Prøv avisen
Interview

Mette er på fjerde år sygemeldt med depression: Føler mig som verdens værste mor

Når Mette Olsen har sendt sine to sønner i skole, er hun ofte nødt til at lægge sig på sofaen, så hun har overskud til dem, når de er hjemme igen. De seneste fire år har hun været sygemeldt med en depression. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Depression rammer 17-18 procent af danskerne. Men hvordan er det at stå midt i mørket? Det ved Mette Olsen, der på fjerde år er sygemeldt med en depression, der ikke vil slippe taget

Læs hele Kristeligt Dagblads tema om depression her.

Det er morgen. Mette Olsen vækker sine to sønner på 11 og 14 år. Da de har klædt sig på og spist morgenmad, siger hun farvel til dem og sender dem i skole. Hun sætter en enkelt vask over og slæber derefter sin dyne ind på sofaen, hvor hun på et tidspunkt falder i søvn. Først når det nærmer sig det tidspunkt, hvor hendes yngste søn kommer hjem fra skole, står hun op. Dynen ryger tilbage i soveværelset, og hun sletter alle tegn på, at hun har tilbragt den halve dag på sofaen – igen.

Mette Olsen fra Hobro er på fjerde år sygemeldt med depression og angst. De fleste af sine dage tilbringer hun indenfor i sin lejlighed – ofte under dynen på sofaen, indtil hendes børn kommer hjem. Hun overkommer ikke meget, og skal hun ud af huset, er det planlagt ned til mindste detalje.

”Hvis jeg skal i Rema og handle, har jeg en bestemt rute, jeg går – også inde i butikken. Hvis nogen eller noget står i vejen på min rute, så jeg ikke kan komme forbi, er det nok til, at jeg sommetider må stille min vogn og forlade butikken. Mange dage orker jeg slet ikke at gå ned og handle. Det er de dage, hvor jeg heller ikke engang kan overskue at gå ud og tømme postkassen,” siger hun.

For godt fire år siden stod Mette Olesen for at skulle afslutte den studentereksamen, der skulle blive adgangsbilletten til at komme ind på drømmestudiet, så hun kunne blive uddannet pædagog. Men blot fem måneder inden hun kunne sætte studenterhuen på hovedet, ramlede det hele for hende.

En veninde havde bemærket, at hun i længere tid havde virket træt, ked af det og energiforladt, og hun nærmest tvang hende med til lægen, der ikke var længe om at konkludere, at den i dag 38-årige kvinde havde fået en depression.

”Jeg havde da godt mærket, at jeg syntes, det var blevet hårdere at tage mig af drengene og klare hverdagen. Men jeg tænkte bare, at jeg jo også stod over for at skulle afslutte min uddannelse, og at det på den måde ikke var unaturligt, at jeg følte mig presset. Så da min læge sagde, at jeg havde en depression og opfordrede mig til at blive sygemeldt i første omgang i 14 dage, var jeg meget modvillig,” fortæller hun.

Mette Olsen endte imidlertid med at acceptere en sygemelding på to uger. Da de var gået, var hun mere end opsat på at komme tilbage på skolebænken og indhente alt det, hun var kommet bagud. Desværre viste det sig, at de 14 dages sygemelding blot var begyndelsen på en endnu længere en af slagsen.

”Da jeg kom tilbage på skolen, mærkede jeg, at jeg følte mig endnu mere presset, og jeg fik også sværere og sværere ved at koncentrere mig. Jeg ville hellere hjem og bare ligge på sofaen. Og når jeg lå der, lå jeg bare og græd, og børnene kunne ikke forstå, hvorfor jeg pludselig var ked af det hele tiden,” siger hun.

I første omgang blev hun sygemeldt indtil efter sommerferien, hvor det var meningen, at hun atter skulle starte op og gøre sine eksamener færdige. Men det skete aldrig. Mette Olsen fik det hele tiden dårligere, og efterhånden kunne hun næsten ingenting. Værst af alt begyndte hun også at få selvmordstanker.

”Jeg sad hjemme i stuen en aften, hvor det slog helt klik for mig. Jeg hentede al medicin, jeg havde i huset – også sovepiller og antidepressiver, som jeg havde fået af lægen, og besluttede, at nu ville jeg væk herfra. Da jeg skulle til at tage pillerne, vågnede jeg heldigvis op, og noget i mig sagde: ’Det her kan du bare ikke gøre. Du har to drenge liggende og sove på deres værelser. De skal ikke vågne op og se deres mor ligge der.’ Da vidste jeg, at jeg var nødt til at have mere hjælp hurtigt,” siger hun.

Næste dag blev Mette Olsen indlagt på en psykiatrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital i 14 dage. Men det blev en dårlig oplevelse for hende. Hun så kun sin kontaktperson syv gange i løbet af indlæggelsen, fik ikke talt med nogen psykolog eller psykiater, og hun oplevede, at det eneste, behandlingsteamet gjorde, var at trappe hende ud af al medicin, inden de gav hende diagnosen ”overbelastning”.

Overbelastet gennem mange år er den depressionsramte kvinde formentlig også. Hele sit liv har hun måttet passe sin mor, der har været syg, siden Mette Olsen var bare to år gammel. Og da moderen for en årrække siden døde af kræft, stod hun stort set alene med alt det praktiske, alt imens hun gik igennem en hård skilsmisse.

Efter indlæggelsen kom Mette Olsen i behandling hos først én psykiater og sidenhen en anden, som hun stadig går i behandling hos hver anden uge. Psykiateren regulerer hendes medicin – både den antidepressive og den stemningsregulerende medicin, som hun også får. Oven i sin depression har hun tillige udviklet socialangst og agorafobi (angst for åbne pladser), ligesom hun har fået konstateret type 2-diabetes.

Mette Olsen er ikke længere selvmordstruet og har ikke været indlagt de seneste to år. Men depressionen har hægtet sig fast som en sugekop, der nægter at slippe sit tag i hende. Hun har ofte svært ved at tænke en eneste positiv tanke, og selvværdet er helt i bund.

”Mine negative tanker kører konstant. Det er ikke bare på de dårligste dage. De er der hele tiden. Mit hoved kan ikke tænke noget godt om mig selv. Jeg hakker på mig selv konstant. Vi har lige haft konfirmation for min ældste, og flere sagde til mig, at jeg så godt ud den dag. Det kan jeg bare ikke tage til mig. Jeg tror ikke på det, og efterfølgende hakker jeg også på mig selv over alt det, jeg burde have gjort anderledes til konfirmationen,” siger hun.

Efter at have været sygemeldt i fire år er en stor del af Mette Olsens netværk forsvundet. Det gør ondt. Men hun ved også godt, at hun på grund af sygdommen selv har været medvirkende til, at veninderne ikke længere står i kø for at komme på besøg.

”Jeg har mistet mange veninder. Nogle har jeg selv skubbet væk – det er en del af sygdommen. Jeg tror ikke, at de kan overskue, at jeg har det så svært. At jeg ikke er mig selv og ikke lige foreslår, at vi tager en tur i byen eller går ud og shopper. Jeg er jo bare ikke særlig spændende mere. Det er hårdt, for jeg kan jo godt de her ting, bare ikke i ret stort omfang,” siger hun.

Indimellem øver hun sig på at komme ud. Så er det oftest med den eneste rigtig tætte veninde, hun har tilbage, Lonni. Hvis ikke det var for hende, ved Mette Olsen ikke, hvad hun skulle have gjort. Hun stiller altid op og hjælper med alt det, der er svært, når man lider af både depression og angst. Hun ville ønske at flere vidste, hvad de kunne gøre, når de er tæt på en, der har en depression.

”Det vigtige er bare at være der og lytte. Tage det i et tempo, den syge kan magte. Og så skal man aldrig sige til et menneske, der er deprimeret, at det skal tage sig sammen. Det er simpelthen det værste – for det kan man bare ikke,” siger hun.

Ensomheden er omsiggribende for Mette Olsen. Ofte må hun sige nej til at tage med sin yngste søn til hans fodboldkampe, fordi hun ikke kan overskue at komme ud, og når der i næste uge er klassekomsammen i hans klasse, er der også afbud fra hende. Det er pinefuldt for hende, fordi det bekræfter hende i hendes negative opfattelse af sig selv; at hun er en rigtig dårlig mor.

”Man render rundt med en konstant frygt for, at ens børn bliver taget fra en, fordi jeg føler mig som verdens værste mor. ’Hvad bilder jeg mig egentlig ind at blive syg?’, spørger jeg mig selv. Jeg skal da være stærk og give mine børn en masse kærlighed og andet end pasta og pølser til aftensmad,” siger Mette Olsen.

Men trods de negative tanker fortsætter hun med at kæmpe for at blive rask, for hun har trods sygdommen også lidt stædighed i sig. Hun taler meget med sine børn om, hvad hun fejler, og hvad det betyder. Hendes oplevelse er, at det hjælper med åbenhed.

”Børn opfatter meget mere, end vi tror, og de skal ikke gå rundt i uvidenhed og være bange. Så er det meget bedre, at de ved, hvad der foregår. De siger jo også, at depressioner er arvelige, så hvis en af dem engang skulle få en depression, ved de, hvad det vil sige, og hvilke tegn de skal være opmærksomme på,” siger hun.

Med depressionen er mange drømme brast for Mette Olsen. Hun har erkendt, at hun aldrig kommer til at gøre sin studentereksamen færdig, og at hun dermed heller ikke kommer til at arbejde som pædagog. Hun har sænket ambitionerne og vil nu bare ønske, at hun får det bedre.

”Jeg håber, at jeg bliver rask. Eller i hvert fald bare, at jeg kommer til at leve et forholdsvist normalt liv med min sygdom. Min psykiater siger, at jeg godt kan blive rask – men helt ærligt tror jeg ikke på det. Jeg forstår simpelthen ikke, at man kan gå fra at være, som jeg er nu, til at være ’normal’,” siger hun.

Hun tænker sig længe om, da hun bliver spurgt om, hvad det værste ved hendes sygdom er. Så siger hun:

”Jeg er gået glip af SÅ meget. Rigtig mange ting med børnene. Og af uddannelse og job. Jeg sidder jo bare her og tør ikke ’face the world’. Hvis jeg får det dårligt, kan jeg intet gøre. Ikke andet end at lægge mig og sove, så jeg kommer væk fra det hele for en stund,” siger Mette Olsen.