Prøv avisen

Den store digitale depression

”Den digitale depression – hvordan de ny medier ændrer vores opfattelse af lykke” er en bog om smartphonens tid - tiden hvor alle har hovederne begravet i telefonerne og ikke selv kan komme ud af den dårlige vane. Tegning: Rasmus Juul

Den er med overalt, den æder vores tid og koncentration, og den levner ingen plads til spontane lykkeoplevelser. Det er på høje tid at tage et opgør med vores overophedede omgang med smartphonen, mener tysk psykologiprofessor

Skal du også lige en tur ud i postkassen og tjekke den for post, reklamer eller aviser fem-seks gange i timen?

I så fald ser din omverden dig nok som pænt neurotisk. Hvis du trods mobil-nakke, fantom-vibrationer og koncentrationsbesvær derimod kigger på din smartphone fem-seks gange i timen, for eksempel midt i samtaler, på vej ind i bussen, eller mens du bestiller morgenbrød ved bageren, så er du derimod ganske gennemsnitlig og vil højst blive påduttet den kække betegnelse ”smombie” – en sammentrækning af ordene smartphone og zombie.

Denne mærkværdige tilstand har den unge, tyske psykologiprofessor Sarah Diefenbach taget op i den letlæste bog, der ikke er oversat, men som på dansk ville have titlen ”Den digitale depression – hvordan de ny medier ændrer vores opfattelse af lykke”.

”Det er jo et allestedsnærværende fænomen i vores hverdag, hvor man ligefrem skal retfærdiggøre sig, hvis man ikke er online,” siger Sarah Diefenbach til Kristeligt Dagblad.

”Det slog mig især, da en god veninde en dag havde glemt sin smartphone – og dermed sit kamera – og i ramme alvor mente, at så kunne hun lige så godt have sparet sig vores udflugt. Hvis det oplevede ikke kan eksponeres, er det altså overflødigt. Det lyder nok ikke så dramatisk som enkelttilfælde, men hvis man lægger de mange aktuelle indtryk af digitale medier sammen, så er spørgsmålet yderst relevant: Er vi ved at tage afsked med vores evne til at opleve en direkte, ikke-medieret lykke?”.

Ligesom med bestselleren ”Digital demens” af Manfred Spitzer er der i ”Digital depression” ikke tale om depression i klinisk forstand. Også selvom de digitale medier og især sociale netværk ifølge Sarah Diefenbach påviseligt fører til en større utilfredshed med eget liv, og selvom opfyldningen af alle pauser med online-input og sociale chats er med til at producere mere stress og udbrændthed.

”Depressionen er en metafor, både for den sociale følelse i smartphone-samfundet og for vores eget syn på vores forbrug, som er yderst splittet,” siger hun.

Repræsentative undersøgelser viser, at 62 procent af alle smartphonebrugere ser den som en tidssluger, de kæmper imod.

Men i situationen kan vi alligevel ikke lade være med lige at se, om vores posts er blevet liked på Facebook, om der skulle være kommet en mail, eller om der er breaking news fra et land, vi aldrig har været i. Denne udbredte brug af smartphonen overalt irriterer over tre fjerdedele af alle mennesker.

”I psykologien betegner man det som en attributionsfejl mellem vores opfattelse af os selv og andre,” fortæller Sarah Diefenbach.

”Jeg har altid selv en forklaring på, hvorfor jeg er nødt til lige at kaste et blik på telefonen. Ved andre er vi derimod skeptiske over for, om der skulle være en ekstern grund. Hos dem ser vi det som et personlighedstræk, noget uhøfligt, omend det ved os selv også er en indgroet refleks.”

At det er kommet dertil, giver Facebook et godt billede på.

Også her betegner langt hovedparten af brugerne den overvejende del af deres tid på netværket som ”spildtid”, deres humør synker beviseligt i løbet af den forbrugte tid, og meget hyppigt ærgrer brugeren sig efterfølgende over den tabte tid og den brudte koncentration.

”Alligevel gør vi det igen og igen. Det grunder i en særlig belønningsmekanisme, som kan forklares adfærdspsykologisk. Det hænder jo af og til, at vi virkelig får en godbid, oplever noget interessant eller læser noget, som rører os, gør os klogere eller rykker noget i os. Men det sker kun sjældent, og netop derfor er det så vanedannende. Lidt som ved en enarmet tyveknægt venter vi på kicket. Men i langt de fleste tilfælde går vi skuffede derfra og ærgrer os,” mener Sarah Diefenbach.

”Denne ærgrelse, vil jeg hævde, optræder sjældent i den virkelige verden – hvis vi for eksempel arbejder, bager en kage eller er sammen med venner. Det forlokkende er, at den såkaldteinstant gratification, hvor vi søger forløsning for et behov her og nu, går perfekt hånd i hånd med smartphonen, fordi den jo er lige ved hånden og tilbyder så mange flader,” siger psykologen og opremser nyheder, sociale medier, kamera, sms og telefon.

I det store perspektiv lyder hendes kritik ganske reaktionær og verdensfjern. Sådan er udviklingen jo, det er det, de unge, de digitalt indfødte, vil have. Sarah Diefenbach ryster ivrigt på hovedet.

”I vores stiltiende kapitulation over for de digitale mediers fristelser har vi upåagtet skubbet vores lykkeforestillinger til side,” siger hun.

”Tidligere var lykke noget lunefuldt, måske endda skæbnebestemt, som kunne komme og gå og opstå spon tant. Med smartphonens udbredelse er der efterhånden meget få frirum til uforudsete lykkeoplevelser. Samtidig er der med de sociale medier sket et skred i retning af, at lykke er noget, man systematisk kan arbejde sig frem imod, noget, som bør stilles til skue.”

Denne tendens forstærkes ifølge psykologen af, at den digitale adfærd – og dermed teknikken bag – griber langt ind i vores offline-liv og opførsel i hverdagen.

”Jo flere kommunikationskanaler, der er åbne mellem to mennesker, desto mindre forpligtende bliver deres aftaler. ’Jeg giver lige lyd i morgen formiddag,’” siger Sarah Diefenbach som et eksempel.

”Desuden har folk påfaldende lidt tålmodighed i samtaler, i overført betydning hopper vi fra link til link. Stadig flere mener også, at det er ok at kommentere alt muligt, gerne i den rå tone, de er vant til på sociale medier, hvor det bare skal vække opmærksomhed.”

Andre eksempler er den udbredte tendens til at gribe i lommen og Wikipedia-tjekke selv ligegyldige udsagn i en samtale. Eller selvmåling med smart- phonen – for eksempel puls, forbrænding af kalorier eller gennemsnitstempo på løbeturen.

Her bøjer mange sig ligefrem for teknikkens parametre, idet de eksempelvis ikke løber en velgørende tur i blæsevejr, fordi det kan ødelægge tempo-gennemsnittet.

Her ligger en af essenserne i det digitale problem ifølge Sarah Diefenbach. For studier har entydigt vist, at deltagerne i overraskende grad lægger deres egen smag, præferencer eller lyster til side, hvis en alternativ præmie vurderes til flere fiktive point end den præmie, de egentlig helst ville have.

”Den slags findes selvsagt også i den analoge verden. Men den digitale verden er fuld af disse fælder, hvor vilkårlig teknik sætter målestokkene for, hvad der tæller. Og de styrer smartphone- brugere langt mere, end vi aner,” mener Sarah Diefenbach.

Selvom der er stærke økonomiske interesser i at tage så meget af vores tid som muligt til at skabe klik, vise reklamer eller skrabe kostbare brugerdata sammen, er hun i sidste ende forsigtig optimist – også selvom hun i bogen har skrevet en lang række selvindlysende råd som ”tag ikke smartphonen med i seng” eller ”læs ikke dine mails, før du tager på arbejde”.

”Ja, den type opfordringer ved læserne nok godt i forvejen. Men det har fået sit eget liv, så målet med bogen er ikke så meget at oplyse som at skabe refleksion og fokus på vores egentlige forestillinger om lykke,” siger Sarah Diefenbach.

”Alt var ikke bedre før smartphonen, tværtimod er den et fremragende redskab, der udvider verden voldsomt. Men vi må være bevidste om, at enhver brug af digitale medier er et bytte med opmærksomhed for verden og menneskene omkring os. Der er en række aktuelle trends mod mindre onlinetid og digitale fastekure. Det er positivt. Hvis vi kan bidrage til at ruske op i de digitale rutiner og skabe mere fokus på den menneskelige lykke, så er jeg glad.”