Prøv avisen

Margrethe var et sensitivt barn: Nu er hun børnenes frontkæmper

Børnepsykologen Margrethe Brun Hansen har brugt hele sit voksenliv på at hjælpe andre voksne til bedre at forstå børnenes verden, deres drømme, evner og behov. Men det er svært, for de fleste har glemt, hvad det vil sige at være barn. – Foto: Jens Welding Øllgaard

De fleste voksne har glemt, hvordan børnenes verden fungerer, mener børnepsykologen Margrethe Brun Hansen. Selv var hun et sensitivt barn, der allerede som ung tog andre børns smerte på sig og siden gjorde det til en levevej at være broen til deres forældre

For nylig skete det igen. Margrethe Brun Hansen var i Irma for at købe ind og så en femårig dreng få øje på et køleskab med et håndtag formet som en colaflaske. Han lod sine fingre glide ned over den bølgede form, dybt fascineret.

”Mor,” råbte han. ”Se, hvad man kan få!”.

En kvinde så træt op og blev stram i ansigtet.

”Du får ikke cola! Stop så! Nu kommer du, vi går nu!”, sagde hun.

Margrethe Brun Hansen mærkede hendes træthed, hun følte med kvinden. Men hun følte endnu mere med drengen, der slet ikke bad om cola, han ville bare gerne vise sin mor, hvad han havde fundet.

Den 69-årig børnepsykolog sender en lille, hjertelig latter af sted.

”Åh, hvor havde jeg lyst til at fortælle den mor, at hun ikke så sin dreng ordentligt. Hun kunne bare have sagt: Aj, hvor er det skægt, det håndtag, det kan jeg godt forstå, du synes er spændende. Så havde hun undgået konflikten, men endnu vigtigere, så havde drengen ikke fået slukket de lysende øjne, han stod med.”

Hun vifter indbydende ud over spisebordet i hjemmet i Svogerslev lidt uden for Roskilde. Der er friske jordbær og ærter, små ostehapsere og kaffe serveret i Royal Copenhagen stel. Hendes talestrøm er stærk. Især i forhold til, at hun var meget i tvivl om, hvorvidt hun ville interviewes. For hun er et privat menneske, selvom hun lever af at åbne for andres mest intime problemstillinger i den selvstændige psykologpraksis, hun har haft siden 2002. Og selvom hun ikke er bange for at stille sig op i medierne og sige noget skarpt, når hun mener, at forældre generelt i dag har alt for svært ved at se, læse og forstå deres egne børn.

Men hun køber argumentet om, at når man som hende er blevet en markant meningsdanner, har folk også ret til at vide, hvor de værdier, hun lægger ned over andre, kommer fra. Hvordan er de formet, og hvorfor er de så stærke, at det kan gøre fysisk ondt i hendes hjerte, når hun oplever børn, der bliver ydmyget og nedgjort og i det hele taget ikke har det børneliv, de fortjener? Hun kan næsten ikke bære det, og sådan har det faktisk altid været.

”Min synsvinkel er indstillet lavere end andre voksnes,” siger hun.

”Nede i børnehøjde findes en verden, jeg på mange måder synes er mere fascinerende end den voksne. Børns evne til at slippe virkeligheden helt og gå dybt ind i en leg er fantastisk, og jeg bliver helt høj af at se, hvordan de kan bygge hospitaler fra grunden, flyve til andre planeter i hjemmelavede raketter eller drive en fuldt funktionel tankstation. Men jeg bliver så også tilsvarende fortvivlet, når jeg ser, hvordan de fleste voksne helt har glemt den verden. Og hvor svært de har ved at træde ind i den og se deres børn i det perspektiv. Kunne de det, kunne de undgå rigtig mange af de daglige konflikter, som slider på børnefamilierne i disse år.”

Margrethe Brun Hansen voksede op i den lille stationsby Brørup, der ligger mellem Kolding og Esbjerg, som del af en familie, hvor alle kendte deres plads. Hendes far var den tydelige autoritet, sådan som fædre var mest i 1950’erne. En direktør, der sjældent var hjemme, men når han var, var et blik nok til at sige alt, der skulle siges. Samtidig var han den kulturelle indpisker. Han sang for fra Højskolesangbogen, tog sin familie med til kunst- og kulturudstillinger og øste af sin historiske viden og politiske engagement.

Han var inkarneret Venstre-mand og havde som bærende værdi, at man var sin egen lykkes smed. Ikke på en egoistisk måde, men man var ansvarlig for sit eget liv og derfor forpligtet til at handle – også i forhold til andre.

”Vi fik i høj grad indprentet, at det forpligter at være privilegeret, og at det ikke var nok blot at have medfølelse, man skulle også gøre noget,” siger hun.

Til gengæld var følelser noget, man holdt for sig selv. Og forståelsen for svaghed var ikke stor – med mindre noget var helt galt. Var der problemer, måtte man handle sig ud af dem.

”Min far var modstandsmand under krigen og oplevede ting, der mærkede ham. Han kunne falde ind i sig selv og være trist og tavs, men han kunne ikke tale om det, ikke engang med min mor. Og det lagde ligesom en grundstemning af, at de tungere ting i livet var man ikke fælles om. Men sådan er jeg ikke indrettet. Min tilgang har altid været, at skal man leve livet helt, skal man turde konfrontere det smertefulde og vise svaghed over for andre,” fortæller hun.

Hendes mor var uddannet sygeplejerske og havde en uforlignelig varme og intuition for, hvordan andre havde det. Margrethe behøvede ikke at fortælle, hvordan skoledagen var gået, det blev aflæst allerede i døråbningen. Samtidig var hun hjemmegående husmor, der helligede sig de fire børn og lærte dem at henkoge rødbeder, sy og tage sig af hinanden.

”Jeg kan stadig få et kilo fars til at strække en uge,” udbryder Margrethe Brun Hansen med den lattermildhed, som har været med til at gøre hende til en særdeles efterspurgt foredragsholder gennem årene. Og som passer godt til resten af hendes væsen, der er præget af en særlig resolut ømhed. Hun er typen, der giver kram efter første møde. Og som gladeligt viser rundt i huset, men insisterer på at holde døren til soveværelset lukket.

Måske var det denne dobbelthed, der var med til at gøre hende til et særligt sensitiv barn. Og som stadig gør, at hun ikke tåler voldsomme film og da slet ikke en boksekamp. Hendes filter er for tyndt, alting går for direkte ind. Og måske er det også derfor, at en bestemt oplevelse som 17-årig medhjælper i en børnehave kom til at få så afgørende betydning for hendes livssyn og karriere.

En af drengene, den femårige Tom, var stukket af fra børnehaven, og Margrethe blev sendt efter ham. Hun fandt ham derhjemme i det lille hus, familien delte med en anden familie, og hvor Toms far lå syg i sengen, mens moderen sad apatisk i stolen. Tom var krøbet sammen i et hjørne, grædende.

”Jeg havde aldrig set den slags armod før. Og den angst, jeg så i Toms øjne – jeg glemmer det aldrig. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Sådan en smerte skal intet barn bære på.’ Det virker så storladent at sige, at min sociale bevidsthed for alvor begyndte lige der, men det var det, der skete. Samfundets dybder blev pludselig tydelige for mig, og det kriblede i mig for at hjælpe,” siger hun.

Der var også noget andet på spil. I begyndelsen af 1960’erne var den sorte skole stadig i funktion, og Margrethe Brun Hansen følte sig konsekvent misforstået. Kæft, trit og slag over fingrene passede ikke til den måde, hun lærte på, så da tiden kom, hvor hun skulle erklæres egnet til gymnasiet, blev hun det ikke. Det blev et nederlag, der stadig sidder i hende et sted, og som gjorde ekstra ondt, fordi hun vidste, at det ikke var, fordi hun var dum. Der var bare ingen, der tog udgangspunkt i, hvem hun var.

”Der er ingen tvivl om, at den grundfølelse af ikke at blive set, hørt eller forstået har været en vigtig del af min drivkraft mod at hjælpe andre børn til ikke at blive fanget i en tilsvarende sump af misforståethed,” siger hun.

”Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det gjorde mig til den, jeg er, både menneskeligt og fagligt. Jeg blev jo tvunget til at tage en omvej, som blev helt afgørende.”

Egentlig ville hun være skolelærer, men uden studentereksamen måtte hun i stedet gå pædagogvejen og endte i første omgang på Rødding Højskole for at tjene point. Her følte hun sig for første gang virkelig set og lærte, at vi er hinandens verden og skæbne og derfor gensidigt afhængige. Og den livsforståelse var med til at pege hende i retning af pædagogseminariet, som betød mødet med en række mennesker, der kom til at forme hendes meget praksisnære og næstekærlige tilgang til arbejdet med børn.

”Havde jeg gået på gymnasiet og var fortsat på universitetet, ville jeg formentlig have udviklet en langt mere teoretisk synsvinkel, end jeg har i dag,” forklarer hun.

”I stedet har jeg været heldig med at møde undervisere og mentorer, som så på børnene på samme måde som jeg. Ikke bare som små voksne, men som væsener med egen logik og livsverden.”

Et godt eksempel var Gudrun Bruun fra den børnepsykiatriske afdeling på Bispebjerg Hospital nær København, hvor hun søgte hen efter seminariet for at kunne arbejde med de børn, der havde det allersværest. Børn, der end ikke turde tage imod slik. Personalet måtte lægge det fra sig og se børnene nærme sig det frygtsomt – og det selvom de ikke bar kitler, spiste frokost med børnene hver dag og på alle måder var usædvanligt langt fremme i deres syn på børnene.

Det menneskesyn greb dybt i Margrethe Brun Hansen. Her passede hun ind, følte hun, og her kunne hun virkelig gøre en forskel. Men mest som en af de psykologer, hun kunne se havde en helt anden faglighed end pædagogerne. På den måde endte hun alligevel på universitetet. Og det var vigtigt.

”Når jeg udtaler mig i alle mulige sammenhænge om et emne, de fleste har en holdning til, nemlig det bedste liv for børnene, så er det afgørende at have en faglig pondus. Men jeg må samtidig sige, at debatten ofte bliver for akademisk og for langt væk fra de reelle problemer. Mit udgangspunkt er altid, at børn kan en hel masse, for det er min oplevelse. De kan have problemer, men de har altid ressourcer, og det glemmer vi, fordi vi har en tendens til at forlange det perfekte.”

Idet hele taget har langt færre børn brug for professionel hjælp, end vi går og tror, siger hun. De har brug for at blive betragtet og behandlet som ligeværdige med voksne på en måde, hvor de voksnes forventninger til barnet smelter sammen med indlevelse i barnet og en accept af barnets selvstændighed.

Det har altid været hendes egen tilgang. Og på den måde er hun måske en moderne Peter Pan. Ikke at hun vil holde børnene i barndommen ligesom ham, men hun vil gerne hjælpe forældre til bedre at lade deres børn leve og lege i dette barndommens land fuldt af eventyr og drømme. Og gøre forældre og bedsteforældre bedre i stand til at træde ind i den verden og forstå, hvor meget et barn faktisk kan rumme og tage stilling til, og hvor det har brug for vejledning.

Men det er ikke en nem opgave, erkender hun. I disse år er det især en udfordring, at så mange forældre har mere blik for at optimere deres børns færdigheder i skolen og på sportsbanen end for at give dem klassisk dannelse.

”Mange børn i dag kan så småt læse, inden de begynder i skole, men er ikke socialt klar, fordi de eksempelvis ikke har lært at dele eller løse konflikter på en ordentlig måde. Det er for mig se et tegn på, at mange forældre netop ikke helt er i øjenhøjde med deres børn. Det samme kan man sige om tendensen til, at forældre i så høj grad søger professionel hjælp til deres børn, selvom børnene ofte mest af alt har brug for opmærksomhed. For nogle år siden lavede jeg en lille undersøgelse, der viste, at ud af 100 børn, der var henvist til mig, skulle kun fire-fem stykker sendes videre i systemet. Det fortæller jo alt om behovet for, at vi kommer tættere på vores børn.”

Hvilken bog har inspireret dig mest?

Åh, der er flere. Især ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry. Mit eksemplar hænger i laser efterhånden. Der er også ”Den etiske fordring” af K.E. Løgstrup, hvor han så livsklogt skriver, at den enkelte har ikke med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sine hænder.

Hvad ville de fleste blive overrasket over at vide om dig?

Ha! At jeg elsker at spise aftensmad foran fjernsynet, selvom jeg i så mange år har prædiket, hvor dårlig en idé det er. Men når man nærmer sig 70 år og ikke længere har hjemmeboende børn, tænker jeg, at det er okay.

Hvad skal der stå på din gravsten?

”Tak for et godt liv – det var sjovt”. Jeg håber og tror på, at jeg vil ende mit liv mæt af dage. Altså på den gode måde. Måske skal der bare stå: ”Tak, jeg blev mæt”.