Prøv avisen

Den stille jagt i slowmotion

”Det kendetegner i høj grad buejægere, at de søger mere kvalitet i deres jagt,” mener Bjarne Olsen. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Som buejæger bliver du en del af naturen på en unik måde og kommer helt tæt på dit bytte, siger Bjarne Olsen, der har været buejæger i 17 år

Der er langt fra de buer, de fleste kender fra film som ”Ringenes herre” og til det maskineri, som Bjarne Olsen bruger som buejæger. Våbnet er camouflagefarvet og udstyret med kamhjul i hver ende. På strengene er der små røde kugler, som dæmper lyden, når buen spændes, og pilen skydes af sted. I midten af buen er der både en stabilisator og et sigte med små neonfarvede prikker, der indikerer afstand. Sidst, men ikke mindst, er der pilene med de farverige faner i den ene ende og barberblads-skarpe blade i spidsen.

”Jeg roder med alt på buen. Jeg laver selv strengene, skiller buen ad og fornyer den, så den passer perfekt til mig. Pilene samler jeg også,” fortæller Bjarne Olsen.

Han er formand for en bueklub nær Roskilde, og en gang om ugen går han på buejagt, hvor han nyder stilheden og nærkontakten med naturen.

At skyde et dyr er næsten det mindste af buejagten. Først skal man opspore dyret for derefter at lægge en strategi for, hvordan man kommer helt tæt på. Buejægere har nemlig en etisk grænse, der hedder, at man skal være højst 20 meter fra det dyr, man skyder. På den måde sikrer man, at dyret ikke lider unødigt på grund af et dårligt skud.

”Pilen flyver med 90 til 100 meter i sekundet, hvorimod en riffel skyder med 800 til 1000 meter i sekundet, men buen er lige så effektivt et våben. En pil og en kugle har bare forskellig effekt, når de rammer dyret,” siger Bjarne Olsen.

På selve jagten er han klædt fra top til tå i camou-flage. Selv hans hat er lavet af et særligt materiale, som maskerer hans lugt.

”Et af de steder, vi afgiver mest fært, er fra ansigtet,” forklarer han, inden han dækker ansigtet fuldstændig til, så kun øjenregionen adskiller sig fra de grønne og brune nuancer.

Noget af det første, der rammer buejægeren ude i terrænet, er en larmende stilhed. Som buejæger forsøger du at eliminere enhver lyd ved nøje at kontrollere dine bevægelser. Fødderne vader ikke bare af sted, men går i en glidende bevægelse fra hæl til tå og undgår de tørre, knitrende blade og kviste på jorden. Kroppen bevæger sig langsomt, men sikkert, for det er ikke kun støj, der fanger byttets opmærksomhed. Det lægger især mærke til hastige bevægelser, og man tør knap nok baske de mange myg væk, som er ude på deres egen jagt, af frygt for at skabe unødigt postyr.

Bedst som du skruer fuldstændig ned for din egen lyd, træder naturens liv i karakter. De høje, tætte grantræer danner en koncertsal for et utal af fugle, der synger i kor. En sporadisk raslen kan høres i buskenes skjul, og selvom man aner en let knitren fra buejægerens tøj, når han bevæger sig, er det så sagte, at det drukner i de omgivende lyde.

”Du oplever, at når du sidder helt stille, bliver du en del af naturen. Nogle gange kan de små sangfugle finde på at sætte sig på buen eller pilen, fordi de ikke betragter dig som en fjende. Jeg har også oplevet, at et egern kom helt tæt på og snusede til mine sko,” fortæller Bjarne Olsen.

Man skal bevæge sig som en kat, forklarer han. Den løber ikke bare af sted, men bevæger sig lidt for derefter at stå stille, lytte og se sig omkring.

Det samme gør Bjarne Olsen. Ude på jagten går han 10 eller 20 meter, inden han stopper op et sted i skjul for at spejde med sin kikkert. Han er nødt til at tage mange ophold for at kunne se, hvad der gemmer sig mellem buske og træer, for hver gang han bevæger sig blot en smule, ændrer terrænet og udsynet sig. Bemærker han en rå med et lam, må han trække sig tilbage og bevæge sig uden om. Om sommeren må buejægere kun jage råbukke, og hvis en rå får øje på Bjarne Olsen, advarer den alle dyr og ødelægger derved jagten. Vinteren er derimod buejægernes højtid, hvor de blandt andet jager råer, lam, fasaner og harer.

Da grantræerne afløses af et stort område med højt græs, der når Bjarne Olsen op til skuldrene, stopper han.

”Nogle gange kan man se ørerne stikke op, når de ligger i græsset,” hvisker han, inden han bevæger sig op i en stige mellem grantræerne for at spejde ud over det høje, gule græs med sin kikkert.

Han husker stadig det første stykke vildt, han skød. Efter at have listet ihærdigt rundt, dukkede to dyr pludselig op. De kunne godt se, at der stod en eller anden skikkelse, men Bjarne Olsen var fuldstændig camoufleret og stod helt stille. Efter et kvarter besluttede de sig for, at der ikke var fare på færde.

”De begyndte at gå lidt rundt og vendte siden til, så jeg tænkte, ’nu er det nu!’. Jeg stod stadig med buen foran mig, efter jeg havde skudt. Adrenalinen fik pulsen helt op, så jeg stod og rystede,” mindes han.

Når dyret er skudt, lader man det rende. Det nåede at løbe 15 meter, før det kollapsede i en vandpyt.

”Når du skyder med en riffel, lyder der er brag, og så kan du ikke høre, hvad der sker, fordi du er døv et stykke tid. Med buen kan du høre alt – at dyret lister ind i buskadset, og pludselig bliver der stille. Jeg ventede en halv time, inden jeg fandt frem til, hvor det lå i en vandpyt, som var farvet knaldrød af blod. Det var meget voldsomt,” fortæller han.

Netop følelsen af, at buejagt er en krævende præsta-tion, gør, at Bjarne Olsen foretrækker den form for jagt. Du går ikke bare ud og skyder et dyr med bue og pil. Du skal kæmpe for det.

”Det kendetegner i høj grad buejægere, at de søger mere kvalitet i deres jagt. Det er der nok nogle riffeljægere, som vil gokke mig i hovedet for at sige, men jeg vil vove at påstå, at vores form for jagt er mere kvalitet frem for kvantitet, for som buejæger skyder du ikke så meget, og på selve jagten bruger du dig selv meget mere. Du hører alt, og du ser alt. Som riffeljæger har du et stort åbent område, hvor du ved, på hvilke tidspunkter der kommer bukke. Så skal du bare sætte dig og vente. Buejægere skal ud og opspore dyret,” siger han.

Om han skyder et stort eller lille dyr, siger ham ikke så meget. Det er mere processen. Derfor anser han det ikke som spildt tid, når han kommer hjem uden bytte.

Denne gang var der ikke held på jagten af råbukke. Dog fik han opsporet både hindbær og skovjordbær, og myggene ved Roskilde blev mætte og tilfredse.