Jyder er pålidelige, det ved de fleste. De er også arbejdsomme, nøjsomme og venlige. Københavnere, derimod, er højtråbende og snobbede, lidt for smarte og storforbrugende. Alt sammen hvis man spørger en jyde, vel at mærke. Skal københavnerne give igen – og det gør de gerne – er jyderne nærige, umoderne, racistiske og uoplyste. Og de har ikke engang humoren til at tage det med et smil, når de får det at vide.
Sådan lyder nogle af fordommene mellem øst og vest i Danmark. Det er alt sammen mest venlige drillerier. Eller er det? Især de seneste års ordkrig i den offentlige debat har vist, at selv når tonen og emnet bliver alvorligt, følger fordommene med. Det blev senest tydeligt i debatten om udligningsordningen, mener Michael Böss, samfundsforsker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet. Ordningen er skabt for at give alle kommuner nogenlunde lige økonomiske vilkår trods store forskelle i befolkningen, men i praksis er det blevet en kamp om kroner mellem hovedstaden og Jylland.
Kampen kulminerede foreløbigt i begyndelsen af året, da 34 hovedstadsborgmestre gik sammen om en annonce med overskriften ”Stop pengestrømmen til Jylland”. Modsvaret udeblev ikke, og i de efterfølgende måneder var luften tyk af beskyldninger hen over Fyn.
”Skellet mellem øst og vest i Danmark bliver dybere og dybere. Og reelt er det en kamp mellem hovedstaden og Jylland,” siger Michael Böss.
Modsætningsforholdet er langtfra nyt, men begyndte at eskalere i 2007, påpeger han. Da udråbte en avisartikel et halvmåneformet område fra Vendsyssel ned over Vestjylland til Sønderjylland og Lolland til at være ”en rådden banan”. Siden blev hele provinsen ofte udråbt til at være Udkantsdanmark, selvom det går vældig godt i mange af dem, inklusive Holstebro, hvor Michael Böss selv er fra.
Så kom første runde af udflytningen af statslige arbejdspladser, hvilket i den offentlige debat blev udlagt som, at nu skulle Udkantsdanmark have hjælp til at holde på deres indbyggere. I anden runde blev skellet mellem hovedstad og provins yderligere skærpet, for hvordan skulle de stakkels københavnere dog kunne få en rimelig tilværelse op at stå i Brovst og steder, der var værre?
Oven på alt dette kom så udligningsreformen i begyndelsen af 2018, der satte helt præcise ord på det, der er galt: Danmark er ikke så ensartet et land, som vi ynder at gøre det til. Det farlige er, siger Michael Böss, at der neden under disse skel er endnu flere lag og tråde, der går både langt tilbage i tiden og dybt ind i selve spørgsmålet om, hvad det vil sige at være dansker.
Et af lagene er de forskellige syn på, hvad der skaber fremtidens Danmark. Jylland er symbolet på landbruget, der er under stigende mistro og beskydning fra den kreative klasse i hovedstaden, der tror på viden frem for dyrkning af jord og dyr. Den debat er forbundet til debatten om, hvorvidt store dele af Jylland burde gøres til naturparker. Og det er igen forbundet til debatten om ulvene. For hvis jyderne insisterer på at bo derude, må de regne med, at naturen slår igen, lyder det fra københavnerne.
”Og så er det pludselig ikke længere venlige drillerier, men en kamp om forskellige livsformer i øst og vest. Og om at forsvare de værdier, der følger med. På den baggrund ser jeg ganske alvorlige faretegn i den måde, vi taler til og om hinanden, fordi det viser, at det ikke længere er naturligt for os at betragte os som et folkeligt fællesskab. Og det er et problem for den solidaritet på tværs af sociale og geografiske skel, der er nødvendig for at opretholde et velfungerende demokrati,” siger samfundsforskeren.
Det virker voldsomt. Er vi virkelig så forskellige? En meningsmåling foretaget af Megafon i 2017 bekræftede, at ganske mange faktisk ser det sådan. Her svarede en betydelig del af jyderne (helt op til hver anden i Nordjylland), at de følte, at københavnerne ikke kunne sætte sig ind i deres hverdag. Under halvdelen af jyderne syntes i det hele taget ”godt” eller ”meget godt” om københavnerne. Tiltroen var lidt større og opfattelsen lidt bedre den anden vej, men skellet mellem øst og vest var tydeligt.
Om der så er hold i forskellene kan være svært at gøre op. Mange af modsætningerne bunder i personlige karakteristika, der ikke kan måles. Eller som i hvert fald ikke er målt. Men nogle ting er der faktisk tal på. Tag eksempelvis fordommen om, at jyderne snyder mest i skat, fordi meget bliver kørt ”uden regning”. Det forhold har Rockwool Fonden undersøgt gennem mange år, og konklusionen er entydig: Der er store forskelle på, hvor meget der bliver snydt, men skellet går ikke mellem Jylland og København. Det går mellem land og by.
Det samme billede tegner sig for en række andre fordomme. Det er eksempelvis rigtigt, at ser man på de generelle procentsatser for, hvem der stemmer til højre og til venstre for den politiske midte, så er Jylland mere højreorienteret anlagt end hovedstaden, men ser man nærmere på tallene, dækker den tendens mere over skillelinjen mellem land og by, påpeger valgforsker og professor på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. Dansk Folkeparti klarede sig ved det seneste valg generelt dårligt i større byer og bedst på landet – uanset om det var i Jylland eller på Sjælland. Ligesom Alternativets tilhængere fordelte sig lige modsat. Omkring universitetsbyer som Aarhus og Aalborg lignede tallene dem i København. På den baggrund – og fordi cirka hver femte københavner er født i Jylland – giver det ikke mening at betragte hverken Jylland eller København som homogene enheder, der kan sammenlignes.
Der er også de fordomme, som bare er direkte forkerte. Det gælder blandt andet, at jyderne helst bliver ved deres læst. Faktisk er midt- og vestjyderne de bedste i landet til at være mønsterbrydere, mens de, der sidder mest fast i negativ social arv, skal findes på Lolland-Falster, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
At jyderne skulle være dårligere uddannet end folk i hovedstaden, er heller ikke rigtigt. Næsten præcis lige mange får en gymnasial uddannelse. Og næsten præcis lige mange får slet ingen uddannelse. Der er dog cirka tre gange så mange med en ph.d. eller anden forskeruddannelse i Region Hovedstaden som i Jylland og på Fyn tilsammen.
Der er dog også fordomme, der holder. I hvert fald et stykke ad vejen. Selvom det er urimeligt at sige, at de jyske piger har størst tendens til at blive unge mødre, så er deres gennemsnitsalder to år lavere end københavnernes (omkring de 28). Det skyldes dog mest af alt, at kvinder i København har tendens til at få børn ret sent.
Der er også ”noget om”, at alle de rigeste bor i København. De 15 kommuner, hvor der bor flest fra den rigeste procent af befolkningen, ligger således alle lige omkring København. Folk i denne gruppe er dog også overrepræsenteret i Aarhus og Vejle, viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Når der altså alligevel eksisterer så mange fordomme, og de endda har samlet sig til et egentligt modsætningsforhold mellem Jylland og København, er det ikke mindst, fordi modsætningen opretholdes af en række psykologiske dynamikker, forklarer postdoc Anna Vedel fra Aarhus Universitet.
Hun forsker især i, hvordan vi opfatter verden omkring os på forskellige måder, og her er det kendetegnende, at vi generelt har tendens til at danne stereotype forestillinger om andre grupper i samfundet. Blandt andet fordi det forenkler den verden, vi skal agere i. Det er ikke i sig selv problematisk, men når vi gør det, ser vi dem i en bestemt gruppe som meget mere ens, end vi opfatter den gruppe, vi selv er en del af. Og det kan forstærke skellet imellem dem og os.
International forskning har desuden vist, at der er et mønster for, hvordan mennesker i storbyer, og mennesker, der lever uden for storbyer, opfatter sig selv og andre. Storbymennesker betragtes således generelt som mere åbne – hvilket kan opfattes som ”lige lovlig smart” af dem, der ikke har samme karaktertræk.
”Sociologer og socialpsykologer peger på, at der muligvis sker en urbanisering af personligheden hos byboere som et resultat af blandt andet svagere sammenhængskraft end i mindre lokalsamfund. Det kan også være, at storbyen særligt tiltrækker de mest ekstroverte typer. Desuden har mennesker en tendens til at flytte derhen, hvor flertallet ligner dem selv, og på den måde vil samfundsudviklingen automatisk generere et skel mellem dem i storbyer og dem fra mindre byer. Men jo ikke nødvendigvis mellem jyder og københavnere,” siger Anna Vedel.
Der er formentlig også et andet væsentligt element, mener Michael Böss, nemlig det historiske skel mellem København og Jylland. For Danmark fungerede gennem århundreder reelt som to riger med København og Viborg som magtens centrum. I København orienterede man sig mod øst i form af Halland, Skåne og Blekinge. I Viborg kiggede man sydpå, især mod Hamborg. Og på den måde var der et klart skel i ikke bare magten, men også økonomien, kulturen og også på det kirkelige område, hvor man i vest var langt mere tæt på kirken end i øst.
Der har været en tilsvarende opdeling i mange andre lande, ikke mindst Canada og Irland, hvis forhold Michael Böss kender indgående. Modsat Danmark har man begge steder i lang tid gjort meget for at styrke det, der normalt kaldes den territoriale sammenhængskraft.
”Det er på sin vis også det, man nu forsøger med udflytningerne af statslige arbejdspladser, men dette fokus på at skabe bedre balance mellem øst og vest er ret nyt. Skellet er ganske vist langt mindre i dag, end det var for 150 år siden, men det er stort nok til, at det efter min mening trænger til langt mere politisk opmærksomhed. Og ikke mindst en ny form for besindelse fra landets borgmestre, der nogle gange trækker fronterne op, som om der var borgerkrig. I Norge har man et særligt ministerium til at skabe balance i landet, og i Sverige er man begyndt at tænke i samme baner efter en årrække, hvor mange mente, at provinsen bare måtte forfalde. Jeg håber, at vi i Danmark mere helhjertet begynder også at samle landet igen.”