Hun træder ind i supermarkedet og duften fra frugten stiger lige op i hendes næsebor og blander sig med lugten fra de friskskårne blomster lidt længere fremme. Lyset skinner skarpt fra lysstofrørene i loftet. Hov, der er vist et af dem, der er sprunget længere fremme. Har personalet mon ikke opdaget det? Skal hun sige det til dem? Måske vil de synes, det er mærkeligt. Hvor er nu huskesedlen? Den er ikke i en af jakkelommerne. Nå nej, hun lagde den i sin bukselomme. Sikke den store fryseboks brummer højt. Er det en, hun kender, der står derhenne. Åh ja, hun skal også huske at ringe og have bestilt tid hos lægen. Men hov, hvor satte hun nu indkøbskurven. Har hun overhovedet taget en endnu?
Når Christine Borg er ude at handle, er det alt andet end en simpel ting, hun bare gør. Alle sanseindtryk ryger ufiltreret ind i hjernen og kappes højlydt om pladsen derinde. Hun kan ikke sortere i vigtige og ligegyldige indtryk. Alt tages ind, og hun kæmper en ulige kamp for at bearbejde det hele – samtidig med, at hun prøver at holde fokus på det, hun egentlig er i supermarkedet for: at handle.
”Man kan sammenligne det med, at man går ind i en tv-butik, hvor alle apparater kører, og du følger med i dem alle på samme tid. På intet tidspunkt er der noget, der slukker. Med add har man så mange tanker, der overtager hinanden i et højt tempo. Et enkelt ord kan få dig til at tænke på noget, du har læst, hvilket får dig ledt videre til en anden artikel, som handler om noget helt andet. Man har aldrig ro. Det er derfor, at man med add ofte er så træt og let bliver stresset,” forklarer Christine Borg.
Den 28-årige kvinde fra Holstebro fik sin diagnose i begyndelsen af 2012 efter nogle år, hvor alt i hendes liv syntes at være gået galt for hende. Hun skændtes med sine forældre konstant, var direkte ondskabsfuld over for dem, siger hun. Hun kunne ikke komme op i skole om morgenen, fordi hun var for træt. Og da hun fik læreplads i en butik, blev hun fyret, fordi hun ikke udførte sine arbejdsopgaver ordentligt.
”Der var konstant uro inde i mit hoved, og jeg lavede en masse fejl. Nogle gange opdagede jeg det ikke engang, fordi jeg allerede var videre oppe i hovedet. Det var det værste, for jeg blev så vred på mig selv over, at jeg ikke bare kunne gøre mit job godt, når nu jeg så gerne ville,” siger Christine Borg.
De første år med diagnosen var hård for hende. Hun følte ikke, at hun duede til noget og troede ikke på, at hun nogensinde skulle komme videre i sit liv. Men så fik hun tilknyttet en person fra kommunen, der skulle hjælpe hende, og samtidig begyndte hun at tage medicin. Langsomt begyndte det at lysne.
”Min kontaktperson var rigtig god til at få mig til at forstå, at jeg ikke er uduelig. Jeg skal bare have tingene at vide i god tid og have ting sat lidt i skema, så fungerer jeg meget bedre,” siger Christine Borg.
Hun tog først uddannelsen til social- og sundhedshjælper og byggede senere ovenpå og blev social og sundhedsassistent. To gange har hun været sygemeldt med stress, hvorefter hun fandt ud af, at det var meget bedre for hende at arbejde om natten, hvilket hun i dag gør på et plejehjem.
”Om dagen er der simpelthen så travlt, at jeg bliver alt for stresset. Så glemmer jeg ting som at tømme skraldespandene, hvor jeg skal. Og hvor fedt er det at være den, der skal afløse mig, og tingene så ikke er i orden? Nu har jeg fået nattevagter, og det fungerer rigtig godt. Der er meget mere ro, og jeg kan gøre mit arbejde ordentligt. Nu savner jeg bare kontakten med lægerne og at arbejde med medicindosering, fordi jeg gerne vil udvikle mig fagligt. Men sådan kan det ikke være lige nu.”
Når Christine Borg har fri, er det svært for hende at strukturere dagene. Oftest laver hun ingenting, fordi hun er udmattet og er nødt til at koble fra oven på en række nattevagter med opgaver og mennesker omkring sig. Skal hun på café med en veninde, skal det planlægges i god tid, for ellers kan hun ikke overskue det. Og ind imellem kan det trods hendes åbenhed omkring sin diagnose være svært at have et socialt liv med add.
”Jeg har det jo rigtig dårligt med, at jeg er nødt til at have de her fridage for at fungere. Og hvordan forklarer man nogen, der ringer og spørger, hvad man laver, at man faktisk overhovedet ikke foretager sig noget, men alligevel ikke har overskud til at gå med ud?,” siger hun.
Som alle andre har Christine Borg drømme for livet. Men hun ved godt, at nogle af dem formentlig aldrig bliver til virkelighed.
”Jeg ville så gerne læse en længere uddannelse. Men det kommer ikke til at ske. Jeg kan sagtens læse alt det, jeg skal. Men jeg kan bare ikke huske det bagefter. Det forsvinder igen. Og det er da noget af det, som jeg synes, jeg går glip af,” siger hun.
Lige nu har Christine Borg ikke en kæreste, men hun drømmer om både mand og børn, når tiden er inde til det. Selvværdet spiller hende dog ofte et puds, når hun forestiller sig, hvordan det vil være. For som hun siger: ”Jeg er jo helt klar over, at jeg er lidt speciel.”
”Folk siger til mig: ’Jamen, du er så sød og åben og ærlig. Du skal nok få en kæreste.’ Ja, men åben og ærlig er jeg så også konstant. Og det kan også skræmme nogle væk. Jeg kører også i vaner og rutiner, for at jeg kan styre min hverdag. Det er ikke et problem at skulle tage hensyn til et andet menneske for mig. Problemet opstår, hvis nogen vil lave om på den måde, jeg fungerer bedst,” siger Christine Borg.
Hvad angår børn, står disse også højt på listen. Men også her nager tvivlen.
”Kan jeg med min psyke give et barn et ordentligt liv? Kan jeg give god nok omsorg også på mine dårlige dage? De gode dage er jeg ikke nervøs for, for der ved jeg, at jeg kan,” siger hun.
Trods bekymringer om, hvad fremtiden vil bringe hende, har Christine Borg dog inderst inde en tro på, at alting nok skal flaske sig. Det handler om at være realistisk og se muligheder i stedet for begrænsninger.
”Jeg oplever, at mange af os med add sammenligner os med andre, der har store biler holdende i garagen, vilde jobs med lange rejser og så videre. Men vi ved jo aldrig, hvordan der er inde bag hjemmets fire vægge. Måske er den ene part hele tiden alene, fordi den anden har travlt med at tjene penge. Jeg har besluttet, at mit liv ikke kan blive værre – men måske lidt bedre,” siger Christine Borg.