Et sygdomsforløb er aldrig lineært. Måske går den rent fysiske behandling som planlagt og lige efter bogen, men selvom du bliver erklæret rask efter endt behandling, så forsvinder alt det svære og sårbare ikke, bare fordi kræftcellerne gør det. Du vil være rask, men sikkert også dybt rystet; følelser og tanker kører i ring og kan skifte mange gange i løbet af en dag.

Selv om du synes, du er kommet videre og har accepteret de svære følelser, kan de poppe op igen og måske bare se lidt anderledes ud, fordi du nu har ny viden og erfaring. Så må du tage endnu en “tur” med dem. En klog underviser, jeg havde engang, beskrev følelser som bølger. “Følelser er ligesom bølger, de er bare energi,” sagde hun.

Hvis du lader dig flyde med bølgen uden at stritte imod, så skal du nok komme op til overfladen igen. Kæmper du derimod imod bølgen, risikerer du at blive hevet med helt ned og komme forslået op, ja måske slet ikke komme op igen. Det er et meget virksomt billede, synes jeg, og det kan hjælpe at visualisere det, når man føler sig overmandet af svære og angstfyldte følelser. Accepter dem, lad dig bære med (men ikke rive med i uhensigtsmæssige reaktioner, så slipper de igen.

Gå med dine følelser i stedet for at gå imod dem!

Mens du er i behandling, bliver der gjort noget aktivt for dig, og der er meget opmærksomhed på dig. Du bliver tjekket regelmæssigt, og det er synligt for folk omkring dig, at du er i gang med noget vigtigt og fysisk udfordrende. Der er fokus på at få dig bedst muligt gennem behandlingen. Der bliver talt om risici, prognoser og procenter, sygdommen har fyldt meget både mentalt, fysisk og praktisk, tanker om døden har meldt sig, og du har lidt tab.

Som også tidligere beskrevet er der ikke to sygdomsforløb, der er ens.

Afhængigt af hvilken sygdom du har, hvor fremskreden den var, da du påbegyndte behandling, hvordan du har tålt behandlingen, hvilke bivirkninger du har og har haft med mere, har det indvirkning på, hvordan dit liv efter behandlingen bliver.

Måske bliver du erklæret helt rask og sygdomsfri efter den først planlagte behandling og overgår til kontrolforløb. Måske skal du i livslang behandling for at holde sygdommen i skak og skal derfor leve med kræft som en kronisk sygdom. Hos nogle virker behandlingen ikke efter hensigten, og man kan være for syg og afkræftet til at tåle mere behandling, så man derfor bliver tilbudt symptomlindrende behandling også kaldet palliation, måske er det der, du er nu. Måske er sygdommen så aggressiv, at den overhaler dig indenom, og du nu er døende. At det handler om god og meningsfuld tid, ikke lang tid.

Uanset udfaldet vil der altid være et før og et efter.

Man skal i alle situationer vende sig mod et “nyt” liv med nye realiteter og erfaringer, og det kan føles både tomt og utrygt.

Målet er ikke at finde tilbage til dét liv, der var før kræften, for det liv forsvandt for langt de fleste med diagnosen. Og for mange vil det også være okay. Det er en del af livet, at det ændrer sig. Målet må derimod være, at finde vej til dit nye liv, hvor du på den mest hensigtmæssige måde får integreret alle de nye perspektiver, der følger med sygdommen. Du er altid på vej og i proces, selv når du føler, du er gået i stå. Der kan være masser af bevægelse i en sådan stilstand, så vær ikke hård ved dig selv. Visse ting kan man ikke forcere. Giv i stedet dig selv lov til at være sårbar og chokeret, og brug dét som afsæt for at finde en ny vej, der er meningsfuld for dig.

Jeg har mødt mange mennesker, der fortalte om et tomrum, der opstod efter endt behandling. Man er blevet erklæret rask og burde være himmelhenrykt, men er det alligevel ikke helt.

Når man i lang tid har vendt sin opmærksomhed mod sygdommen og sin egen dødelighed, er det pludselig fuldstændig overvældende at skulle vende sig mod livet igen. Man føler sig slet ikke fri, men måske derimod fanget, fastlåst og handlingslammet. Samtidig har verden omkring dig også pludselig en anden tilgang til dig: ”Gud, hvor ser du godt ud, og hvor må du bare være glad!”

Du tænker måske, at du burde være glad og ovenud lykkelig, men mærker det bare overhovedet ikke. Skammer dig måske over, at du ikke rigtig kan glæde dig over den gode nyhed? Du føles fremmed for dig selv, din krop er anderledes, og verden er skræmmende ny, og du tør næsten ikke tro på, at du er rask? Har du det sådan eller det, der ligner, er du i hvert fald ikke alene. Og hvad nu hvis sygdommen kommer igen? Bekymringen for tilbagefald er helt reel, der er altid en risiko, og det er et vilkår, du skal leve med resten af dit liv. Men husk også, at livet er fyldt af risici for os alle sammen. Det kan bare være rigtig ubehageligt at kende dem. Det er kun en risiko, det behøver ikke blive til virkelighed.

Bekymringer kan bruges som påmindelse om, at du skal huske at leve dit liv fuldt ud, men det er svært og sårbart, og det kan tage lang tid, før du mærker den erkendelse.

Identitet

Det at gennemleve et sygdomsforløb, der truer liv og eksistens, kan resultere i, at dit selvbillede forandres radikalt. Det er en proces, som starter med en del ødelæggelse før genopbygningen til en ny og bedre struktur i din psyke – din personlighedsstruktur – eller din tankeog følelsesmæssige virkelighed – går i gang. Og nu må du ikke bliver helt forvirret og tænke, hvordan gør jeg det?! For det sker af sig selv. Det eneste, du skal gøre, er at være til stede med dig selv og tillade de nødvendige forandringer. At vise dig selv mildhed og blidhed imens.

Du skal have genopbygget din kerne igen – din jeg-følelse, og du skal integrere sygdommen i din selvforståelse. For mange betyder det at lære sig selv at kende på ny og at skabe en ny relation til sig selv, uanset om du er erklæret rask eller ej. Forestil dig, at du er blevet kastet op i luften og har ramt jorden. De fysiske mén er nu kureret og lappet sammen, men indeni rasler alle dine tanker og følelser stadig rundt og skal finde sig til rette på ny. Det er måske et meget godt billede på situationen. Tid, ro og accept er de bedste måder til at få det hele til at falde på plads igen.

En kvinde, jeg coachede, oplevede, at mange af hendes relationer var blevet mere komplicerede, efter hun havde haft kræft og været igennem et behandlingsforløb. “Det er som om, de virkelig ikke forstår mig, og jeg er faktisk også vældig frustreret over mig selv.” Særligt forholdet til en bestemt barndomsveninde var blevet anspændt. Kvinden oplevede veninden som enormt selvoptaget og dominerende og var derfor begyndt at aflyse deres aftaler.

Det var egentlig ikke noget nyt, at veninden opførte sig selvoptaget og dominerende. “Hun har altid været den styrende i vores venskab, og jeg har altid rendt efter hende og lavet om på mig selv, så hun gad være sammen med mig. Men nu er jeg ved at kaste op, bare jeg hører hendes navn.” Veninden blev pludselig en rød klud, der mindede kvinden om, at hun ikke havde været sig selv i deres forhold. Egentlig havde hun ikke rod i relationen til veninden, den relation var, som den plejede. Hun havde derimod rod i relationen til sig selv: Hvem var hun, når hun ikke forsøgte at tilpasse sig den, hun troede, andre gerne ville have, at hun var?

Kræftsygdommen havde tvunget hende til at se på sit liv og sine relationer, og ikke mindst relationen til sig selv, og hun brød sig ikke om det, hun så. Det var forståeligt nok meget sårbart for hende at skulle overveje: “Hvem er jeg egentlig, når jeg bare er mig, og hvorfor pokker synes jeg aldrig, at jeg er god nok?” Vi talte meget om, i hvilke relationer hun oplevede at kunne slappe af og være sig selv, og hvordan hun bevidst kunne bruge den erfaring og minde sig selv om den følelse, når hun indgik i relationer, hvor hun følte sig forkert. Vi talte også om, at det måske var ok at bryde med mennesker, der dræner én.

At relationer er mere ægte og dybfølte, når man ikke skal måle sig med andre og forsøge at lave sig selv om. Vi talte også om, hvem hun stadig var. Selvom sygdommen havde ændret hende, var hun fortsat både kæreste, mor, datter, søster, kollega og så videre. Hun var også stadig kreativ, nysgerrig, kærlig, sjov, omsorgsfuld og meget andet. Hun havde bare brug for at slippe sit behov for at please og behage andre, og alene bevidstheden og accepten omkring dette var en stor forandring for hende. Hun havde været helt derude, hvor hun syntes, hun havde mistet sig selv, men langsomt begyndte hun at finde vej hjem til sig selv igen.

Man kan ende et sted, hvor man ikke kan genkende sig selv, hvor verden i sig selv er usikker, og hvor man kan føle, at man ingen holdepunkter eller intet fundament har. Dér bliver man enormt sårbar. Det kan virkelig føles som at miste sig selv helt. Og på en måde er det også sådan, men du får også dig selv igen, hvis man skal se sådan på det. Det er bare en svær proces. Måske bliver du overvældet af angst uden helt at vide, hvad du er bange for, eller måske græder du konstant uden at kunne forklare hvorfor? Og du er måske frustreret over dig selv?

Vid, at uanset hvordan du har det, så er det helt OK.

Læs et interview med forfatteren til bogen ved at klikke her.