Kulturrådmand: Den megen snak om danskhed skader vores fællesskab

Ved at være så optagede af, hvad der er særligt dansk, og hvem der kan kalde sig danskere, kommer vi til at udelukke flere og flere medborgere. De søger derfor deres identitet andre steder, og det er farligt for samfundet og demokratiet, siger kulturrådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R), der selv blev født i en flygtningelejr i Libanon og siden kom til Gellerup

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) mener, at både synet på andre og selve tonen er blevet skærpet i de senere år. Og han oplever, at det i dag er mere acceptabelt at se på personer med anden etnisk baggrund som en samlet gruppe i stedet for at have blik for individer. –
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) mener, at både synet på andre og selve tonen er blevet skærpet i de senere år. Og han oplever, at det i dag er mere acceptabelt at se på personer med anden etnisk baggrund som en samlet gruppe i stedet for at have blik for individer. – . Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Fra udestuens vinduer kan Rabih Azad-Ahmad se Skjoldhøj Kirke, der ligger på en bakketop i det vestlige Aarhus. Den moderne kirke er blandt andet kendt for sin himmelblå gavl, der med en skrå hældning rejser sig fra bakkens grønne græs og peger opad mod skyerne.

Netop dén udsigt fik for to år siden Rabih Azad-Ahmad til at købe præcis dette rødstenshus i Tilst. I Danmarks største parcelhuskvarter. For kulturrådmanden i Aarhus har altid været fascineret af kirkens smukke arkitektur og været vant til at have den i sit nærområde, siden han voksede op i de grå boligblokke i Gellerupparken.

Kirken blev bygget i 1984. Fem år før Rabih Azad-Ahmad landede i Kastrup Lufthavn som palæstinensisk flygtning fra Libanon. Efter at være blevet født i en flygtningelejr og siden have boet i 15 forskellige lejre. Via Syrien var det nu lykkedes hans forældre at flygte til Danmark sammen med 5 af deres i alt 11 børn. To var døde i forbindelse med krigene, og fire var over 18 år og kunne derfor ikke komme med.

Han var ”i midten af søskendeflokken”, som han selv siger, 13 år gammel, og kan stadig huske, hvor grænseoverskridende det var at se to mennesker i lufthavnen, der kyssede hinanden – længe – og helt offentligt. Som det første kulturchok i et nyt – og hundekoldt – land.

I dag er det svært at forestille sig Rabih Azad-Ahmad som en lidt genert dreng, der står og kigger undrende på sine nye omgivelser. Han er en kendt og dreven politiker i det østjyske. Har været medlem af byrådet i Aarhus for De Radikale siden 2007 og blev for tre år siden kulturrådmand for kommunen. Er uddannet jurist og har tidligere arbejdet som advokatfuldmægtig og været leder af retshjælpen i Gellerup.

Og så er han i dén grad optaget af hele spørgsmålet om integration og sammenhængskraft i det land, som han i dag oplever som sit, og som den 41-årige politiker blandt andet hylder for både Grundtvig og højskolebevægelsen, folkeoplysningen og idéen om medborgerskab. Men det er netop også de samme værdier, som Rabih Azad-Ahmad nu oplever er under pres. Og det bekymrer ham. Meget.

”Jeg oplever det som et stigende problem i vores samfund, at vi har så travlt med at dele folk op i forskellige grupper. For eksempel taler vi meget om, hvad danskhed er, og hvem der har ret til at kalde sig danske. Nu er nogle politikere endda begyndt at tale om tredjegenerations indvandrere. Om folk, der både er født og opvokset her i landet – af forældre, der også er født og opvokset her. Men den tendens til at udgrænse stadigt flere som nogle, der ikke er rigtige medlemmer af det danske fællesskab, er meget farlig. For hvis mennesker ikke bliver regnet som ligeværdige dele af samfundet, så begynder de at søge deres identitet andre steder. Og det er hverken godt for integrationen eller vores demokrati i det hele taget,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Han sidder i sin grå hjørnesofa og taler ikke kun med ord, men også med øjne, der skiftevis udstråler glæde og alvor, og hænder, der understreger pointerne.

Fra stuen er der frit udsyn til en frodig have med trampolin og gyngestativ som tydelige tegn på, at det ikke kun er en politiker, men også en familiefar, der er bekymret. En far, der selv mærker frustrationen, når hans tre børn kommer hjem og fortæller, at de har fået at vide af nogen i skolen, at de ikke er rigtigt danske.

”Det er svært for os forældre af anden etnisk herkomst at vide, hvad man så skal sige til sine børn. For hvem har patent på, hvad det vil sige at være dansk? Er det et spørgsmål om, hvor du selv, dine forældre eller bedsteforældre kommer fra geografisk, eller handler det mere om dine værdier, dine handlinger, og hvad du selv føler? Når det handler om vellykket integration og at skabe et stærkt samfund, så mener jeg, det er helt afgørende, at vi undgår at putte folk ind i forskellige båse og massebetegnelser, men at vi i stedet opfatter hinanden som dele af det samme fællesskab. Ellers bliver der mindre og mindre ’os’ og meget mere ’os og dem’.”

Rabih Azad-Ahmad mener, at både synet på andre og selve tonen er blevet skærpet i de senere år. Og han oplever, at det i dag er mere acceptabelt at se på personer med anden etnisk baggrund som en samlet gruppe i stedet for at have blik for individer.

”Da jeg voksede op, var der for eksempel ikke nær så megen snak om muslimer. Religion fyldte slet ikke på samme måde. Men i dag er det meget udbredt at putte folk i bås ud fra deres trosforhold. Hvis for eksempel en person med muslimsk baggrund begår noget kriminelt, så taler vi straks om islam som årsagen – i stedet for at se på personen som sådan. På den måde gør vi det religiøse tilhørsforhold til problemet i sig selv, og dermed skæres alle muslimer over én kam. Men hvis en hel gruppe føler sig angrebet, så bliver de ofte hver især mere optaget af at forsvare sig. Selvom de faktisk afskyr den oprindelige forbrydelse. Så også for at undgå den mekanisme er det så vigtigt, at vi får folk til at føle sig som en del af vores fælles samfund. Og give dem lyst til at forsvare det og kæmpe positivt for at opretholde det.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han med sin idé om det store og stærke fællesskab, der vil og kan rumme alle, måske fremstår lidt mere som idealist end realist, svarer han:

”Nej, for selvfølgelig er der nogle mennesker, der ikke er eller bør være en del af os – af vores samfund. Men så lad os koncentrere os om dem hver især i stedet for at ramme hele grupper. Der er fanatikere, både religiøse og politiske ekstremister med livssyn, vi ikke kan eller skal acceptere. Og i forhold til integration er der også krav, vi som samfund bør stille.”

”Den opgave forsømte vi især i 1990’erne, men i dag er vi mere opmærksomme på, at både sprog og tilknytning til arbejdsmarkedet er afgørende. Så tidligt som muligt. Ellers risikerer vi jo, at folk, der kommer til landet, bare bliver passive og hverken ser sig selv som væsentlige medborgere eller bliver opfattet som sådan.”

Sådan kunne det måske også være gået for Rabih Azad-Ahmad, hvis han ikke selv havde kæmpet for at komme videre end den modtageklasse på Nordgårdskolen i Gellerup, hvor han blev placeret efter ankomsten til Danmark.

I to år gik han udelukkende sammen med andre børn af anden etnisk herkomst, og det gjorde det ikke lettere at få styr på grammatikken, ordforrådet og den svære udtale. Hverken hans far eller mor lærte at tale dansk eller kom ud på arbejdsmarkedet. Så heller ikke dér var der hjælp at hente i forhold til at forstå det nye land, han var havnet i. Det blev i stedet en af hans gode venner, Bilal, der kom til at gøre den store forskel.

”Han var sanger i et band, jeg spillede keyboard, og en dag kom han for at spørge, om han måtte låne det. Og så sagde han: ’Har du hørt, at vores ven Muhammed er blevet jyllandsmester i boksning? Hvad med dig, Rabih – hvad skal der ske for dig?’. Da han var gået, gik jeg ind på mit værelse og begyndte at tude. Jeg var 15 år og følte, at mit liv var låst fast. Gik stadig i modtageklasse og kom ikke rigtigt videre. Hvordan skulle jeg blive til noget?”.

Rabih Azad-Ahmad begyndte at drømme. Om at tage til USA for så nogle år senere at komme tilbage og vise omgivelserne, at han havde klaret sig. Rigtig godt endda. Men efterhånden begyndte en mere realistisk plan at tage form. Han ville skifte skole. Det viste sig dog at blive en lang og sej kamp at få lov til. Dengang var der ikke frit skolevalg, og lærerne på Nordgårdskolen mente ikke, at hans danskkundskaber var gode nok til at forlade modtageklassen.

”Men jeg opsøgte simpelthen alle folkeskoler i nærheden for at spørge om lov. Til sidst tilbød Åby Skole at optage mig på prøve i et halvt år. Og hvis niveaet så var højt nok til den tid, kunne jeg få lov at fortsætte.”

Han knoklede. Var bagud i alle fag. Havde aldrig skrevet en dansk stil før og fik den første tilbage helt rød af rettelser.

”Men læreren spurgte, om han måtte læse den op for klassen, og bagefter klappede mine kammerater. Det blev et vendepunkt for mig, og jeg fortsatte indædt kampen for at forbedre mig fagligt.”

10. klasse tog han på Nørgaards Højskole i Bjerringbro, hvor han lærte den danske kulturarv fra Grundtvig at kende med morgensang, foredrag og diskussioner – og han elskede det. Og til den afsluttende danskeksamen kunne flygtningedrengen fra Libanon sætte et flot 13-tal på karakterbladet.

”Jeg overvejede både at læse medicin, statskundskab eller til ingeniør. Men gennem mit arbejde som frivillig i Multikulturel Forening kunne jeg se, at der var et stort behov for juridisk hjælp hos mange af de nye danskere, som var kommet hertil som flygtninge eller indvandrere. Jeg havde indtil da kun hjulpet ved at oversætte breve for dem, men jeg ville gerne forstå det juridiske også.”

Rabih Azad-Ahmad havde selv været med til at stifte Multikulturel Forening, som havde til formål at nedbryde fordomme mellem danskere, indvandrere og flygtninge, og det var blandt andet hans arbejde her, der fik De Radikale til at opdage ham. Han trådte ind i byrådet for 10 år siden ved at blive stedfortræder for Uffe Elbæk og har siden været med til at præge det politiske liv i Aarhus Kommune.

Gellerup optager stadig en stor plads i hans hjerte. Her bor hans mor, der efter skilsmissen fra hans far valgte at blive boende i de grå boligblokke, og her bor også Rabih Azad-Ahmads tre børn, når de ikke er hos ham, men hos ekskonen.

Og så bor der alle de andre mennesker, som har været med til at forme ham. Givet ham venskaber og indsigter, men også udfordringer og spekulationer om, hvordan vi skaber det bedste samfund. Hvor opdelingen i dem og os er undtagelsen mere end reglen.

”Heldigvis er vi et videnssamfund. Danskerne er generelt meget oplyste og dannede, og derfor har jeg et begrundet håb om, at vi er i stand til at se farerne ved et alt for opdelt samfund, og at vi bevidst vil forsøge at bekæmpe den tendens. Men jeg savner flere politikere, der taler om vigtigheden af at markere det fælles i stedet for at udpege forskelle. Det virker, som om det lige nu er mere populært at sætte folk i bås i stedet for at kæmpe for at skabe en bedre fremtid for os alle sammen.”