Prøv avisen

Charlotte Rørths søn begik selvmord: Den totale sorg og den totale glæde fylder hele kroppen

”Når man ikke har kunnet holde sit barn i live, vil man gerne gøre godt for andre. Jeg tror, det er et grundlæggende motiv hos mennesker, og der bliver gjort meget godt i verden, fordi andre har ondt,” siger Charlotte Rørth. – Foto: Mikkel Møller Hansen

Da journalisten og forfatteren Charlotte Rørths yngste søn for fem år siden begik selvmord, fik hun en frygtløshed, som siden har fulgt hende

Da Frederik døde, var taknemmelighed den første følelse. Taknemmeligheden over, at vi havde haft ham i 22 år. Jeg forstod det ikke, for hvordan kan man føle sådan, når ens søn er død? Det var ude af trit med, hvad jeg har lært som menneske, men jeg må holde fast ved, at det var min første følelse: En tak over, at han overhovedet havde været her. Så kom alle de andre følelser og den ekstreme smerte, som er helt hvid og voldsom. Jeg håber aldrig, at man oplever noget, som er værre. Men alt det, som er sket inden. De 22 år med ham havde jeg jo. Det er ikke væk. Alt det er stadig en del af mit liv.

Frederik er min yngste søn. Han var en dejlig, varm, kærlig, stille og klog dreng. Jeg kan ikke fortælle, hvorfor han gjorde det. Det finder vi aldrig ud af. Hvem er jeg, at jeg skal sidde her og komme med tanker om, hvorfor han gjorde det, når han ikke selv kan få indflydelse på, hvad der skal siges udadtil. Den værdighed synes jeg, at jeg skylder ham.

Jeg har forsøgt at tage et skridt ad gangen i mit liv, og det har livet ikke syntes, at jeg skulle. Mine møder med Jesus begyndte i 2009, jeg skrev om det, men jeg fik det ikke udgivet. Da jeg afleverede min første bog, døde vores dreng samtidig. Jeg var sygemeldt, da Frederik døde, for jeg var blevet opereret i min ryg. Det skete lige før jul, og det var planen, at jeg skulle have været tilbage på arbejde efter nytår. Min arbejdsplads gav mig mulighed for at blive hjemme, så længe jeg ønskede.

I løbet af få år har jeg de her utroligt smukke møder med Jesus, og samtidig står jeg med en smerte, som gør så ondt, at man ikke kan forestille sig, hvor ondt det gør. Men det er ikke modsætninger. Begge dele er inde i mit hjerte, og begge dele fylder hele kroppen. I dag kan jeg se, at den eneste måde, jeg kan leve med de to umiddelbart modsatrettede følelser på, er inde i troen. Der smelter det sammen. Den totale sorg og den totale glæde bliver en bevægelse, som fylder i hele kroppen. Jeg ser det, når jeg ser Jesus på korset.

Den første påske efter Frederiks død var jeg på retræte hos præsten Lene Højholt. Jeg sad i kirken og så på korset med Jesus. På retræten talte Lene Højholt om den samtidighed, som korset viser, og noget faldt på plads i mig.

Når jeg ser på korset, ser jeg helt banalt en mand, som er ked af at forlade sin mor og er glad for at skulle hjem til sin far. Jeg finder ro ved korset og ser en dyb glæde og en dyb smerte på samme tid.

Hvordan kan jeg høre fuglen, mens jeg græder? Det er samtidigheden. Samtidigheden betyder, at jeg ser både glæden, taknemmeligheden, sorgen og smerten. Den dybe glæde og den dybe sorg er den intensitet, livet rummer. Den intensitet skal vi se hos hinanden og være i. Hvis jeg ser en dreng gå forbi, som har nogle bevægelser som Frederiks, så bliver jeg gennemskyllet af den enorme smerte igen, men smerten er der hele tiden, ligesom kærligheden er der hele tiden. Det er samtidigheden. Ens hjerte er fuldstændig åbent. Sådan var det, da jeg fik oplevelserne. Og det har det været efter Frederiks død.

Tiden efter Frederiks død kom til at handle meget om bogen. I hvert fald udadtil. Interessen for bogen havde ingen forudset. Siden den udkom, er det strømmet ind med breve, mails, tilbud om interviews og invitationer til at holde foredrag. Jeg måtte give slip og være i det. Jeg fortalte, at Frederik var død, men jeg gik også meget privat med det. Ting tager tid. Og det har taget mig år at få ord for at leve med hans død.

Det første år var råt. Det gør mindst lige så ondt at miste et barn som at føde det. Man får fysiske veer. Der er noget i min krop, som er væk. Og det er jo ikke bare væk. Det kommer aldrig tilbage.

Jeg har sagt ja til livet, ja til oplevelserne, og jeg sagde ja til foredragene. Jeg var der med min smerte. Jeg kunne godt have ligget og grædt hele tiden. Og indimellem græd jeg fra scenen. Og det gør jeg stadigvæk. Jeg græd i toget. Og det gør jeg stadigvæk.

Tabet konfirmerede en frygtesløshed, som kom ind i mig med møderne. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Det, som betyder noget, er, hvordan Uffe og mine to andre drenge har det. Jeg kan alligevel ikke få mere ondt, end jeg har det, og derfor står jeg frem, som jeg er. Men det er samtidig hårdt at være så hudløs i verden, og jeg bliver træt. Jeg er nærmest mere træt nu end den første tid efter Frederiks død.

Med Frederiks død kom der også et behov for at gøre godt. Da jeg havde møderne, bøvlede jeg med, hvordan jeg kunne bruge dem til at gøre godt. Det kan være skyldbetynget eller altruistisk. Når man ikke har kunnet holde sit barn i live, vil man gerne gøre godt for andre. Jeg tror, det er et grundlæggende motiv hos mennesker, og der bliver gjort meget godt i verden, fordi andre har ondt.

Det første år var jeg også til psykolog. Han var en rigtig fin fyr, og jeg kunne bare tale, men jeg syntes, det virkede fattigt at tale om sorgen som noget, som kunne passe ind i en psykologisk model. Hvordan kan den enorme kraft, som er i kærligheden, passe ind i et lille ark, som kan sættes op på et whiteboard? Jeg kan ikke se sorgen som en proces med faser, men når man frasiger sig den mulighed, så slipper man også kontrollen.

Jeg slap jo allerede kontrollen, da jeg havde møderne med Jesus. Dengang erkendte jeg en gang for alle, at jeg ikke har behov for at forstå alt. Jeg er ikke i kontrol. Den tilgang til livet havde jeg med mig, da Frederik døde. Og man kan godt have det godt uden at have kontrol. Jeg får jo aldrig et svar på, hvorfor Frederik valgte at dø, og jeg får heller aldrig svar på, hvorfor jeg fik oplevelserne.

Flere har spurgt mig, om jeg er vred på Gud over Frederiks død. Nej. Jeg tror ikke på en retfærdig Gud, som giver os løn som fortjent. De tanker har jeg aldrig haft. Måske fordi jeg ikke er opdraget med, at hvis jeg gør sådan, så kommer jeg i Himlen, og gør jeg sådan, kommer jeg i Helvede. Min vej ind i troen var gennem voldsomme, fysiske oplevelser, som viste mig, at jeg er elsket af Gud. Og de forsvinder ikke, fordi min søn forsvinder til Gud.

Mange har også sagt til mig, at troen må have været en hjælp for mig, da Frederik døde. Jeg mener ikke, at man kan gøre det op på den måde. Når vi gør tro til en slags værktøjskasse, som gør, at vi klarer livet lidt bedre, får jeg det nærmest fysisk dårligt. Jeg hviler ikke i min tro, fordi jeg får det psykisk bedre af det. Jeg beder, fordi det får mig det sted hen, hvor jeg er i forvejen.

I sommer var jeg i England, hvor vores søn Niklas bor. Jeg gik tur med hans hund i Ashdown Forest, og der sker noget med mig, hvor jeg bare skriger noget, som føles som et primalt skrig. Jeg er ellers ikke sådan en, som skriger. Jeg går ned ad en bakke og kommer til et mindesmærke, hvor jeg ser noget, som jeg synes, jeg kan se som en forklaring. Under Anden Verdenskrig faldt en flyver med britiske soldater ned på bakken, og der blev lavet et mindesmærke, som står tilbage sølle og forblæst. Der står navnene på dem, som er døde, underskrevet ”mother”. Mor. Jeg ser det og tænker, at jeg bare er en af mange, som har mistet et barn. Det hjælper mig.

Jeg husker, at jeg går hjem med hunden og en følelse af, at jeg nok skal få et ordentligt liv alligevel. Det er ikke sådan, at jeg går fra at være ked af det til glad på en gang. Med Frederiks død er jeg blevet dygtigere til at leve med flere følelser på samme tid.

Den dag ved mindesmærket blev jeg mindet om det alment menneskelige ved at miste. Det er en måde at fjerne ensomheden på. Måske er det også derfor, at hjertebønnen er der, hvor jeg finder den største trøst: ”Herre Jesus Kristus Guds søn, forbarm dig over mig.” Det er de smukkeste ord, jeg kan sige, men jeg tror, det har en effekt på mig, at jeg ved, at milliarder af mennesker har sagt de ord før mig. Jeg kan registrere, at bønnen berører mig dybt.

Nogle gange kalder jeg mig for miss Marple, og jeg går klædt som hende i klanternet uld. Efter Frederiks død tænker jeg, at noget af mig er blevet en 85-årig dame, som ser på livet med accept, er ærlig, giver slip og tør sige, at jeg har lyst til at dø og blive forenet med Gud. Jeg registrerer det, og jeg tør sige det højt.

Med Frederiks død begyndte jeg at reflektere over døden. Jeg ved jo ikke, hvad det evige liv er, men jeg tror på, at det er der. Og det generer mig ikke, at jeg ikke ved det. Jeg har fuld tillid til, at der kommer til at ske noget godt og noget, som forener os.

Læs uddrag af ”Gud, du er jo lige her. Sådan lever jeg med min tro”

Frederik Rørth Westerberg her fotograferet på Hambledon Hill i det sydlige England. Han blev født den 15. juli 1992 og døde den 17. december 2014. – Privatfoto.