Nedlukningen kan føre til ængstelse og uro. Ikke kun hos ældre og udsatte

Coronaen har lammet landet igen – præcis som Første Verdenskrig og den spanske syge for 100 år siden rystede verden

Den store og fælles eksistentielle rystelse minder os om livets usikkerhed og om, at vi er forgængelige. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse

Jeg læser med glæde og nogle gange også med sørgmodighed jeres brevkasse. Jeg sender et lille hæfte til jer. Det er en oversættelse til dansk af et tysk essay af Sigmund Freud med titlen ”Forgængelighed” fra 1915, da Første Verdenskrig var brudt ud. Essayet handler om vanskelighederne ved at sørge, når noget er forbi. Desværre er det et tema, der er lidt for relevant i disse klima- og coronatider. Måske kunne hans tanker være hjælpsomme for nogle mennesker?

Med ønsket om et godt nytår.

Venlig hilsen

Henriette

Kære Henriette

Tak for dit brev og det lille hæfte, hvor Freud reflekterer over en samtale, han havde, formentlig med to yngre venner, digteren Rainer Rilke og psykoanalytikeren Lou Andreas-Salome, mens de spadserede ude i det blomstrende sommerlandskab. Den unge digter kunne beundre naturen, men følte ingen glæde derved og mærkede tristheden, fordi skønheden var dømt til at forgå om vinteren, på samme måde som ethvert menneskeliv, skønhed og ædle frembringelser på et tidspunkt ville forgå og blive ødelagt. På en måde var disse erfaringer voldsomt forstærket af Første Verdenskrig, da Freud skrev dette essay, da krigen ødelagde både naturen og massevis af menneskelige eksistenser, byer og kulturer på et helt kontinent.

Freud kommenterer, at denne tilbøjelighed til at synke hen i skrøbeligheden ved alt, hvad der er smukt, godt kan foranledige to vidt forskellige følelsesmæssige impulser. Den ene fører til den unge digters smertefulde verdenstræthed. Og den anden igangsætter et oprør mod denne kendsgerning. På dette tidspunkt af historien er Freud nok mest tilbøjelig til at følge den sidste impuls. For som han siger: ”Hvis der findes en blomst, der kun blomstrer én nat, vil dens blomst ikke af den grund forekomme os mindre prægtig”. Eller: ”Begrænsningen i muligheden for nydelsen øger dens kostbarhed”.

Freuds refleksioner havde imidlertid ikke den store virkning på hans venner. Det forekom ham, at en stærk affektiv kraft havde oversvømmet deres dømmekraft. Og han beskrev det som de pågældendes mentale oprør mod sorgen – at de på en måde ikke ville eller kunne sørge over det, lade denne sorg gøre sit arbejde og lade nye ting dukke op, på samme måde som naturen igen vågner til live efter en vinter.

Freud slutter essayet med følgende: ”Lad håbe, at det med tabene fra denne krig ikke vil være anderledes: Når sorgen er forsvundet,vil det blive klart, at vores højagtelse af kulturens frembringelser ikke har lidt skade under erfaringen af deres skrøbelighed. Vi vil genopbygge alt, hvad krigen ødelagde, måske på en fastere grund og mere holdbart end før.”

I lyset af Freuds senere liv og hans efterfølgende teoretiske arbejder om sorg og melankoli og hans overvejelser omkring menneskets destruktions- og dødsdrift er denne slutning nok for optimistisk. Det blev alt for enkelt. For i de følgende år efter 1915 kom der yderligere tre års meningsløs verdenskrig og derefter den spanske syge 1918-1920 med langt flere døde, end hvad krigen var årsag til. Og det efterlod et retningsændrende indtryk på den mere end 60-årige videnskabsmand, fader og bedstefar.

Freud mærkede i sit eget liv den dødelige pandemi i sin allernærmeste familie. Hans elskede ”søndagsbarn”, hans datter Sophie Freud døde af den spanske syge i 1920, mens hun var gravid med sit tredje barn. Den sorg kom Sigmund og hustruen Martha sig aldrig rigtigt over. Og vi kunne tilføje, hvem ville kunne det?

Og så springer vi 100 år frem fra Freud til vores nutid i 2021 med en verdensomspændende coronapandemi og aktuelt med en kategori fem-nedlukning af Danmark. Selvom denne situation ikke helt kan sammenlignes med den spanske syge, fordi vi har langt mere viden om smitteveje, forebyggelse, behandling og en kommende vaccine, så rører hele denne verdensbegivenhed alligevel ved en meget grundlæggende eksistentiel rystelse og usikkerhed. Den kan blive retningsgivende for mange ting lige nu og i de kommende år.

Den store og fælles eksistentielle rystelse minder os om livets usikkerhed og om, at vi er forgængelige. Vi kan i værste fald pludseligt blive meget syge eller dø. Det vidste vi et eller andet sted også før pandemien, men den viden blev oftere fortrængt eller glemt i det måske energikrævende arbejde, det hyggelige samvær med de nærmeste og de mange muligheder for underholdning og rejser verden rundt.

Nu mærker vi, i hvert fald vi, der er lidt oppe i årene eller dem, der har nogle underliggende sygdomme, at tingene ikke er selvfølgelige længere. Vi kan mærke en mørkere farvelægning af humøret hos os selv. Vi møder det også hos mennesker, der går til samtale hos os, og som måske ikke i sig selv er i en risikogruppe. Mennesker, der har haft en opvækst eller baggrund med megen usikkerhed, bliver i denne tid på en måde trigget i deres barndoms- og ungdoms uro. Den reaktiveres, så de mærker det i ængstelse, angst og tristhed i øget grad. Ansvaret kan også tynge, fordi man kan blive skyldig i sin egen sygdom, hvis man er uforsigtig, og man kan være årsag til at en anden, måske et dyrebart familiemedlem, bliver meget syg, hvis man bringer en uerkendt smitte for tæt på.

Bevidstheden om denne eksistentielle rystelse og usikkerhed kan, som Freud nævnte det i sit essay, enten lamme os eller blive til trodsig protest og aktiv imødegåelse – og alle følelsesmæssige nuancer derimellem. Har man en eller anden kontakt til kristendommens tankegods, ligger der nogle værdier deri til at være realistisk omkring livets glæde og skønhed og dødens og destruktionens realitet. Statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte i sin nytårstale, at det måske ville vende til påske. Hun mente nok det med forårets komme, men påskens egentlige budskab er måske det allervigtigste i den eksistentielle usikkerhed.

Og så håber vi, at I, vores læsere, i dette nye år og i den kommende tid vil sende mange breve til os med spørgsmål om livets forskellige store og små problemer, som I møder det i jer selv og blandt andre mennesker. Godt nytår – og Gud bevare os alle sammen.

Mange hilsener