Kære Brevkasse
Jeg har leddegigt og bruger kørestol udendørs og har hjælpere, så jeg lever et godt liv. Men jeg fik ikke nogen børn. Da jeg havde læst jeres klumme om emnet, satte jeg mig selv til at skrive, og her er, hvad det blev til:
”Jeg har tænkt over det med at være kvinde og mor. Jeg kunne have fået børn, da jeg havde kræfterne og kæresten dengang, men jeg gjorde det ikke af forskellige grunde. En af dem var, at det ville kræve al min tid og energi i mange år frem, som det gør for alle kvinder, men jeg har jo ekstra fysiske udfordringer med leddegigt og smerter, så det ville kræve en total dedikation, som jeg ikke havde. Det føltes ikke så enormt vigtigt. Så en tid troede jeg, at jeg ikke skulle have børn i dette liv. Men der tog jeg fejl.
Jeg har været en ekstramor for min barndomsvenindes første datter. Og så har jeg mødt et hold babysvømmere i den svømmehal, hvor jeg går til træning i varmt vand. Mit hold er fra klokken 15 til 16, og derefter kommer der et babyhold.
Det startede med en mødregruppe med helt unge mødre. De snakkede som en hønsegård i omklædningsrummet, og de grinede og råbte og opførte sig helt frit og uden censur. Det var der simpelthen ikke tid og kræfter til. Så jeg lærte rigtig meget om babyer og om mødre og om, hvordan det er at være førstegangsfødende.
De startede, da babyerne var under et år, og sæsonen efter var børnene over et år, og jeg kunne følge dem hele vejen. Det gør jeg endnu, og jeg elsker det. Jeg kender efterhånden flere af dem rigtig godt, og det er en fryd, når de også begynder at genkende mig. At se ind i øjnene på en baby er paradis.
Det erfarede jeg første gang med min venindes datter, når vi lå og rullede rundt på hendes mors seng. Vi så ind i øjnene på hinanden, og med det samme forsvandt verden omkring os, og vi nåede hinanden og sendte hinanden strålende smil og øjne. Det var som at mødes på en fremmed planet og tale et nyt sprog med øjnene. I en atmosfære af lykke og kærlighed.
Det oplever jeg nu hver uge, når jeg går til varmtvandstræning. Når Jonas lige har lært at plaske og fornøjet sprøjter mig i øjnene, når Alma kigger granskende på mig med det store brune øjne og bevidste blik. Når lille Olivers ansigt flækker i et stort grin, da han ser mig. Jo, der er børn i mit liv, og det har hele tiden været meningen. Jeg vidste det bare ikke.”
I øvrigt er jeg selv adopteret. Min biologiske mor var en 18-årig pige fra et andet nordisk land, som var blevet gravid. Hun havde ingen uddannelse eller arbejde, og familien var meget ophidset og vred over graviditeten. Særligt fordi faderen var en fyr, som hun havde mødt til et høstbal og vist aldrig set igen. Så hun bortadopterede mig til min mor og far her i Danmark. De ønskede sig så højt at få et barn mere ud over den dreng, som de også havde adopteret.
Så jeg ved noget om barnløshed og relationerne mor og barn på flere ledder. Der skete det, at min biologiske mor fortrød og ville have mig tilbage. Så hun rejste til Danmark og forsøgte at få mig tilbage, men min mor og far ville ikke give mig fra sig. De gik under jorden, og det hele endte i en retssag, hvor mine danske forældre vandt sagen og mig.
Venlig hilsen
Elisa
Kære Elisa
Tak for dit opmuntrende brev. Du har jo ikke kun haft et let liv. Siden ungdommen har du måttet kæmpe med leddegigt, og nu er du afhængig af både hjælpere og kørestol. Og vi kan forstå, at din sygdom også har været med til at forme dine beslutninger i livet, blandt andet om, hvorvidt du skulle have børn eller ej. Det må ikke bare have været enkelt dengang.
Men du har formået at vende noget, der har været udfordrende og svært, til noget positivt. Vi kommer til at tænke på sætningen om ”at tage sin skæbne på sig”, når vi læser dit brev. Og du skriver, at du nu har et godt liv, og at du trods beslutningen om, at du ikke skulle have egne børn, har formået at glædes over de fine og herlige kontakter, som du har fået til børn igennem livet – både din venindes datter og de små rollinger, som du igen og igen møder, når du er i svømmehallen.
Tak for den fine måde, du beskriver kontakten til børn på. Det at skue ind i deres øjne og finde en hel ny verden af noget smukt og godt, og det at mærke glæden og kærligheden i de øjeblikke, hvor den øvrige verden lukkes ude, er fint at læse om.
At tage sin skæbne på sig, eller at omforme noget, der kan være vanskeligt og op-ad-bakke til noget positivt, er ikke altid en enkel sag. Det er en gave, hvis man har fået evnen til at se positivt på de muligheder, man nu engang har i sin hverdag og i sit liv, og det er værd at takke for, hvis man er blevet udstyret med evnen til at omdanne udfordringer til muligheder. Det er også noget, som man nogle gange kan træne sig i. De tanker, vi har om forskellige ting i livet, skaber følelser i os. Så måden, vi tænker på, er afgørende for, hvilke følelser der får lov til at fylde i vores sind. Denne tænkning bruger man blandt andet også i terapeutisk sammenhæng, hvor man kalder det for kognitiv terapi, når man hjælper folk til at træne tanken til at tænke mere konstruktivt om en ting eller livsomstændigheder, og folk kan ad den vej med god hjælp erfare, at når tankerne justeres eller ændres, så kan følelseslivet også påvirkes i konstruktiv og positiv retning.
Nu er det ikke sådan, at vi skal møde andre, der har det svært, med en letkøbt udfordring om, at de bare skal tænke positivt og anderledes. Nogle gange kan livet være så svært og uvejsomt, at det ikke er muligt at tvinge tanken ind i mere positive baner der og da.
Og nogle menneskers tristhed kan også handle om depressive symptomer, som ikke bare kan ændres, selvom lysten til, at de kunne det, er til stede. Letkøbte sætninger vil til tider bringe nye byrder ind i et allerede prøvet menneskesind.
Men man kan øve sig til eget brug og i det daglige forsøge at tænke lidt anderledes om forskellige situationer, således at man udfordrer sin egen tankegang til at dreje ind i realistisk og positiv retning og så at sige træne den opmuntrende og mulighedsskabende muskel.
I folkemunde har man til tider hørt folk sige, at nogle mennesker ser et glas, som er halvt tomt, hvorimod andre ser det som halvt fuldt. Så selvom de objektivt set ser det samme, kan oplevelsen være vidt forskellig, og følelsen og stemningen, der følger med, kan være af vidt forskellig karakter.
Tak for din inspiration til at træne i taknemmelighed og i muligheder. Det kan mange af os bruge. Bliver vi for indfanget af alt det, vi ikke fik, eller alt det, der ikke lykkes, så kan vi komme til at bære en stor byrde i vores indre, samtidig med at vi også kan komme til at smitte vores omgivelser.
Mange hilsener