Prøv avisen

Den utænkelige togulykke har ramt os alle

Storebæltsbroen blev onsdag ramt af den største togulykke i Danmark i mere end 30 år. – Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix

Det er sjældent, at otte sagesløse mennesker dør på én gang i det moderne Danmark. Dét og den store grad af ”det kunne have været mig” gør onsdagens togulykke på Storebælt til en national tragedie

På årets første, stormfulde, men ellers helt almindelige hverdag efter juleferien skete det utænkelige: En togulykke dræbte otte mennesker og sårede 16.

Klokken var halv otte, og solen endnu ikke oppe over havet, da et af DSB’s lyntog med 134 mennesker ombord på vej fra Fyn til Sjælland kørte ind på den første, lave del af Storebæltsbroen. Kort efter lød der ifølge øjenvidner i toget et stort brag, før ruderne i den forreste togvogn sprængtes, og toget bremsede kraftigt.

De efterfølgende minutter har øjenvidner i toget beskrevet som kaotiske, blod og glasskår, løsrevet inventar, døde, man måtte gå henover for at komme ud på skinnerne, hvor stormen rasede og gjorde det besværligt for redningsarbejderne at komme frem.

De passagerer, der ikke var kommet fysisk til skade, blev samlet i Nyborg Idrætscenter, og kriseberedskabet gik i gang.

På flere pressemøder gav Fyns Politi løbende offentligheden indblik i efterforskningen af ulykken, som menes at være forårsaget af en tom trailer, der var blæst af et godstog. Godstoget var fuld af ølkasser på vej til Carlsbergs lager i Fredericia og netop kørt forbi.

Onsdagens ulykke var den dødeligste togulykke på dansk jord i mere end 30 år. Mange fik mindelser til den ulykke, der afsporede flere vogne i et tog ved Sorø i 1988 og dræbte otte mennesker. Men i det hele taget er det ikke ret ofte, så mange mennesker dør på én gang i det moderne Danmark.

Ud på eftermiddagen onsdag kom en officiel – og sjælden – kondolence fra dronning Margrethe til ofrene for togulykken på Storebælt. Og ulykken skriver sig på mange måder ind i en række hændelser i nyere tid, som har påvirket hele nationen:

Branden på færgen Scandinavian Star i 1990, hvor 33 danskere omkom. Ulykken på Roskilde Festival i 2000, hvor ni unge mænd blev mast ihjel under en koncert. SAS-ulykken i Milano i 2001, som kostede 18 danskere livet. Tsunamien i Sydøstasien i julen 2004, der tog 46 danskeres liv.

Det er katastrofer, som sidder i danskerne, og som vi husker.

Én af dem, der mistede livet i togulykken i Sorø i 1988, var forfatteren Katrine Marie Guldagers far, Per Guldager. Onsdag morgen, da alvoren af togulykken på Storebælt kom frem i medierne, blev hun ramt af den samme følelse, som den hun stod med en forårsdag for næsten 31 år siden.

”Først troede jeg kun, at folk havde fået overfladiske skrammer, men da det pludselig kom frem, at der er seks (nu otte, red.) døde, kunne jeg mærke, at jeg blev virkelig ked af det. Jeg blev jo sendt direkte tilbage til ulykken i Sorø, hvor jeg mistede min far.”

”Den slags ulykker her er forfærdelige. Allermest selvfølgelig for de pårørende til de døde, men alle, der er blevet sårede og kvæstede og har været med toget, er nogen, der skal passes på de kommende dage. Også politi, redningsfolk og læger bliver påvirkede for livet af den slags ulykker. Det er forfærdeligt for mange. Heldigvis tror jeg, at kriseberedskabet er bedre i dag end dengang i Sorø, men derfor er det noget, alle implicerede må tage meget alvorligt. Jeg tror ikke på Gud, men jeg har alligevel lyst til at bede en bøn for dem,” siger Katrine Marie Guldager.

Den rent fysiske reaktion, et sug i maven, et chok, mærkede Karen Marie Bøggild, sognepræst i Næstved, da hun tændte for morgennyhederne onsdag. Det var den samme sugende fornemmelse, som hun fik den nat for 19 år siden i 2000, hvor hun stod for at koordinere præsternes del af kriseberedskabet på Roskilde Festival i timerne efter ulykken på festivalpladsen.

”Jeg kunne med det samme mærke det fysisk i helt nede i maven. Det er en følelse, jeg genkender fra dengang i Roskilde,” siger hun.

”Det er gruen i det, det er rædslen og fortvivlelsen og afmagten, og det, at sagesløse mennesker pludselig kastes ud i noget voldsomt, man mærker. Der er både dræbte og sårede, mennesker som os selv. Vi er lige gået ind i det nye år og tænker alle, vi går noget godt i møde – og så sker dette her,” siger hun.

”En del af det gys, der gik igennem mig, er også, at noget, vi forestiller os, blev virkelighed. Lige siden Storebæltsbroen blev bygget, har der været øvelse på øvelse på øvelse, og man har lagt planer for beredskabet. Men det gør det ikke mindre fortvivlende at stå i det nu.”

Hun tænker på den store opgave, der nu ligger foran både de mange involverede og de professionelle i kriseberedskabet, herunder præsterne.

”Når man har været involveret i sådan en ulykke, kan man have brug for at takke Gud for, at man blev sparet. Men også for at spørge til, hvor Gud var i den pågældende situation? Der følger ofte også en slags skyld for de mennesker, som har overlevet: Hvorfor var det ikke mig, der døde?”, siger Karen Marie Bøggild.

I Slagelse fulgte provst og ledende beredskabspræst i Folkekirkens Katastrofeberedskab Ulla Thorbjørn Hansen onsdag redningsarbejdet på afstand. Da hun fik besked om, at ulykken var indtruffet, tog hun kontakt til sin kollega i Region Syddanmark – ledende beredskabspræst Charlotte Thea Gade, som oplyste, at katastrofeberedskabet i Region Syd var blevet alarmeret, og at der var sendt flere præster af sted. Både Ulla Thorbjørn Hansen og andre præstekolleger var klar til at rykke ud, hvis der blev behov for flere hænder på Nyborg Idrætscenter.

”Det er rigtig vigtigt, at der er et sted, hvor der bliver samlet op, så man ikke bare tager hjem eller på arbejde, men der er mulighed for at tale med nogen og blive briefet om, hvor man efterfølgende kan få hjælp. Nogen har måske siddet i en anden togvogn og ikke oplevet ulykken, men kan alligevel få behov for hjælp. Oplevelserne kan indprente sig på en negativ måde, hvis ikke de bliver bearbejdet.”

Beredskabspræsterne indgår som en del af det psykosociale beredskab sammen med psykologer og sygeplejersker, og har primært til opgave at lytte.

”Præsterne kan være til stede og rumme sorgen og afmagten. Der kan det godt være, der kommer en masse spørgsmål om ulykken, eller hvad der nu skal ske med de døde. Nogen har brug for at græde eller bede en bøn. Men ofte er det noget med rent konkret og praktisk, at nogen har brug for et ekstra tæppe eller et glas vand – simpelthen at der er et medmenneske at henvende sig til. Man er primært et medmenneske, som kan lytte og er nærværende, og det er det vigtigste, når man møder mennesker i chok og krise.”

En ulykke som onsdagens vil uden tvivl påvirke alle, der hører om den, mener Ulla Thorbjørn Hansen.

”Vi bliver mindet om, at livet er skrøbeligt, og at vi har livet til låns, og det hurtigt kan ændre sig. Det kan måske få os til at rykke lidt sammen og sætte pris på hinanden, mens tid er. Men lige nu er det ikke det, der skal siges til de familier, der har mistet. Der er det bare forfærdeligt, og mine tanker går til dem,” siger hun.

Anders Korsgaard Christensen er chefpsykolog og leder af Krisepsykologisk Klinik på Rigshospitalet. Han bistod blandt andet som krisepsykolog ved Scandinavian Star i 1990 og ved tsunamien i Sydøstasien i 2004. Også han mener, at den tragiske ulykke på Storebælt får det til at gibbe i os alle sammen. Også fordi mange vil kende nogen, som på en eller anden måde har en relation til ulykken, om det så er et familiemedlem, en pendler-kollega eller en fra redningsmandskabet.

”Der er ingen tvivl om, at jo mere man kan identificere sig med det, der er sket, jo større indtryk gør det. Det er en situation, som utrolig mange danskere kender – at være på vej til arbejde. Og så har det mytisk karakter, at ulykken indtræffer et symbolsk sted som Storebæltsbroen, som alle kan se for sig. Der er en medfølelse i det, men der er også en stor grad af ’godt det ikke var mig’. Det er påmindelse om livets skrøbelighed, som man godt kan være tilbøjelig til at glemme i lange perioder. Og det er den første alvorlige togulykke siden Sorø-ulykken.”

Selvom ulykken gør indtryk, vil det formentlig ikke have en specielt varig effekt eller afholde folk fra at køre med tog, vurderer Anders Korsgaard Christensen.

”Man har på mange måder troet på usårligheden, så man bliver rystet i nogle grundantagelser om livets ukrænkelighed, når sådan noget sker. Men jo fjernere du er fra det, der er sket, jo hurtigere vil du også komme over det. Det er noget forbigående. Derfor koncentrerer man sig også udelukkende om at yde hjælp til dem, der var med på toget.”

Og de direkte berørte kan til gengæld have markante efterreaktioner og for eksempel have invaderende minder og tanker om ulykken.

”Uanset hvor på toget, man har været, og om man selv er uskadt, vil ulykken have gjort et kæmpe indtryk. Det ved vi fra mange undersøgelser, at det kan sætte mange reaktioner i gang. For eksempel overlevelsesskyld og ’hvorfor klarede jeg den, når andre skulle dø’. Man har god fantasi til at forestille sig, at det kunne have været en selv.”

Nils Gunder Hansen er professor ved institut for kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet og pendler mellem København og Odense flere gange om ugen. Dog ikke onsdag, men han var alligevel rystet hele dagen, fortæller han.

”Der er en identifikationsfaktor på spil, som handler om, hvor tæt det er på en selv og på nogen, man kender. Jeg kører selv over broen flere gange om ugen og har rigtig mange kolleger, der gør det samme. Man bliver chokeret og tænker på, om man mon kender nogen, der kørte den vej på netop det tidspunkt.”

Han understreger, at det selvfølgelig er lige så tragisk, hvis tilsvarende antal personer bliver dræbt i en ulykke på vejene.

”Det kommer tæt på, når det er et sted, hvor mange færdes. Det er et knudepunkt i infrastrukturen. Og så ryster det os, fordi der sjældent sker togulykker i Danmark. Når man kører i tog i Danmark, føler man sig ret sikker og beskyttet. Der er små irritationer over forsinkelser, men man føler sig ikke udsat og eksponeret. Det gør man på en anden måde i bilerne på vejene.”

Han forventer, at normalen hurtigt vil blive genetableret, når hverdagene kommer rullende henover os – blandt andet fordi vi har et samfund, hvor mange af os farer rundt med toget fra landsdel til landsdel til møder og på ferie.

”Når ulykken indtræffer, får vi et chok, men det foretager sig, fordi den kollektive hukommelse er ret kort. Men for de berørte er der tale om livslang sorg og tab,” siger Nils Gunder Hansen.

Hos Trygfonden holder forskningschef Anders Hede løbende øje med, hvad der gør os danskere utrygge. Og det er som regel ikke enkeltstående ulykker, men varige problemer, som lagrer sig og fortsætter over tid, der gør os urolige på en måde, så det kan læses i statistikkerne. For eksempel nære ting som rod i privatøkonomien eller dårligt helbred.

”Den her type ulykke kommer meget uventet, og der lang tid imellem. Derfor tror jeg heller ikke, ulykken på Storebælt kommer til at spille en rolle i forhold til danskernes følelse af tryghed, med mindre det bliver afsløret, at der viser sig at have været et systematisk sikkerhedssvigt – men det tror jeg virkelig ikke. Det her er en enkeltstående ulykke, men viser der sig at være et problem, vil det blive løst, og så er verden genoprettet. Transportsektoren har en beundringsværdig måde at lære af de ulykker, der finder sted og gøre det sikrere.”

Næste gang især pendlere træder ind i et tog, vil de nok tænke på ulykken, men tankerne vil hurtigt fortage sig, vurderer forskningschefen.

”Når de træder ind i toget anden eller tredje gang, så tænker de ikke længere over det. Pendlere over Storebælt vil nok skænke det en tanke og synes, det er lidt ubehageligt, men hverdagen vinder ind igen, når det gælder den type alvorlige engangsulykker.”

Anders Hede var selv ansat som studentermedhjælper i DSB’s centralorganisation, da Sorøulykken fandt sted i 1988 og husker tydeligt, hvor meget det berørte folk både hos DSB og udenfor. Ulykken på Storebælt vil vi også komme til at huske meget tydeligt i fremtiden, mener han.

”Ligesom man husker Sorøulykken, så bliver det en del af erindringen, fordi ulykken er så prægnant. Den bliver noget, man kan huske, men ikke noget, man er bange for. Det, der viser sig ved sådanne ulykker, er også, at der faktisk er meget i vores samfund, der fungerer. Sundhedsvæsenet tager fat, og de overlevende passagerer hjælper hinanden. Så der er også mange eksempler på, at samfundet viser omsorg for og solidaritet med dem, som er i nød.”