Juleaften i 2003 stod Ulla Toft i køkkenet på sin mors landsted på Midtsjælland. De havde netop spist andesteg og var ved at gøre klar til risalamande, da hun ud ad køkkenvinduet fik øje på lyskeglerne fra en personbil, som kom kørende op ad den lange allé, som førte hen til gården. Hun var 29 år, teologistuderende og stod med sin førstefødte Søren-Erik på fire måneder på armen og nåede at undre sig over, at nogen ville køre så langt ud på landet på selveste juleaften. Da det kort efter ringede på døren, stod to betjente på trappetrinet og spurgte efter hende. Hun husker, de sagde, som følger:
”Er der en Ulla Toft til stede? Vi har en meget sørgelig besked til dig. Din far er blevet dræbt i et trafikuheld i Nordengland.”
”Jeg var totalt kølig, i virkeligheden vildt chokeret, men i situationen meget fattet og sagde bare ’mange tak, fordi I gav mig besked’,” siger Ulla Toft.
Hun er i dag 44 år og præst ved Grøndalskirken i det nordvestlige København. I en hyggelig murermestervilla tæt på den hvide kirke bor hun med sin kæreste og fem børn.
De fire i alderen 8 til 15 år har hun fra sit første ægteskab. Nu er hun på barsel med lille Gunver på otte måneder, som hun har sammen med Jesper, der er kok.
Vi sidder i den diskret julepyntede stue og taler om den far, hun mistede. Iført gul skjorte og med pibe i mundvigen småsmiler han fra et billede på væggen. Han blev kun 54 år. Fordi Ulla Tofts forældre var skilt, og hun var den ældste, var det også hende, der fik ansvaret for at tage til England og identificere ham umiddelbart efter juleaften.
”Jeg gik i praktisk mode og måtte flyve til England dagen efter. Heldigvis var vi to om at bære ansvaret, for min søster var med igennem det hele. Søren-Erik var jo så lille, så han skulle også med, og han havde ikke noget pas, og jeg kunne heller ikke finde mit eget. Det var meget kaotisk,” husker hun.
Deres far lå i et kølerum på den lokale politistation i Nordengland med et klæde over kroppen, men ansigtet var frit. Han var tidligere på året flyttet midlertidigt til det britiske for at arbejde som maskinmester og havde spist julemiddag hos nogle kolleger – og forulykket i bilen på vej hjem derfra. Det var vigtigt for Ulla Toft at se både sin far og ulykkesstedet for at forstå, at han virkelig var død.
”Jeg havde set døde mennesker før, men blev chokeret over, hvor levende han så ud. Min søster, der er læge og meget undersøgende, fjernede klædet fra hans hænder for at se på dem. Min far havde meget smukke hænder. Jeg tog også ud på ulykkesstedet, hvor der lå en masse ampuller og andre efterladenskaber fra, at de havde forsøgt at genoplive ham. Men det havde været forgæves. Han var død ved ulykken.”
På politistationen fik Ulla Toft også faderens briller og hans pibe. Og nøglerne til huset, han boede til leje i.
”Da vi kom ind i hans lille hus, var der vådt tøj i maskinen. Han havde åbenbart sat en vask over, inden han var kørt af sted til julemiddagen. Jeg kan huske, at jeg besluttede mig for at hænge det op, selvom det jo ikke skulle bruges igen. Men det skulle jo heller ikke ligge der og mugne. Hans bøger var slået op midt i et kapitel, og der var mad i køleskabet. Han havde jo været midt i livet.”
Hendes far havde længe glædet sig til at blive morfar og havde ikke altid haft det let.
”Nu var han endelig blevet det, og så nåede han kun at opleve fire måneder af Søren-Eriks liv. Det var så uretfærdigt, at han ikke skulle opleve sine børnebørn vokse op.”
Tilbage i Danmark måtte de udskyde sønnens dåb for i stedet at begrave hans morfar.
”Jeg havde nogle gange tænkt på, hvordan det mon ville være at miste sine forældre. Og jeg tror nok, jeg var nået frem til, at det ikke ville være så slemt, fordi det jo er naturligt, at de dør først. Men det var meget værre at miste ham, end jeg havde troet. Jeg blev ramt af en fysisk sorg i hele kroppen. Det var meget voldsomt.”
Ulla Toft læste teologi på Københavns Universitet, da hendes far forulykkede. Hun havde egentlig været godt i gang med historiestudiet i Aarhus og kom samtidig meget i byens domkirke. Ved en gudstjeneste anden søndag i advent, slog det hende, at man også kunne blive præst.
”Det lyder måske helligt, men det var et kald, jeg fik der på kirkebænken, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde tænkt på det før. Fra det øjeblik tænkte jeg, at det måtte være det mest vidunderlige job i verden. Kontakten med mennesker, arbejdet med at skrive prædikener, gudstjenesten i kirken. Der var ikke noget ved det, jeg ikke syntes om, og jeg flyttede til København med det helt klare mål at læse teologi for at blive præst.”
Hendes barndomshjem var ellers ikke særlig kirkeligt. Hun blev først døbt i forbindelse med sin konfirmation. Da hun senere fortalte sin far, at hun ville være præst, syntes han hellere, hun skulle være lærer, men senere blev han alligevel stolt af hendes valg.
”Da han døde, oplevede jeg kortvarigt, at det var meningsløst at læse teologi. Jeg havde stadig min tro og talte med Gud. Men jeg var meget vred over, at det var sket, og vred på Gud. Og jeg overvejede, om jeg virkelig skulle være præst, for jeg oplevede, at jeg stod lige så meget uden redskaber til at tackle sorgen som alle andre til trods for, at jeg havde min tro.”
I dag definerer hun sin tro som stærkere end dengang.
”Jeg føler, at der er et Guds nærvær, selvom der sker tragiske ting. Jeg har aldrig følt mig alene i det. Når andre måske ikke helt forstod min sorg, har jeg altid følt mig forstået på et højere plan.”
De første fem-seks år efter den skæbnesvangre juleaften havde hun det rigtig svært, når kalenderen viste december. At julen var hjerternes fest, skurrede underligt i ørerne, syntes hun. Men for børnenes skyld forsøgte hun at stable noget julestemning på benene.
”Jeg kom aldrig i julestemning og blev aldrig rigtig glad. Jeg syntes ikke, det var spor hyggeligt. Men det fantastiske ved at have børn er jo, at de kræver dig. Jeg skulle jo være Søren-Eriks og siden hele flokkens mor. Og de holder dig fast på, at du må finde en vis juleglæde frem.”
”Til gengæld bryder jeg mig ikke meget om den slags juleri, man skal rende til i børnenes skoleklasser, hvor de har spist sig mætte i æbleskiver inden klokken ni om morgenen. Og jeg har et stort had til nisser og er i det hele taget ikke det store oppyntningsmenneske,” siger hun med et blik på den sparsomt pyntede stue.
Men der er noget særligt ved december, som har en dobbelthed over sig, mener Ulla Toft.
”Det er, som om lyset er lidt skarpere, og alt det, man er ked af det over, vælder op i en på en måde, som står i kontrast til forventningen om, at vi rigtig skal være glade. Der er en gennemsigtighed over december, så alt det, der ikke er godt nok, træder tydeligere frem.”
December er også måneden, hvor hun sammen med sine børn besøger sin fars grav. Han ligger begravet på Grøndalslund kirkegård i Rødovre, men gravstedet siger hende ikke så meget ellers. For hende er det ikke der, han er i hverdagen, men mere i tankerne og minderne – som den tobaksæske, som hun i dag bruger til smykkeskrin.
”Min far elskede appelsiner og spiste mange af dem i december. Derfor tager børnene og jeg ud og lægger appelsiner på hans grav. Han ville ikke bryde sig om, at vi tog blomster med. Det giver mig en ro at vide, at han er lidt med i børnenes liv. Min ældste søn har også lige fået nogle af hans lp-plader. Min far elskede musik, og det er dejligt nu at kunne give det videre.”
Lille Gunver, som har sovet formiddagslur, er vågnet og møffer rundt på gulvet og putter spændende ting i munden. Ulla Toft er på barsel med hende et stykke tid endnu, men netop i juletiden længes hun efter at arbejde som præst og prædike i kirken.
”Det var faktisk først, da jeg selv blev præst og havde min jul i kirken og ved gudstjenesterne, at jeg fandt min juleglæde igen. Min julestemning indtræder først rigtigt i kirken, og jeg elsker julen i Grøndalskirken.”
Det var i arbejdet som præst, hun for alvor blev klar over, at det ikke er vigtigt at forcere juleglæden. Man skal give sig selv lov til at være i forstemtheden.
”I kirken har jeg mulighed for at vælge salmer, der ikke udelukkende fokuserer på glæden, men også på mørket og sorgen. Ud af mørket kommer lyset, og det gjorde mig opmærksom på, at det er o.k. ikke at være superglad hele julen. Det at være ked af det i julen kan sagtens rummes i kirken, og det gjorde en forskel for mig.”
Når hun selv skal vælge julesalmer i dag, falder valget gerne på Hostrups ”Julebudet til dem, der bygge” og Grundtvigs ”Velkommen igen, Guds engle små”, der netop slutter med ordene: ” Vor fader i himlen! lad det ske! lad julesorgen slukkes!”.
Efter sin fars død gik hun til psykolog, men den bedste terapi har for hende været at komme i kirken.
”Og særligt juleaften, når Juleevangeliet bliver læst højt i kirken: ’Frygt ikke, siger englene.’ Det hele skal nok gå, selvom alt er sort lige nu.”
Juleaften i år skal hun igen fejre på sin mors landsted på Midtsjælland sammen med mand og mindstebarnet. Hun har ikke holdt jul der siden 2003, da hun mistede sin far.
”Det er klart, at min far altid er i mine tanker juleaften og særligt mellem anden og risalamanden, hvor vi fik besøg af de to betjente. Hans død var som et lynnedslag mit i julen, da jeg netop var blevet mor til mit første barn. Så denne jul, hvor jeg sidder med mit absolut sidste barn på skødet på det samme sted, hvor jeg fik beskeden om hans død, vil han utvivlsomt være meget til stede hos mig.”
Sorgen har lagt sig til rette og fundet et leje:
”Nu er den overvældende sorg afløst af et stille savn.”