Jeg er jøde. Jeg er af askenasisk (europæisk) herkomst. Det skulle be-tyde, at der er stor sandsynlighed for, at jeg har de genmutationer, der er kendt som BRCA1 og BRCA2. Hvor BR står for ”bryst” og CA for ”cancer”.
I USA har undersøgelser vist, at BRCA1 og BRCA2 forekommer uforholdsmæssigt meget oftere hos askenasisk-jødiske kvinder end hos gennemsnitsbefolkningen. Derfor er BRCA-mutationerne ofte blevet kaldt ”det jødiske gen”. I Israel er der langt flere bærere af BRCA1 og -2 blandt kvinder af askenasisk (europæisk) end af sefardisk (orientalsk) herkomst. Og generelt er kvinder med BRCA-mutationer to til tre gange mere udsat for at få henholdsvis brystkræft og/eller ovariekræft end andre.
Men det viser sig, at jeg ikke har de mutationer.
Engang var det 1 ud af hver 10 kvinder, der fik brystkræft. I dag får næsten 1 ud af hver 7 kvinder brystkræft. Blandt kvinder, der har BRCA-mutationerne, er det 7 ud af 10, der er disponeret for kræft.
Men det er langtfra kun jødiske kvinder, der arver de mutationer fra deres formødre og -fædre. Der er også forholdsvis mange kvinder med BRCA-mutationer i Polen, Norge og Island.
For seks år siden stod den amerikanske filmstjerne Angelina Jolie frem og fortalte sin historie. Hendes mor var død af brystkræft, og Jolie havde arvet BRCA-mutationen. Derfor valgte hun forebyggende at få fjernet begge bryster. Det satte mediefokus på BRCA, som mange nu kender som ”Jolie-genet”.
BRCA-mutationerne er ikke kun ansvarlige for brystkræft, de øger også sandsynligheden for at få kræft i æggestokkene. Ude i verden har hver femte kvinde, der får ovariecancer, BRCA-mutationer. I Israel er det hver tredje med ovariecancer, der har BRCA-mutationer. Netop derfor valgte Angelina Jolie et par år efter brystoperationen, også præventivt at få fjernet begge sine æggestokke og æggeledere.
Den smukke og populære Angelina Jolie er clickbait. Når hendes navn forekommer i en overskrift på et internetmedie, bliver der klikket. Langt mere end hvis der stod ”BRCA-mutationer” eller bare ”kræft”. Og det er meget bevidst, at Jolie har påtaget sig rollen for at skabe offentlig bevidsthed omkring BRCA: faren for kræft og muligheden for at få foretaget genetisk undersøgelse for BRCA og dermed blive opmærksom på en iboende risiko og eventuelt, som hun, forsøge at komme sygdommen i forkøbet.
Da jeg begyndte som biologistuderende i midten af 1970’erne, var genetisk forskning stadig i sin vorden. Inden den moderne genetik har mennesket intuitivt kendt til arvelighedslæren i hundredvis af år. Man har vidst at fremelske kornarter med de længste aks og træer med de sødeste æbler og at bruge den tyr eller hingst med de bedste egenskaber som avlsdyr for at få de bedste kalve og føl.
I midten af det 19. århundrede viste den østrigske munk Gregor Mendel med sine ærteplantekrydsninger, at der er et mønster i de nedarvede egenskaber. Han viste, hvordan arveanlæg fra ”fader- og moderplante” påvirker ærteblomstens farve, plantens højde og ærternes rynker. Og ud fra sine eksperimenter definerede han visse arveanlæg som dominerende og andre som recessive. Det blev til de mendelske arveegenskabsregler.
Men det var først, efter at nobelpristagerne Watson og Crick i 1950’erne forklarede arvemassens, dna’ets, bio- kemi og struktur, at forskningen tog rivende fart. På amerikansk initiativ indledte forskere over hele verden i 1984 en fælles indsats for at kortlægge alle menneskets gener, det såkaldte ”menneskelige genom-projekt”. Siden 2003 har hele sekvensen af menneskets dna været kendt.
Fordi man nu kender genernes biokemiske sammensætning og placering, kan man genkende gener og manipulere med dem. Man kan ændre planternes gener og blandt andet gøre dem modstandsdygtige over for svampeangreb eller over for en særlig plantegift. Man kan for eksempel flytte insulinproducerende gensekvenser fra mennesker til bakterier og dermed bruge store tanke fyldt med bakterier som insulinproducerende ”fabrikker”.
I dag kender man til flere end 500 mutationer, der kan sættes i forbindelse med forskellige kræftsygdomme. Og enhver kan – for penge – mere eller mindre gå ind fra gaden og få kortlagt sine gener. Ikke kun for at få at vide, hvor familien stammer fra, men også for at kende eventuelle mutationer og vide, hvilke sygdomme man skal være opmærksom på og eventuelt kan forebygge.
Der er en konstant kamp i mig: mellem den indre videnskabs-M/K, der gerne vil forstå og finde forklaring på alting, og så det helt tilfæl- dige og besynderlige, at der (tilsyneladende) ikke er nogen hverken rimelig, logisk eller arvelig forklaring på, at jeg har fået kræft.