Den menneskelige psyke forandres ikke så hurtigt, som teknologien forandrer verden

Hvert andet job er truet af automatisering, hvad enten man er sagsbehandler eller revisor, viser forudsigelser. Så hvad skal man svare sine børn og børnebørn, når de vil tale om deres fremtidsplaner?

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Thorvald Stigsen er matematiker og programmør, og så er han et eksempel på en iværksætter, som er lykkedes med at udvikle en succesfuld disruption: rejsesøgemaskinen Momondo.

Inden Thorvald Stigsen afsluttede studiet på Københavns Universitet i 1993, havde han grundlagt virksomheden Skygate. Firmaet arbejdede for rejsebranchen, og ved hjælp af sit matematiske håndværk udviklede Thorvald Stigsen crawlere , en slags robotter, som kunne søge på forskellige flyselskabers hjemmesider og på den måde give brugerne mulighed for at købe billigere rejser. I den første pressemeddelelse fra firmaet udtalte han i 2006:

”Vi har skabt en helt ny type søgemaskine, som ikke begrænser forbrugeren til at finde sin rejse gennem rejsebureauernes fordyrende mellemled – de fælles bookingsystemer. Og som de eneste på markedet blandt rejsesøgemaskinerne søger vi på samtlige lavprisselskaber i Europa.”

I stedet for, at man som forbruger skulle have fat i en medarbejder ved et rejsebureau for at danne sig et overblik og finde den bedste rejse til den bedste pris, kunne forbrugerne via søgemaskinen selv gøre rejsebureauets arbejde. Flere brugere var så tilfredse, at de skrev en e-mail til folkene bag Momondo. I den første tid var der en fast rutine for som dagens første opgave at læse beskederne fra brugerne, husker Thorvald Stigsen.

I 2011 blev firmaet solgt til det britiske selskab Cheapflights for et trecifret millionbeløb. Beløbets størrelse er ikke offentligt kendt. Thorvald Stigsen kunne givet sætte sig ned og bruge sine evner som matematiker og programmør til at udvikle nye søgerobotter, men han er gået en anden vej.

I dagens Danmark tales der alt for meget om innovation, iværksætteri og senest disruption, mener iværksætteren:

”Det er, som om alt det, som i virkeligheden skaber et samfund af relationer og nærhed, blegner. Jeg vil gerne arbejde for, at vi får et mere robust samfund, og med til det hører et decentralt samfund, hvor man finder lokale løsninger.”

Mens den tidligere iværksætter Thorvald Stigsen mener, at man taler for meget om disruption og innovation, mener ledelseskonsulent Tune Hein, at der er for lidt fokus på disse begreber.

Tune Hein er medforfatter til bogen ”Disrupt eller dø”, som er en guide til ledere. I bogen beskrives disruption som en hurtig og livstruende ændring af forretningsvilkårene. Med henvisning til beregninger foretaget af professor ved Handelshøjskolen i København, CBS, Jan Damsgaard, anslår Tune Hein, at op mod hvert andet job trues af automatisering i løbet af de næste 10 år. Det drejer sig om alt fra piloter til revisorer, fra sagsbehandlere til butiksansatte og fra ejendomsmæglere til bogholdere, der vil se deres nuværende jobs forsvinde.

Tune Hein underviser og holder foredrag om disruption, og han ved, at en del ryster på hovedet og siger, at disruption kun har noget at gøre med, hvad der sker i Silicon Valley eller Shanghai, men ikke er vedkommende i vores del af verden. At disruption imidlertid også er vedkommende i vores del af verden, viser et eksempel fra Finland i 2014, hvor kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s nedvurderede Finlands kreditvurdering med henvisning til blandt andet den dalende eksport. Både mobiltelefonproducenten Nokia og papirindustrien var ramt af disruption. Landets daværende statsminister Alexander Stubb sagde:

”Jeg vil tro, at man kan sige, at iPhonen dræbte Nokia, og iPad’en dræbte den finske papirindustri, men vi vil vende tilbage.”

Ifølge Tune Hein er disruption overalt: gratisaviser, delebiler, lavpris-teleselskaber, netbaserede ejendomsmæglere og kæder af tandlæger. Den nyeste og mest kendte danske disruption er Mobilepay, som gør det muligt at overføre penge med mobiltelefonen. Mere end tre millioner danskere bruger tjenesten.

”Når man går ind og laver en disruption, er det lidt som et Kinderæg, som ud fra et forbrugersynspunkt består af tre ting: Forbrugeren får en innovation. Man bliver tilbudt noget ekstra. Og så er det billigere eller gratis. Før kunne man også betale med sin telefon, men man skulle gå ind via en netbank, hvilket kunne tage op til fem minutter.”

Disruption er en del af kampen om markedsandele og forbrugernes gunst på en måde, som den digitale teknologi har gjort mulig. Som foredragsholder møder Tune Hein begejstring hos mennesker, som kan se fantastiske muligheder i dette marked, men han oplever også bekymring fra folk, som er bange for at miste deres job. Og endelig er der skeptikerne, som mener, at det, han præsenterer, er gammel vin på nye flasker. Han citerer den amerikanske Stanford-professor James March for vendingen: ”En verden beriget af forandring”. Sådan mener Tune Hein, man kan se på disruption.

”Det er en trussel mod vores etablerede erhvervsliv og al den værdiskabelse og de arbejdspladser, som findes der. Men der er også et hav af muligheder, ikke kun i det private, men også i det offentlige.”

Hvis disruption vil præge fremtiden både på det private og offentlige arbejdsmarked, hvad råder Tune Hein så sine børn til, når det gælder spørgsmålet om valg af fremtidig levevej? Han peger på to ting.

”Det er vigtigt, at børn får en teknologiforståelse, for det er teknologien, som driver den her udvikling, og samtidig er det vigtigt, at man har en forståelse for forretningsmodeller. Det, som driver disruption, er en kobling mellem forskellige teknologier og nye, digitale forretningsmodeller.”

Se Tune Hein fortælle om disruption her 


Er den opvoksende generation rustet til en verden af disruption? Ifølge medieprofessor, dr.phil. Kirsten Drotner fra Syddansk Universitet skal skolen omstille sig, så læringen bliver mere produktiv for at matche fremtidens behov.

”Der sker nogle transformationer, som er bredere end arbejdslivet. Uddannelse skal både kvalificere til nogle bestemte kompetencer, men den skal også danne mennesker mere bredt til at leve i samfundet. Meget af den uddannelsespraksis, vi har i dag, er rettet mod arbejdslivet og ikke det øvrige liv, og det er samtidig et uddannelsesperspektiv, som er præget af industrisamfundets reproduktive tænkning, hvor man skal lære at gengive andres viden.”

Efter syv år som leder af det nationale forskningscenter Dream, hvor man samarbejder med museer, science-, og oplevelsescentre om kreative og digitale læreprocesser, efterlyser Kirsten Drotner plads til kreative processer i folkeskolen.

”Disruption kræver, at man kan gøre noget, som er anderledes, end man plejer, og vi er nødt til at rykke både uddannelsesinstitutioner og uddannelsespraksis i retning af det 21. århundrede, hvor det, der er brug for, er produktive kompetencer.”

Kirsten Drotner mener, det er vigtigt, at alle børn lærer at skabe noget, hvad enten det er, at man bliver god til at programmere, fordi man har lært matematik og kan lave sin egen app, at man er god til at skrive og kan nedfælde egne fortællinger, eller at man dygtiggør sig i at arbejde praktisk med hænderne.

”Det er ikke fordi, alle skal være opfindere eller designere, men vi har brug for et ryk i retning af at opmuntre de kreative kompetencer, og når det sker, så opmuntrer man til, at tingene kan gøres på andre måder, end man plejer. Kreativitet er grundlag for innovation og en forudsætning for at mestre disruption.”

Forskningsprojekterne i det nationale forskningscenter Dream har vist Kirsten Drotner, at de yngste elever i folkeskolen er gode til at gå ind i kreative projekter, mens de ældre elever har fokus på, hvad de får i karakterer. De ældste elever har ifølge Kirsten Drotner fået en funktionel tilgang til læring, som ikke er hensigtsmæssig i forhold til at klare en fremtid præget af disruption.

”I dag er der en enorm ensretning og Pisa-ficering af den danske skolehverdag, og den flotte skoletradion, vi har i Danmark, er udfordret i forhold til Pisa-ficeringen. Alle fødes kreative. Evnen til at undres, stille spørgsmål og tænke kreativt er der som et beredskab, når børnene kommer i skole, men vi har ikke været gode nok til at stimulere kreativiteten, og risikoen er, at vi går glip af nytækning og innovation.”

Kirsten Drotner har en søn på 34 år, som er designer. Når mostre og onkler i sin tid spurgte sønnen, hvad han ville være, svarede han, at han ikke behøvede at blive én ting. Skulle Kirsten Drotner rådgive et barn eller en ung om fremtidsvej, så ville hun netop slå på, at man ikke behøver at blive én ting.

”Selvfølgelig skal man blive god til noget, og man skal øve sig. Men man skal kunne bruge sin kunnen i andre sammenhænge, og man skal være med til at skabe de nye sammenhænge.”

Tune Hein tror, at Danmark i 2020 vil se ganske anderledes ud med en meget større integration af teknologi i hverdagen, hvor man for eksempel ikke vender sig om, fordi man ser en drone.

”Til den tid har jeg måske haft mit sidste besøg i en dagligvarebutik, og det er ikke en bil, men en drone, som afleverer mine indkøb ude på terrassen. Jeg er heller ikke sikker på, at min søn på 14 år vil nå at tage kørekort, for man er langt fremme med selvkørende biler. Danskerne er ret gode til at tage moderne teknologi til sig, og så længe det er mobilt og bekvemt, så ser det ud til, at vi nærmest omfavner disruption. Hvor hurtigt det skal gå, er i høj grad en politisk beslutning.”

Men på den anden side er der en skepsis. Tegner man en kurve over den teknologiske udvikling, er den eksponentiel. Hvis man på samme ark tegner en kurve for, hvordan mennesket forholder sig til forandringer, så er kurven kun svagt stigende.

”Den menneskelige psyke har ikke den samme acceleration som udviklingen af teknologi. Forskellen kalder jeg ’dødens gab’, men uanset om vi kan lide det eller ej, så er det noget, som kommer til os. Det er ikke noget, vi kan vælge fra, men noget, vi må vælge at få det bedste ud af.”

Og ”dødens gab” vokser dag for dag, mener Tune Hein.

”Der er et spænd, som øges. Vil vi møde stress, resignation og sammenbrud eller en afskærmning og sortering? Vi ved det ikke.”

En ting er, at den teknologiske udvikling har form af en eksponentiel kurve, men hvad skal der til for som menneske at trives i en sådan virkelighed?

”Den enkelte må finde en balance, som kan give stabilitet og en følelse af at høre til, så man kan opleve mening i forhold til familie og netværk. For mig er meditation en praksis, hvor jeg oplever, at jeg er grounded .”

Momondo-opfinder Thorvald Stigsen er også optaget af spørgsmålet om balance. Det er 10 år siden, han fik succes med at udvikle robotter, som blev en forstyrrelse, eller disruption, for rejsebureauer. I stedet for at udvikle nye robotter har han bosat sig i feriebyen Tisvilde i Nordsjælland. Her lever den 50-årige erhvervsmand livet ud fra en tro på, at det gode liv hænger sammen med at leve for mindre og leve uden altid at være i selskab med computer eller telefon. Sammen med håndværkere er han ved at indrette en moderne kro med åbent ildsted ud fra et ønske om at styrke livet i byen, når sommerens badegæster er rejst fra byen.

I løbet af det snart forgangne år er der talt og skrevet en del om begrebet FoMo, som er en sammentrækning af de engelske ord ”fear of missing out”, som kan oversættes som angst for at gå glip af noget.

Thorvald Stigsen tror på modtendensen: ”the joy of missing out”, som er glæden ved at gå glip af noget. Og i stedet for at investere i nye digitale teknologier hæfter han sig ved en voksende interesse for det gode håndværk og det lokalt producerede.

”Der er et umanerligt stærkt vækstkrav i samfundet og en leflen for innovation, som er udtryk for en systemisk fejl. Jeg vil gerne være med til at udvikle succesfulde, lokale fællesskaber, hvor man producerer noget lokalt og kombinerer godt håndværk med høj livskvalitet og en robusthed. Sådan har det været engang. Hvorfor skulle det ikke kunne blive sådan igen?”

Hvad svarer han sine egne børn, når talen falder på deres fremtid? Thorvald Stigsens største ønske er, at børnene må blive grebet af noget.

”Jeg har en søn, som vil være poet, og en anden vil vide alt om træ og måske være snedker. I stedet for at sigte efter stjernerne tror jeg, at man skal have en ydmyg tilgang til tilværelsen. Kan man blive en god snedker, så er det stort. At blive en god snedker er nærmest en form for disruption i en centralistisk tid, hvor robotter står klar til at lave arbejdet.”