Prøv avisen
Mit sommerminde

Den sommer, hvor stilheden, roen og langsomheden var det vigtigste

Siden 1990 har Dorthe Hansen haft keramikværksted på Sørig Gamle Skole nord for Hjørring. Foto: Jens Morten

Som 22-årig tilbragte keramiker Dorthe Hansen en måned alene i Espedalen i Norge. Det blev en dannelsesrejse for den unge keramiker, som ikke har holdt sommerferie de seneste 30 år

Da jeg var 22 år, holdt jeg en ferie, der stadig står som én af de dejligste ferier, og her senere i livet har jeg forstået, at den ferie var en slags dannelsesrejse for mig.

Jeg havde vist forestillet mig, at jeg skulle læse kemi, da jeg havde fordybet mig i det på gymnasiet.

Men hvad ved man som nybagt student fra Frederikshavns Gymnasium om, hvad livet bringer og hvilke muligheder, der dukker op?

Jeg tog på Engelsholm Højskole mellem Vejle og Billund for at bruge nogle måneder på at tegne og bruge den kreative del i mig.

Helt tilfældigt fik jeg meldt mig til keramik, som med det samme greb mig på en måde, jeg ikke kendte fra skolelivet.

Sammen med andre elever brugte jeg weekend efter weekend på værkstedet, og som 20-årig fik jeg job på skolen som keramiklærer. Uerfaren, men glødende engageret.

Jeg er vokset op i et meget åbent og gæstfrit hjem i Elling nord for Frederikshavn.

Min mor var hjemmegående og min far skibsbygger. Mødte mine forældre mennesker, der ledte efter et sted at overnatte, var de ikke længe om at byde dem indenfor i vores hjem, og på den måde knyttedes mange venskabsbånd. Et af båndene førte mig til et smukt sted i Espedalen i Norge.

Her tilbragte jeg en hel sommermåned. Alene. Jeg pakkede min bil med tegnegrej, symaskine og bøger og husker, hvor højt jeg sang, mens jeg nærmede mig Gudbrandsdalen. Et fantastisk sted ventede på mig.

Egentlig var det store to-etages træhus, der tidligere havde været administrationsbygning for nikkeludvindingsarbejdet på egnen, alt for stort til mig.

I hvert rum var der en smuk brændeovn. Jeg husker pejsen, den udstoppede ugle og flyglet, der for længst havde mistet sin smukke tone. Fra stuen var der en fantastisk udsigt mod Jotunheimen.

500 meter fra huset var der en seværdighed, der hed Helvete, og mens jeg dansede hen ad min vej, lo jeg ved tanken om, at Paradiset og Helvete nærmest var naboer.

Det blev en fantastisk ferie, hvor stilheden, roen og langsomheden var det vigtigste.

Jeg kunne tænke over, hvilken retning jeg ønskede mit liv skulle gå. Jeg nød at være afskåret fra hverdagen og bare være helt i fred.

Jeg tegnede, læste, syede til langt ud på de lyse nætter, og jeg plukkede blåbær uden for huset og skrev alenlange breve til min veninde, hvor jeg bare lod tankerne føre pennen. Brevskrivningen var en god måde at få en snert af klarhed.

Alle burde have den mulighed for at ”blive borte” uden mobiltelefoner og uden pligter bare for en tid.

Den sommer var stilheden, roen og langsomheden det vigtigste. Jeg kunne tænke over, hvilken retning jeg ønskede, mit liv skulle gå. Jeg nød at være afskåret fra hverdagen og bare være helt i fred.

For knap 30 år siden slog jeg mig ned her i Sørig syd for Skagen, og jeg har ikke haft sommerferie siden, for i de varme måneder er der travlhed i min café og keramikbutik.

Om vinteren har jeg stilheden, hvor jeg befinder mig i aleneheden, mens jeg arbejder koncentreret på mit dejlige keramikværksted, og om sommeren tager jeg imod den verden, som kommer til mig.

Jeg har senere været tilbage i Espedalen, og jeg har slæbt andre med for at vise dem ”Paradiset”, men det bliver bare ikke det samme som den første sommer, hvor jeg havde så uendelig god tid.

Dorthe Hansen fotograferet som 22-årig på sommerferien i Norge. Foto: Privatfoto