Prøv avisen

Claus Grymer: Voksne skal hjælpe børn med at føle sig hjemme på kloden

"Nærvær kan udrette meget. For eksempel i forening med et spil ludo. En sejr i ludo kan styrke at barns hjemstavnsfølelse på kloden," skriver Claus Grymer Foto: Olaf Karwisch/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Børn skal leve med færrest mulige anfægtelser, skriver Claus Grymer, der her beskriver den dag, han mødte en snøftende lille pige i vejkanten

Jeg bestræber mig på at være venlig over for børn, vil gerne styrke dem i troen på, at de er havnet på den rigtige klode. Men egen tro i så henseende kan ind imellem være skrøbelig. Men det skal børnene ikke vide. De skal leve med færrest mulige anfægtelser. Og så længe som muligt være uden belastningen fra disse. Det ønsker jeg for dem.

En lille pige gik søgende i grøftekantens høje græs, hun så trist ud, snøftede også lidt. Jeg anede tårer bag hendes solbriller. I det hele taget virkede hun som én, der ikke følte sig hjemme på kloden.

Men det kan være så lidt, der skal til for at genoplive hjemstavnsfølelsen. Benny Andersen har et digt om det: ”En kløvet, solfyldt tomat/ med salt, persille og hakket løg/ midt i vinteren –/ Ah! Uhm!/ Så må det alligevel være/ den rigtige klode jeg havnede på!”

Jeg vovede at stille mig til rådighed for en genopretning af pigens overbevisning om det samme, standsede og spurgte forsigtigt, hvad der var i vejen. En kløvet, solfyldt tomat med det hele kunne jeg ikke give hende, vel heller ikke billedligt talt. Men måske kunne jeg yde et lille bidrag til, at hun i det mindste ikke blev ved med at være så uimodtagelig for livets gode gaver, som hun syntes at være dér i grøftekanten.

Nis Petersen skriver i et digt, at han samler på de små børns smil. Og det kan jeg sagtens forstå, at han gjorde. En af de smukkeste lyde, jeg kender, er af børns smil, når de bliver til latter. Lyden af leende børn forbinder jeg med harmoni – med øjeblikke i livet, hvor det er i overensstemmelse med sig selv. Lyden af rislende vand giver mig den samme fornemmelse – livet i bevægelse, strømmende liv. Jo, jeg er på den rigtige klode, jeg kan høre det. Barnelatter og rislende vand kender ikke til svig, alt er sandhed.

Det værste, jeg ved, er børn, der lider. Derfor ser jeg aldrig film om børn, der ingen grund har til at tro, at de er havnet på den rigtige klode. Men ikke desto mindre var jeg engang selv med til at tage den tro fra en dreng. Vi gik cirka i første klasse, da jeg stak ham en lussing. Husker intet om årsagen, men ser stadig for mig, hvordan gråden fik hans ansigt til at krakelere. Jeg følte mig ussel. Måske også fordi jeg var klar over, at drengen i forvejen havde det svært. Han kom fra et fattigt hjem og lugtede af fattigdom.

Da mine to døtre var små, frygtede jeg til stadighed for, at de skulle gøre erfaringer, der fik deres umiddelbare og naive tillid til verden til at briste. Det, jeg frygtede, var med andre ord, at de skulle møde sådan én som mig – én, der med en lussing kunne svække deres tro på, at de var, hvor de burde være.

Overbeskyttelse gør mest skade. Og dog kan jeg ikke udelukke, at det var, hvad jeg praktiserede. Både i forhold til den nærmeste virkelighed og til den globale – i forbindelse med storpolitiske kriser, der udløste frygten for krig. Så forekom børnene endnu mere udsatte og sårbare end ellers. Og jeg følte mig så afmægtig. Det kunne hænde, at de hørte noget i en nyhedsudsendelse, som jeg helst havde skånet dem for. Noget, som gjorde dem bange. At hjælpe angste børn mod den angst, man selv lider af, er krævende.

Men nærvær kan udrette meget. For eksempel i forening med et spil ludo. En sejr i ludo kan styrke at barns hjemstavnsfølelse på kloden.

Pigen i grøftekanten fortalte, at hun var på vej ned i byen for at købe en is. Den pengeseddel, som hendes mor havde givet hende med, havde hun puttet i lommen. Men da hun ville have sedlens tilstedeværelse bekræftet, var lommen tom.

Måske, snøftede hun, var det sket, da hun fra den samme lomme havde taget sine solbriller frem. Også på dette tidspunkt havde hun befundet sig i grøftekanten og bad mig være enig med hende i, at sedlen så måtte være et sted i græsset. Men uanset hvor meget hun havde ledt, blev sedlen ved med at være forsvundet. Om ikke jeg ville hjælpe hende? Jeg skimtede et håb inde bag solbrillerne.

Og det blev indfriet. Jeg fandt sedlen. Godt skjult var den, men alligevel fundet af en larve. Pigen lo til larven. For det havde hun igen overskud til. Hun var vendt hjem til kloden. Og det var den rigtige.