Oppe på loftet i præsteboligen i Nyboder i København stod flyttekasser stablet. Kasserne indeholdt 30 års voksenliv hengemt i solide brune kasser, som sognepræst Anna Mejlhede uredigeret og usorteret havde flyttet med gennem sit liv. Mens foråret gryede, satte hun sig i stuen og åbnede den første af mange kasser med gemte breve, skitser til breve, dagbøger og fotografier.
Her var billeder, som fik hende til at smile, breve, som gjorde øjnene våde, og andre, som fik hende til at mindes. Mens hun læste, blev hun klar over, i hvor høj grad hun har redigeret sin egen hukommelse, så fortiden blev knap så modsætningsfuld, som hun nu kunne se og læse, at den havde været.
”Det er hårdt at se sig selv i øjnene med de ting, man ikke har lyst til at indeholde.”
Da hun åbnede de uredigerede kasser, var hun ved at afslutte arbejdet med bogen ”Hjertesorg – en fortælling om at være til”. Bogen udkommer i næste uge, og noget af det, hun erfarede, da hun langsomt arbejdede sig gennem kasserne, indgår i bogen.
”Jeg kunne se, at jeg havde gemt mig for mig selv ved at lade store dele af mig forsvinde.”
Anna Mejlhede er 50 år. I vinter opsagde hun sit embede ved Holmens Kirke i København. Hun havde tænkt, at hun ville bruge tid på at skrive og være i det gamle hus ved Bovet på Læsø, som hun deler med sine søskende. Hendes mand, kommandørkaptajn Lars Holbæk, er ansat på Flådestation Frederikshavn, så af hensyn til familielivet virkede det oplagt, at hun fik fast base på Læsø.
Hun fortæller om de skrinlagte planer om at bo fast på Læsø, mens hun kører sin nyindkøbte mintgrønne Citroën fra busstationen i Hadsund til præstegården i Skelund.
Selvom hun ikke havde planer om at søge embede, læste hun opslaget fra menighedsrådene i Skelund og Visborg. Hun kunne lide tonen i opslaget og hæftede sig ved, at de var på udkig efter en præst med menneskelighed og humor. Hun talte med menighedsrådsformændene og endte med at søge embedet.
Visborg Kirke dukker op. Ja; den nærmest troner hævet over landskabet, og man forstår, hvorfor den kaldes Himmerlands domkirke. Her blev hun indsat den første søndag i juni, og hendes gamle menighed i Holmens Kirke havde fyldt en bil og taget turen fra København for at følge hende på vej.
Hun parkerer bilen ved det enorme kastanjetræ foran den gulkalkede præstegård, som har stået her siden 1860. Her bor hun med ægtefællen, som pendler mellem Frederikshavn og Skelund. De har kat og to hunde, og ægtefællen har planer om, at der skal være hønsegård i haven, som er så stor, at hun kalder den for parken.
Anna Mejlhede er et levende eksempel på, at en teologisk uddannelse kan føre til meget – højskolelærer, landsbypræst, storbypræst og fire år i erhvervslivet, hvor hun var projektleder og arbejdede med mennesker i forandringsprocesser. I ni år var hun sogne- og orlogpræst ved Holmens Kirke, og samtidig har hun skrevet klummer og bøger. Mest kendt er bogen ” Alt forladt. Når kærligheden går sin vej.”
En fællesnævner i hendes virke er et forsøg på at udfordre idealet om det perfekte liv. I en tid, hvor tabuer står for fald, ser hun frygten for fiasko som et tabu i noget, der ligner topform. Mere om det senere.
De uredigerede kasser, som hun åbnede i det tidlige forår, da hun var i gang med at flytte, har hun nu sorteret. I dag ved hun nøjagtigt, hvor de står i den store præstegård. Det, som før var en usorteret bagage fra tre årtier, er blevet til, hvad hun omtaler som mindekasser. Men det er ikke kun minder på den varme og nostalgiske måde, der er i kasserne. Hun har også gemt dagbøger med tunge tanker og breve, som kan kalde på tårer.
”Det er hårdt at se sig selv i øjnene med de ting, man ikke har lyst til at indeholde, og det møder man, når man stykke for stykke holder sin fortid i hånden. Mens jeg læste, blev jeg også i nogle tilfælde klogere på, hvad der var sket.”
Længe før hun satte sig med de usorterede kasser, har hun vidst, at der har været kapitler, som hun har lukket uden at forholde sig til nuancerne. Når hun har talt om det med sin bror, som er psykolog, har han sagt til hende, at det kan ses som fortrængning, som er en vigtig overlevelsesmekanisme.
”Undervejs har jeg nok haft brug for fortrængningen, men jeg tror på, at det også er vigtigt, at jeg mærker, at jeg fortryder, ellers er jeg henvist til at søge en falsk ro i, at jeg nok handlede sådan, som det var rigtigt i situationen. Det er hårdt at stå ansigt til ansigt med det, som er sket, og den, man er med alt det, man rummer, for man kan bedst holde ud at være sammen med sig selv, når man er den person, man gerne vil være. Men den person, man gerne vil være, er meget sjælden den person, man er i hele ens mangfoldighed.”
Et af de papirer, som lå i en af kasserne, var et 25 år gammelt brev fra en mand, som hun havde såret.
”Jeg vil kalde det et smertens brev, og da jeg læste det, måtte jeg spørge mig selv, hvordan jeg dog kunne have handlet, som jeg gjorde. At blive mindet om det brev og den smerte, jeg har forvoldt et andet menneske, fik mig til at tænke over, hvor meget af vores menneskelighed som ligger i at huske, hvad vi har gjort. Nogen vil måske mene, at jeg bare skulle sige pyt og redigere det ud af min historie, men den smerte, som brevet afspejler, har noget at lære mig.”
Hun ser en sammenhæng mellem fortrydelse og angeren. Netop angeren, oplever hun, har en meget begrænset plads i vores kultur, hvilket undrer hende.
”Jeg ved, at der er mennesker, som til det sidste vil hævde, at de ikke fortryder noget. Jeg fortryder, og jeg prøver at lære af de forkerte valg, jeg har truffet, og som i perioder har skævvredet mit liv. Du kan mene, at jeg ikke har lært nok og er havnet i samme suppedas igen, men det betyder ikke, at fortrydelsen og angeren ikke er vigtig.”
I den nye bog vover hun den påstand, at det meste af, hvad vi mennesker foretager os, er rodfæstet i en grundlæggende længsel efter at føle os elsket. Når hun tænker tilbage på dengang, hun som ung teologistuderende forelskede sig i en medstuderende, så er det i dag klart for hende, hvor meget ønsket om at føle sig elsket fyldte. I bogen beskriver hun den unge mand og mødet med hans familie, hvor hun oplevede en gennemlysning af varme og uforbeholden kærlighed. Da de havde kendt hinanden i godt et år, blev de gift, og som 23-årig blev hun skilt og havde ikke kontakt med ham siden.
”I min historie dengang blev det til, at han ikke elskede mig, men siden har jeg set, at jeg havde glemt, hvad det var for krav, jeg stillede til hans kærlighed. Min grundlængsel efter at blive rummet og elsket helt og aldeles finder kun hvile hos Gud. Og nej; det er ikke, fordi jeg betragter troen som en krykke. For mig er troen et fundament.”
For et par år siden stod hun på McDonald’s med fedtet sommerhushår og klædt i et par joggingbukser og mærkede, at nogen så på hende. Det var hendes første mand, som stod sammen med sin kone og deres voksne søn. Hun nåede at tænke, at de så utroligt pæne og tjekkede ud.
”Jeg snappede maden fra ekspedienten og hastede ud og lod, som om jeg ikke havde genkendt dem. Jeg ville ikke, at de skulle se mig så uplejet og nusset.”
I dag står den akavede situation på McDonald’s som et billede på fortrydelse. Kort tid efter fik hun besked om, at hendes første mand pludselig var død.
”På grund af mit forfængelige ønske om, at jeg i mødet med min eksmand og hans familie skulle fremstå stærk og smuk, gik jeg glip af den sidste mulighed for at se ham i øjnene og vise dem og mig selv, at alt var dækket ind nu. Alle de dårlige minder var dækket ind og glattet ud af en tilgivelse og en kærlighed, som ikke kom fra nogen af os, men fra et andet sted.”
Hun har været gift fem gange, men det, som smertede mest at møde i de uredigerede kasser, var brevene fra hendes datter. Anna Mejlhede beskriver det som den mørkeste side af hjertesorgen, at hun i perioder oplever at have svigtet sin datter, som i dag er voksen.
Da datteren, Rebekka, var to et halvt år, blev Anna Mejlhede tilbudt et undervisningsjob på universitetet i Grønland, og hun rejste eventyrlysten og forelsket mod nord, mens datteren blev i Danmark. I halvanden måned var Anna Mejlhede i Grønland, så var hun hjemme hos datteren i to uger, inden hun igen satte sig på flyet til Grønland. Når hun i dag tænker tilbage på det, så forstår hun ikke, hvordan hun kunne gøre det.
”Det er en periode, hvor jeg kan se, at jeg ikke har været der for min datter, og den skyld kan jeg ikke komme af med. Jeg svigtede hende ved at rejse væk, og det vil jeg gerne stå ved. Jeg kunne jo også prøve at forklare det med, at jeg gjorde det, som var rigtigt i situationen, men påtager jeg mig ikke skylden for mine handlinger, så vil min datter måske overveje, om hendes følelser af svigt er forkerte. Og min datters oplevelse af at være blevet svigtet er ikke forkert.”
Da hun blev sogne- og orlogspræst, var der perioder, hvor hun var udsendt i længere tid. For at det praktisk kunne lade sig gøre som enlig mor, flyttede en voksen niece ind i præsteboligen, og hun havde en aftale med sine tre søskende om at hjælpe. Anna Mejlhede tænkte, at de havde lavet en god plan, da hun første gang blev udsendt som orlogspræst.
”Første gang var min datter 11 år, og hun havde kun boet fast hos mig i godt et år. Siden har jeg måttet sige til hende, at det var noget af det dummeste, jeg nogensinde har gjort, og at jeg håber, at hun engang kan tilgive mig. Hendes svære følelser om den tid er i hvert fald ikke forkerte. Jeg var af sted igen, da hun var 14 år, og niecen var sammen med hende. Da hun var 14 år, gik det forrygende, men at jeg rejste fra hende, da hun var 11 år, det var svært og forkert af mig.”
Selvom hun serverer en stærk kaffe og har skåret et gavmildt stykke kage toppet med høj marengs, så er det ikke helt let at sidde i præstegårdens køkken og tale om fortrydelser. Grundene er givet mange, men ifølge Anna Mejlhede hænger det sammen med, at fiaskoer ikke er noget, man taler om.
”Fiaskoer er et af vores største tabuer og grunden til megen selvredigering, hvor vi får sorteret det smertelige fra og gør os umage med at glemme, hvor ondt ting har gjort. Andre gange er det, som om ens venner vil redigere fortrydelserne væk, når de trøstende siger ’du skal se, det går nok’, eller ’du gjorde dit bedste’. Men nej, jeg fejlede. Vi taler kun om fiaskoer, hvis de bliver vendt til en succes, men man bliver jo ikke nødvendigvis et klogere menneske af at have været dødeligt syg, ligesom man ikke bliver bedre til at håndtere stress, fordi man har haft stress.”
I bogen citerer hun salmevers og øser af sin kærlighed til Søren Kierkegaard og Karen Blixen, men hun skåner ikke just sig selv i bogen. Og hun er heller ikke karrig med sine egne fiaskoer.
”Jeg tror, vi finder ud af, at der er noget fælles menneskeligt, vi er ikke alene om at fejle, og at vi kan sætte hinanden fri ved at tale om smerten og det, vi fortryder. Selvom jeg kunne have lyst til at stille et glansbillede frem af mig selv, så ville jeg føle, at jeg svigtede min egen forkyndelse ved at gøre det.”
Inde på arbejdsværelset, hvor der endnu står flyttekasser med bøger, har hun en gul lap, hvor der står: ”Dette er hemmeligheden bag nåden: Det er aldrig for sent.”
Det er en af hendes søstre, som har givet hende citatet i forbindelse med en pakkekalender, hun fik for år tilbage. I mange år sad citatet på hendes bogreol, og hun skal finde en god plads til det i sit nye arbejdsværelse i Skelund. Hun mener, at citatet er vigtigt, når man taler om alt det, som kalder på fortrydelse.
Eller som hun skriver på en af bogens sidste sider:
”Nåden går på tværs. Den udvider grænserne for, hvordan vi selv tror, livet er. Den lægger sig forsigtigt og bestemt omkring os og skubber døren op til et rum, vi ikke vidste fandtes. Et, hvori vi måske bedre kan leve side om side med hjertesorgen.”
Læs uddrag af ”Hjertesorg – en fortælling om at være til” på