Preben Kok: Den største frihed, et menneske kan få, er at være elsket uden at være god nok

Præsten Preben Kok er en af Danmarks mest efterspurgte sjælesørgere. Nu har han gjort sit bo op. Troen på en stor Gud er det mest centrale, han har at sige om livet

”Jo mindre en gud man har, jo større et menneske bliver man. Jo større en gud man har, jo mindre et menneske bliver man. De fleste, som beskæftiger sig med Gud i vores tid, gør Gud lille, og så bliver vi alle til gud i vores eget liv. Men det kan vi ikke holde til at være. Det gudsbillede jeg har, har jeg ikke fundet i studerekammeret, men i lidelsen. Jeg tror på en stor Gud,” siger Preben Kok. Foto: Leif Tuxen

Preben Kok er gammel. Og det er sådan set ikke noget nyt. I snart et kvart århundrede har præsten, sjælesørgeren og forfatteren omtalt sig selv som gammel. Han er 73 år og var lige fyldt 50 år, da han begyndte at beskrive sig selv som den gamle præst på sygehuset og i Engum ved Vejle, hvor han var sognepræst. Tidligere havde der været en gammel præst i Vejle, men da han var rejst, var Preben Kok blandt de ældste kollegaer, og han valgte bevidst at omtale sig som ”den gamle præst”, og hermed begyndte en nedstigning til modenhed og visdom.

I en tid, hvor ældre oplever sig som yngre end deres alder, minder han om behovet for at afblomstre for at kunne få tid til at sætte frugt.

”Man må begynde at afblomstre, når man er i 40’erne, så man kan sætte frugt. Det handler om at tage en modenhed på sig. Alternativt kan man jo vælge et liv, hvor man blomstrer hele livet og dør som 82-årige uden at sætte frugt. Men hvad skal man selv og andre så leve af?”.

Nu har den gamle forfatter skrevet en bog, som man nok skal være gammel for at skrive. ”Arvegods” er titlen på bogen, som udkom tidligere på ugen på Gyldendal. Egentlig er det ikke ham, som har skrevet den, selvom det er hans navn, der er trykt på den. Han gør en dyd ud af at dele, hvad han ikke er god til, og vi tyvstarter med at slå fast, at der aldrig var kommet en bog fra Preben Koks hånd, hvis han selv skulle have skrevet den. Han ejer ikke evnen til at skrive langt, så han har haft hjælp af journalisten og samtalepartneren Jens Jam Rasmussen.

Nok er Preben Kok gået på pension, og pandemien har betydet en række aflyste foredrag, men som supervisor og sjælesørger har han, med egne ord, rigeligt at se til. At være gammel betyder heller ikke, at han siger nej til nye opgaver. Magtesløshed er nærmest blevet hans speciale, og også denne dag har der været samtaler med mennesker i eksistentielt stormvejr af orkanstyrke.

”Selvom jeg er gammel, er jeg ikke blevet en dårligere sjælesørger. I en del tilfælde er det at være gammel nærmest en forudsætning for de opgaver, jeg får, men jeg har sørget for at tage en lur, inden du kom, for ellers kunne jeg ikke sidde her.”

Det er fem år siden, han gik på pension. Mens mange andre præster flytter fra sognet som pensionister, har han og ægtefællen valgt at blive boende i Engum 10 minutters kørsel nord for Vejle. Den store gamle præstegård er skiftet ud med et mindre, nybygget hus, hvor Preben Kok har et arbejdsværelse indrettet til samtale. Man kan se, at her bor en kunstsamler, der er glad for Peter Brandes, men i et hjørne er der børnetegninger, og et pyntet turkis bloklys lyser op uden at være tændt. Kok er far til to døtre og familien tæller desuden seks børnebørn. Når han taler om arvegods, spiller børnebørnene en central rolle.

Når han taler om relationen til børnebørnene, fortæller han først om de idealer, han ikke lever op til.

”Jeg er ikke sådan en hyggelig morfar.”

Han tilbringer ikke timer på gulvet i leg med børnene, og han er heller ikke den, som inviterer børnebørnene på hverken shelter- eller storbyture. Men når børnebørnene spilder, siger de, at de lavede en morfar. Og det er en detalje, som får Kok til at ranke sig.

”Jeg giver udtryk for, at man ikke kan leve et perfekt liv, og at jeg også laver fejl. Det er ikke kun børn, som spilder, og når jeg hører, de siger, at de har ’lavet en morfar’, ved jeg, at jeg har sat et niveau, hvor de kan være med. Jeg har forsøgt at lære både min børn og mine børnebørn, at de aldrig må være gode nok. For det at være god nok er skruen uden ende. Den største frihed, et menneske kan få, er at være elsket uden at være god nok. Og det er også kirkens budskab: At prøve at blive god nok betyder, at du aldrig bliver et frit menneske.”

Det arvegods, han gerne vil give videre, er det perfekte værn mod det perfekte liv. I forbindelse med sine foredrag har han sagt, at han er ved at lave en hær af folk, som vil sørge for, at de næste generationer ikke skal overtage en forurenet verden. Når Kok taler om forurening, peger han på det mentale og åndelige klima.

”Vi har ikke fået givet vores eget arvegods videre, og det har ført til mindre realisme, mindre hengivelse og mere stress, angst og depression i vores samfund.”

Et nøgleord i Preben Koks forståelse af arvegods er begrebet ledsagehistorier. Når han tænker tilbage på sin opvækst, kan han se, hvordan han fik sunget og læst almengyldige ledsagehistorier til både lykkelige og de mere lidelsesfulde dage. Der er tale om erfaringer, som typisk er blevet sunget ind og fortalt gennem generationer, men som netop hans generation gjorde op med i 1968.

Som foredragsholder har Preben Kok nogle gange forklaret det nyttige ved ledsagehistorier med et eksempel hentet fra sygeplejen. Har en patient et stort sår, der begynder at hele og vokse sammen, kan der i kanten af såret opstå kløe. Umiddelbart vil patienten måske opleve, at man nu har to problemer: såret og kløen. Men når sygeplejersken forklarer patienten, at kløen er et godt tegn på helbredelse, skifter kløen karakter fra at være et problem til at være et gode. Ikke fordi kløen er blevet skøn, men fordi synet på kløen med den nye viden er forandret.

Det er mere end 20 år siden, at han blev morfar første gang, så det er en ganske erfaren morfar, som fortæller om de tre ledsagehistorier, han har givet videre til børnebørnene: Fadervor, ”Klods-Hans” og ”Baronessen fra benzintanken”. Eventyret har han fortalt til børnebørnene for at gøre det tydeligt for dem, hvordan Klods-Hans, der instinktivt samler det op, han møder på sin vej fra en død krage til en gammel træsko og noget mudder, vinder prinsessen. Moralen og ledsagehistorien er ifølge Kok, at det jordnære og umiddelbart værdiløse kan vise sig at give adgang ikke bare til prinsessen, men til det dybeste i livet.

Og for at være sikker på, at børnebørnene har forstået værdien i det jordnære, har han sørget for, at de har set den romantiske komedie ”Baronessen fra benzintanken” fra 1960 med Ghita Nørby, Ove Sprogøe og Dirch Passer. Læren er cirka den samme som i ”Klods-Hans”.

”Siden 1968 har vi levet i en tid, hvor det jordnære ikke fremhæves, men det er i det umiddelbart værdiløse, man kan finde adgangen til det dybeste i livet, og det er en vigtig ledsagehistorie, når man lever i en kultur, hvor man hele tiden bliver opfordret til at stile højt for at få succes, og hvor de fleste overser værdien ved det jævne.”

Fadervor er også på listen over arvegods, han har givet til børnebørnene. Ifølge Kok er det vigtigste arvegods, han har at give, at pege på Guds storhed ikke mindst i en tid, hvor han oplever, at gudsbilledet generelt skrumper.

”Jo mindre en gud man har, jo større et menneske bliver man. Jo større en gud man har, jo mindre et menneske bliver man. De fleste, som beskæftiger sig med Gud i vores tid, gør Gud lille, og så bliver vi alle til gud i vores eget liv, men det kan vi ikke holde til at være. Det gudsbillede jeg har, har jeg ikke fundet i studerekammeret, men i lidelsen. Jeg tror på en stor Gud.”

Der er syv bønner i Fadervor, og Preben Kok siger uden omsvøb, at han i forbindelse med indlæringen af Fadervor har købt sig til børnebørnenes opmærksomhed. For hver bøn, de har lært, har de optjent point, som kunne bruges til en besøg i en legetøjsbutik med morfar.

Han ved, at metoden givet vil få nogle til at løfte øjenbrynene, men når det gælder overlevering af Fadervor, mener han, at målet helliger midlet.

”Og du kan sagtens mene, at det er et overgreb, men nogen former for kærlighed skal man have i kraft af et overgreb. Går man langs en stærk, trafikeret vej med et lille barn, spørger man heller ikke barnet, om det vil holde i hånden. Så tager man det i hånden. Noget kærlighed skal man have ved at bede om det – og andet skal man ikke bede om. Sådan er det med Fadervor.”

Børnebørnene har fået jordnær visdom fra eventyr og film og et Fadervor, men hvilket arvegods vil han gerne give til de mennesker, som opsøger ham til en sjælesørgerisk samtale i Engum, når livet gør ondt? Svaret vil afhænge af konfidentens situation, men der er særligt en ting, han mener, det moderne menneske i modgang har brug for at blive mindet om: doseringen af omsorg.

Idealerne om at være den gode pårørende, som bestandigt giver omsorg, risikerer at gøre mennesker syge. Utallige gange har Preben Kok talt med mennesker om den grænseløse omsorg. Til forældrene med det kronisk syge barn og til det gamle menneske, der har en syg ægtefælle, har han sagt:

”Gør ondt for ikke at gøre fortræd.”

”Det er blevet sværere for os at stille rimelige forventninger til os selv, og nogle gange ser vi folk, som knækker, fordi de har opsat urealistiske forventninger om en grænseløs grad af omsorg. Her kan det være min opgave at hjælpe dem til at gøre mindre, så de kan blive ved med at holde ud.”

Og selvom det er blevet et slags mantra i tiden, at man skal være god til at passe på sig selv, så giver Kok ikke meget for de ord.

”Når folk siger til mig, at de er gode til at passe på sig selv, så beder jeg dem forklare, hvad det er, de gør, når de passer på sig selv. Det er cellofan-ord. At passe på sig selv er at yde mindre og sænke niveauet for at kunne forøge indsatsen og ikke gøre fortræd.”

Læs uddrag af ”Arvegods” her.