejdsplads. Ud over at danse har han også selv skabt flere forestillinger, blandt andet til sin søster og Andreas Kaas, den partner, som Ida Praetorius har fejret mange triumfer sammen med.
Hun var bare 19 år, da både hun og Andreas Kaas begge vandt verdens mest prestigefyldte dansekonkurrence for unge balletdansere, Erik Bruhn-prisen i Canada.
Siden har de sammen erobret pladsen helt i front i Den Kongelige Ballet.
”Jeg tænker tilbage på Erik Bruhn-prisen som noget skelsættende for mig. Jeg fik lov til at rejse rundt og danse. Der skete en masse. Jeg var med i store helaftensforestillinger. Det har præget min karriere og mig som kunstner. Jeg lærte så meget af de første store roller. Det var dér, jeg begyndte at løbe,” fortæller Ida Praetorius.
For tiden danner hun par med vennen i den spektakulære helaftensballet ”Alice i Eventyrland”. Brusende flotte og teenager-kåde dansede de sammen i ”Romeo og Julie”, som blev Ida Praetorius’ helt store gennembrud og hendes vej til udnævnelsen som solodanser.
De to barndomsvenner har holdt sammen lige siden balletskoletiden. Praetorius-klanen har været en slags ekstra familie for Andreas Kaas, der ikke kommer fra et ballethjem.
Kaas og Praetorius har hængt sammen i både store og små forestillinger. De dansede pas de deux mellem kunstværkerne på Statens Museum for Kunst, og på Takkelloftet opførte parret en ”kammerballet” – begge forestillinger var skabt af lillebror Tobias Praetorius.
”Tobias er både danser og koreograf. Han er afsindigt inspirerende. Han har en helt særlig forbindelse til musikken. Tobias er god til at se dans med innovative og nye øjne. Han er dygtig til at se det kunstneriske – og ud over bare teknikken,” fortæller Ida Praetorius begejstret.
Under samtalen i Den Kongelige Ballets foyer sidder Ida Praetorius konstant og vrider sine hofter til siden i den orange sofa for at få dem så langt ned i skrædderstilling som muligt.
Kropsligt er hun med sine lange arme og ben bygget til ballet. Hendes vrist er høj. Hun er stærk og sjældent skadet.
Men smidigheden skal der arbejdes med. Hofteleddene kræver intenst arbejde. Seks dage om ugen er der morgentræning på balletten. Oven i dét kommer prøver. Lige for tiden til ”Askepot”, hvor Ida Praetorius – selvfølgelig! – danser hovedpartiet som Askepot. Balletten får premiere til marts.
Kropsligt er der tale om en nærmest overmenneskeligt kraftudfoldelse. Og også mentalt.
”Der skal noget til at stille sig op på en scene og danse sit hjerte ud. Jeg har stadig en lille angst for ikke at være god nok. Men med erfaringen er jeg vokset med mit arbejde og det mentale er blevet meget bedre. Jeg arbejder med en anden ro nu. Det handler ikke kun om at arbejde hårdt, men også intelligent. Og stole på at jeg gør mit forarbejde godt nok. Og erkende at jeg bare er et menneske!”
”Alligevel kan jeg stadig få det sådan…. er jeg god nok? Kan jeg noget? Er det bare hype? Men alt det prøver jeg lægge til side og give mig selv frihed, så jeg ikke bekymrer mig om, hvad folk tænker.
Skriver du stadig tre ting hver dag, som du er god til?
”Det er lang tid siden, jeg har skrevet noget ned. Jeg prøver at huske på at være stolt af mit arbejde. I hvert fald stolt af min indsats. Selvom det ikke er hver aften, jeg peaker.”
Fysisk og mentalt må det være ekstremt anstrengende at danse så mange timer hver dag. Hvad får dig til at blive ved aften efter aften, dag efter dag?
”Det er passionen og glæden for kunstarten. Det lyder banalt, men jeg elsker mit arbejde. Når jeg er træt om morgenen og ikke gider stå op, så siger min kæreste til mig: kom nu op, du elsker det jo!”
”Og så står jeg op alligevel. For jeg elsker at skabe en karakter og lade den komme til udtryk gennem musik og bevægelse. Jeg holder meget af det fysiske. Men musikken er mindst lige så vigtig. Jeg prøver altid at stå så tæt ved klaveret som muligt under morgentræningen. For det minder mig, at det er musikken, som driver mig. Det kan være helt meditativt. Jeg lægger alt andet væk og bevæger mig til musikken.”
”Kontakten til pianisten og dirigenten under en forestilling betyder så meget. Selvom ballet er en form for ekstrem idræt, så er det vigtigt, at det ikke bare bliver gymnastik. Det skal være kunst!”
”Jeg er mit eget instrument. Men egen violin. Jeg er kunstner og også lidt sportsmenneske. Jeg har danset, lige siden jeg var tre år. Jeg var syv år, da jeg var til optagelsesprøve. Jeg stod inde på Gamle Scene og syntes, det var magisk at være i det teaterunivers. Jeg kunne mærke magien i væggene, selvom jeg var så lille.”
Konkurrencen på balletten om de gode roller er ekstrem. Der må være nogle lange knive i ærmerne engang imellem og noget misundelse?
”Det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der konkurrence. Det er ikke som i fodbold, hvor det er målene, der tæller. Det er kunst, vi arbejder med. Jeg er mere i konkurrence med mig selv. Det lyder som en kliché. Men faktisk er det netop dét, som er sværest at håndtere. Egentlig ikke så meget konkurrencen med mine kolleger. For de er også mine venner.”
”Jeg synes, der er en kæmpe respekt og kærlighed imellem os. Det er en virkelig stor gave, når jeg er presset. Jeg er også dybt taknemlig for, at min kæreste, som er skuespiller, har en stor forståelse for de mærkelig arbejde, jeg har.”
”For mig er det hårdeste altid mig selv og min tvivl. Er jeg dygtig nok til det, jeg laver? Det er jo en kunstart, som sker her og nu. Efter forestillingen siger jeg måske til instruktøren, at det gik dårligt. Og så siger han, at det faktisk var godt. Og nogle gange omvendt.”
Hvordan vil du definere en god aften på scenen?
”Det vigtigste er, at jeg hviler i mig selv. At jeg er fri i min dans. Jeg er altid lidt nervøs, før jeg går på scenen. Mit hjerte hamrer. Kan jeg finde tilstedeværelse i øjeblikket, er jeg bedst.”
”Bagefter tænker jeg selvfølgelig på, hvordan jeg var rent teknisk. Tog jeg den rigtige beslutning i den og den situation? Holdt jeg den der balance et bestemt sted? Var jeg oppe i løftet i lang nok tid. Jeg forsøger at gå tilbage og finde ud af: var jeg til stede?
Så koncentration er noget af det vigtige?
”Det at kunne hvile i partiet. At kunne lægge alt andet væk og så lytte til musikken er meget centralt. Det er vigtigt, at jeg ser min partner på scenen i øjnene. At jeg virkelig mærker ham. At jeg ser farven på min partners øjne og reagerer på det, han giver mig på dagen. Du skal se mennesket foran dig. Være til stede.”
Hvad er det bedste, og hvad er det hårdeste ved at danse?
”Det bedste er de øjeblikke, hvor det hele løfter sig til kunst. Så simpelt er det. At dele de oplevelser med publikum er helt unikt. Det er jeg meget taknemlig for at opleve.”
Og det hårde?
Ida Praetorius holder en lille pause. Hun tøver.
”Dans er så stor en passion. Det betyder så meget. Jeg drømmer om det om natten. Det er tit, jeg græder efter en forestilling. Enten af lettelse over, at det gik godt. Eller hvis det ikke har været så godt. Jeg har mange følelser på spil. Det er fedt, men kan også være hårdt.”
Hvad oplever du i dine drømme?
”Jeg har nogle gange mareridt om, at jeg glemmer mine tåspidssko. Eller om at jeg ligger og sover, selvom forestillingen allerede er startet.”
”Ballet er ikke bare et arbejde. Det er så stor en passion. Det betyder noget. Jeg investerer sind og sjæl.”
