Prøv avisen

Er fodbold blevet den nye Gud?

For udenforstående må det være et besynderligt skue. Hvad i alverden er det for kræfter, 22 mænd og en fodbold kan slippe løs? Er fodbold blevet den nye Gud? Foto: Niels Meilvang og Lars Møller/Ritzau Scanpix

Når det meste af verden i den kommende måned begejstres over VM i fodbold, sker det med en række ritualer, der ligner dem i troslivet. Og fodboldiveren er udtryk for en slags religionserstatning, men den handler også om genopdaget nationalisme og behovet for at slippe kontrollen

Et fascinerende fænomen tog sin begyndelse i går. I løbet af den kommende måned vil mere end halvdelen af verdens befolkning på et eller andet tidspunkt følge med i verdensmesterskaberne i fodbold for mænd. En hel del af seerne interesserer sig ikke synderligt for fodbold til daglig, men nu vil de opslugt følge spillet og måske endda råbe med på ærgrelser og begejstringer. De vil hoppe op og omfavne de nærmeste, hvis deres hold vinder. De vil mærke spændingen og føle sammenholdet.

Og det er bare de mindst entusiastiske. Andre bruger formuer på at se kampene direkte, de køber spillertrøjer, mødes i store forsamlinger, bruger timevis på at se hold, de ellers aldrig ville se spille, og glæder sig intenst til de største og mest vigtige kampe. Alle normale normer og social selvkontrol er for flere milliarder mennesker erstattet af ufiltreret passion, glæde og fællesskab.

For udenforstående må det være et besynderligt skue. Hvad i alverden er det for kræfter, 22 mænd og en fodbold kan slippe løs? Er fodbold blevet den nye Gud?

Et svar på det spørgsmål bliver formentlig endnu mere presserende i morgen, når Danmark går i aktion for første gang til det, der er verdens mest sete sportsbegivenhed. Det er imod Peru, og Marianne Qvortrup Fibiger er en af de mange, man kan finde foran skærmen klokken 18. Hun håber selvfølgelig på dansk sejr, men egentlig er det ikke så meget selve spillet, lektoren i religionsvidenskab fra Aarhus Universitet går mest op i. Det er alt det rundt om spillet: De mange ritualer hos spillerne, deres sociale hierarkier, tilskuernes ageren – hele det teater, fodboldspillet også er.

På mange måder kan man også kalde fodboldkampen en liturgi, for de mange ligheder mellem fodbold og religion ligger lige for. Mennesker mødes bestemte steder til bestemte tider, endda typisk om søndagen, for at gennemføre et ritual fuldt af symbolik og følelser. De fleste synger og hylder bestemte heltefigurer i et helt særligt fællesskab med dem, de er omkring.

”Når fodbold er bedst, er det som en sportslig ballet, hvis skønhed får mig til at slappe af,” forklarer Marianne Qvortrup Fibiger, ”men for mig er fodbold endnu mere et virkelig interessant studie i, hvad der kan samle os mennesker og få nogle af de stærkeste følelser frem. Sport i det hele taget og fodbold i særdeleshed er blevet et centralt holdepunkt i rigtig mange menneskers liv i en grad og på en måde, så det er rimeligt at sige, at moderne sport udfylder noget af det rum, religionen tidligere havde patent på i forhold til at skabe og fastholde brede fællesskaber. Og det kommer særligt stærkt til udtryk i disse dage til verdensmesterskaberne”.

Bo Kampmann Walther skal også se med i morgen. Og alle andre dage den næste måned. Han er lektor i medievidenskab på Syddansk Universitet og forfatter til flere bøger om forholdet mellem fodbold og religion. Han er helt enig i, at en stor del af de enorme kræfter, der aktiveres ved fodbold i almindelighed og verdensmesterskaberne i særdeleshed, er en form for religionserstatning. Fankulturen bygger i det hele taget på meget af det samme behov for fællesskab og tryghed, som troen tidligere kunne garantere. Stadion er den nye kirke, trænerne er præster, og de bedste spillere ophøjes til gudestatus. Slagsangene minder om salmer, og under kampene bekræftes kirkegængerne i deres tro gennem deres passion for spillet.

Det er derfor ikke tilfældigt, at netop ordet ”fan” beskriver dedikationen til en spiller, et hold eller selve spillet. Det kommer af det latinske ord ”fanum”, som henviser til et helligt sted. Når man går ind i helligdommen, bliver man fan og dyrker det hellige. Alligevel er det vigtigt at skelne skarpt mellem, når fodbold opfører sig som en religion, og når det faktisk er det, siger Bo Kampmann Walther:

”Der er et stykke vej fra en sekulariseret fodboldfan i Danmark til en fattig arbejder i Argentina, der betragter fodboldspilleren Maradona som en reel gud i den religion, der har eksisteret i 20 år og kaldes Maradona-kirken. Her på den nordlige del af verdenskortet kalder vi fodbold en slags religion, fordi den opfører sig sådan – lidt på samme måde, som nogle mener, at Ikea og andre institutioner gør det. Men i den sydlige del af verden kan det være ramme alvor. Og derfor er der her ikke blot tale om hyggelige og forbigående kræfter, der slippes løs, når fløjten lyder.”

At der kan være paralleller mellem sport og tro er langtfra en ny tanke. Allerede de gamle grækere gjorde De Olympiske Lege til ”musklernes religion” ledsaget af særlige ceremonier, hymner og rituelle ofringer. I nyere tid er man gået endnu længere. Tilhængere af den tyske fodboldklub HSV kan således blive begravet på en særlig fan-kirkegård tæt på stadion. Og i 2004 søgte en fanfraktion af københavnerklubben FCK om at blive optaget som trossamfund. Det var ganske vist kun for sjov, og Kirkeministeriet gav da også afslag, men det var efter sigende lidt vanskeligt for embedsmændene at finde de afgørende forskelle på fanklubben og andre trossamfund.

Der er dog flere helt afgørende ting, som skiller vandene mellem fodboldiver og religiøsitet, påpeger Caroline Schaffalitzky. Hun interesserer sig ikke det mindste for fodbold og opdager først, at der er VM under opsejling, når journalisterne begynder at ringe. Til gengæld har hun som lektor i filosofi på Syddansk Universitet længe interesseret sig for, hvad der gør en religion til en religion – og i den forbindelse hvad der adskiller eksempelvis fodbold fra at kunne betegnes som en religion. Og her bliver det tydeligt, at fodbolden mangler det helt centrale element i troen, nemlig at kunne fortælle noget om meningen med livet, hvordan det er opstået, og hvordan man skal leve det.

”Fodbold deler det dybtfølte og det rituelle med religionen. Begge steder kan vi blive løftet op, glemme os selv og føle os som del af noget større. Men fodbold mangler hele den intellektuelle og overnaturlige dimension. Fodbold indeholder heller ikke idéer, der kan få afgørende indflydelse på vores liv, værdier og handlinger. I hvert fald slet ikke i samme grad som religionen. Den kraft, der ligger bag fodboldbegejstringen, er derfor næppe formet af en søgen tilbage mod religionen, den er snarere skabt af, at det ligger dybt i menneskets natur at søge mod fællesskaber og ritualer. Det er religion god til, og det er fodbold god til. Det er der mange ting, der er gode til.”

Okay, så den fodboldfeber, der i den kommende måned præger store dele af verden, kan ligne en religiøs vækkelse. En vækkelse, der ikke mindst bliver formet af mediernes oppiskede stemning, påpeger de tre fagfolk, men som nok mest af alt er drevet af behovet for fællesskab. Den er nok også i stigende grad drevet af en specifik slags fællesskab, nemlig nationalisme, mener Bo Kampmann Walther. For i en tid, hvor mange landes grænser – herunder Danmarks – og dermed nationalidentiteten bliver stadig mere udfordret, og indvandrerdebatten bærer præg af de skel, det skaber, så finder mange nok også en lettelse ved at søge ind i et rum, hvor alle pludselig er danskere.

”Der ligger en meget stærk fortælling i at se landets bedste udøvere af nationalsporten træde ind på banen for at kæmpe for Danmark. Den fortælling tilbyder en kærkommen lejlighed til at stå sammen i en tid, hvor der er meget, der splitter os,” siger han.

Dertil kommer fodboldens funktion som ventil for de stridigheder mellem byer eller lande, som altid har været der, men som de seneste 70 år ikke har ført til krig og blod i gaderne i den vestlige verden, påpeger Bo Kampmann Walther. På fodboldbanen og på tribunerne kan det iboende behov for konflikt få udløb under kontrollerede former i to gange 45 minutter. Romerne brugte gladiatorkampe til samme formål. Senere var det offentlige hængninger og halshugninger, der var ventil for aggressionerne. Og senere endnu fik karnevallet rollen som der, hvor det var tilladt at smide hæmningerne.

”Fodbold og sport i det hele taget er en formgivet konkurrence om kaos,” siger han. ”Det store spørgsmål er så, om det mest er en civiliserende eller brutaliserende kraft, der ligger bag. For selvfølgelig har feberen en syg side, men for mig at se er fodbolden først og fremmest en sund ventil, både på nationalt og personligt plan, for vi lever i dag et ekstremt kontrolleret liv, hvor de store følelser sjældent kommer i spil. Men følelserne er der jo, og vi halser rundt i forsøget på at realisere dem, men når bolden er givet op, kan al den forkrampethed fordampe et lille stykke tid.”

Uanset om kræfterne bag fodboldiveren er sunde eller usunde, er de stærke, påpeger Caroline Schaffalitzky. De kan både føre til optøjer og forbrødring, men de kan ikke tage noget fra kirken andet end det sociale aspekt.

”For dem, der udelukkende går i kirke på grund af fællesskabet, er det oplagt, at fodbold kan levere et spændende alternativ. I hvert fald for en stund. Men vil man have mere end fællesskab og spænding, er man nødt til at søge mod kirken eller andre steder.”