Jeg var seks år den sommer, min familie og jeg flyttede til et hus med en rigtig stor have. Mine forældre, min lillesøster og jeg boede i et lille hus i Kartoffelrækkerne i København med en meget lille have og rykkede nogle kilometer væk til et hus bag Svanemøllen Station. I min erindring var haven virkelig stor, men måske har den bare været mellemstørrelse. Alt virker jo større, når man er barn. Det var en frodig have med et gammelt æbletræ og mirabelletræ og naboens blommetræ, der strakte ind over vores have.
Jeg husker fornemmelsen af at tage mit yndlingslegetøj, nogle små plasticfigurer, og rykke dem udenfor. Legetøj får et helt nyt liv ude i rigtig natur. Man kan sammenligne det med at lave børnefjernsyn i et studie og børnefjernsyn i naturen. Der er ikke noget, der klæder legetøj som et rosenbed eller en græsmark. Jeg kunne pludselig sætte alle mine legetøjsheste på rigtigt græs i stedet for på stuegulvet, og mine små plastickatte kunne bo under roserne.
Haven var så stor, så når solen begyndte at gå ned, kunne man stille al sit legetøj op på ét sted, og når solen forsvandt der, så kunne man flytte det til den næste plet, hvor solen var endnu. Den sommer handlede også om at være ude, til solen gik ned.
Som familie betød det meget for os at få en have. Vi rykkede allesammen derud. Min far byggede et meget fint hønsehus, drivhus og legehus, alle i den samme stil og facon. De lå for enden af haven som en lille by, og min mor lavede højbede og plantede et kæmpemæssigt rosenbed. Det er en fed måde at være sammen på som familie. At gå og arbejde sammen udenfor, men med hver sit. Det er ikke altid, der er plads til det på samme måde inde i en lejlighed.
Jeg ved ikke, om der findes et ord for det samvær, hvor man er sammen uden at lave det samme. Og dele stemningen af at være en hel sommer ude i en have, som vi gjorde til vores egen. Vi havde også mange dyr. Jeg tror, jeg fik en kattekilling den sommer, og vi havde også høns, marsvin og kaniner. Senere fulgte en hund, fugle og chinchillaer. Når nogle af dyrene døde, begravede vi dem i haven. Hele familien var til stede, da vores kat blev begravet.
Det var en stor ting som barn at få adgang til mere natur, og i dag ser jeg det som et af mine bedste sommerminder, at vi flyttede derhen. Det er også en følelse, jeg går tilbage og bruger, når jeg udvikler eller skriver fjernsyn til børn. Så tænker jeg tilbage på den sommer og på, hvordan det er at være i en seksårigs univers. Fordi det er så klart et minde, giver det adgang til stemningen, tankerne og følelserne, jeg havde dengang. På den måde fungerer mindet som en slags smutvej.
Det er også et minde om, at verden blev større og en lille smule mere magisk, fordi man kunne tage noget, man havde rodet med indenfor og tage det udenfor i en ny sammenhæng. Det inspirerede til nye lege, nye idéer og åbnede for nye muligheder. Den følelse af inspiration og muligheder vil jeg gerne give videre til andre børn i mit arbejde. Det er tit det, jeg ser, når jeg lukker øjnene og tænker på, hvad mit næste program skal handle om. Haven bevarede sin magi, også da jeg blev ældre. Jeg brugte den på andre måder og fandt steder at være alene. For eksempel det hemmelige sted i mirabelletræet, hvor jeg tænkte, at ingen kunne se mig.